, , , ,

En tanke om praksis: Det kritiske er ikke, at du er stoppet

Hvad gør du, når du falder?

Ikke i overført betydning, men helt konkret – hvad gør du, hvis du falder over dine egne fødder, på rulleskøjterne, ned af trappen, på et glat fortov? Prøv lige at tænke tilbage på en gang du er faldet, og mærk i din krop, hvilke reaktioner, der gik i gang…

Jeg spørger, fordi et tema, der dukkede op i min smågruppe/bibelgruppe/cellegruppe (kært barn har mange navne?), var forventningen om at rutiner for bøns- og andagtsliv altid stopper igen. Det var ikke nødvendigvis sådan nogen sagde. Men erfaringen af, at man kan finde en god rytme eller rutine (eller bare have gode intentioner om det) som pludselig holder op igen – og at det er en fejl – gik igen. Og jeg kender det godt.

Det væsentlige i kristen praksis (og vel egentlig i alle rutiner eller beslutninger)
er at begynde igen, hvis du opdager, at du er stoppet op.

Men ved du hvad? Jeg er ikke længere så sikker på, at det er en fejl, at vores rutiner eller rytmer ændrer sig. Vores hverdag ændrer sig, og så må rutinerne ændre sig også. Du skifter fra skole til job; får et barn; får nye mødetider; du skal til at tage bilen istedet for bussen eller en influenza sætter
alting på pause. Sådan er livet, og det er kun fint. Det er ikke det, at vi holder op med noget, der er det kritiske punkt. Det er, om vi kommer i gang igen.

Det var den tanke, der mindede mig om, hvad jeg gjorde, da jeg faldt ned af vores trappe for noget tid siden:

Det var en aften, og jeg skulle bare liige op med et-eller-andet. På vejen ned igen smutter mine strømpefødder på de glatte brædder, hvor fødder har slidt lakken spejlblank i løbet af de mere end 100 år trappen har været der. Smut – og dér lå jeg. Av!! Min venstre balde og venstre albue tog skraldet på trinet. For bunden af trappen lå jeg så og ømmede mig. Før jeg kunne rejse mig op, var jeg nødt til at ligge og sunde mig. Der skulle nogle dybe vejrtrækninger helt ned i maven til, før jeg kunne få svimmelheden og kvalmen efter smerten nok i baggrunden til, at jeg kunne svare Duncan og tage imod hans hånd for at komme på højkant igen. Jeg si’r dig – aldrig i mit liv har jeg set så blåt et mærke!

Jeg faldt – med et brag – og jeg kom op igen. Det tog lidt tid og lidt hjælp. Men jeg kom på højkant. Jeg ligger ikke stadig væk og roder rundt ved bunden af trappen.

Når du falder, så rejser du sig igen. Måske ikke lige med det samme, for måske skal du lige sunde sig. Måske er det nødvendigt med en hjælpende hånd. Men du rejser dig. Hvis du snubler over striberne i fortovet på vej ind i Føtex rejser du dig med det samme og håber, at ingen så dig. Det ligger som en dyb refleks i kroppen at komme op igen.

Hvis du falder, rejser du dig. Og går videre.

Det slog mig, at det ikke er anderledes med vores andagtsliv eller bønsliv – hvis vi går i stå, må vi gå igang igen. Det er ikke farligt, det er ikke forkert, det er ikke unormalt.

Faktisk er det ikke faldet, der er problemet. Det er at rejse sig op, der er det kristiske punkt. Alle falder. Alle kløjs i deres intentioner og rutiner. Spørgsmålet er, om vi kommer i gang igen, ikke om vi stopper op. Du behøver ikke tage det som et nederlag, at du opdager, at du sprang bibellæsningen eller tiden til bøn over. Pyt med det. Det vigtige er, at du opdager det, for kun sådan kan du komme i gang igen.

Det svære er måske i virkeligheden at undgå den lille bølge af skam, der opstår, når vi ikke uden videre “lykkes” med noget, som vi kan bilde os selv ind, at alle andre klarer uden problemer.

Så lad os bare punktere den historie med det samme: Vi kan alle sammen opleve tidspunkter, hvor bøn er svært, hvor bibellæsning er tungt og trættende, hvor det er tæt på umuligt at samle vilje til at give tid til Gud. Og nogle gange smutter det bare i mængden af vasketøj, indkøb, madpakker, gøremål og hverdagstræthed.

