,

Søndagsklumme: Før flitterstads tager overhånd

Før glitter, julepynt og gavebånd får flitterstads får overhånd. Så vil jeg minde dig om, at både du og jeg har værdi uden pynt, forbrug og overskud af nogen art.

Det er ikke fordi jeg har noget imod hverken glitter, julepynt eller gavebånd. Overhovedet, faktisk. Så giv bare los. Det er mere fordi jeg kan se en tendens til,at vi gerne vil pynte på alting – også os selv og hinanden – for at kunne synes, at det har nogen værdi.

Jeg kom til at tænke over det i eftermiddags, da jeg var ude at gå en tur. Jeg bor i en by, der gør rigtig meget ud af lys i gaderne og træerne her op til jul. Det er rigtig smukt. Jeg nyder det. Og det kunne jeg høre andre også gjorde.

Der er kommet sådan en ting med, at man skal lægge mentalt glitter på ting og stille dem på kaminhylden. Det forstår jeg godt. Vi skal holde fast i det, der er godt, smukt, sandt, ædelt og så videre. Det har vi brug for. For skidt og sorte tanker kan hurtigt nok få sit tag i os. Også uden at tænde for fjernsynet. Mørket, skyggerne og nullermændende kommer listende helt af sig selv. De skal ikke have hjælp.

Lyset kommer også af sig selv. Og det er stærkere end mørket. Det kan man jo se bare ved sådan en gåtur, som jeg tog i eftermiddags: Et træ med lys i stråler og overdøver mørket omkring det.

Men eftersom vi er afhængige af lyset for at leve, så det er dét vi skal lægge os på sinde. Ikke bare rent fysisk men også i overført betydning.

Der er bare det ved det, at glitter og flitter stads sjældent er tingenes egentlige tilstand – det er sjældent jeg befinder mig i en tilstand af ophøjet glitter og glamour. Mit liv er mere noget med nullermænd, havregrød og Duplo over det hele. Og det er fint. (Med undtagelse af de alt, alt for tidligere morgener!) Men hvis vi fortæller hinanden, at der skal glitter på alting før det må stå fremme – i overført betydning – så kan et almindeligt hverdagsliv hurtigt miste værdi og betydning.

Og vi har værdi og betydning. Ikke på grund af pynt. Ikke på grund af det, vi gør, men fordi vi er. Vi har værdi som mennesker alene fordi vi er født.

På en retræte i Sverige for år tilbage “mødte” jeg en salme, som jeg synes er meget smuk. Den sætter nogle fine ord på, hvordan det er at hvile i at være menneske i lyset fra en kærlig Gud.

Jeg håber, du kommer godt i gang med december med glitter, lys og gavebånd. Bare husk igennem det hele, at du er elsket. Og at du kan øve dig i at leve i tillid!

I Guds tavshed må jeg være,
ordløs, stille, uden krav.
Klare vidder, åbne dage:
på en strand ved nådens hav.

I Guds kærlighed vil jeg hvile,
vide mig ønsket, elsket, set.
Jeg øver mig i barnets tillid,
prøver højden og dybden og bredden.

I Guds Ånd kan jeg ånde:
bøn gi’r liv hvor død er svar.
Øjeblikkets nærhed rummer
alt som bli’r og er og var.

Ved Guds hjerte er jeg bådet,
indesluttet i hans favn.
Medens hemmeligheden uddybes
hvisker Faderen mit navn.
J. Johnson 1984

/2 Kommentarer/af
,

Søndagsklumme – Lidt om at bede

Hvordan mon du har det med bøn? Beder du? Måske beder du regelmæssigt. På bestemte tider og bestemte steder. Måske gør du det spontant af og til. Måske gør du slet ikke. Eller også tænker du ikke på det som bøn?

Jeg skrev for længe siden, at jeg ofte beder som et barn. Som du også kan se her på bloggen beder jeg også regelmæssigt, med andres ord og på et bestemt sted – det hjæ
per mig til at finde ro og holde fokus. Det er en metode til at komme tilbage til centrum.

I sommer læste jeg en kvinde fortælle, hvordan hendes bedste og mest brugte bønner er: ”Hjælp mig, hjælp mig, hjælp mig!” og ”Tak, tak, tak”. Hun beskrev, hvordan den første bøn ”Hjælp mig” oftest var en bøn, hun sendte afsted som pile, når hun var i knibe. Og at den anden ”Tak” kom både når ”hjælp mig”-bønnen blev besvaret, men også hvordan ”tak” opstod ved glæde og taknemmelighed.

Hun fortalte, at hendes veninde om morgenen bad: ”Whatever”. Og om aftenen: ”O well”. Først synes jeg, det var nogle mærkelige bønner, men jo mere jeg har tænkt over det, jo mere giver det mening. Ved dagens begyndelse giver det god mening at være åben overfor hvad som helst, der ligger forude. Og uanset hvad dagen har bragt er der stor nåde i at kunne sige ”nå ja”, når det hele er sluttet. Der er stor frihed i at kunne give slip på det, der måske ikke gik, som man havde håbet. Egentlig tror jeg, det er en vældig sund åndelig øvelse: at tage imod – og at give slip.

