, ,

Mine børn lærer mig om Gud

Jeg lærer en del af mine børn. Dels opdager jeg, hvor meget jeg ikke ved. Dels får jeg erfaringer ud i kroge af min eksistens, jeg kunne have været foruden – så som hvordan jeg fungerer på alt for lidt søvn eller reagerer på konstant skrigen under et aftensmåltid.

Men jeg lærer også ting, der er virkelig brugbare og som sætter tankerne i gang. For eksempel har jeg den sidste tid tænkt en del over, hvordan (og om) mine reaktioner på Gud som far er forskellige fra mine børns reaktioner på mig som deres mor? De overvejelser er der kommet en klumme ud af til Udfordringen (læs den her).

Så meget af min opdragelse og omsorg for mine børn beror på, at jeg ved bedre, har mere erfaring og større forståelse af konsekvenser og sammenhænge end de har endnu. Som jeg forstår min opgave som forælder er min opgave netop at være deres værn mod konsekvenser, de ikke forstår eller hjælpe med valg, de ikke kan overskue – som eksempelvis ikke at børste tænder, skrive grimt på snapchat, dele billeder eller lade vanterne ligge, når der er frost udenfor.

Hvad nu, hvis det er med Gud og jeg på en lignende måde? At Han forstår og ser sammenhænge og konsekvenser, jeg ikke har begreb skabt om. Så kan det godt være begrænsninger, lukkede døre eller hvad-ved-jeg opleves som uretfærdige, ukærlige eller bare trælse – men som med mine børn, gør det dem ikke dårlige. Og er Gud kærlighed, så må begrænsninger og andet findes for at passe på mig.

Det har givet noget at tygge på. Forstå mig ret: Jeg mener ikke at alt skidt kommer fra Gud. Jeg mener heller ikke, at det er alle begrænsninger i livet og vores omstændigheder, der er gud-givne. Ikke desto mindre er det værd at tænke over, at når jeg tror på Gud som min far, så er der sandsynligvis også ting Han har sans for, som jeg ikke har. Heldigvis, har jeg lyst til at tilføje.

Øvelsen bliver så at fodre tilliden istedet for protesten! 

 

,

Søndagsklumme: Man får et frø, når man drømmer om en blomst

 

Forleden delte jeg en bøn om at få ribs i stedet for appelsiner. Som sagt vagte den genklang i mig. Som så mange andre har jeg bedt inderligt om noget; håbet og længtes; gjort hvad jeg kunne og så alligevel oplevet, at det ikke blev, som jeg havde ønsket mig.

Sådan har det været med mit arbejde, det at få børn, troen, helbreddet… En gang skrev jeg en slags bøn op, fordi jeg syntes, den var poetisk og fin:

Jeg klippede en gang et citat ud, der lød noget i den her retning:

”Jeg bad om styrke og Gud sendte mig prøvelser, der kunne styrke mig.

Jeg bad om indsigt, og Gud gav mig problemer at forstå.

Jeg bad om fremgang, og Gud gav mig arbejde og muligheder.

Jeg bad om mod, og Gud gav mig farer at overkomme.

Jeg bad om tålmodighed, og Gud satte mig i situationer, hvor jeg var nødt til at vente.

Jeg bad om kærlighed, og Gud gav mig udsatte mennesker at elske.

Jeg fik intet af det jeg bad om.
Jeg fik alt det, jeg bad om.”

Det viser sig, at det ikke bare er fine ord – det er også sande ord. I hvert fald på den måde at forstå, at vi ikke altid får det, vi gerne vil have, men at det ikke betyder, vi ikke får hvad vi har brug for eller det, der er godt.

Senere har jeg læst en anden viis kvinde sige: ”Der er blevet grædt flere tårer over hørte bønner end de, der ikke bliver svaret.” Det skal nok passe.

Hvorfor? Jo, fordi vi ikke genkender det vi får, som det, vi har bedt om altid.

Fordi nogle gaver ikke er cashmere men prikkende, kløende uld. Fordi nogle gaver er praktiske, når det var forkælelse, man ønskede sig. Fordi nogle gaver ikke ligner den blomst, vi havde ønsket os, men bare er et lille snoldet frø.

En veninde sagde en gang om hendes liv: ”Ingenting er blevet som jeg forestillede mig. Men det er bedre end jeg kunne drømme om.”

Ofte er det vel netop sådan? At vi forestiller os én ting, men at det sjældent bliver sådan. Og at det vi får nogle gange er så anderledes eller tager så lang tid om at folde sig ud, at det kan være svært overhovedet at se, hvad det skal blive til? Man får et frø, når man beder om en blomst…

Billederne her kom bare til mig. Det gav mening i forhold til flere ting i min egen erfaring. Måske kan du også genkende nogle af følelserne bag det lille menneske, der beder om en blomst, og bliver så skuffet over frøet. Men som alligevel ender med at falde på knæ af taknemmelighed, fordi frøet netop blev til en blomst.