Det er helt okay. Det er som sagt ikke det, at du er stoppet, der er det væsentlige. Det væsentlige er, at du var i gang – og at du kan begynde igen. Så hvis du stopper, så begynd igen!

,

Fastens hjerte banker for andre – 10 idéer til at gøre godt for andre

Follow my blog with BloglovinVi er lidt mere end halvvejs til påske, og dermed begynder fasten at lakke mod enden. Jeg skrev for godt en måned siden om at “faste i praksis” og tænkte, at jeg ville dele nogle tanker om at gøre noget godt for andre.

Flere gav dengang udtryk for at det var en god idé at bruge fasten på at gøre noget godt for andre. Det er på ingen måde vores idé – gode gerninger og faste hører sammen helt tilbage i det Gamle Testamente. Her står bl.a. at faste (ikke den op til påske men al faste) skal handle om at “løse ondskabens lænker, at sætte de undertrykte i frihed (…)”  Det er fra Esajas kapitel 58, og det uddybes med ordene: “Ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender dine egne ryggen.” At faste handler med andre ord meget mere om at gøre noget ved verdens uretfærdighed end at holde sig selv fra noget.

Fastens hjerte banker for andre.

Hvem den sultne, den hjemløse, den nøgne eller dine egne er, må vi til gengæld hver især tænke over.

Her er 10 gode idéer til at gøre noget ved uretfærdighed i verden:

  • Bag en kage til brugerne i et lokalt socialt projekt (hjemløse, krisecenter, flygtningecenter, varmestue…) eller aflever den der, hvor du ved hjemløse, alkoholikere eller misbrugere hænger ud.
  • Køb “Hus Forbi” mere end én gang.
  • Byd på en kop varm kaffe til parkeringsvagten ved dit arbejde
  • Skriv et brev til en politisk ordfører eller lokal politiker på et socialt område, der ligger dig på sinde.
  • Bliv indsamler eller giv godt til Folkekirkens Nødhjælp d. 13. marts
  • Inviter nogen du ved har det svært eller er alene på aftensmad (eller kom uventet forbi med en omgang frikadeller eller lasagne) 
  • Sig undskyld til din mand, dit barn, din kollega eller en anden, du kom til at vrisse ad/overhøre/eller-hvad-nu
  • Skriv “God morgen. Hav en god dag.” på gaden, hvor du bor
  • Ryd op i dit tøj og giv det, du ikke bruger til genbrug eller til Venligboerne, som kan give det til flygtninge
  • Køb et påskeæg og giv det til den, der sidder ved kassen i dit supermarked
Hvilke gode idéer har du til at gøre gode ting for andre? Skriv endelig, så jeg kan få udvidet repertoiret! 

, , ,

Fasten i praksis

Faste er noget mange mennesker forbinder enten med at skulle undersøges eller indlægges på hospitalet, den nye fastekur eller den muslimske ramadan. Men faktisk er faste også en gammel del af den kristne tradition og en af de få ting, som Jesus tog forgivet blev praktiseret*. Det er begyndelsen af fasten, vi gør klar til, når vi fejrer fastelavn. Den kristne fasteperiode løber fra onsdag efter fastelavn og til lørdag før palmesøndag.

Jeg kan godt lide at praktisere fasten. Ikke nødvendigvis ved ikke at spise (det dur hverken for børn eller ammende alligevel), men ved at ændre nogle vaner, så vi kan få fokus på, hvor priviligerede vi er, på at være sammen som familie eller bruge mere tid på bibel-læsning eller børn.

Da det kun var os selv, der skulle faste var det som end let nok – det er lettere at komme på ting, man selv som voksen kan gøre end det er, at finde på ting man kan gøre familie, der også giver mening for børn at være med til, synes jeg. De ting, vi skal gøre, skal gerne vise børnene, at fasten ikke handler om at lade være med at gøre noget, fordi det ikke er sundt eller godt for os i fysisk forstand – det skal altså ikke handle om at kød/slik/film/Ipads er usunde eller gør skade. Samtidigt skal det heller ikke give dårlig samvittighed over, at vi har det bedre end andre mennesker i verden. Alligevel kan det være godt netop at tale om, hvad vores vaner betyder for vores måde at leve sammen på, og at vi kan være med til at gøre noget godt for andre.

Sidste år havde jeg fat i ideerne her, og ligesom sidste år skal vi også fejre pancake-day på tirsdag. Jeg håber også at kunne finde tid og lyst til at lave en påskehave.

