,

Teologien hjælper

Mit store ønske er at være med til at skabe forståelse for HVORFOR’et i arbejdet med og for børn i kirker og kristne organisationer. Hvorfor gør vi, som vi gør? Hvorfor er det overhovedet vigtigt? Hvad er grundene til, at vi skal tage børn alvorligt? Hvorfor skal vi poste ressourcer ikke bare i arbejdet med unge men også med børn?

For mig var det en øjenåbner at får min teologi med. Jeg er uddannet i teologi og har beskæftiget mig med dåbsteologi og frelsesteologi, men det var først under min uddannelse på Cliff College, jeg for alvor dykkede ned i teologien om børns åndelighed, deres trosudvikling og deres plads i Kirken.

Det overbeviste mig om, at vi, der arbejder hands-on med børn og unge i vores menigheder og organisationer, har brug for at blive skarpe på teologien om børn. Nogle af grundene er, at teologien hjælper os med at blive opmærksomme på vores blinde pletter. Nok så vigtigt er det, at den kan give os ord, når vi skal tale børnene og de unges sag i menigheden eller vores organisation. Derudover kan teologien give os en forståelse af, hvordan Gud er på færde hos og med børn og unge.

Når vi lærer og læser bredt om børn og forståelsen af børn, får vi et mere balanceret syn på vores børn og unge. En balance, som kan gøre os i stand til at forholde os til de helt almindelige, komplekse og skønne børn, vi møder i vores arbejde på en måde, som befrier os fra at have et idealiseret syn på, hvordan et børn bør være eller hvordan det bør være med deres tro. Og dét vil gøre vores praksis meget bedre.

Når vi har et balanceret teologisk syn på børn, kan vi undgå at falde i grøfter, hvor vi …

  • overser barnet (de er alligevel ikke ”rigtigt” mennesker (eller kristne) endnu
  • umyndiggør barnet, fordi vi kun vil glædes over dem og synes, at de er nuttede, når de beder, kommer med ord fra Gud eller påpeger fejl hos os.
  • er unødigt hårde ved dem, fordi vi kun ser barnet som én, der skal oplæres eller have synden i sig knægtet.
  • afskærer vores fællesskab fra de input børn og unge har, fordi de også kan være forbilleder for os i troen og livet med Gud.
  • ikke prioriterer ressourcer til børnene og de unge i kirkens budgetter, personale eller lokalefordeling, fordi vi glemmer, at de som væsner under udvikling har brug for støtte, hjælp og voksne til at hjælpe dem på vej.
  • svigter børnene, fordi vi glemmer vores ansvar overfor dem, der ikke har deres egen stemme.

Det her er spændende sager, og – mener jeg – helt nødvendigt for os at dykke ned i.

Jeg har skrevet mere udførligt om de seks overordnede syn på børn, som teologen Marcia Bunge har identificeret her (og som er det infografen herunder giver et overblik over.) Du kan også søge på teologi i søgefeltet og se, hvad der dukker op.

Babes in Christ – barnet er fuldkomment, men ikke færdigt

Som jeg sad og ammede min datter, faldt jeg i staver over hendes lillebitte men perfekte hånd. Tænk, at noget så småt, kan være så fint og fuldstændigt.

Det var noget af det, der slog mig første gang jeg blev mor: Tænk, at kunne sidde med et helt menneske i sine arme. Tænk, at et menneske kan være så småt, at det kan være i to arme. Så lille, og dog er alting, som det skal være.

John Wesley bruger det billede, når han skal forklare, hvordan nye kristne kan være fuldkomne i deres Guds-forhold og deres kristentro, selvom de ikke er modne eller udviklede som kristne, der har mange års erfaring i livet med Gud.

Wesley taler om “babes in Christ” – altså, at man kan være et spædbarn hos Kristus. Han henviser til Paulus’ breve og de børn, han henvender sig til deri. Selvom det var faktiske børn Paulus henvendte sig til, tænkte Wesley ikke på børn. Hans tanker drejede sig om voksne – en tendens han langt fra var ene om som teolog.

