, ,

Dåb i England: Giv børnene en rugby tackling

“Hvis I ser barnet komme for tæt på det store påskelys, så giv dem en rugby tackling”, sagde præsten, og menigheden lo. 
Jeg skal love for, at jeg lærte noget om at være en velkommende kirke overfor børn, da vi i sidste weekend var til dåb hos vores nevø F. Og det var på den gode måde! For jeg, hvis kæphest er, at børn ikke bare skal have lov til at være i kirken men også ER kirken, gjorde alt hvad jeg kunne for at mit barn blev så usynligt som muligt i kirken. 
Skoene var vintage og dårligt egnede til at rugby tackle nogen som helst!
Albert sov i barnevognen, da vi kom til kirken, hvor dåben skulle holdes. Hmm, hvad skulle vi gøre med ham? Samuel skulle med ind og være med, selvfølgelig skulle han det. Men Albert, den sovende baby? Vi fik ham op af den lille trappe og sat i forgangen. Der var rimelig med plads, så der kunne han godt stå, blev vi enige om og gik ind. Her er det så kirketjeneren første gang henvender sig til mig: “I er velkomne til at køre barnevognen med ind.” Nej, vi synes jo nok det var mest diskret at han blev derudenfor. Så forstyrrede han heller ikke, når/hvis han vågnede med et hvin. “Det er selvfølgelig op til jer”, sagde den venlige kirketjener.
Indenfor kom vi i tanke om, at det måske ikke var det smarteste sted, vi havde stillet det sovende barn, når det nu var lige under klokketårnet. Mig ud igen til barnevognen. Jeg får den bugseret ind i kirkerummet med et undskyldende smil til kirketjeneren, der med et smil sagde: “Vi skal slet ike bruge klokken. Men børn er altså også velkomne her i kirken.” 
Her skal jeg indrømme jeg fik en lille smule røde øren, for hvorfor i alverden havde jeg fået den idé fra at (spæd-)børn ikke var velkomne? Eller skulle pakkes væk? 
Måske fordi jeg selv var nervøs ved tanken om en skrigende baby halvvejs gennem gudstjenesten, hvor jeg selv skulle stå fadder. “Nå ja”, sagde min svigerindes far, “så skriger han, men du tager ham da bare med op. I dag handler jo om børnene.” 
Nåeh ja, det er jo det, den gør. 
Da gudstjenesten gik i gang startede præsten med at byde velkommen. Aldrig før har jeg hørt så fin en velkomst til forældre og deres børn. Han gjorde i den grad bekymringer til skamme om at komme til at larme. 
“Børnene er velkomne her i kirken, og det gør ikke noget, vi kan høre dem. De må meget gerne gå rundt også heroppe foran – derovre i hjørnet er der legesager. Det eneste vi beder om er, at I har et øje på dem, så de forbliver sikre. Det drejer sig særligt om det store påskelys her oppe ved alteret, som er meget flot, men som ikke står så stabilt. Inden i lyset er en beholder med flydende voks, og det ville være skrækkeligt om et barn – eller en voksen for den sags skyld – skulle få voks ned over sig. Så ser du et barn med retning mod lyset, så giv dem en rugby tackling.”
Så fortsatte han med at forklare at han undervejs i gudstjenesten ville få brug for hjælpere til at hælde vand op i døbefonten og til at samle en gave ind til kirken. Og at det var vigtigt at børnene kunne se, hvad der skete, så de skulle selvfølgelig endelig gå med rundt efterhånden som vi bevægede os igennem ritualet!
Og hvad har jeg så taget til mig om at få forældre og deres børn til at føle sig velkomne?

