, , ,

Der skal mere end forældre og børnekirkens ledere til!

Børn, der skal lære at tro, lærer det bedst, når deres forældre eller børnekirkeledere ikke er de eneste, der viser dem vejen. For noget tid siden delte jeg en artikelmin facebook side om det problematiske i at børn og voksne ikke er sammen om at fejre gudstjeneste i de fleste kirker. Den fik en del reaktioner – fordi det rammer ned i noget, flere af os enten fornemmer eller er frustrerede over.

Ganske ofte er gudstjenester en opdelt oplevelse for os alle sammen: børn og voksne holder gudstjeneste i to eller flere forskellige lokaler. Oftest bliver de voksne i det egentlige kirkerum, og børnene går. Chad Bird kalder det for “kirkelig børnepasning” – og uanset hvor god kvalitet  børnekirken (eller hvad vi ellers kalder det) – så er det problematisk at børn og voksne ikke holder gudstjeneste sammen, fordi vi uden at ville det viser børnene, at det, der foregår ved gudstjenesten ikke er relevant for dem og deres åndelige rejse.

En af grundene til, at det er dybt problematisk er, at selvom der er flere faktorer, der gør sig gældende, når et barn holder fast i sin tro gennem barndom og ungdom ind i voksenlivet, så er en gennemgående faktor deltagelse i gudstjeneste. Det er folkene bag Stickyfaith.org, der har lavet undersøgelser om disse faktorer. Måske er det sådan, fordi børn observerer deres forældre og dermed også bliver formet af forældrenes praksis, ligesom børn lærer voksne om at holde gudstjeneste og at kende Gud.

At det forholder sig sådan blev klart for mig for nyligt til en gudstjeneste for alle aldre i den menighed, hvor jeg er præst. På et tidspunkt i gudstjenesten er der tid og plads til personlig reflektion og der var forskellige muligheder for aktiviteter og bøn. Som jeg sad og bad, kunne jeg ser begge mine sønner, da en ældre mand knælede ved alterringen i bøn. Manden er en del af menigheden, og mine drenge kender ham. Som jeg sad der og kunne se de tre gik det op for, hvor vigtigt det er for mine drenge at se en mand knæle i tro foran sin Gud:

Derhjemme kan jeg bede aftenbøn og fortælle dem om vigtigheden af børn, i børnekirken kan vi lære dem om børn, vi kan bede op forskellige måder og vi kan forsøge at forklare, at bøn er vigtigt hele livet. Men INTET kan vise betydningen af bøn for en mand, så godt som en mand, der faktisk knæler i bøn foran én.

Børn ser kun voksne praktiserer deres tro, hvis vi er sammen med dem. Hvis mine drenge aldrig så en voksen mand (udover deres far) bede, hvordan skulle de så tro eller erfare, at det er en mulighed, at det har betydning og at det virkeligt? Alle ved jo, at forældre forsøger at bilde deres børn alt muligt ind – at broccoli er sundt, at det er godt at gå tidligt i seng og at lektier skal laves.

Når andre voksne gør eller siger noget bærer det bare en anden vægt. Børn, der skal lære at tro, lærer det bedst, når deres forældre eller børnekirkeledere ikke er de eneste, der viser dem vejen!

, ,

Der er forskel på Guds tid og vores: Idé til aktivitet

Her kommer en idé til aktivitet, der kan hjælpe med at snakke om menneskers tid i forhold til Guds tid.

Jeg har brugt idéen i en gruppe af børn fra 0.-3. klasse. I en anden udformning har jeg brugt det til en gudstjeneste. Formålet er at give en bedre forståelse for nogle af forskellene mellem Gud og os mennesker. Derudover ville jeg gerne særligt med børnene i Klubben, give mulighed for at se deres egne liv i en større sammenhæng, fordi jeg tror på, at det er med til at give os fodfæste og perspektiv på både os selv og mennesker omkring os, når vi forstår, at vi en del af et større hele.