Skønt Wesley brugte tanken om at være spæd hos Kristus og stadig fuldkommen om voksne, mener jeg, at tanken kan overføres til børn og unge.

For børn er, som de skal være både som nyfødte, når de er fem og når de er tolv. De er hverken færdige, fuldt udviklede eller modne endnu – men de er hele.

Præcis sådan er det også med børns tro og åndelighed (og vores andres). Selvom et barn naturligvis forholder sig til sin verden, som et barn på en bestemt alder gør (og dermed også til Gud), så er deres tro, som den skal være. Barnets relation til Gud, kan være fuldkommen – også selvom den hverken er færdig eller moden endnu.

Selvom jeg kan blive ramt af en lyst til at standse tiden, så mine børn bliver ved med at være små og blive hos mig, så er alt som det skal være, når den store er ved at vokse mig over hovedet, og den mellemste snart skal i skole. Børn skal ikke blive ved med at være små. Det ved vi godt. De er ikke færdige. De skal vokse og udvikle sig. Det ønsker vi for dem.

Lige sådan ønsker vi for vores børn og unge mennesker, at de vokser og modnes i deres tro og deres relation til Gud, præcis som vi vil at de skal udvikle sig på alle andre områder. Alligevel er deres tro, som den skal være allerede.

Når vi ser et spædbarn, kan vi falde i svime over, hvor perfekt skabt det er og SAMTIDIG være klar over, hvor småt og skrøbeligt det er. Vi ved, at det har brug for at vokse og udvikle sig. Vi forstår, at det skal modnes og erfare livet. Og SAMTIDIG med dette kan vi værdsætte, at som barnet er nu og her, er alt som det skal være: Der mangler ikke noget.

Hvis vi bruger Wesleys tanke om “babes in Christ” om vores børn, kan det hjælpe os med at forstå noget væsentligt om børns tro og åndelighed: Det gør os i stand til at fastholde børn som værende umodne men OGSÅ helt og fuldt menneskelige og fuldstændige i deres tro. Vi kan både sætte pris på barnet som værende skabt i Guds billede, men at det også har brug for støtte, vejledning og omsorg for fortsat at kunne udvikle sig i alle livets aspekter – fysisk, følelsesmæssigt, kognitivt såvel som åndeligt. Vi kan bekræfte at skønt børnene i menigheden eller familien ikke er voksne, så kan de ikke desto mindre spejle Kristus.

 

Kilder:
Thaarup: ”Med venner i lys vi tale. John Wesleys og NFS Grundtvigs konvergerende teologier.” Forlaget Trofast, 2016. S. 361.

 

Læs mere om teologi om børn bl.a. i indlægget om “Gud og barnet – seks forskellige syn på barnet” 

,

Hvad skal (og kan) vi mene om Halloween?

Hvad skal vi mene om Halloween som forældre eller ledere i børnearbejdet i kirkerne?

Sidste år afleverede jeg for første gang et barn i børnehaven klædt ud til halloween. Da det var storebroderen, der gik der, var Halloween ikke ”en ting”.  Det blev det i skolen, hvor der blev holdt græskarfester med uhyggelige løb, udklædning, fællesspisning og hurlumhej. I år er børnehave-barnet allerede begyndt at snakke om, hvad han skal klædes ud som, til Halloween.

Halloween er kommet for at blive
Det er gået stærkt med at Halloween er blevet en del af årets traditioner og festligheder (bare se, hvordan jeg skrev for to år siden). Den gang mente jeg, at Halloween var noget, vi selv kunne vælge, om vi overhovedet vile tage stilling til. Det gør jeg ikke længere.

Jeg mener stadig, at vi som forældre, kan og skal bestemme, hvordan vi fejrer Halloween (og alt muligt andet) i vores familier. Men det, der har ændret sig på de sidste to år er, at jeg ikke længere mener, at vi kan lade være med at tage stilling. Og det gælder både derhjemme og i kirkerne. Halloween er en del af børn og unges liv, institutionshverdag og det, de ser på medier og i butikkerne, så vi er nødt til at tage stilling til, hvad vi mener om Halloween, – og ikke mindst til, hvad vi stiller op med det.

