Hvornår har Gud fødselsdag? Juleprædiken 2018

Hvornår har Gud fødselsdag?

Det spørgsmål blev min børnekirke kollega Dorthe stillet for et par uger siden i sin børnekirke.

Det er et virkelig godt spørgsmål. Præcis som børn er gode til: på samme tid konkret og filosofisk; dybt og svært at svare på.

Hvornår har Gud fødselsdag?

Dorthe delte spørgsmålet i en gruppe for mennesker, der arbejder med børn i forskellige kirker. Og hun spurgte, hvordan vi ville have besvaret spørgsmålet:

Jeg skrev sådan her:

“Jeg tror, jeg ville sige noget i retningen af, at Gud ikke har fødselsdag – mærkeligt nok, fordi han altid har været og altid vil være. At det er det, vi mener, når vi kalder ham Evig.

MEN at da Gud blev menneske i Jesus, så fik han en fødselsdag. Så den treenige Gud har ingen fødselsdag, men den del af Gud, som vi kender som Jesus har en fødselsdag. Vi fejrer ham d. 24./25. december, men vi ved faktisk ikke helt, hvornår han blev født.

Og så kunne der måske komme en snak om, hvordan det mon var aldrig at have fødselsdag, aldrig at blive ældre og aldrig at skulle ønske sig noget?”

Jeg spurgte også, hvad Dorthe faktisk svarede. Her er Dorthes svar, som jeg synes, er fantastisk:

“Gud har fødselsdag hver dag, vi ved ikke, hvornår han blev født, så derfor kan vi fejre ham hver dag.
Så kom vi ind på Guds ønsker? Jeg sagde at Guds største ønske er at vi er sammen med ham hver dag.”

Gud har fødselsdag hver dag. Selvfølgelig – sådan må det være, når man er evig. Vi kan altid fejre ham.

Så er der spørgsmålet om, hvornår det er Jesu’ fødselsdag? Det er et godt spørgsmål.

Årstallet for Jesu’ fødsel (altså det vi i dag kalder år O) blev først fastsat i 600tallet, og blev først rigtigt udbredt i 800tallet. Det er altså ikke noget de, der skrev evangelierne vidste eller fandt væsentligt at viderebringe. Ikke engang Lukas, der har skrevet den mest detaljerede beretning af Jesus’ fødsel, når det kommer til undfangelse og graviditer.

Men kronologien har ikke været væsentligt for de, der skrev evangelierne. Deres ærinde var teologisk.

I dag mener man, at Jesus er blevet født et sted mellem 4-7 år efter år 0.

Der er nemlig generel enighed blandt forskere om, at Lukas tager fejl mht. folketællingen. I stedet mener man, at Jesus blev født det år Herodes den store dør, hvor der ikke var nogen folketælling.

Forskere er også enige om, at Maria sandsynligvis fødte sin førstefødte i september eller i marts (i vores forståelse af måneder). Det kommer man frem til ved at gå ud fra Johannes Døberens fødselsdag.

Johannes’ fødselsdag kan man nemlig regner sig frem til, fordi vi ved, hvornår hans far Zakarias havde tjeneste i templet. Zakarias var præst, og de jødiske højtider og kalendere fortæller hvilke præster, der havde tjeneste hvornår.

Vi ved så fra Lukas, at Maria besøgte Elisabeth, da denne var 6 måneder henne. Går vi ud fra at Maria gik til Elisabeth næsten med det samme hun blev gravid, så kommer man frem til september måned som mest sandsynlig.

Hvis Jesus blev født i september, giver det også mening, at hyrderne lå på marken.

Hvis Jesus blev født i september vil det også betyde, at Jesus blev født i forbindelse med den jødiske festival “sukkot”, hvor jødernes minder hinanden om, hvordan Gud sørgede for dem, mens de vandrede 40 år i ørkenen. “Sukkot” kan oversættes med “telt” eller tabernakkel.

Så måske er det dét Johannes hentyder til i sin indledning om Jesus’ fødsel, hvor han skriver:

Og Ordet blev kød og tog bolig (eller: slog sit telt op) i blandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld og nåde og sandhed.”(Joh. 1:14)

Johannes vil nemlig så gerne, at vi forstår, at Jesus var Gud fra starten og at han derfor var i kontrol hele vejen fra undfangelse, fødsel og død.

