,

Bed med hele kroppen

, , ,

Der skal mere end forældre og børnekirkens ledere til!

Børn, der skal lære at tro, lærer det bedst, når deres forældre eller børnekirkeledere ikke er de eneste, der viser dem vejen. For noget tid siden delte jeg en artikelmin facebook side om det problematiske i at børn og voksne ikke er sammen om at fejre gudstjeneste i de fleste kirker. Den fik en del reaktioner – fordi det rammer ned i noget, flere af os enten fornemmer eller er frustrerede over.

Ganske ofte er gudstjenester en opdelt oplevelse for os alle sammen: børn og voksne holder gudstjeneste i to eller flere forskellige lokaler. Oftest bliver de voksne i det egentlige kirkerum, og børnene går. Chad Bird kalder det for “kirkelig børnepasning” – og uanset hvor god kvalitet  børnekirken (eller hvad vi ellers kalder det) – så er det problematisk at børn og voksne ikke holder gudstjeneste sammen, fordi vi uden at ville det viser børnene, at det, der foregår ved gudstjenesten ikke er relevant for dem og deres åndelige rejse.

En af grundene til, at det er dybt problematisk er, at selvom der er flere faktorer, der gør sig gældende, når et barn holder fast i sin tro gennem barndom og ungdom ind i voksenlivet, så er en gennemgående faktor deltagelse i gudstjeneste. Det er folkene bag Stickyfaith.org, der har lavet undersøgelser om disse faktorer. Måske er det sådan, fordi børn observerer deres forældre og dermed også bliver formet af forældrenes praksis, ligesom børn lærer voksne om at holde gudstjeneste og at kende Gud.

At det forholder sig sådan blev klart for mig for nyligt til en gudstjeneste for alle aldre i den menighed, hvor jeg er præst. På et tidspunkt i gudstjenesten er der tid og plads til personlig reflektion og der var forskellige muligheder for aktiviteter og bøn. Som jeg sad og bad, kunne jeg ser begge mine sønner, da en ældre mand knælede ved alterringen i bøn. Manden er en del af menigheden, og mine drenge kender ham. Som jeg sad der og kunne se de tre gik det op for, hvor vigtigt det er for mine drenge at se en mand knæle i tro foran sin Gud:

Derhjemme kan jeg bede aftenbøn og fortælle dem om vigtigheden af børn, i børnekirken kan vi lære dem om børn, vi kan bede op forskellige måder og vi kan forsøge at forklare, at bøn er vigtigt hele livet. Men INTET kan vise betydningen af bøn for en mand, så godt som en mand, der faktisk knæler i bøn foran én.

Børn ser kun voksne praktiserer deres tro, hvis vi er sammen med dem. Hvis mine drenge aldrig så en voksen mand (udover deres far) bede, hvordan skulle de så tro eller erfare, at det er en mulighed, at det har betydning og at det virkeligt? Alle ved jo, at forældre forsøger at bilde deres børn alt muligt ind – at broccoli er sundt, at det er godt at gå tidligt i seng og at lektier skal laves.

Når andre voksne gør eller siger noget bærer det bare en anden vægt. Børn, der skal lære at tro, lærer det bedst, når deres forældre eller børnekirkeledere ikke er de eneste, der viser dem vejen!

, , , ,

En tanke om praksis: Det kritiske er ikke, at du er stoppet

Hvad gør du, når du falder?

Ikke i overført betydning, men helt konkret – hvad gør du, hvis du falder over dine egne fødder, på rulleskøjterne, ned af trappen, på et glat fortov? Prøv lige at tænke tilbage på en gang du er faldet, og mærk i din krop, hvilke reaktioner, der gik i gang…

Jeg spørger, fordi et tema, der dukkede op i min smågruppe/bibelgruppe/cellegruppe (kært barn har mange navne?), var forventningen om at rutiner for bøns- og andagtsliv altid stopper igen. Det var ikke nødvendigvis sådan nogen sagde. Men erfaringen af, at man kan finde en god rytme eller rutine (eller bare have gode intentioner om det) som pludselig holder op igen – og at det er en fejl – gik igen. Og jeg kender det godt.

Det væsentlige i kristen praksis (og vel egentlig i alle rutiner eller beslutninger)
er at begynde igen, hvis du opdager, at du er stoppet op.