Indtil videre er vi kommet frem til følgende idéer: 

– Ingen kød til aftensmad i mandag til lørdag. (Søndag er traditionelt aldrig en fastedag, da det er opstandelsesdagen og derfor en festdag)
– Vi vil gøre “noget godt” for andre én gang om ugen. Ideerne her er fremkommet under fælles brainstorm:

  • Det kunne være at bage en kage til nogen. 
  • Sende et brev med en opmuntring bare fordi.
  • Invitere nogen til aftensmad. 
  • Samle ind til Folkekirkens Nødhjælp. 

Har I noget I gør i jeres familie? Og hvordan taler du med dine børn om at vores måde at leve (sammen) på også har indflydelse på andres liv?

*Se f.eks. Matthæus evangeliet kapitel 6 vers 16-18

, , , ,

Bog om åndelig vejledning af børn – boganmeldelse og rabat til dig

Rachel Turner er en livlig, ikke-så-høj, engelsk kvinde. Jeg var så heldig – ligesom alle andre deltagere på BMK – at høre hende tale i efteråret. Her gjorde hendes undervisning så dybt indtryk, at den bog, hun har udgivet på engelsk, blev flået væk, og ProRex turde satse på en dansk oversættelse – ikke nogen lille ting på dagens bogmarked! 

Du har mulighed for at købe “Tro i børnehøjde” af Rachel Turner billegere gennem digogmigogvitro.dk


Stor var glæden, da bogen dumpede ind ad døren forleden. Frisk fra pressen er den blevet skimmet – og jeg kan garantere, at den inden længe (måske på et tæppe under sommerferiens sol) vil blive grundigt læst og fordøjet. 

For Rachel Turner har en dyrebar pointe og en livgivende indgangsvinkel til børns åndelige liv: Vi er alt for gode til at give børn viden om Gud, og alt for sjældent lykkes det os, at lade børnene få fællesskab med Ham i en egen relation – uanset om vi er forældre, medarbejdere i børnekirken eller noget andet. Hendes mission er at vise og fortælle, hvordan dét kan lade sig at gøre, er hendes mission.

I  bogen fortæller hun levende om, hvordan vi som forældre ofte længes efter at se vores børn udvikle deres egen relation til Gud men også ofte frustreres over, hvordan det skal gribes an. Gennem historier og spørgsmål forsøger hun at indgyde selvtillid i os som forældre eller ledere i børnekirken bl.a. ved at give redskaber til, hvordan vi kan tale med børn om Gud på en anden måde. Hvert kapitel har desuden spørgsmål, som gør bogen oplagt at læse sammen i en ledergruppe eksempelvis.

Rachel Turner rammer plet, i hvert fald hos mig, når hun siger, at børn i kirkerne ofte har rigtig meget viden om Gud og kan de rigtige svar. Det er en dyb længsel i mig at se børn, der kender og lever sammen med Gud. Jeg ved – og har set – at det kan lade sig at gøre. For Gud er jo ikke bare de voksnes Gud. Han elsker alle børn, og ønsker også at gøre deres liv større, dybere og rigere. Ydermere har hun nogle rigtig fine og nede-på-jorden måder at forklare på, hvordan vi kan hjælpe børn (og som end også voksne) til at “gribe” Guds måde at tale til os på.

“Tro i børnehøjde” er netop udkommet på dansk på ProRex forlag.

Noget, som er værd altid at have for øje, når vi skal taler med børn (og voksne) om Gud, er at der ofte findes fejlagtige billeder af Ham, som kan stå i vejen for en levende relation med Gud. I bogen beskriver Rachel Turner bl.a. billeder af den fjerne Gud, den muntre optimistiske Gud, den vrede Gud og den uforudsigelige Gud, ligesom hun kommer med eksempler på, hvordan disse billeder kan fjernes og erstattes. For dette kapitel alene er bogen værd at læse!

Som forælder og leder i en børnekirke oplever jeg også blufærdighed omkring det, at skulle drage omsorg for og opdrage børn åndeligt. Rachel Turner kalder det en passiv opdragelsestil overfor barnets åndelige udvikling. Om det er en reel passiv indstilling, eller om det skyldes ønsket om netop ikke at komme til at stå i vejen, er nok forskelligt, men at gøre op med dette, tror jeg, er vigtigt under alle omstændigheder. Her kunne “Tro i børnehøjde” sagtens bruges som oplæg til samtale i en forældregruppe!

Jeg er så heldig, at kunne tilbyde dig, der læser af digogmigogvitro.dk, Rachel Turners bog “Tro i børnehøjde” med en rabat på 20% resten af juni måned – frem til og med d. 30. juni.