Der er forskel på vores tid og Guds tid. Vores tid er begrænset, vi kan have travlt og vores ”nu” er væk, før vi kan blinke med øjnene.

Det kan være svært at begribe (for voksne såvel som for børn) at det ikke netop er den tid, dette øjeblik, hvor vi lever, der er historiens udgangspunkt og centrum.

En tidslinje kan konkretisere, at vores liv blot er en del af en større historie.

Først bad jeg børnene om at tegne en tegning af dem selv som babyer – gerne med dato og årstal på for deres fødselsdag (eller fra deres finde-dag, hvis de er adopterede…)

Tidslinjen begynder med en planche fra SKALK med krybbe og kors. Det blev vældig synligt, hvordan Jesus blev en del af menneskets historie.

Vi er så heldige at have ruller med papir, så sådan en rullede jeg ud på gulvet og skrev årstal fra 2000-2017. Jeg gik ikke længere tilbage, fordi børnene der var med ikke er mere en 11 år gamle.

Herefter bad jeg dem om at lægge deres tegning af dem selv som babyer på, der hvor de blev født. Så kunne vi let se det, vi allerede vidste, nemlig at den og den er ældre end den og den.

Herefter lagde vi en masse billeder og loger på tidslinjen, som jeg på forhånd havde printet ud. Jeg havde været inde på alverdens tidslinjer for at finde vigtige opfindelser (især teknologi som børnene – se længere nede), betydningsfulde mennesker (nogle politikkere som eks. Barack Obama og Angela Merkel), kendisser (som Marcus og Martinus – fødselsår og første udgivelse).

Undervejs snakkede vi lidt om de forskellige ting, og hvad de havde betydet. Eller vi undrede os over, at tingene ikke var ældre. Min med-leder og jeg fortalte om, hvordan vi huskede at få DVD eller møde internettet første gang.

Da alt det var på plads, satte børnene sig, så de kunne se hele tidslinjen. Jeg fortalte kort om, at vi lever inde i tiden. Og at kristendommen er helt speciel, fordi vi tror, at Gud kom IND i tiden på samme vilkår som os, da Kristus blev født i Jesus. Vi tror, at Gud blander sig helt fysisk og konkret i historien,e og at Gud derfor er en del af den samme historie som os – at vores historie jo egentlig begynder før vi bliver født.

Min historie begynder med min mor og far, og eftersom deres hænger sammen med deres forældres gør min det også. På den måde er tiden længe før vores fødsel betydningsfuld for os.

Jeg placerede den lille baby-Jesus og hans krybbe, vi har i børnekirken og et kors i begyndelsen af vores tidslinje.

På samme måde kan tiden herefter også være betydningsfuld, fordi der er en masse, som vi endnu ikke ved noget om endnu. Men som kristne tror vi også, at tiden ender hos Gud. Vi tror, at Jesus kommer igen som konge over alting, og at alting skal blive godt sammen med ham. Derfor er fremtiden ikke farlig og vi behøver ikke være bange for den. Jeg placerede en kongekrone i den anden ende af vores tidslinje.

På den måde kan vi sige, at vi lever mellem krybben, korset og kongekronen. Det er dér vores liv udfoldes. Men Guds tid er ikke som vores tid. For Gud er ikke begrænset, som vi er. Han er evig. Han er grænseløs. Så Guds tid bevæger sig ikke, som vores gør. Hans ”nu” er ikke kort, som vores – Gud er så stor, at hans ”nu” er hele vores historie. Vi kalder Guds tid ”evig”.

Gud bare ”er” – derfor er der ikke noget, der er fortid eller fremtid på samme måde for ham, som der er for os. Gud nu er ”altid”.

Måske, kan man sige (som C.S. Lewis forklarer i ”Det er kristendom”), at Guds tid går på tværs af vores – så Gud slet ikke bevæger sig i samme retning som os?

Jeg fortalte børnene den korte bøn fra Kristuskransen: ”Du er grænseløs, du er lys og jeg er din.”