Men ved du hvad? Jeg er ikke længere så sikker på, at det er en fejl, at vores rutiner eller rytmer ændrer sig. Vores hverdag ændrer sig, og så må rutinerne ændre sig også. Du skifter fra skole til job; får et barn; får nye mødetider; du skal til at tage bilen istedet for bussen eller en influenza sætter
alting på pause. Sådan er livet, og det er kun fint. Det er ikke det, at vi holder op med noget, der er det kritiske punkt. Det er, om vi kommer i gang igen.

Det var den tanke, der mindede mig om, hvad jeg gjorde, da jeg faldt ned af vores trappe for noget tid siden:

Det var en aften, og jeg skulle bare liige op med et-eller-andet. På vejen ned igen smutter mine strømpefødder på de glatte brædder, hvor fødder har slidt lakken spejlblank i løbet af de mere end 100 år trappen har været der. Smut – og dér lå jeg. Av!! Min venstre balde og venstre albue tog skraldet på trinet. For bunden af trappen lå jeg så og ømmede mig. Før jeg kunne rejse mig op, var jeg nødt til at ligge og sunde mig. Der skulle nogle dybe vejrtrækninger helt ned i maven til, før jeg kunne få svimmelheden og kvalmen efter smerten nok i baggrunden til, at jeg kunne svare Duncan og tage imod hans hånd for at komme på højkant igen. Jeg si’r dig – aldrig i mit liv har jeg set så blåt et mærke!

Jeg faldt – med et brag – og jeg kom op igen. Det tog lidt tid og lidt hjælp. Men jeg kom på højkant. Jeg ligger ikke stadig væk og roder rundt ved bunden af trappen.

Når du falder, så rejser du sig igen. Måske ikke lige med det samme, for måske skal du lige sunde sig. Måske er det nødvendigt med en hjælpende hånd. Men du rejser dig. Hvis du snubler over striberne i fortovet på vej ind i Føtex rejser du dig med det samme og håber, at ingen så dig. Det ligger som en dyb refleks i kroppen at komme op igen.

Hvis du falder, rejser du dig. Og går videre.

Det slog mig, at det ikke er anderledes med vores andagtsliv eller bønsliv – hvis vi går i stå, må vi gå igang igen. Det er ikke farligt, det er ikke forkert, det er ikke unormalt.

Faktisk er det ikke faldet, der er problemet. Det er at rejse sig op, der er det kristiske punkt. Alle falder. Alle kløjs i deres intentioner og rutiner. Spørgsmålet er, om vi kommer i gang igen, ikke om vi stopper op. Du behøver ikke tage det som et nederlag, at du opdager, at du sprang bibellæsningen eller tiden til bøn over. Pyt med det. Det vigtige er, at du opdager det, for kun sådan kan du komme i gang igen.

Det svære er måske i virkeligheden at undgå den lille bølge af skam, der opstår, når vi ikke uden videre “lykkes” med noget, som vi kan bilde os selv ind, at alle andre klarer uden problemer.

Så lad os bare punktere den historie med det samme: Vi kan alle sammen opleve tidspunkter, hvor bøn er svært, hvor bibellæsning er tungt og trættende, hvor det er tæt på umuligt at samle vilje til at give tid til Gud. Og nogle gange smutter det bare i mængden af vasketøj, indkøb, madpakker, gøremål og hverdagstræthed.

Det er helt okay. Det er som sagt ikke det, at du er stoppet, der er det væsentlige. Det væsentlige er, at du var i gang – og at du kan begynde igen. Så hvis du stopper, så begynd igen!

,

Fastens hjerte banker for andre – 10 idéer til at gøre godt for andre

Follow my blog with BloglovinVi er lidt mere end halvvejs til påske, og dermed begynder fasten at lakke mod enden. Jeg skrev for godt en måned siden om at “faste i praksis” og tænkte, at jeg ville dele nogle tanker om at gøre noget godt for andre.

Flere gav dengang udtryk for at det var en god idé at bruge fasten på at gøre noget godt for andre. Det er på ingen måde vores idé – gode gerninger og faste hører sammen helt tilbage i det Gamle Testamente. Her står bl.a. at faste (ikke den op til påske men al faste) skal handle om at “løse ondskabens lænker, at sætte de undertrykte i frihed (…)”  Det er fra Esajas kapitel 58, og det uddybes med ordene: “Ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender dine egne ryggen.” At faste handler med andre ord meget mere om at gøre noget ved verdens uretfærdighed end at holde sig selv fra noget.