For at bestille “Tro i børnehøjde” hos ProRex, kan du gå ind på hjemmesiden via linket her. Når du bestiller skal du i feltet “Bemærkninger” skrive “digogmigogvitro”. ProRex fratrækker så rabatten på 20%, når ordren ekspederes. Vær opmærksom på, at det betyder, at du ikke kan se den endelige pris, når du bestiller. 



 – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – 
Udover glæden ved at kunne tilbyde mine læsere rabat på denne bog får jeg ingen betaling. Meningerne og anbefalingen af bogen, er mine egne og afspejler ikke ProRex’s holdning eller et ønske om fremme egen indtjening. 


, ,

Hemmeligheden bag en velfungerende familie

Tager du nogen gange dig selv i at spekulere over, hvad hemmeligheden er bag en velfungerende familie? Ikke fordi dit familieliv ikke er godt, men fordi du ønsker at give dine børn det bedste? 

Jeg gør. Regelmæssigt. Dels fordi der er rigtig meget fokus på opdragelse og familieliv i medierne, og dels fordi jeg gerne vil give min søn alt det bedste. Det kan være fristende at tro, at et velfungerende familieliv betyder en overflod af oplevelser og så få konflikter som muligt. Over den sidste måned er jeg stødt på tre ting, der har overbevist mig om, at hemmeligheden bag den gode opdragelse og det velfungerende familieliv er langt mere jordnær og ordinær, end vi har tendens til at tro. Det handler meget mere om gåture, boller og spil end om forlystelsesparker, biografture og det nyeste legetøj.

Her kommer de:  

1. Om bålet er der god tid

Få ting samler os som et bål gør. Det kunne også være et puslespil eller en gåtur. Noget som alle kan være sammen om giver ro, så det er muligt bare at være sammen uden andre mål. 

For en måned siden holdt vores menighed en eftermiddag for børn i Vejle midtby – her var hoppeborg, sumobrydning, ansigtsmaling, popcorn og snobrødsbagning over bål. Arrangementet var velbesøgt, og en del børn hang ud med os hele eftermiddagen. Meget overraskende for os var en af de mest populære ting snobrødsbagningen. Nogle børn brugte hele eftermiddagen med en snobrødspind i hånden ved bålet, hvor to mænd fra kirken fordelte dejen og snakkede med deltagerne. De er begge to gode til at få andre til at føle sig tilpas, og de har nemt til latter. Men sammenlignet med hoppeborgen eller sumobrydningen var der ikke meget action – til gengæld mødte børnene opmærksomhed, nærvær og oprigtig interesse.


2. Højtlæsning er en anderledes oplevelse

For mange børn er tid til “ingenting” med mor og far ikke en selvfølge. Men det er nu en gang først og fremmest sammen med mor og far børn lærer at forstå sig selv og andre.

En frivillig på en sommerlejr for socialt belastede familier fortalte, at på lejren er tid til almindelig samvær højt prioriteret. Ting som bagning, snobrød og badeture er den slags mange børn ikke oplever med deres forældre, fortalte hun. For, fortalte hun: “Langt de fleste af deltagerne kommer i Tivoli, på Bakken, i Lalandia og lignende i løbet af året, men for nogle er snobrød ved bålet, en tur på stranden med mor, højtlæsning eller voksne, der vil male med dem, en ny og anderledes oplevelse.”


3. Snak sammen – bliv gode til at skændes

En veninde gjorde mig opmærksom på bogen “The Secrets of Happy Families”. Forfatter, familieekspert og far Bruce Feiler kommer med seks bud på, hvad alle lykkelige familier har til fælles. Bruce Feiler understreger i flere af sine bud vigtigheden af at snakke sammen og at lytte til alle – også børnene. På den måde får børnene også lov til at være en aktiv del af familien og ikke bare et vedhæng til forældrene. Til det at tale sammen hører – måske vigtigst. At samtale fungerer godt over et måltid er knap så overraskende, men at lære af FBIs gidselforhandlere for at skændes ordentligt, er måske mere nyt. Allervigtigst – synes jeg – understreger Bruce Feiler vigtigheden af at gøre forsøget: Familien er vigtig for alle i den, men skal vores familieliv være velfungerende og lykkeligt, så skal der investeres og arbejdes i den. 

(Her er en article om Bruce Feilers bog “The Secrets of Happy Families” )



Hvad er dit bedste bud på, hvad der gør en (din) familie velfungerende? Vil du dele din hemmelighed?