Så det kan du sige til de, der fortæller dig, at julen er placeret ved solhverv og en gammel hedensk fest. Det ved vi godt; det er old-news; teologien og ikke kronologien er det vigtigste.

Men tilbage til spørgsmålet: Hvornår har Gud fødselsdag?

Det siges, at Guds søn lader sig føde tre gange. Først før alting blev til, før skabelsen som en del af treenigheden. Det er det, vi siger i den nikænske trosbekendelse: “Født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen ved hvem alt er skabt.”

Så som Marias barn; Jesus.

Og endelig den tredje gang i menneskers hjerte.

Hvis det er sandt kan vi fejre “juleaften” (altså, Jesus’ fødselsdag) hver gang en af os gør som Maria og giver plads og lov til at Gud formes og kommer til udtryk i kærlig handling i vores egne liv.

Præcis som i Dorthes svar: Gud – Jesus – har fødselsdag altid. Dorthes svar er spot on!

Det er også derfor julen ikke blot handler om at se tilbage, men også at se frem ad: Vi glæder os over, at Gud er kommet til mennesker, og at vi stadig i dag kan se, at Kristus får krop og hænder midt i blandt os.

Og dog er julen så hurtigt overstået omkring os. Jeg var i Føtex i torsdags, altså d. 20., og der var nytårshattene allerede fundet frem, og juletingene sat længere tilbage i butikken.

Men for kristne og i kirken begynder julen først d. 24. og slutter egentlig aldrig. Det er først i aften, julen tager fat.

For kristne er det er snarere sådan, at når festerne og sammenkomsterne er ovre; den sidste mad skrabet af tallerkenerne; når juletræerne er sat udenfor døren og julepynten er pillet ned, lagt i kasser og sat på loftet: Så begynder julens egentlige arbejde.

Jeg faldt over en bøn af den afro-amerikanske teolog og borgerrettighedsforkæmper Howard Thurman, som jeg har oversat, og som jeg vil læse for jer.

På smuk og enkel vis får han fortalt, hvordan julens arbejde nu kan gå i gang; hvordan alt det Jesu’ fødsel har af betydning skal omsættes til virkelighed:

Når englenes sang er blevet stille,
når stjernen på himlen er forsvundet,
når konger og prinser er vendt hjem,
når hyrderne er tilbage med deres flokke, 
da begynder julens arbejde: 

at finde de fortabte,
at helbrede de syge,
at give mad til de sultne,
at sætte fanger fri,
at genopbygge nationer,
at bringe fred til mennesker,
at skabe musik i hjertet.

Lad os nyde festlighederne! Lad os endelig lytte efter englesangen og tage imod strålerne fra stjernen. Lad os forundres over, at det hellige og det almindelige kan findes på én og samme gang på ét og samme sted.

Og lad os så blive inspireret af det og smøge ærmerne op, så vi kan tage del i julens egentlige arbejde:

At sprede lyset i verden, så mørket mindskes
At arbejde for retfærdighed også for mennesker, der ikke ligner os.
At være venner for de, der er ensomme.
At være hjælpsomme for de, der har brug for en hånd.
At tale håb og fremtid til de, der ikke ser vejen frem.

Og lad os huske på, at vi også hver især har brug for, at andre bringer julens arbejde til os!

Må vi være med til at arbejde med på julen, så jorden kommer nærmere himlen med vore handlinger og jorden nærmere himlen med vores bønner. Lad os på den måde fejre Jesu’ fødselsdag hver dag.

Glædelig jul   – og god arbejdslyst.
Amen

Tryg i mørket – indtryk fra en boglancering

“Det bedste ved en bog er ikke det, der står i den, men de tanker den sætter i gang”

Så fint åbnede Else Marie Larsen, ejer af forlaget ProRex, en surprise fest for at lancere Rachel Turners seneste bog på dansk: “Tryg i mørket”.

Det er sjældent en mindre forlag som ProRex har mulighed for at lancere en bog, der er oversat, med forfatteren tilstede. Derfor var det en fest at kunne overraske Rachel Turner med at lancere “Tryg i mørket” med hele holdet omkring bogen: illustrator, oversætter og forlagsejere Else Marie og Christian Larsen.