Eftersom Halloween stammer fra den gamle kristne tradition med Alle Helgen og Alle Sjælesaften (læs fakta her), har vi som kristne – uanset hvilken tradition eller kirkretning vi i øvrigt er en del af – har adgang til gamle tanker og ritualer, som det står os frit for at bruge i forbindelse med Halloween/Alle Helgen.

Åndelig længsel
Hvis vi nu i det følgende bruger ordet ”Halloween” fordi, det er det, vores børn kender, så er det i høj grad en dyrkelse af det onde, det grimme og det grumme. Ofte er det decideret grotesk og ulækkert.

Jeg har hørt det sagt, at det også er et udtryk for naivitet og uvidenhed, for hvordan kan man lege på den måde, med det onde?

Jeg tænker absolut, der er noget om, at her er tale om en naivitet ift. nogle af eks. dyrkningen af heksekunst, zombier og voodoo, som i vores kultur er kuriositeter, men som i andre kulturer er reelle udtryk for eksempelvis åndemaneri.

Men hvad nu, hvis det også er udtryk for en dybere, åndelig længsel i vores samfund?

Carolyn Edwards skriver i hendes bog ”Slugs and snails and puppy dogs tails” om, hvordan der findes forskellige indfaldsveje til det åndelige for børn (og dermed for os alle sammen). Smerte, sorg og død er én af dem. Det er det, fordi vi i mødet med smerte, sorg og død bliver opmærksomme på, at vi er en del af en større sammenhæng; fordi vi her opdager, at vi ikke selv kan mestre eller bestemme over alt i livet; og fordi vi her kommer ansigt til ansigt med vores eget liv og død, og har brug for at blive mindet om, at livet (og døden) er større end os og det, vi kan tage og føle på.

I et samfund, hvor vi ikke ofte ser døden og hvor lidelse og smerte ofte pakkes væk, og hvor vi gerne fokuserer på det pæne, polerede og perfekte, kunne måden vi som samfund dyrker Halloween på så være en måde at forsøge at lette trykket på? Kunne det tjene samme formål, som fastelavn gjorde i gamle dage, hvor man efter en mørk og kold vinter trængte til at vende op og ned på hverdagens strukturer og lave sjov med hinanden og dem, der havde magten?

Naivitet og længsel
Nogle vil indvende, at de fleste næppe tænker så dybt over deres engagement i Halloween, men at de fleste blot rider med på bølgen af børns entusiasme og butikkernes overvældende markedsføring. Det er sikkert også rigtigt. Men det betyder ikke, at det ikke også er sandt, at der er en dybere længsel nedenunder. For sådan fungerer mennesker. Vi er os ikke nødvendigvis bevidste, hvad der rører sig i dybet af os eller hvorfor vi drages mod noget eller nogen.

Hvis ikke til Halloween, hvor ellers ser vi døden eller lidelsen i øjnene, når vi da ikke tvinges til at stå ansigt til ansigt med det i vore egne liv? Hvor har vi ellers mulighed for at øve os på at håndtere det uhyggelige, som døden og lidelsen jo er?

Er Halloween en øvelse? 
I sin bog ”We don’t play with guns here” undersøger forfatteren Penny Holland nogle af de fordomme vi har os om at børn leger krig. En af de teorier hun løfter frem er, at børn bruger lege med våben, med krig og kampe som en måde at øve sig i svære koncepter, som magt, uretfærdighed, fred og forsoning. Det at lege krig er altså – som med al anden leg – en måde for børn at øve sig på noget meget større, som de slet ikke er bevidste om, findes, men som de aner et behov for. Præcis på samme måde, som dukkeleg og konstruktionslege giver børnene evner og måder at øve sig på andre evner, de skal bruge senere i livet.

