, , , ,

Bog om åndelig vejledning af børn – boganmeldelse og rabat til dig

Rachel Turner er en livlig, ikke-så-høj, engelsk kvinde. Jeg var så heldig – ligesom alle andre deltagere på BMK – at høre hende tale i efteråret. Her gjorde hendes undervisning så dybt indtryk, at den bog, hun har udgivet på engelsk, blev flået væk, og ProRex turde satse på en dansk oversættelse – ikke nogen lille ting på dagens bogmarked! 

Du har mulighed for at købe “Tro i børnehøjde” af Rachel Turner billegere gennem digogmigogvitro.dk


Stor var glæden, da bogen dumpede ind ad døren forleden. Frisk fra pressen er den blevet skimmet – og jeg kan garantere, at den inden længe (måske på et tæppe under sommerferiens sol) vil blive grundigt læst og fordøjet. 

For Rachel Turner har en dyrebar pointe og en livgivende indgangsvinkel til børns åndelige liv: Vi er alt for gode til at give børn viden om Gud, og alt for sjældent lykkes det os, at lade børnene få fællesskab med Ham i en egen relation – uanset om vi er forældre, medarbejdere i børnekirken eller noget andet. Hendes mission er at vise og fortælle, hvordan dét kan lade sig at gøre, er hendes mission.

I  bogen fortæller hun levende om, hvordan vi som forældre ofte længes efter at se vores børn udvikle deres egen relation til Gud men også ofte frustreres over, hvordan det skal gribes an. Gennem historier og spørgsmål forsøger hun at indgyde selvtillid i os som forældre eller ledere i børnekirken bl.a. ved at give redskaber til, hvordan vi kan tale med børn om Gud på en anden måde. Hvert kapitel har desuden spørgsmål, som gør bogen oplagt at læse sammen i en ledergruppe eksempelvis.

Rachel Turner rammer plet, i hvert fald hos mig, når hun siger, at børn i kirkerne ofte har rigtig meget viden om Gud og kan de rigtige svar. Det er en dyb længsel i mig at se børn, der kender og lever sammen med Gud. Jeg ved – og har set – at det kan lade sig at gøre. For Gud er jo ikke bare de voksnes Gud. Han elsker alle børn, og ønsker også at gøre deres liv større, dybere og rigere. Ydermere har hun nogle rigtig fine og nede-på-jorden måder at forklare på, hvordan vi kan hjælpe børn (og som end også voksne) til at “gribe” Guds måde at tale til os på.

“Tro i børnehøjde” er netop udkommet på dansk på ProRex forlag.

Noget, som er værd altid at have for øje, når vi skal taler med børn (og voksne) om Gud, er at der ofte findes fejlagtige billeder af Ham, som kan stå i vejen for en levende relation med Gud. I bogen beskriver Rachel Turner bl.a. billeder af den fjerne Gud, den muntre optimistiske Gud, den vrede Gud og den uforudsigelige Gud, ligesom hun kommer med eksempler på, hvordan disse billeder kan fjernes og erstattes. For dette kapitel alene er bogen værd at læse!

Som forælder og leder i en børnekirke oplever jeg også blufærdighed omkring det, at skulle drage omsorg for og opdrage børn åndeligt. Rachel Turner kalder det en passiv opdragelsestil overfor barnets åndelige udvikling. Om det er en reel passiv indstilling, eller om det skyldes ønsket om netop ikke at komme til at stå i vejen, er nok forskelligt, men at gøre op med dette, tror jeg, er vigtigt under alle omstændigheder. Her kunne “Tro i børnehøjde” sagtens bruges som oplæg til samtale i en forældregruppe!

Jeg er så heldig, at kunne tilbyde dig, der læser af digogmigogvitro.dk, Rachel Turners bog “Tro i børnehøjde” med en rabat på 20% resten af juni måned – frem til og med d. 30. juni.

For at bestille “Tro i børnehøjde” hos ProRex, kan du gå ind på hjemmesiden via linket her. Når du bestiller skal du i feltet “Bemærkninger” skrive “digogmigogvitro”. ProRex fratrækker så rabatten på 20%, når ordren ekspederes. Vær opmærksom på, at det betyder, at du ikke kan se den endelige pris, når du bestiller. 



 – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – 
Udover glæden ved at kunne tilbyde mine læsere rabat på denne bog får jeg ingen betaling. Meningerne og anbefalingen af bogen, er mine egne og afspejler ikke ProRex’s holdning eller et ønske om fremme egen indtjening. 


, ,

Hemmeligheden bag en velfungerende familie

Tager du nogen gange dig selv i at spekulere over, hvad hemmeligheden er bag en velfungerende familie? Ikke fordi dit familieliv ikke er godt, men fordi du ønsker at give dine børn det bedste? 