Vi sluttede af med at bede over tidslinjen ved at sige tak. Jeg lagde nogle små træklodser frem, som jeg bad dem lægge ved de personer, ting eller opfindelser, de gerne ville sige Gud tak for. Der var ingen begrænsninger på antal – de fik lov til at lægge lige så mange, som de ville.

Tidslinjer med årstal, billeder og træklodser som takkebønner – også kaldet likes.

Det brugte vi en del tid på. Bagefter sagde én til en anden: ”Jeg likede også da du blev født”. Jeg synes, det var en herlig omskrivelse af taknemmelighed til et sprog, de er bekendt med. Selvfølgelig er det at placere en lille klods ved nogens billede, det samme som at give et thumbs up på de sociale medier.

Det fungerede godt at få kædet vores egne liv sammen med verden omkring os og også koble det sammen med Guds historie. Med mindre børn skal man nok begrænse antallet af opfindelser, mennesker og kendisser, så den del ikke bliver for langtrukken.

Men vigtigt er det, tror jeg, at hjælpe både børn og voksne med at se og forstå eller i det mindste forsøge at begribe hvordan vores historie hænger sammen med Guds historie og det store perspektiv. Det, tror jeg, gør os mere jordbundne og mere sikre på os selv: Når vi ved, hvor vi hører til og hvor vi skal hen er der ikke noget at være bange for.

 

Liste med de årstal jeg brugte

1990             World Wide Web (internettet) blev introduceret
1994             Justin Bieber blev født
1995             DVD’en blev lanceret
Harry Potter – hurtigst sælgende bog
2000             Bluetooth kom frem
2001             11. september
Wikipedia begynder
Ipod MP3 afspiller
George Bush bliver valgt ind i USA
2002             Euroen kommer på markedet
Marcus & Martinus bliver født
2003             Skype bliver opfundet
Irak bliver invaderet
Vi sætter kursen mod Mars
2004             Facebook starter
2005             YouTube starter
Angela Merkel vælges ind som forbundskansler i Tyskland
2006             Twitter starter
Nintendo Wii kommer frem
2007             Apple: Iphone
2008             Spotify
4 G netværk
Justin Bieber udgiver sin første sang
2009             Barack Obama vælges som USA’s præsident
Cirkus Summarum begynder
Ramasjang går i luften
Der er 1 million mennesker i Afrika
2010             Den første Ipad
Der findes bevis for at homosapiens og neandertalerne levede sammen
2011              Snapchat lanceres
MineCraft kommer frem
2012             Den første førerløse bil opfindes
Marcus&Martinus er med i det norske MGP
2013             DR Ultra går i luften
2014             Musical.ly kommer frem
2015             Der findes spor af vand på Mars
2016             Donald Trump vælges som præsident i USA

 

Du skal bruge:
En tidslinje – jeg brugte en rulle papir
Diverse logoer, billeder o.a. til tidslinjen
En krybbe med Jesusbarn, et kors og en krone
Post-its og noget at skrive med
Klodser eller andet til at sige ”tak” med.

GemGemGemGem

,

Søndagsklumme: Før flitterstads tager overhånd

Før glitter, julepynt og gavebånd får flitterstads får overhånd. Så vil jeg minde dig om, at både du og jeg har værdi uden pynt, forbrug og overskud af nogen art.

Det er ikke fordi jeg har noget imod hverken glitter, julepynt eller gavebånd. Overhovedet, faktisk. Så giv bare los. Det er mere fordi jeg kan se en tendens til,at vi gerne vil pynte på alting – også os selv og hinanden – for at kunne synes, at det har nogen værdi.

Jeg kom til at tænke over det i eftermiddags, da jeg var ude at gå en tur. Jeg bor i en by, der gør rigtig meget ud af lys i gaderne og træerne her op til jul. Det er rigtig smukt. Jeg nyder det. Og det kunne jeg høre andre også gjorde.

