Jeg glæder mig

Til efteråret skal jeg i gang med at læse en diplomuddannelse om “Children, Mission and Ministry” på Cliff College i England. Jeg skal med andre ord over og blive klogere på børn, deres spiritualitet og måder vi som kirke kan være relevante og bedre til at støtte børn i også at have et rigt indre trosliv. Det bliver SÅ spændende! 
Læselisten er ankommet og et par af bøgerne stod allerede på hylden, så de er lige til at gå i gang med. 

Egentlig skulle jeg have været startet allerede i efteråret 2015, men der kom Sheffield University heldigvis i vejen med nogle opdateringer på kurset, for det viste sig jo at det ville have været temmelig svært for mig at starte et studie i et andet land på det tidspunkt!

Jeg glææder mig til at fordybe mig i noget, jeg finder både lærerigt, spændende og relevant og så endda på det sted, der er “hjemme” for mig i England. Det var her jeg læste min bachelor (for et årti siden), det var her jeg mødte min mand, og det var her jeg lærte at elske bakkerne, the og opdagede at den kristne tro kan se ud på så uendeligt mange måder og alligevel have præcis det samme hjerte!

Fik jeg nævnt, at jeg glæder mig?!

En erindring …

En erindring om Eden

Jeg tror, vi alle sammen har en erindring om Edens have. Jeg tror, vi husker berøringen fra Paradiset indeni. At vi har et minde om hvordan alting var tænkt til at være. Og jeg tror det er er denne erindring, denne viden, der får os til at reagere imod uretfærdighed og meningsløshed. Det er grunden til vi råber “hvorfor?!” med smerte og sorg. Det er fordi vi ved, vi er beregnet til evigheden at vi bliver vrede, at vi bliver fyldte med tårer og uforståenhed når et liv bliver taget – for tidligt. Når et barn sulter, når et menneske lider.
Jeg tror, vi er skabt til evigheden. Du og jeg er skabt til at leve evigt. Vores liv er ikke beregnet til at være korte, vores væren er ikke ment som et kort mellemspil. Jeg tror, vi er skabt til relationer og kærlighed – den evige af slagsen. Jeg tror, at Gud er den evige kærlighed, og jeg tror, vi er skabt i hans billede. Og fordi vi er skabt i hans billede længes vi efter evigheden.
Og jeg tror, at når vi græder med smerte og sorg, så græder Gud med os. “Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” (Joh. 11:36, Matt. kap. 26-28) For det var ikke sådan han ville vi skulle leve. Jeg tror, han ønsker at genskabe os til evigheden. Jeg tror, at det evige liv er for os. Og jeg tror, det er en virkelighed som gælder alle!
(Skrevet sidste år 2. juli da Peter døde. Men jeg tror det stadig…)