Jeg gør. Regelmæssigt. Dels fordi der er rigtig meget fokus på opdragelse og familieliv i medierne, og dels fordi jeg gerne vil give min søn alt det bedste. Det kan være fristende at tro, at et velfungerende familieliv betyder en overflod af oplevelser og så få konflikter som muligt. Over den sidste måned er jeg stødt på tre ting, der har overbevist mig om, at hemmeligheden bag den gode opdragelse og det velfungerende familieliv er langt mere jordnær og ordinær, end vi har tendens til at tro. Det handler meget mere om gåture, boller og spil end om forlystelsesparker, biografture og det nyeste legetøj.

Her kommer de:  

1. Om bålet er der god tid

Få ting samler os som et bål gør. Det kunne også være et puslespil eller en gåtur. Noget som alle kan være sammen om giver ro, så det er muligt bare at være sammen uden andre mål. 

For en måned siden holdt vores menighed en eftermiddag for børn i Vejle midtby – her var hoppeborg, sumobrydning, ansigtsmaling, popcorn og snobrødsbagning over bål. Arrangementet var velbesøgt, og en del børn hang ud med os hele eftermiddagen. Meget overraskende for os var en af de mest populære ting snobrødsbagningen. Nogle børn brugte hele eftermiddagen med en snobrødspind i hånden ved bålet, hvor to mænd fra kirken fordelte dejen og snakkede med deltagerne. De er begge to gode til at få andre til at føle sig tilpas, og de har nemt til latter. Men sammenlignet med hoppeborgen eller sumobrydningen var der ikke meget action – til gengæld mødte børnene opmærksomhed, nærvær og oprigtig interesse.


2. Højtlæsning er en anderledes oplevelse

For mange børn er tid til “ingenting” med mor og far ikke en selvfølge. Men det er nu en gang først og fremmest sammen med mor og far børn lærer at forstå sig selv og andre.

En frivillig på en sommerlejr for socialt belastede familier fortalte, at på lejren er tid til almindelig samvær højt prioriteret. Ting som bagning, snobrød og badeture er den slags mange børn ikke oplever med deres forældre, fortalte hun. For, fortalte hun: “Langt de fleste af deltagerne kommer i Tivoli, på Bakken, i Lalandia og lignende i løbet af året, men for nogle er snobrød ved bålet, en tur på stranden med mor, højtlæsning eller voksne, der vil male med dem, en ny og anderledes oplevelse.”


3. Snak sammen – bliv gode til at skændes

En veninde gjorde mig opmærksom på bogen “The Secrets of Happy Families”. Forfatter, familieekspert og far Bruce Feiler kommer med seks bud på, hvad alle lykkelige familier har til fælles. Bruce Feiler understreger i flere af sine bud vigtigheden af at snakke sammen og at lytte til alle – også børnene. På den måde får børnene også lov til at være en aktiv del af familien og ikke bare et vedhæng til forældrene. Til det at tale sammen hører – måske vigtigst. At samtale fungerer godt over et måltid er knap så overraskende, men at lære af FBIs gidselforhandlere for at skændes ordentligt, er måske mere nyt. Allervigtigst – synes jeg – understreger Bruce Feiler vigtigheden af at gøre forsøget: Familien er vigtig for alle i den, men skal vores familieliv være velfungerende og lykkeligt, så skal der investeres og arbejdes i den. 

(Her er en article om Bruce Feilers bog “The Secrets of Happy Families” )



Hvad er dit bedste bud på, hvad der gør en (din) familie velfungerende? Vil du dele din hemmelighed? 


, , , , , , , , ,

Påskehaven

Hvad gør I ud af påsken hjemme hos dig? Jeg ville så gerne, at påsken får opmærksomhed, smag og følelse af at være en stor højtid, så jeg har i flere år ledt efter måder, at markere det på. Efter vi har fået Samuel er det behov blevet større. 
Julen er hypet rundt om os, så selvom vi lægger vægt på nogle andre ting end så mange andre, fordi vi fejrer Jesus’ fødselsdag og ikke julemanden, så har julen så meget opmærksomhed, at det ikke er svært at gøre den særlig. 
Men hvad med påsken? Hvordan gør man den særlig? Der er selvfølgelig en perlerække af gudstjenester i kirken, men der hjemme hvor de store højtider også skal mærkes – hvordan kan man der gøre?  



Jeg er faldet over traditionen med at lave en påskehave. Første gang jeg så den var hos A Holy Experience. Idéen er, at en stor del af den kristne påske fandt sted i en have: Jesus bad i Getsemane, og her blev han taget til fange. Han fik sin grav i en have, og derfor var det også her, opstandelsen fandt sted, ligesom det var i haven at kvinderne opdagede den tomme grav og Maria Magdalena første gang så Jesus som opstanden. 
Idéen er så, at lave en lille have med en grav, en sten, og hvad man nu ellers synes, hører sig til. Fælles for de haver, jeg har fundet, er, at her er noget levende, et lys og gerne en sti hen til graven. 
A Holy Experience laver sin have med levende planter, hun køber færdige, og som børnene så hjælper med at placere. De finder også sten sammen. 
Sun Hats & Wellie Boots laver haven med tre kors og jord, hvor hun sår små frø sammen med sine børn.  
Contended Sparrow har også lavet en have med købte planter, og har fået børnene til at hjælpe med at fylde jord op og sætte planterne og graven på plads. 
Kristen på We are That Family har en rigtig fin beskrivelse af, hvordan hendes familie laver deres påskehave – eller faktisk flere haver, eftersom hendes børn ville lave hver deres.