Oversætter Heidi Brobjerg har også oversat Rachels bøger “Tro i børnehøjde” og “Selvværd i børnehøjde” til dansk, og fortalte, at hun havde takket ja til at oversætte denne bog også, fordi Rachel Turners bøger har bevæget hende personligt også. Heidi Broberg fortalte også, at der i oversættelsesarbejdet altid er ét ord, der bøvler: ét kerne-ord, som ikke umiddelbart lader sig oversætte til dansk. Når Rachel i “Tro i børnehøjde” i den engelske bog taler om “the need to catch what God is saying”; hvad er “catch” så? Er det at fange eller at gribe? Eller i bogen “Selvværd i børnehøjde”, hvor det engelske ord “confidence” kan betyde 1000 forskellige ting, og som derfor skal oversættes forskelligt på dansk hver gang det bruges.

Illustrator Maria Friis Schmidt var tydeligt rørt over at være med. “Tryg i mørket” er den første bog af en anden forfatter, hun har illustreret. Else Marie Larsen introducerede omslaget som bogens indpakning. Billedet, som Maria har malet i akvarel, lyste bogstavelig talt op i originalet, som blev givet til Rachel Turner som gave. Der var både glæde, forundring og taknemmelig tegnet på forfatterens ansigt, da hun fik lov at se originalen tæt på.

Spurgt om, hvad de særligt lagde mærke til ved billedet nævnte de, der var med omfavnelsen mellem mor og barn; at dynen er som en sky; at gardinerne er som englevinger; korset i vinduet; at bogen nærmest lyser; at der en bamse. Bamsen, fortalte Maria Friis Schmidt, er ikke en tilfældig bamse, men et billede af den bamse hun selv havde som barn.

Det var en tydeligt glad og bevæget Rachel Turner, som til sidst fik ordet. Først med et stort tak “I have actually never had a launch before,” fortalte hun – selvom hun på engelsk har skrevet flere bøger end de tre, der er oversat til dansk, var dette hendes første boglancering overhovedet!

“Tryg i mørket” er ikke som Rachels andre bøger henvendt til voksne – dette er godnat historier til børn alle. “Så tit, når jeg taler med forældre fortæller de mig, at deres børn er bange for mørket. Og det gik op for mig, at vi ikke virkede til at have en teologi om mørket – om hvordan Gud er i mørket. For Gud er jo også Gud om natten.”

Derfor satte hun sig for at skrive en bog med historier om Gud i mørket. Hver eneste historie i “Tryg i mørket” er historier fra bibelen om natten og mørket. Budskabet er at når du ligger alene i mørket, så er Gud sammen med dig.

Aftenen sluttede med festlig servering, snak og en laang kø til at få signeret bøger af en overvældet, stolt og glad forfatter.

Læs min anmeldelse af “Tryg i mørket” her.

, , ,

Der skal mere end forældre og børnekirkens ledere til!

Børn, der skal lære at tro, lærer det bedst, når deres forældre eller børnekirkeledere ikke er de eneste, der viser dem vejen. For noget tid siden delte jeg en artikelmin facebook side om det problematiske i at børn og voksne ikke er sammen om at fejre gudstjeneste i de fleste kirker. Den fik en del reaktioner – fordi det rammer ned i noget, flere af os enten fornemmer eller er frustrerede over.

Ganske ofte er gudstjenester en opdelt oplevelse for os alle sammen: børn og voksne holder gudstjeneste i to eller flere forskellige lokaler. Oftest bliver de voksne i det egentlige kirkerum, og børnene går. Chad Bird kalder det for “kirkelig børnepasning” – og uanset hvor god kvalitet  børnekirken (eller hvad vi ellers kalder det) – så er det problematisk at børn og voksne ikke holder gudstjeneste sammen, fordi vi uden at ville det viser børnene, at det, der foregår ved gudstjenesten ikke er relevant for dem og deres åndelige rejse.

En af grundene til, at det er dybt problematisk er, at selvom der er flere faktorer, der gør sig gældende, når et barn holder fast i sin tro gennem barndom og ungdom ind i voksenlivet, så er en gennemgående faktor deltagelse i gudstjeneste. Det er folkene bag Stickyfaith.org, der har lavet undersøgelser om disse faktorer. Måske er det sådan, fordi børn observerer deres forældre og dermed også bliver formet af forældrenes praksis, ligesom børn lærer voksne om at holde gudstjeneste og at kende Gud.