Det er min erfaring, at livet tager tid om at folde sig ud. Og at det, der ligner et lille frø ikke nødvendigvis bliver ved med at være det. Der er altid håb. Gud er stadig den levende Gud, der skaber ”noget” ud af ingenting; der får orden ud af kaos; der får liv ud af det, der ser dødt ud.

Med ønsket om en god søndag.

, , , ,

En tanke om praksis: Det kritiske er ikke, at du er stoppet

Hvad gør du, når du falder?

Ikke i overført betydning, men helt konkret – hvad gør du, hvis du falder over dine egne fødder, på rulleskøjterne, ned af trappen, på et glat fortov? Prøv lige at tænke tilbage på en gang du er faldet, og mærk i din krop, hvilke reaktioner, der gik i gang…

Jeg spørger, fordi et tema, der dukkede op i min smågruppe/bibelgruppe/cellegruppe (kært barn har mange navne?), var forventningen om at rutiner for bøns- og andagtsliv altid stopper igen. Det var ikke nødvendigvis sådan nogen sagde. Men erfaringen af, at man kan finde en god rytme eller rutine (eller bare have gode intentioner om det) som pludselig holder op igen – og at det er en fejl – gik igen. Og jeg kender det godt.

Det væsentlige i kristen praksis (og vel egentlig i alle rutiner eller beslutninger)
er at begynde igen, hvis du opdager, at du er stoppet op.

Men ved du hvad? Jeg er ikke længere så sikker på, at det er en fejl, at vores rutiner eller rytmer ændrer sig. Vores hverdag ændrer sig, og så må rutinerne ændre sig også. Du skifter fra skole til job; får et barn; får nye mødetider; du skal til at tage bilen istedet for bussen eller en influenza sætter
alting på pause. Sådan er livet, og det er kun fint. Det er ikke det, at vi holder op med noget, der er det kritiske punkt. Det er, om vi kommer i gang igen.

Det var den tanke, der mindede mig om, hvad jeg gjorde, da jeg faldt ned af vores trappe for noget tid siden:

Det var en aften, og jeg skulle bare liige op med et-eller-andet. På vejen ned igen smutter mine strømpefødder på de glatte brædder, hvor fødder har slidt lakken spejlblank i løbet af de mere end 100 år trappen har været der. Smut – og dér lå jeg. Av!! Min venstre balde og venstre albue tog skraldet på trinet. For bunden af trappen lå jeg så og ømmede mig. Før jeg kunne rejse mig op, var jeg nødt til at ligge og sunde mig. Der skulle nogle dybe vejrtrækninger helt ned i maven til, før jeg kunne få svimmelheden og kvalmen efter smerten nok i baggrunden til, at jeg kunne svare Duncan og tage imod hans hånd for at komme på højkant igen. Jeg si’r dig – aldrig i mit liv har jeg set så blåt et mærke!

Jeg faldt – med et brag – og jeg kom op igen. Det tog lidt tid og lidt hjælp. Men jeg kom på højkant. Jeg ligger ikke stadig væk og roder rundt ved bunden af trappen.

Når du falder, så rejser du sig igen. Måske ikke lige med det samme, for måske skal du lige sunde sig. Måske er det nødvendigt med en hjælpende hånd. Men du rejser dig. Hvis du snubler over striberne i fortovet på vej ind i Føtex rejser du dig med det samme og håber, at ingen så dig. Det ligger som en dyb refleks i kroppen at komme op igen.

Hvis du falder, rejser du dig. Og går videre.

Det slog mig, at det ikke er anderledes med vores andagtsliv eller bønsliv – hvis vi går i stå, må vi gå igang igen. Det er ikke farligt, det er ikke forkert, det er ikke unormalt.

Faktisk er det ikke faldet, der er problemet. Det er at rejse sig op, der er det kristiske punkt. Alle falder. Alle kløjs i deres intentioner og rutiner. Spørgsmålet er, om vi kommer i gang igen, ikke om vi stopper op. Du behøver ikke tage det som et nederlag, at du opdager, at du sprang bibellæsningen eller tiden til bøn over. Pyt med det. Det vigtige er, at du opdager det, for kun sådan kan du komme i gang igen.

Det svære er måske i virkeligheden at undgå den lille bølge af skam, der opstår, når vi ikke uden videre “lykkes” med noget, som vi kan bilde os selv ind, at alle andre klarer uden problemer.

Så lad os bare punktere den historie med det samme: Vi kan alle sammen opleve tidspunkter, hvor bøn er svært, hvor bibellæsning er tungt og trættende, hvor det er tæt på umuligt at samle vilje til at give tid til Gud. Og nogle gange smutter det bare i mængden af vasketøj, indkøb, madpakker, gøremål og hverdagstræthed.

Det er helt okay. Det er som sagt ikke det, at du er stoppet, der er det væsentlige. Det væsentlige er, at du var i gang – og at du kan begynde igen. Så hvis du stopper, så begynd igen!

, , , ,

Vi gør det ikke for sjov

Jeg hørte det igen forleden: børneprogrammet jeg stod for blev beskrevet som noget, der skete for at aflaste de voksne. Men det er meget mere end det. Det arbejde jeg gør i kirken med børn – ligesom så mange andre, der står for børnekirke, klub eller noget helt tredje, handler slet ikke om de voksne. Det handler om børnene.