Lidt ligesom vores åndedræt. Ind. Ud.

Det, der har hjulpet mig allermest til at finde min egen måde at bede på er, da nogen sagde: ”Snak med Gud, som du ville tale til en god ven.” Bøn som et udtryk for tro eller som en praksis til at finde næring til et liv i kærlighed, fred, ligevægt og mod kan ikke være stiv eller formel. Det er nødt til at være åbenhjertigt og ærligt. Du er nødt til at være personlig, hvis Gud skal kunne komme dig ved.

Hvis vi ønsker, at Guds energi skal fylde os, trøste os, opmuntre os, styrke os – os, som de mennesker vi er, med alt det, vi er – så er vi nødt til at vove at være ærlige og sårbare. Ellers gemmer vi os, og gemmer vi os kan Gud ikke vise os, hvad vi har brug for at se.

Min erfaring med Gud er, at der ikke er nogen grund til at gemme sig – selv om jeg kan have lyst til at gemme mig fra smerte, skam eller angst for at se mig selv, som jeg (også) er, så er Gud nådig og kærlig. Det betyder ikke, at det ikke kan være hårdt, men det er altid kærligt. For Han er jo min ven – og venner taler pænt til hinanden. Også hvis sandheden er svær og tung. Måske især, når noget er svært.

Teresa af Avila, der levede som nonne i 1500-tallet, har sagt, at bøn i hendes øjne ikke er andet end samtale mellem to venner. Den tanke kan jeg godt lide.

Hvordan mon du beder? Måske har du lyst til at bede, men ved ikke hvordan. Så lad Teresas ord være en vejledning: Sæt dig et roligt og behageligt sted – og snak til Gud, som du ville til en god ven.

Fortsat god søndag!

/0 Kommentarer/af
,

Søndagsklumme: Man får et frø, når man drømmer om en blomst

 

Forleden delte jeg en bøn om at få ribs i stedet for appelsiner. Som sagt vagte den genklang i mig. Som så mange andre har jeg bedt inderligt om noget; håbet og længtes; gjort hvad jeg kunne og så alligevel oplevet, at det ikke blev, som jeg havde ønsket mig.

Sådan har det været med mit arbejde, det at få børn, troen, helbreddet… En gang skrev jeg en slags bøn op, fordi jeg syntes, den var poetisk og fin:

Jeg klippede en gang et citat ud, der lød noget i den her retning:

”Jeg bad om styrke og Gud sendte mig prøvelser, der kunne styrke mig.

Jeg bad om indsigt, og Gud gav mig problemer at forstå.

Jeg bad om fremgang, og Gud gav mig arbejde og muligheder.

Jeg bad om mod, og Gud gav mig farer at overkomme.

Jeg bad om tålmodighed, og Gud satte mig i situationer, hvor jeg var nødt til at vente.

Jeg bad om kærlighed, og Gud gav mig udsatte mennesker at elske.

Jeg fik intet af det jeg bad om.
Jeg fik alt det, jeg bad om.”

Det viser sig, at det ikke bare er fine ord – det er også sande ord. I hvert fald på den måde at forstå, at vi ikke altid får det, vi gerne vil have, men at det ikke betyder, vi ikke får hvad vi har brug for eller det, der er godt.

Senere har jeg læst en anden viis kvinde sige: ”Der er blevet grædt flere tårer over hørte bønner end de, der ikke bliver svaret.” Det skal nok passe.

Hvorfor? Jo, fordi vi ikke genkender det vi får, som det, vi har bedt om altid.

Fordi nogle gaver ikke er cashmere men prikkende, kløende uld. Fordi nogle gaver er praktiske, når det var forkælelse, man ønskede sig. Fordi nogle gaver ikke ligner den blomst, vi havde ønsket os, men bare er et lille snoldet frø.

En veninde sagde en gang om hendes liv: ”Ingenting er blevet som jeg forestillede mig. Men det er bedre end jeg kunne drømme om.”

Ofte er det vel netop sådan? At vi forestiller os én ting, men at det sjældent bliver sådan. Og at det vi får nogle gange er så anderledes eller tager så lang tid om at folde sig ud, at det kan være svært overhovedet at se, hvad det skal blive til? Man får et frø, når man beder om en blomst…

Billederne her kom bare til mig. Det gav mening i forhold til flere ting i min egen erfaring. Måske kan du også genkende nogle af følelserne bag det lille menneske, der beder om en blomst, og bliver så skuffet over frøet. Men som alligevel ender med at falde på knæ af taknemmelighed, fordi frøet netop blev til en blomst.

Det er min erfaring, at livet tager tid om at folde sig ud. Og at det, der ligner et lille frø ikke nødvendigvis bliver ved med at være det. Der er altid håb. Gud er stadig den levende Gud, der skaber ”noget” ud af ingenting; der får orden ud af kaos; der får liv ud af det, der ser dødt ud.

Med ønsket om en god søndag.

/0 Kommentarer/af

Søndagsklumme: Velkommen hjem

 

Jeg kom hjem sent fredag aften efter at have været afsted siden søndag på uddannelse i England.

