Bibelhistorie med fagter: Salomons store byggerier

Historien om Salomons store byggerier

At fortælle en bibelhistorie med fagter er en sjov måde at fange opmærksomheden gennem en historie.

Konge: lav en krone på hovedet
Bygge: knyttede hænder ovenpå hinanden
Gud: cirkel bevægelse
Tempel/slot/telt/palads: lav et tag med hænderne

For længe siden i et land langt herfra var der en konge, som var meget klog og betænksom. Han var den konge, som byggede et kæmpestort tempel til Gud.

Han hed Salomon og hans var havde også være en konge – faktisk den bedste konge, der nogensinde havde været. Han var nemlig gode venner med Gud.

Hvem er Gud, spørger du? Gud er alt kærlighed – ikke bare den, du kan mærke for nogen eller som dine forældre har for dig. Eller den du kan føle for en god ven. Gud er den kærlighed som AL kærlighed i hele verden kommer fra.

Gud er alt godt, der findes som mod, glæde, fred og retfærdighed. Ikke bare det vi kender eller kan se, men det gode, som alt andet godt kommer fra.

Sådan er Gud. Derfor kan vi også kalde Gud den Levende Gud, fordi alt levende kommer fra Gud.

Og Salomons far var gode venner med den Levende Gud. Og det var Salomon også.

Det gik rigtig godt for Salomon som konge. Og derfor ville han gerne sige tak til sin ven, Gud.

Derfor foreslog han Gud, at Salomon byggede et tempel til Gud at være i.

Det havde Salomons far også foreslået. Men Gud var godt tilfreds med sit lille telt, som menneskene havde lavet, da de gik i ørkenen og havde brug for at se på noget, der mindede dem om, at Gud altid var hos dem.

Det var lidt fjollet. For Gud, der jo er den alt levende, alt kærlighed, alt godt kommer fra – kan jo ikke bo i en bygning. Uanset hvor stor, den er. Det er Gud alt for stor, alt for meget til.

Nej, sagde Gud, du skal ikke bygge mig et hus. Du skal bygge dig selv et hus først. Jeg er godt tilfreds med mit lille telt. Jeg har ikke brug for vægge eller tag for at være stor eller være hos jer.

Så kong Salomon byggede et kæmpe slot, et palads, til sig selv. Med smukke søjler og lange gange, men flotte haver og fine stuer. Med guld og marmor og fine sten.

Da paladset var færdigt og kong Salomon var flyttet ind med sin kæmpe familie sad han igen og syntes, at det virkede forkert, at han boede på et stort og smukt palads og Gud boede i et telt.

Så kong Salomon foreslog IGEN, at han byggede et tempel, en kæmpestor kirke, til Gud.

Denne gang sagde Gud ja. ”Du må gerne bygge et sted, så I kan huske, at jeg altid er at finde. Bare I husker, at det ikke er for min skyld. Jeg har ikke brug for tag over hovedet.”

Så gik kong Salomon og hans mænd i gang med at bygge. De hamrede og de savede. De byggedestore søjler og lange gange. De byggede høje lofter og smukke mønstre.

Det blev verdens største og smukkeste tempel. Det tog dem 7 år at bygge færdigt! Templet kom til at stå i 400 år.

Jeg tror, at Gud var godt tilfreds med templet. I hvert fald fortæller dem, der var der, at der kom et helt særligt lys i templet.

I dag er det stadig sådan at mennesker har brug for at bygge særlige steder, hvor vi kan møde Gud. Det er stadig lidt skørt, for Gud er for stor til kun at være ét sted. Samtidig er det meget fint. For mennesker kan være ét sted af gangen, og vi har godt af at blive mindet om, at lige præcis der hvor vi er, der kan vi også finde Gud.

Så når vi er i kirker eller andre særlige steder, så er det for at minder de særlige steder os om, atGud ikke bor på særlige steder, men alle steder er særlige, fordi Gud er der.

For det sted Gud, der er den alt godt, alt levende, alt kærlighed kommer fra, allerbedst kan lide at være – det er faktisk inde i vores hjerter, i vores tanker.

Vi behøver heldigvis ikke bygge templer eller store kirker for at møde Gud. For Gud er altid hos os.