Det er første gang i år jeg laver en påskehave. Og jeg skriver med vilje “jeg” – Samuels interesse kunne lægge på et meget lille sted.
Til gengæld oplevede jeg det, som en vældig andagtsfuld ting at lave en lille have som ramme for påsken.

Jeg har valgt jord og frø fra i år. Symbolikken i jorden og de små frø, der spirer, er rigtig flot. Men af praktiske hensyn blev det et stykke grønt filt. Der var muligvis ikke får i hverken Getsamene eller i nærheden af Jesus’ grav, men jeg har fået fåret her af en veninde, og jeg synes, det passer godt på påskens symbolik på rigtig mange måder.

Jeg havde også en lille flakon, som mindede mig om, da Maria Magdalenas kærlighed blev udtrykt med olie og tårer. Den virkede også passende. Efter billederne er taget er et lille kors kommet til.

Pynter du særligt op til påske?

, , , ,

Jeg tror – en personlig tros-bekendelse

Samuel blev døbt i dag. Det skete ved en meget varm gudstjeneste, hvor mennesker født i Danmark, England, Holland, Burkina Faso, Sydafrika og Sri Lanka lyttede til gospelkorets udgave af den Sydafrikanske national sang og vores kollega og ven Thomas prædikede. Det skete 10 år efter Duncan og jeg blev et “os”.  
Og mens det skete, blev jeg ramt af en dyb taknemmelighed over min Gud, der har samlet alting for mig gennem de sidste år, over min familie og vores venner, som har været med os og ikke mindst over igen at kunne mærke glæde, kærlighed og taknemmelighed! 
Bekendelsen herunder er inspireret af den apostolske trosbekendelse, men er min egen fra i dag: 
“Jeg tror på Gud Fader, den almægtige. Ham, der kan skabe noget ud af ingenting: familier ud af forældreløse børn og barnløse forældre. Ægtefolk ud af kærester. Fællesskab ud af mennesker fra hele verden og af alle aldre.

Jeg tror på Jesus Kristus, Guds eneste Søn, min Herre. Ham, der har reddet mig fra mørke og tomhed, og vist at der findes en vej, hvor jeg ikke selv kan se en. 

Jeg tror på Helligånden. Hende, der giver liv, så depression må give vej for glæde og vinteren bliver til forår igen og igen.

Og jeg tror på det hellige i almindelige fællesskaber, som findes i kirker og familier; de fællesskaber, som gennem kærlighed og barmhjertighed kan rumme både smerte og glæde.

Jeg er taknemmelig!”
, , ,

Fasten er igang

Askeonsdag er ved at være ovre, og dermed er den kristne faste i gang. For mit vedkommende betyder det farvel til kød (undtaget om søndagen) indtil påske. Andre lægger andet fra dem, og nogle tager noget til sig i de godt fem uger fasten varer. Fælles for alle er forsøget på at styrke fokus på Gud og det Han er i mig – og det jeg er i Ham.

Det handler om “askese” som er et græsk ord som egentligt betyder “at øve sig”. I år er jeg kommet til at tænke over hvor gavnligt det er at blive minimalistisk i min tilgang til mad. Ikke at vegetar mad på nogen måde betyder at være hverken kedelig eller minimal, men fordi der i forvejen er så meget fokus alle vegne omkring mig på at lade være med at spise: lade være at spise for meget, lade være at spise for fedt, for sødt, for kaloriefyldt, for pesticide fyldt, for kunstigt, for eksotisk, for ….

Er den kristne faste bare endnu et udtryk for det nogen kalder den moderne “sundheds fascisme”, som får folk til at fornægte alt godt for sundhedens skyld?

Nej, for den kristne faste er en periode, og den handler om i et stykke tid at lade være med noget så andre kan få penge til at spise for eller så man selv bliver mere taknemmelig for det, man til dagligt omgiver sig med.

Hvor den “sundheds fascisme”, som f.eks. sangen “Hold dig på måtten” oponerer imod, siger nej til al nydelse for sundhedens (og pengenes) skyld, siger den kristne fase “nej tak” i en periode for hele tiden at kunne sige helhjertet “ja”.

Fasten vi nu går ind i handler ikke om at få ret til at disciplinere andre, fordi jeg kan disciplinere mig selv. “Altså om kontrol i en tid, som ellers er ude af kontrol.” Det handler kun om det, der er mellem mig selv og mig selv og i mellem mig selv og Gud.

Faste stiller ikke spørgsmål ved den enkeltes ret til at give sig hen til mad, musik, sex, film, tandsmør eller dans. Tvætimod sætter faste mennesket fri til – i eget tempo – at sige ja til alt det. Og til at være taknemmelig for det!

(Læs en spændende artikel om emnet her i Samvirke)