  • Sørg for at dem, der byder velkommen eller gør rummet klart fortæller og viser, at børn er velkomne. (Her var det kirketjeneren, der fik mig til at slappe af med at have et sovende barn med ind i en klodset barnevogn.)
  • Brug velkomsten til at gøre det klart, at børnene er velkomne – også selvom de opfører sig som børn. (Dvs. børnene her måtte gerne lege og måtte gerne kunne høres)
  • Fortæl forældrene, hvad der er okay, deres børn gør og hvad der forventes af dem som forældre (Her var det okay at børnene gik omkring i kirken, og forventningen var, at det var forældrene, der holdt øje med dem)
  • Brug humor for at få noget væsentligt løftet frem. (Her var det rugby tacklingen og påskelyset, som kunne være decideret farligt.)
  • Forbered børnene (og forældrene) på at de kan blive inddraget i selve gudstjenesten. (Her ved at hælde vandet op i fonten, samle kollekt ind og ved at flytte sig, så de kunne se.)
Jeg må indrømme at mine fordomme mod en traditionel kirke som værende ikke-favnende af børn og forældre blev gjort til skamme. Og heldigvis for det! Der blev (naturligvis) ikke brug for rugby tacklinger, og Albert sov selvfølgelig sødeligt fra hele molevitten. 
Og måske er det i virkeligheden den vigtigste pointe: Det handler i høj grad om at få forældrene til at føle sig tilpas og afslappede, så kan børnene meget nemmere være børn i kirken.
/0 Kommentarer/af
, , ,

Dåb i England: Olie, vand og ild

Jeg havde håbet på, at jeg ville kunne lugte den: røgelsen. Jeg ved godt, det er lidt fjernt fra den spartanske indretning i de flest kirke herhjemme uanset om de er fri-, valg-, eller folkekirkemenigheder sådan ligefrem at dekorere luften. Men i den anglikanske kirke gør man det gerne. De er selvfølgelig også i en slags fætter-kusine relation til katolikkerne. Duften får mig til at føle mig hjemme med det samme. Måske fordi det er duften af Taizé og retræte. Måske bare fordi jeg er skabs-anglikaner. 
Under alle omstændigheder var den der: Den søde, krydrede duft af røgelse svøbte sig om os, så snart vi trådte ind i kirkerummet i den lille anglikanske kirke. 
Et af glasmosaikkerne i kirken forestillede Maria og Jesus som barn.

Vores nevø F. skulle døbes i den anglikanske kirke, hvor han hører til og er et lille kendt ansigt. Jeg har nok været i anglikanske kirker før, og holder af deres måde at gøre ting på. Alligevel var jeg spændt på at opleve en dåb ikke bare på engelsk men også i en anden kirketradition end den, jeg kender. 
Dåb er altid noget særligt. Uanset om det er voksne eller børn, der skal døbes. Uanset om den, der skal døbes er vidende om det, bevidst deltagende eller er der, fordi deres forældre har bestemt det. Der sker noget særligt i dåbshandlingen. Det gør der – jeg har hørt flere andre præster sige det samme. Også selvom det er udefinerligt. 
Den lille kirke var udsmykket efter alle kunstens regler – helt anderledes end de danske vægmalerier jeg har set. Til gengæld lignede dåbsbarnet kjole til forveksling en dansk en af slagsen. 

Ritualet var smukt – præsten var i stand til at usynligt at flette det skrevne sammen med egne forklaringer og uddybninger. Med sikker hånd førte han os igennem en liturgi (det kan man også kalde de ord og handlinger, der udgør en gudstjeneste), der kunne have virket ukendt og firkantet. 
Først var der olien: Helt almindelig olie, hvis oprindelse var uden betydning. “Ligesom du og jeg er den ikke noget særligt. Det, der gør den særlig er det, vi gør med den”. F. fik tegnet korsets tegn i panden med olien. “Om lidt forsvinder den igen med vandet. Det gør ikke handlingen ligegyldig. Men det viser, at det ikke er nok at vi her gør et tegn – det er med jeres fremtidige handlinger at I er med til at gøre F. i stand til selv at træffe gode beslutninger og gøre gide handlinger.” 
Forældre og faddere spillede en centralrolle hele vejen igennem dåben, ikke bare én gang men flere gange skulle de reageres på spørgsmål og bønner. Også menigheden blev bedt om at tage vare på F. med bønner og som forbilleder. Overraskende nok (for mig) skulle forældre og faddere svare på de samme spørgsmål. Her var ikke forskel på, om man var forælder eller fadder, når det kom til spørgsmålet om at lede F. ind i kirkens fællesskab og den kristne tro. 