/0 Kommentarer/af

Det er ikke pandemiens skyld

Pandemien gjorde ikke, at børn og forældre holdt op med at gå i kirke. Men pandemien lærte kirkerne, at de kunne række ud til forældrene.

Noget i den retning læste jeg for nyligt på en engelsk blog. Det gav genklang, for mere end én gang har jeg hørt spørgsmålet ”Vores familier kommer ikke til gudstjenester” efter genåbning og de sidste restriktioner er forsvundet.

Det kan være mange grunde til, at børnefamilier ikke kommer til gudstjenester i samme omfang, som de gjorde før nedlukningen: De kan være kommet ud af vanen; de kan have opdaget, at det gør godt med en stille dag derhjemme; måske trænger de til at være sammen hele familien på én gang? Måske har de glemt, hvor godt det kan være, at gå i kirke eller måske kom de aldrig i gang? Halvandet år er længe i et liv med mange forandringer, og der er mange forandringer i livet i en børnefamilie. Vores rytme skifter med børnenes alder og deres interesser. Så måske skal flere familier end vi lige tror ikke så meget genoptage en vane, som tilegne sig en. Hvordan hjælper vi dem med det?

 

For vi vil jo gerne være kirke for og med børnefamilierne. Derfor gør mange noget ud af at være attraktive med gode tiltag, spændende gudstjenester og relevante tilbud. Det er både godt og på sin plads.

Problemet er bare, at vi (måske) forsøger at give en ydelse, som familierne omkring er optagede af, fordi der er andre ting, der er mere relevante og presserende for dem.

Under corona-nedlukningen opdagede kirker landet over, hvordan de kunne være i kontakt med børn og familier på mange forskellige måder, hvor det var menigheden, der var den udfarende del med kirke-to-go, online indhold og formidling af, hvordan troen kan integreres i hverdagen med børn.

Vi skal ikke droppe de gode tiltag i kirken. Men vi må for alt i verden heller ikke glemme det, vi lærte under nedlukningen: Kirken kan og skal være opsøgende overfor børnefamili
er. Vi skal formidle værktøjer og muligheder for at lukke troen op derhjemme, så børn og forældre kan integrere den i deres hverdag.

Pandemien fik ikke børnefamilierne til at holde op med at gå i kirke. Den tendens var allerede i gang. Nu er opgaven så at finde ud af, hvordan vi kan række ud og være kirke for og med børnefamilierne – også derhjemme.

/0 Kommentarer/af

Hvornår har Gud fødselsdag? Juleprædiken 2018

Hvornår har Gud fødselsdag?

Det spørgsmål blev min børnekirke kollega Dorthe stillet for et par uger siden i sin børnekirke.

Det er et virkelig godt spørgsmål. Præcis som børn er gode til: på samme tid konkret og filosofisk; dybt og svært at svare på.

Hvornår har Gud fødselsdag?

Dorthe delte spørgsmålet i en gruppe for mennesker, der arbejder med børn i forskellige kirker. Og hun spurgte, hvordan vi ville have besvaret spørgsmålet:

Jeg skrev sådan her:

“Jeg tror, jeg ville sige noget i retningen af, at Gud ikke har fødselsdag – mærkeligt nok, fordi han altid har været og altid vil være. At det er det, vi mener, når vi kalder ham Evig.

MEN at da Gud blev menneske i Jesus, så fik han en fødselsdag. Så den treenige Gud har ingen fødselsdag, men den del af Gud, som vi kender som Jesus har en fødselsdag. Vi fejrer ham d. 24./25. december, men vi ved faktisk ikke helt, hvornår han blev født.

Og så kunne der måske komme en snak om, hvordan det mon var aldrig at have fødselsdag, aldrig at blive ældre og aldrig at skulle ønske sig noget?”

Jeg spurgte også, hvad Dorthe faktisk svarede. Her er Dorthes svar, som jeg synes, er fantastisk:

“Gud har fødselsdag hver dag, vi ved ikke, hvornår han blev født, så derfor kan vi fejre ham hver dag.
Så kom vi ind på Guds ønsker? Jeg sagde at Guds største ønske er at vi er sammen med ham hver dag.”

Gud har fødselsdag hver dag. Selvfølgelig – sådan må det være, når man er evig. Vi kan altid fejre ham.