Der er kommet sådan en ting med, at man skal lægge mentalt glitter på ting og stille dem på kaminhylden. Det forstår jeg godt. Vi skal holde fast i det, der er godt, smukt, sandt, ædelt og så videre. Det har vi brug for. For skidt og sorte tanker kan hurtigt nok få sit tag i os. Også uden at tænde for fjernsynet. Mørket, skyggerne og nullermændende kommer listende helt af sig selv. De skal ikke have hjælp.

Lyset kommer også af sig selv. Og det er stærkere end mørket. Det kan man jo se bare ved sådan en gåtur, som jeg tog i eftermiddags: Et træ med lys i stråler og overdøver mørket omkring det.

Men eftersom vi er afhængige af lyset for at leve, så det er dét vi skal lægge os på sinde. Ikke bare rent fysisk men også i overført betydning.

Der er bare det ved det, at glitter og flitter stads sjældent er tingenes egentlige tilstand – det er sjældent jeg befinder mig i en tilstand af ophøjet glitter og glamour. Mit liv er mere noget med nullermænd, havregrød og Duplo over det hele. Og det er fint. (Med undtagelse af de alt, alt for tidligere morgener!) Men hvis vi fortæller hinanden, at der skal glitter på alting før det må stå fremme – i overført betydning – så kan et almindeligt hverdagsliv hurtigt miste værdi og betydning.

Og vi har værdi og betydning. Ikke på grund af pynt. Ikke på grund af det, vi gør, men fordi vi er. Vi har værdi som mennesker alene fordi vi er født.

På en retræte i Sverige for år tilbage “mødte” jeg en salme, som jeg synes er meget smuk. Den sætter nogle fine ord på, hvordan det er at hvile i at være menneske i lyset fra en kærlig Gud.

Jeg håber, du kommer godt i gang med december med glitter, lys og gavebånd. Bare husk igennem det hele, at du er elsket. Og at du kan øve dig i at leve i tillid!

I Guds tavshed må jeg være,
ordløs, stille, uden krav.
Klare vidder, åbne dage:
på en strand ved nådens hav.

I Guds kærlighed vil jeg hvile,
vide mig ønsket, elsket, set.
Jeg øver mig i barnets tillid,
prøver højden og dybden og bredden.

I Guds Ånd kan jeg ånde:
bøn gi’r liv hvor død er svar.
Øjeblikkets nærhed rummer
alt som bli’r og er og var.

Ved Guds hjerte er jeg bådet,
indesluttet i hans favn.
Medens hemmeligheden uddybes
hvisker Faderen mit navn.
J. Johnson 1984

Jeg roder og flytter

Det roder og støver til her på bloggen – jeg i gang med at flytte platform, og det er ikke særlig elegant i mit tilfælde.

Det betyder at du ikke længere skal bruge linket digogmigogvitro.blogspot.com men KUN digogmigogvitro.dk

Glæder mig til at være helt på plads og byde velkommen!

Jeg glæder mig

Til efteråret skal jeg i gang med at læse en diplomuddannelse om “Children, Mission and Ministry” på Cliff College i England. Jeg skal med andre ord over og blive klogere på børn, deres spiritualitet og måder vi som kirke kan være relevante og bedre til at støtte børn i også at have et rigt indre trosliv. Det bliver SÅ spændende! 
Læselisten er ankommet og et par af bøgerne stod allerede på hylden, så de er lige til at gå i gang med. 

Egentlig skulle jeg have været startet allerede i efteråret 2015, men der kom Sheffield University heldigvis i vejen med nogle opdateringer på kurset, for det viste sig jo at det ville have været temmelig svært for mig at starte et studie i et andet land på det tidspunkt!

Jeg glææder mig til at fordybe mig i noget, jeg finder både lærerigt, spændende og relevant og så endda på det sted, der er “hjemme” for mig i England. Det var her jeg læste min bachelor (for et årti siden), det var her jeg mødte min mand, og det var her jeg lærte at elske bakkerne, the og opdagede at den kristne tro kan se ud på så uendeligt mange måder og alligevel have præcis det samme hjerte!

Fik jeg nævnt, at jeg glæder mig?!