Fastens hjerte banker for andre.

Hvem den sultne, den hjemløse, den nøgne eller dine egne er, må vi til gengæld hver især tænke over.

Her er 10 gode idéer til at gøre noget ved uretfærdighed i verden:

  • Bag en kage til brugerne i et lokalt socialt projekt (hjemløse, krisecenter, flygtningecenter, varmestue…) eller aflever den der, hvor du ved hjemløse, alkoholikere eller misbrugere hænger ud.
  • Køb “Hus Forbi” mere end én gang.
  • Byd på en kop varm kaffe til parkeringsvagten ved dit arbejde
  • Skriv et brev til en politisk ordfører eller lokal politiker på et socialt område, der ligger dig på sinde.
  • Bliv indsamler eller giv godt til Folkekirkens Nødhjælp d. 13. marts
  • Inviter nogen du ved har det svært eller er alene på aftensmad (eller kom uventet forbi med en omgang frikadeller eller lasagne) 
  • Sig undskyld til din mand, dit barn, din kollega eller en anden, du kom til at vrisse ad/overhøre/eller-hvad-nu
  • Skriv “God morgen. Hav en god dag.” på gaden, hvor du bor
  • Ryd op i dit tøj og giv det, du ikke bruger til genbrug eller til Venligboerne, som kan give det til flygtninge
  • Køb et påskeæg og giv det til den, der sidder ved kassen i dit supermarked
Hvilke gode idéer har du til at gøre gode ting for andre? Skriv endelig, så jeg kan få udvidet repertoiret! 

, , ,

Fasten i praksis

Faste er noget mange mennesker forbinder enten med at skulle undersøges eller indlægges på hospitalet, den nye fastekur eller den muslimske ramadan. Men faktisk er faste også en gammel del af den kristne tradition og en af de få ting, som Jesus tog forgivet blev praktiseret*. Det er begyndelsen af fasten, vi gør klar til, når vi fejrer fastelavn. Den kristne fasteperiode løber fra onsdag efter fastelavn og til lørdag før palmesøndag.

Jeg kan godt lide at praktisere fasten. Ikke nødvendigvis ved ikke at spise (det dur hverken for børn eller ammende alligevel), men ved at ændre nogle vaner, så vi kan få fokus på, hvor priviligerede vi er, på at være sammen som familie eller bruge mere tid på bibel-læsning eller børn.

Da det kun var os selv, der skulle faste var det som end let nok – det er lettere at komme på ting, man selv som voksen kan gøre end det er, at finde på ting man kan gøre familie, der også giver mening for børn at være med til, synes jeg. De ting, vi skal gøre, skal gerne vise børnene, at fasten ikke handler om at lade være med at gøre noget, fordi det ikke er sundt eller godt for os i fysisk forstand – det skal altså ikke handle om at kød/slik/film/Ipads er usunde eller gør skade. Samtidigt skal det heller ikke give dårlig samvittighed over, at vi har det bedre end andre mennesker i verden. Alligevel kan det være godt netop at tale om, hvad vores vaner betyder for vores måde at leve sammen på, og at vi kan være med til at gøre noget godt for andre.

Sidste år havde jeg fat i ideerne her, og ligesom sidste år skal vi også fejre pancake-day på tirsdag. Jeg håber også at kunne finde tid og lyst til at lave en påskehave.

Indtil videre er vi kommet frem til følgende idéer: 

– Ingen kød til aftensmad i mandag til lørdag. (Søndag er traditionelt aldrig en fastedag, da det er opstandelsesdagen og derfor en festdag)
– Vi vil gøre “noget godt” for andre én gang om ugen. Ideerne her er fremkommet under fælles brainstorm:

  • Det kunne være at bage en kage til nogen. 
  • Sende et brev med en opmuntring bare fordi.
  • Invitere nogen til aftensmad. 
  • Samle ind til Folkekirkens Nødhjælp. 

Har I noget I gør i jeres familie? Og hvordan taler du med dine børn om at vores måde at leve (sammen) på også har indflydelse på andres liv?

*Se f.eks. Matthæus evangeliet kapitel 6 vers 16-18