Så er der spørgsmålet om, hvornår det er Jesu’ fødselsdag? Det er et godt spørgsmål.

Årstallet for Jesu’ fødsel (altså det vi i dag kalder år O) blev først fastsat i 600tallet, og blev først rigtigt udbredt i 800tallet. Det er altså ikke noget de, der skrev evangelierne vidste eller fandt væsentligt at viderebringe. Ikke engang Lukas, der har skrevet den mest detaljerede beretning af Jesus’ fødsel, når det kommer til undfangelse og graviditer.

Men kronologien har ikke været væsentligt for de, der skrev evangelierne. Deres ærinde var teologisk.

I dag mener man, at Jesus er blevet født et sted mellem 4-7 år efter år 0.

Der er nemlig generel enighed blandt forskere om, at Lukas tager fejl mht. folketællingen. I stedet mener man, at Jesus blev født det år Herodes den store dør, hvor der ikke var nogen folketælling.

Forskere er også enige om, at Maria sandsynligvis fødte sin førstefødte i september eller i marts (i vores forståelse af måneder). Det kommer man frem til ved at gå ud fra Johannes Døberens fødselsdag.

Johannes’ fødselsdag kan man nemlig regner sig frem til, fordi vi ved, hvornår hans far Zakarias havde tjeneste i templet. Zakarias var præst, og de jødiske højtider og kalendere fortæller hvilke præster, der havde tjeneste hvornår.

Vi ved så fra Lukas, at Maria besøgte Elisabeth, da denne var 6 måneder henne. Går vi ud fra at Maria gik til Elisabeth næsten med det samme hun blev gravid, så kommer man frem til september måned som mest sandsynlig.

Hvis Jesus blev født i september, giver det også mening, at hyrderne lå på marken.

Hvis Jesus blev født i september vil det også betyde, at Jesus blev født i forbindelse med den jødiske festival “sukkot”, hvor jødernes minder hinanden om, hvordan Gud sørgede for dem, mens de vandrede 40 år i ørkenen. “Sukkot” kan oversættes med “telt” eller tabernakkel.

Så måske er det dét Johannes hentyder til i sin indledning om Jesus’ fødsel, hvor han skriver:

“Og Ordet blev kød og tog bolig (eller: slog sit telt op) i blandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld og nåde og sandhed.”(Joh. 1:14)

Johannes vil nemlig så gerne, at vi forstår, at Jesus var Gud fra starten og at han derfor var i kontrol hele vejen fra undfangelse, fødsel og død.

Så det kan du sige til de, der fortæller dig, at julen er placeret ved solhverv og en gammel hedensk fest. Det ved vi godt; det er old-news; teologien og ikke kronologien er det vigtigste.

Men tilbage til spørgsmålet: Hvornår har Gud fødselsdag?

Det siges, at Guds søn lader sig føde tre gange. Først før alting blev til, før skabelsen som en del af treenigheden. Det er det, vi siger i den nikænske trosbekendelse: “Født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen ved hvem alt er skabt.”

Så som Marias barn; Jesus.

Og endelig den tredje gang i menneskers hjerte.

Hvis det er sandt kan vi fejre “juleaften” (altså, Jesus’ fødselsdag) hver gang en af os gør som Maria og giver plads og lov til at Gud formes og kommer til udtryk i kærlig handling i vores egne liv.

Præcis som i Dorthes svar: Gud – Jesus – har fødselsdag altid. Dorthes svar er spot on!

Det er også derfor julen ikke blot handler om at se tilbage, men også at se frem ad: Vi glæder os over, at Gud er kommet til mennesker, og at vi stadig i dag kan se, at Kristus får krop og hænder midt i blandt os.

Og dog er julen så hurtigt overstået omkring os. Jeg var i Føtex i torsdags, altså d. 20., og der var nytårshattene allerede fundet frem, og juletingene sat længere tilbage i butikken.

Men for kristne og i kirken begynder julen først d. 24. og slutter egentlig aldrig. Det er først i aften, julen tager fat.

For kristne er det er snarere sådan, at når festerne og sammenkomsterne er ovre; den sidste mad skrabet af tallerkenerne; når juletræerne er sat udenfor døren og julepynten er pillet ned, lagt i kasser og sat på loftet: Så begynder julens egentlige arbejde.