At det forholder sig sådan blev klart for mig for nyligt til en gudstjeneste for alle aldre i den menighed, hvor jeg er præst. På et tidspunkt i gudstjenesten er der tid og plads til personlig reflektion og der var forskellige muligheder for aktiviteter og bøn. Som jeg sad og bad, kunne jeg ser begge mine sønner, da en ældre mand knælede ved alterringen i bøn. Manden er en del af menigheden, og mine drenge kender ham. Som jeg sad der og kunne se de tre gik det op for, hvor vigtigt det er for mine drenge at se en mand knæle i tro foran sin Gud:

Derhjemme kan jeg bede aftenbøn og fortælle dem om vigtigheden af børn, i børnekirken kan vi lære dem om børn, vi kan bede op forskellige måder og vi kan forsøge at forklare, at bøn er vigtigt hele livet. Men INTET kan vise betydningen af bøn for en mand, så godt som en mand, der faktisk knæler i bøn foran én.

Børn ser kun voksne praktiserer deres tro, hvis vi er sammen med dem. Hvis mine drenge aldrig så en voksen mand (udover deres far) bede, hvordan skulle de så tro eller erfare, at det er en mulighed, at det har betydning og at det virkeligt? Alle ved jo, at forældre forsøger at bilde deres børn alt muligt ind – at broccoli er sundt, at det er godt at gå tidligt i seng og at lektier skal laves.

Når andre voksne gør eller siger noget bærer det bare en anden vægt. Børn, der skal lære at tro, lærer det bedst, når deres forældre eller børnekirkeledere ikke er de eneste, der viser dem vejen!

, ,

Der er forskel på Guds tid og vores: Idé til aktivitet

Her kommer en idé til aktivitet, der kan hjælpe med at snakke om menneskers tid i forhold til Guds tid.

Jeg har brugt idéen i en gruppe af børn fra 0.-3. klasse. I en anden udformning har jeg brugt det til en gudstjeneste. Formålet er at give en bedre forståelse for nogle af forskellene mellem Gud og os mennesker. Derudover ville jeg gerne særligt med børnene i Klubben, give mulighed for at se deres egne liv i en større sammenhæng, fordi jeg tror på, at det er med til at give os fodfæste og perspektiv på både os selv og mennesker omkring os, når vi forstår, at vi en del af et større hele.

Der er forskel på vores tid og Guds tid. Vores tid er begrænset, vi kan have travlt og vores ”nu” er væk, før vi kan blinke med øjnene.

Det kan være svært at begribe (for voksne såvel som for børn) at det ikke netop er den tid, dette øjeblik, hvor vi lever, der er historiens udgangspunkt og centrum.

En tidslinje kan konkretisere, at vores liv blot er en del af en større historie.

Først bad jeg børnene om at tegne en tegning af dem selv som babyer – gerne med dato og årstal på for deres fødselsdag (eller fra deres finde-dag, hvis de er adopterede…)

Tidslinjen begynder med en planche fra SKALK med krybbe og kors. Det blev vældig synligt, hvordan Jesus blev en del af menneskets historie.

Vi er så heldige at have ruller med papir, så sådan en rullede jeg ud på gulvet og skrev årstal fra 2000-2017. Jeg gik ikke længere tilbage, fordi børnene der var med ikke er mere en 11 år gamle.

Herefter bad jeg dem om at lægge deres tegning af dem selv som babyer på, der hvor de blev født. Så kunne vi let se det, vi allerede vidste, nemlig at den og den er ældre end den og den.

Herefter lagde vi en masse billeder og loger på tidslinjen, som jeg på forhånd havde printet ud. Jeg havde været inde på alverdens tidslinjer for at finde vigtige opfindelser (især teknologi som børnene – se længere nede), betydningsfulde mennesker (nogle politikkere som eks. Barack Obama og Angela Merkel), kendisser (som Marcus og Martinus – fødselsår og første udgivelse).

Undervejs snakkede vi lidt om de forskellige ting, og hvad de havde betydet. Eller vi undrede os over, at tingene ikke var ældre. Min med-leder og jeg fortalte om, hvordan vi huskede at få DVD eller møde internettet første gang.