Det er ikke for sjov, når vi laver program for børnene, mens de voksne skal noget andet. Det er ikke for de voksnes skyld, at vi holder børnekirke, mens der er gudstjeneste. Det er ikke for at underholde børnene, så de voksne kan være alvorlige i fred og ro. Ligesom det ikke er for at de voksne kan glæde sig over antallet af børn, at vi holder klubber eller andre arrangementer henvendt til børn.

Vi gør det for børnenes skyld. Fordi vi tror, at de har en Gud-given kapacitet til et levende forhold med Jesus, og i øvrigt er født med en længsel efter Ham. Vi gør det, fordi børn ligesom voksne støder ind i eksistentielle spørgsmål, som kræver et rum, hvor der er plads til dem. Vingør det, fordi Jesus selv var barn, og dermed viste os, at barndommen har en egen værdi.
Vi gør det, fordi vi tager børnene alvorligt – vi ved, de har brug for at blive set og hørt og ikke kun underholdt eller undervist. Vi gør det, fordi det kan gøre en kæmpe forskel for et barn at kende Gud. Vi tror, de kan gøre en forskel i verden – ikke om mange år, når de er voksne, men mens de er børn. Og vi husker, at vi ved dåben sagde ja til at vise dem vejen til Kristus.*
Der er en væsentlig forskel mellem det arbejde, vi laver i kirkerne og børnepasning. Børnepasning handler om at passe på barnet, mens vi i kirke også gerne vil tilbyde barnet venskab og mulighed for at finde svar på livets store spørgsmål. Børnepasning handler om at få en time eller to til at gå så godt som muligt. Vi vil gerne være vejvisere, og følges med barnet i den rejse livet er.
Nadver til åbninsgudstjenesten for børnene til Metodistkirkens landsmøde 2015. Det dejlige barn er mit. 

Det er let at tro, at børneprogrammet under gudstjenesten er for de voksnes skyld; fordi børn har svært ved at sidde stille, for at undgå forstyrrelser eller uro under det alvorlige, som de voksne et samlet om. Det samme gælder kirkens årsmøde, klub fredag eftermiddag eller alt muligt andet. Men det er aldrig kun for sjov. Det kan se sjovt ud, og er sikkert også sjovt at være med til.
Men det også alvorligt. Det handler om livet. Og døden. Om venskaber og om, hvordan man kan tro og tvivle. Det er måske det eneste sted barnet ikke skal kunne noget eller leve op krav. Det er måske barnets eneste mulighed for at få en relation til et voksent menneske, der er til at stole på. Måske er det det eneste sted, hvor barnet kan give udtryk for sin sorg, sit savn eller sin glæde. Måske er det det eneste sted barnet oplever sig forbundet med noget trygt, noget der er større end sig selv. Måske er det kirke for barnet?
Så kære med-voksne. Vi gør det ikke for jeres skyld. Vi gør det for børnenes. Fordi vi ved, det gør en forskel.
*som en del af dåbsritualet i Metodistkirken lover menigheden at stå i forbøn for barnet og hjælpe med at vise det vejen til Kristus og ind i menihedens fællesskab. 
, , ,

Håbet 3 – Om en vedkommende fremtid

Ifølge Bertel Nygaard er håbet det, der peger ud af eller videre frem. Bliver vi i billedet med ankeret, må håbet været det træk, der opstår, når kæden mellem os på jorden og ankeret i himmelen spændes. Længslen efter retfærdighed, eller fred som grundtone i livet må være udtryk for at vi er forbundet med en virkelighed, der er større end vores egen.
 

Det kristne håb kommer af Guds løfter om, at de, der følger ham skal blive til velsignelse for mange. Jesu opgør med uretfærdigheden, og i sidste instans opgøret med døden, er det, det kristne håb sætter sin tillid til. Derfor er det kristne håb heller ikke en resignation over for fremtiden. Nej, det er tillid til, at fremtiden kommer med mening, med indhold – og at den ikke er tom og ligegyldig. Håbet insisterer på, at fremtiden vedkommer mig og dig. Derfor behøver du hverken blive håbløs eller desperat, for din forankring kan være i Gud, i hans Riges værdier, selvom du lever livet her på jorden.

Håbet, som den kristne kan have, er ikke afhængigt af, om livet er en succes, eller om alt går glat. Glæden ved at være i live og tilliden til, at der er godt i vente, er ikke betinget af, at vi lever op til det, der dikteres omkring os. Du kan være kronisk syg, skilt, barnløs, gammel, arbejdsløs og meget mere og alligevel leve i håb, for det ikke har noget med omstændigheder at gøre. Det har derimod at gøre med den sprække, som Jesus efterlod i forhænget mellem os og Guds rige, da han gik ind bag forhænget i himmelen, for at forankre os dér.
 
(Dette indlæg er blevet udgivet i sammenhæng i Metodistkirkens magasin Himmel og Jord nr. 3 2014. De foregående dele kom her og her.)