Jeg faldt over en bøn af den afro-amerikanske teolog og borgerrettighedsforkæmper Howard Thurman, som jeg har oversat, og som jeg vil læse for jer.

På smuk og enkel vis får han fortalt, hvordan julens arbejde nu kan gå i gang; hvordan alt det Jesu’ fødsel har af betydning skal omsættes til virkelighed:

Når englenes sang er blevet stille,
når stjernen på himlen er forsvundet,
når konger og prinser er vendt hjem,
når hyrderne er tilbage med deres flokke, 
da begynder julens arbejde: 

at finde de fortabte,
at helbrede de syge,
at give mad til de sultne,
at sætte fanger fri,
at genopbygge nationer,
at bringe fred til mennesker,
at skabe musik i hjertet.

Lad os nyde festlighederne! Lad os endelig lytte efter englesangen og tage imod strålerne fra stjernen. Lad os forundres over, at det hellige og det almindelige kan findes på én og samme gang på ét og samme sted.

Og lad os så blive inspireret af det og smøge ærmerne op, så vi kan tage del i julens egentlige arbejde:

At sprede lyset i verden, så mørket mindskes
At arbejde for retfærdighed også for mennesker, der ikke ligner os.
At være venner for de, der er ensomme.
At være hjælpsomme for de, der har brug for en hånd.
At tale håb og fremtid til de, der ikke ser vejen frem.

Og lad os huske på, at vi også hver især har brug for, at andre bringer julens arbejde til os!

Må vi være med til at arbejde med på julen, så jorden kommer nærmere himlen med vore handlinger og jorden nærmere himlen med vores bønner. Lad os på den måde fejre Jesu’ fødselsdag hver dag.

Glædelig jul   – og god arbejdslyst.
Amen

/0 Kommentarer/af

Tryg i mørket – indtryk fra en boglancering

“Det bedste ved en bog er ikke det, der står i den, men de tanker den sætter i gang”

Så fint åbnede Else Marie Larsen, ejer af forlaget ProRex, en surprise fest for at lancere Rachel Turners seneste bog på dansk: “Tryg i mørket”.

Det er sjældent en mindre forlag som ProRex har mulighed for at lancere en bog, der er oversat, med forfatteren tilstede. Derfor var det en fest at kunne overraske Rachel Turner med at lancere “Tryg i mørket” med hele holdet omkring bogen: illustrator, oversætter og forlagsejere Else Marie og Christian Larsen.


Oversætter Heidi Brobjerg har også oversat Rachels bøger “Tro i børnehøjde” og “Selvværd i børnehøjde” til dansk, og fortalte, at hun havde takket ja til at oversætte denne bog også, fordi Rachel Turners bøger har bevæget hende personligt også. Heidi Broberg fortalte også, at der i oversættelsesarbejdet altid er ét ord, der bøvler: ét kerne-ord, som ikke umiddelbart lader sig oversætte til dansk. Når Rachel i “Tro i børnehøjde” i den engelske bog taler om “the need to catch what God is saying”; hvad er “catch” så? Er det at fange eller at gribe? Eller i bogen “Selvværd i børnehøjde”, hvor det engelske ord “confidence” kan betyde 1000 forskellige ting, og som derfor skal oversættes forskelligt på dansk hver gang det bruges.

Illustrator Maria Friis Schmidt var tydeligt rørt over at være med. “Tryg i mørket” er den første bog af en anden forfatter, hun har illustreret. Else Marie Larsen introducerede omslaget som bogens indpakning. Billedet, som Maria har malet i akvarel, lyste bogstavelig talt op i originalet, som blev givet til Rachel Turner som gave. Der var både glæde, forundring og taknemmelig tegnet på forfatterens ansigt, da hun fik lov at se originalen tæt på.

Spurgt om, hvad de særligt lagde mærke til ved billedet nævnte de, der var med omfavnelsen mellem mor og barn; at dynen er som en sky; at gardinerne er som englevinger; korset i vinduet; at bogen nærmest lyser; at der en bamse. Bamsen, fortalte Maria Friis Schmidt, er ikke en tilfældig bamse, men et billede af den bamse hun selv havde som barn.