Da alt det var på plads, satte børnene sig, så de kunne se hele tidslinjen. Jeg fortalte kort om, at vi lever inde i tiden. Og at kristendommen er helt speciel, fordi vi tror, at Gud kom IND i tiden på samme vilkår som os, da Kristus blev født i Jesus. Vi tror, at Gud blander sig helt fysisk og konkret i historien,e og at Gud derfor er en del af den samme historie som os – at vores historie jo egentlig begynder før vi bliver født.

Min historie begynder med min mor og far, og eftersom deres hænger sammen med deres forældres gør min det også. På den måde er tiden længe før vores fødsel betydningsfuld for os.

Jeg placerede den lille baby-Jesus og hans krybbe, vi har i børnekirken og et kors i begyndelsen af vores tidslinje.

På samme måde kan tiden herefter også være betydningsfuld, fordi der er en masse, som vi endnu ikke ved noget om endnu. Men som kristne tror vi også, at tiden ender hos Gud. Vi tror, at Jesus kommer igen som konge over alting, og at alting skal blive godt sammen med ham. Derfor er fremtiden ikke farlig og vi behøver ikke være bange for den. Jeg placerede en kongekrone i den anden ende af vores tidslinje.

På den måde kan vi sige, at vi lever mellem krybben, korset og kongekronen. Det er dér vores liv udfoldes. Men Guds tid er ikke som vores tid. For Gud er ikke begrænset, som vi er. Han er evig. Han er grænseløs. Så Guds tid bevæger sig ikke, som vores gør. Hans ”nu” er ikke kort, som vores – Gud er så stor, at hans ”nu” er hele vores historie. Vi kalder Guds tid ”evig”.

Gud bare ”er” – derfor er der ikke noget, der er fortid eller fremtid på samme måde for ham, som der er for os. Gud nu er ”altid”.

Måske, kan man sige (som C.S. Lewis forklarer i ”Det er kristendom”), at Guds tid går på tværs af vores – så Gud slet ikke bevæger sig i samme retning som os?

Jeg fortalte børnene den korte bøn fra Kristuskransen: ”Du er grænseløs, du er lys og jeg er din.”

Vi sluttede af med at bede over tidslinjen ved at sige tak. Jeg lagde nogle små træklodser frem, som jeg bad dem lægge ved de personer, ting eller opfindelser, de gerne ville sige Gud tak for. Der var ingen begrænsninger på antal – de fik lov til at lægge lige så mange, som de ville.

Tidslinjer med årstal, billeder og træklodser som takkebønner – også kaldet likes.

Det brugte vi en del tid på. Bagefter sagde én til en anden: ”Jeg likede også da du blev født”. Jeg synes, det var en herlig omskrivelse af taknemmelighed til et sprog, de er bekendt med. Selvfølgelig er det at placere en lille klods ved nogens billede, det samme som at give et thumbs up på de sociale medier.

Det fungerede godt at få kædet vores egne liv sammen med verden omkring os og også koble det sammen med Guds historie. Med mindre børn skal man nok begrænse antallet af opfindelser, mennesker og kendisser, så den del ikke bliver for langtrukken.

Men vigtigt er det, tror jeg, at hjælpe både børn og voksne med at se og forstå eller i det mindste forsøge at begribe hvordan vores historie hænger sammen med Guds historie og det store perspektiv. Det, tror jeg, gør os mere jordbundne og mere sikre på os selv: Når vi ved, hvor vi hører til og hvor vi skal hen er der ikke noget at være bange for.

 

Liste med de årstal jeg brugte

1990             World Wide Web (internettet) blev introduceret
1994             Justin Bieber blev født
1995             DVD’en blev lanceret
Harry Potter – hurtigst sælgende bog
2000             Bluetooth kom frem
2001             11. september
Wikipedia begynder
Ipod MP3 afspiller
George Bush bliver valgt ind i USA
2002             Euroen kommer på markedet
Marcus & Martinus bliver født
2003             Skype bliver opfundet
Irak bliver invaderet
Vi sætter kursen mod Mars
2004             Facebook starter
2005             YouTube starter
Angela Merkel vælges ind som forbundskansler i Tyskland
2006             Twitter starter
Nintendo Wii kommer frem
2007             Apple: Iphone
2008             Spotify
4 G netværk
Justin Bieber udgiver sin første sang
2009             Barack Obama vælges som USA’s præsident
Cirkus Summarum begynder
Ramasjang går i luften
Der er 1 million mennesker i Afrika
2010             Den første Ipad
Der findes bevis for at homosapiens og neandertalerne levede sammen
2011              Snapchat lanceres
MineCraft kommer frem
2012             Den første førerløse bil opfindes
Marcus&Martinus er med i det norske MGP
2013             DR Ultra går i luften
2014             Musical.ly kommer frem
2015             Der findes spor af vand på Mars
2016             Donald Trump vælges som præsident i USA