Da jeg landede i England stod min svoger, svigerinde og lille nevø med et fint skilt: ”Auntie Anne”. Hjemmelavet med en to-årigs krusseduller var der ikke finere eller dejligere skilt i lufthavnen den dag! Og synet af det krøllede skilt i min nevøs buttede hænder gjorde mig varm om hjertet af kærlighed til ham (og forældrene) og glæde over at være elsket og blive budt velkommen på den måde.

Det er noget pudsigt noget, det med at være velkommen eller føle sig velkommen. For det slår mig, at det er forskellige ting i forskellige situationer, der gør forskellen. Det, der virker naturligt i én situation gør det måske ikke i en anden. Nogle gange skal der ganske lidt til, før jeg føler mig godt tilpas. Ofte har det at gøre med at blive set af et andet menneske: Det kan være en bemærkning, en henkastet bemærkning, eller den andens væremåde. Det har sjældent noget med chokolade på hovedpuden eller en rød løber at gøre.

Ikke fordi den slags ikke også kan være rart. På skolen, hvor jeg har tilbragt den sidste uge var der rent, hvidt sengetøj på sengen og the-brevene var fyldt op på bakken inde på værelset. Det er trods alt England, så ingen ordentligt værelse uden adgang til keddel, the og mælk! Det er ikke nogen hjemlig fornemmelse at komme ind et sted med snehvide lagener og håndklæder anretttet i lige firkanter. Værelset var upersonligt, som det er på konferencecentre og hoteller – men mit navn stod på den kuvert, der hang på døren. Jeg var ventet, og der var gjort klar til at jeg skulle være der. Så på sin vis følte jeg mig alligevel velkommen.

Men den bedste velkomst kom sent fredag nat og igen lørdag morgen: Hjemme efter 5 døgn afsted.

Da jeg kom hjem, var der mørkt og stille i huset – det var over midnat, så alle var gået i seng. Alligevel følte jeg mig velkommen; fødderne fandt selv vej op ad trappen, ligesom mine hænder også i mørket kunne finde dørhåndtag og knagerækker. Hunden rejste sig søvnigt for med logrende hale at komme og byde mig velkommen, før hun igen lagde sig til at sove. Inde fra den ældstes værelse lød en søvnig stemme: ”Mor?!”

Jeg fik kysset, nusset og kigget på både den store og den lille, før jeg selv krøb i seng. Lørdag morgen er jeg blevet budt mere end velkommen hjem: Da den to-årige sidst på natten kom oevr i sengen og opdagede, at han kunne putte sig ind til sin mo-ar. Siden da har mine arme haft ham indenfor rækkevidde det meste af tiden. Det var vi vist begge to haft brug for. Den store er kommet og har snakket, vi har spillet spil og hygget. Og noget af det, der virkelig har gjort det tydeligt, hvor velkommen, savnet og elsket jeg er: Badeværelset.

Jeg kunne ikke få lov til at være alene derude lørdag formiddag. I de fleste andre sammenhænge er det ikke lige det, du håber på. Faktisk ville det voldsomt grænseoverskridende, hvis det havde været på skolen i England, at nogen syntes, de skulle med mig bad. Det ville have været både ubehageligt og upassende. Men efter en uges adskillelse fik det mig til i den grad at føle mig hjemme, at døren skulle stå på klem og at et lille hoved af og til tittede ind med et ”Muar?”, som for at sikre sig, at jeg stadig var der. (måske skal man være forælder, for at det giver mening!)

Hvor er det godt at høre til! Hvor er det fantastisk, når der bliver gjort plads til én – om det så bare er et andet menneske, der rykker sig lidt i bussen eller én, der smiler i køen i Netto.

”I min fars hus er der mange boliger”, sagde Jesus til sine venner, før han døde og opstod. Han sagde det i et forsøg på at forklare dem og os, hvad han skulle, når han gik i forvejen for os. ”Jeg går for at forberede en plads til jer”, sagde han. (Du kan læse om det i Johannes evangeliet kapitel 14) Jeg kan godt lide tanken om, at der er gjort en plads klar til både dig og mig på den anden side – uanset hvad ”den anden side” måtte være. Jeg er sikker på, Jesus talte om den anden side af døden. Men jeg tror også nogle gange, at han gør det samme på den anden side af det, der ligne en lille død for mig:

Hver gang jeg oplever noget, der for mig er en afslutning, et stop, et farvel – så er der på den anden side et sted, hvor der er rart at være, hvor jeg kan komme videre fra.

Lige nu er jeg godt tilpas og hjemme hos mig selv. Jeg ved ikke, om du er det samme. Eller om du føler dig velkommen der, hvor du er. Det håber jeg. Og ellers håber jeg, at du kan låne min tro på, at der er Én, der går foran dig og gør klar til dig ”på den anden side”.

Selv kommer jeg til at nynne et lille salmevers:
”Foran mig er en vej jeg ikke kender, en sti hvorom i dag jeg intet ved. Jeg aner ikke hvad i morgen hænder, om dagen bringer kampe eller fred. Men ét jeg ved, mit liv er i Guds hænder, og Gud er evig kærlighed!”

/0 Kommentarer/af