Det var en tydeligt glad og bevæget Rachel Turner, som til sidst fik ordet. Først med et stort tak “I have actually never had a launch before,” fortalte hun – selvom hun på engelsk har skrevet flere bøger end de tre, der er oversat til dansk, var dette hendes første boglancering overhovedet!

“Tryg i mørket” er ikke som Rachels andre bøger henvendt til voksne – dette er godnat historier til børn alle. “Så tit, når jeg taler med forældre fortæller de mig, at deres børn er bange for mørket. Og det gik op for mig, at vi ikke virkede til at have en teologi om mørket – om hvordan Gud er i mørket. For Gud er jo også Gud om natten.”

Derfor satte hun sig for at skrive en bog med historier om Gud i mørket. Hver eneste historie i “Tryg i mørket” er historier fra bibelen om natten og mørket. Budskabet er at når du ligger alene i mørket, så er Gud sammen med dig.

Aftenen sluttede med festlig servering, snak og en laang kø til at få signeret bøger af en overvældet, stolt og glad forfatter.

Læs min anmeldelse af “Tryg i mørket” her.

/1 Kommentar/af
, , ,

Der skal mere end forældre og børnekirkens ledere til!

Børn, der skal lære at tro, lærer det bedst, når deres forældre eller børnekirkeledere ikke er de eneste, der viser dem vejen. For noget tid siden delte jeg en artikel på min facebook side om det problematiske i at børn og voksne ikke er sammen om at fejre gudstjeneste i de fleste kirker. Den fik en del reaktioner – fordi det rammer ned i noget, flere af os enten fornemmer eller er frustrerede over.

Ganske ofte er gudstjenester en opdelt oplevelse for os alle sammen: børn og voksne holder gudstjeneste i to eller flere forskellige lokaler. Oftest bliver de voksne i det egentlige kirkerum, og børnene går. Chad Bird kalder det for “kirkelig børnepasning” – og uanset hvor god kvalitet  børnekirken (eller hvad vi ellers kalder det) – så er det problematisk at børn og voksne ikke holder gudstjeneste sammen, fordi vi uden at ville det viser børnene, at det, der foregår ved gudstjenesten ikke er relevant for dem og deres åndelige rejse.

En af grundene til, at det er dybt problematisk er, at selvom der er flere faktorer, der gør sig gældende, når et barn holder fast i sin tro gennem barndom og ungdom ind i voksenlivet, så er en gennemgående faktor deltagelse i gudstjeneste. Det er folkene bag Stickyfaith.org, der har lavet undersøgelser om disse faktorer. Måske er det sådan, fordi børn observerer deres forældre og dermed også bliver formet af forældrenes praksis, ligesom børn lærer voksne om at holde gudstjeneste og at kende Gud.

At det forholder sig sådan blev klart for mig for nyligt til en gudstjeneste for alle aldre i den menighed, hvor jeg er præst. På et tidspunkt i gudstjenesten er der tid og plads til personlig reflektion og der var forskellige muligheder for aktiviteter og bøn. Som jeg sad og bad, kunne jeg ser begge mine sønner, da en ældre mand knælede ved alterringen i bøn. Manden er en del af menigheden, og mine drenge kender ham. Som jeg sad der og kunne se de tre gik det op for, hvor vigtigt det er for mine drenge at se en mand knæle i tro foran sin Gud:

Derhjemme kan jeg bede aftenbøn og fortælle dem om vigtigheden af børn, i børnekirken kan vi lære dem om børn, vi kan bede op forskellige måder og vi kan forsøge at forklare, at bøn er vigtigt hele livet. Men INTET kan vise betydningen af bøn for en mand, så godt som en mand, der faktisk knæler i bøn foran én.

Børn ser kun voksne praktiserer deres tro, hvis vi er sammen med dem. Hvis mine drenge aldrig så en voksen mand (udover deres far) bede, hvordan skulle de så tro eller erfare, at det er en mulighed, at det har betydning og at det virkeligt? Alle ved jo, at forældre forsøger at bilde deres børn alt muligt ind – at broccoli er sundt, at det er godt at gå tidligt i seng og at lektier skal laves.

Når andre voksne gør eller siger noget bærer det bare en anden vægt. Børn, der skal lære at tro, lærer det bedst, når deres forældre eller børnekirkeledere ikke er de eneste, der viser dem vejen!

/2 Kommentarer/af