 

Du skal bruge:
En tidslinje – jeg brugte en rulle papir
Diverse logoer, billeder o.a. til tidslinjen
En krybbe med Jesusbarn, et kors og en krone
Post-its og noget at skrive med
Klodser eller andet til at sige ”tak” med.

GemGemGemGem

,

Søndagsklumme: Før flitterstads tager overhånd

Før glitter, julepynt og gavebånd får flitterstads får overhånd. Så vil jeg minde dig om, at både du og jeg har værdi uden pynt, forbrug og overskud af nogen art.

Det er ikke fordi jeg har noget imod hverken glitter, julepynt eller gavebånd. Overhovedet, faktisk. Så giv bare los. Det er mere fordi jeg kan se en tendens til,at vi gerne vil pynte på alting – også os selv og hinanden – for at kunne synes, at det har nogen værdi.

Jeg kom til at tænke over det i eftermiddags, da jeg var ude at gå en tur. Jeg bor i en by, der gør rigtig meget ud af lys i gaderne og træerne her op til jul. Det er rigtig smukt. Jeg nyder det. Og det kunne jeg høre andre også gjorde.

Der er kommet sådan en ting med, at man skal lægge mentalt glitter på ting og stille dem på kaminhylden. Det forstår jeg godt. Vi skal holde fast i det, der er godt, smukt, sandt, ædelt og så videre. Det har vi brug for. For skidt og sorte tanker kan hurtigt nok få sit tag i os. Også uden at tænde for fjernsynet. Mørket, skyggerne og nullermændende kommer listende helt af sig selv. De skal ikke have hjælp.

Lyset kommer også af sig selv. Og det er stærkere end mørket. Det kan man jo se bare ved sådan en gåtur, som jeg tog i eftermiddags: Et træ med lys i stråler og overdøver mørket omkring det.

Men eftersom vi er afhængige af lyset for at leve, så det er dét vi skal lægge os på sinde. Ikke bare rent fysisk men også i overført betydning.

Der er bare det ved det, at glitter og flitter stads sjældent er tingenes egentlige tilstand – det er sjældent jeg befinder mig i en tilstand af ophøjet glitter og glamour. Mit liv er mere noget med nullermænd, havregrød og Duplo over det hele. Og det er fint. (Med undtagelse af de alt, alt for tidligere morgener!) Men hvis vi fortæller hinanden, at der skal glitter på alting før det må stå fremme – i overført betydning – så kan et almindeligt hverdagsliv hurtigt miste værdi og betydning.

Og vi har værdi og betydning. Ikke på grund af pynt. Ikke på grund af det, vi gør, men fordi vi er. Vi har værdi som mennesker alene fordi vi er født.

På en retræte i Sverige for år tilbage “mødte” jeg en salme, som jeg synes er meget smuk. Den sætter nogle fine ord på, hvordan det er at hvile i at være menneske i lyset fra en kærlig Gud.

Jeg håber, du kommer godt i gang med december med glitter, lys og gavebånd. Bare husk igennem det hele, at du er elsket. Og at du kan øve dig i at leve i tillid!

I Guds tavshed må jeg være,
ordløs, stille, uden krav.
Klare vidder, åbne dage:
på en strand ved nådens hav.

I Guds kærlighed vil jeg hvile,
vide mig ønsket, elsket, set.
Jeg øver mig i barnets tillid,
prøver højden og dybden og bredden.

I Guds Ånd kan jeg ånde:
bøn gi’r liv hvor død er svar.
Øjeblikkets nærhed rummer
alt som bli’r og er og var.

Ved Guds hjerte er jeg bådet,
indesluttet i hans favn.
Medens hemmeligheden uddybes
hvisker Faderen mit navn.
J. Johnson 1984