 

Døbefonten var gammel og hugget ud i samme sten som selve bygningen. Den var dyb og her var ikke lagt noget fint guld fad henover, fordi man ikke længere dypper hele barnet ned i fonten. Det virkede smukt at der var alt for meget vand, synes jeg. Og pudsigt nok var der sat en prop i bunden af den… Det gav associationer til badekar, og det er vel ikke et helt tosset billede i forbindelse med dåb?

Ved vandet bad vi (oversættelsen er min egen):

Kærlige Fader,
vi takker dig for din tjener Moses, 
som ledte dit folk igennem det Røde Havs vande
til frihed i den forjættede land. 
Vi takker dig for din Søn Jesus, 
som gik igennem dødens dybe vande
og åbnede vejen til frelse for alle.
Send nu din Ånd, 
så de, der er vaskede i dette vand
må dø med Kristus og oprejses med ham,
for at finde sand frihed som dine børn,
levende i Kristus for evigt. Amen.

Tre gange tog præsten så vandet med skallen og øste det over F.s hoved i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Gudstjenesten sluttede med at dåbsfamilien fik et lys, som blev tændt ved et stort lys, der stod ved alteret, og som var blevet tændt første gang påskemorgen sidste år. 
Lyset blev fulgt med disse ord (igen er oversættelsen min): 
Gud har udfriet os fra mørkets magt
og har givet os en plads i lyset med helgenerne. 

Du har modtaget lyset fra Kristus; 
gå i dette lys alle dage af dit liv.
Skin som et lys i verden
til Gud Faders ære.

Det var ikke bare luften, der var tungt dekoreret men også selve gudstjenesten var fyldt med symbolik og betydning: olie, vand og ild er tre tegn, der går igen i den kristne historie. Bibelen er fyldt med historier, hvor de tre elementer på en eller anden måde spiller en væsentlig rolle. Måden hvorpå de blev inddraget som en del af dåben var utrolig smuk, synes jeg. Måske fordi jeg har den baggrund jeg har, så jeg var i stand til at fange referencerne. 
Måske er jeg anglikansk i det skjulte? 

/2 Kommentarer/af
, , , ,

Jeg tror – en personlig tros-bekendelse

Samuel blev døbt i dag. Det skete ved en meget varm gudstjeneste, hvor mennesker født i Danmark, England, Holland, Burkina Faso, Sydafrika og Sri Lanka lyttede til gospelkorets udgave af den Sydafrikanske national sang og vores kollega og ven Thomas prædikede. Det skete 10 år efter Duncan og jeg blev et “os”.  
Og mens det skete, blev jeg ramt af en dyb taknemmelighed over min Gud, der har samlet alting for mig gennem de sidste år, over min familie og vores venner, som har været med os og ikke mindst over igen at kunne mærke glæde, kærlighed og taknemmelighed! 
Bekendelsen herunder er inspireret af den apostolske trosbekendelse, men er min egen fra i dag: 
“Jeg tror på Gud Fader, den almægtige. Ham, der kan skabe noget ud af ingenting: familier ud af forældreløse børn og barnløse forældre. Ægtefolk ud af kærester. Fællesskab ud af mennesker fra hele verden og af alle aldre.

Jeg tror på Jesus Kristus, Guds eneste Søn, min Herre. Ham, der har reddet mig fra mørke og tomhed, og vist at der findes en vej, hvor jeg ikke selv kan se en. 

Jeg tror på Helligånden. Hende, der giver liv, så depression må give vej for glæde og vinteren bliver til forår igen og igen.

Og jeg tror på det hellige i almindelige fællesskaber, som findes i kirker og familier; de fællesskaber, som gennem kærlighed og barmhjertighed kan rumme både smerte og glæde.

Jeg er taknemmelig!”
/0 Kommentarer/af