Det fik mig til at overveje, om vi i Halloween har en mulighed for at øve os i at håndtere det, der gør ondt, er urimeligt og farligt?

Og hvis det er rigtigt, at markeringen af Halloween ikke blot er udtryk for at butikkerne har øjnet en chance for at sikre omsætning, men at det også er et udtryk for en længsel efter åndelig forbindelse, hvad betyder det så for måden vi som kirker engagerer os i forkyndelse og arrangementer omkring Halloween?

Hvis Halloween tilbyder en mulighed for at italesætte kristentroens forståelse af døden, lidelsen og Guds nærvær midt i det hele, hvad betyder det så for måden vi taler om Halloween og for det vi selv tilbyder i den periode?

Vi har et valg
Det er klart for mig, at vi som kristne ikke kan fejre eller svælge i mørket. Derimod kan vi forkynde, at Gud også er i mørket, for heller ikke mørket er uigennemtrængeligt for Gud. Vi kan bringe trøst ved at forsikre om, at når vi møder lidelse og død i vores egne eller andres liv, så er ingen alene. Jesus kender vores smerte, han døde i den og han gennembrød døden. Vi kan skabe plads og mulighed for at give udtryk for sorgen og længslen; hos os må man gerne savne, for vi er ikke bange for døden eller tårene. Vi kan give et rum, hvor man kan mindes de døde, erkende vores egen dødelighed og glædes over dem, der er gået foran os i lyset

Som jeg ser det, har vi som kirker endnu mulighed for at forme vores deltagelse i Halloween – også selvom vi evt. vælger at fastholde navnet Alle Helgen, for traditionerne er så unge endnu.

Vi kan sige nej til Halloween, fordi det er så stor en udefrakommende tradition. Vi kan sige ja, fordi det er en mulighed for at mødes og fortælle en anden historie. Eller vi kan noget helt tredje.

Ingenting er mere rigtigt eller forkert end andet efter min mening – så længe det er gennemtænkt og i øvrigt hænger sammen med kirkens teologi og den lokale kirkes traditioner og kultur. Så længe vi holder fast i Guds kærlighed til mennesker og hans ønske om at være sammen med os – også i mørket og lidelsen. Og så længe vi holder fast i, at Jesus Kristus har overvundet døden én gang for alle.

, ,

Bogudgivelse: Endelig!

I foråret 2019 sad jeg og skrev og skrev og skrev. Og gjorde noget af det, som jeg rigtig godt kan lide: Jeg fordybede mig i et emne, læste om det, kogte forskellige menneskers tanker sammen og skrev om det. Det blev til to artikler, som nu er blevet udgivet som en del af bogen “NPM:03 The younger generations and their walk with God”. Titlen er hverken mundret eller kort, til gengæld er indholdet vigtigt. “NPM” står for “Nordic Perspectives on Methodism” og er dette er den tredje bog i rækken af bøger, der har til hensigt at opmuntre til teologi fra et nordisk perspektiv.

I processen med den tredje bog opstod tanken, om det overhovedet kunne blive til en bog. Som redaktøren, min kollega Christina Preisler siger: “Det ser ud til, at vi har ramt et emne som vi som Metodistkirke har brug for at lære mere om, for det er ikke så tit, at Metodister er så stille som de har været i denne process.”

Derfor er det naturligvis så meget desto mere vigtigt (og modigt) at arbejdsgruppen og redaktøren holdt fast i, at bogen skulle udkomme.

Jeg kunne være bange for, at det ikke kun er Metodistkirken, der skal lære på dette område, men det er en helt anden historie.

Lige nu og her er der grund til at glæde sig over, at bogen nu findes. Dels som fysisk bog og om lidt også som e-bog på amazon.

De to kapitler jeg har skrevet er: “Building blocks for a strong theology on children and childhood”, hvor jeg forsøger at gøre op med et simplificeret syn på børn og barndom og samtidig give byggeklodserne, der kan hjælpe os til at skabe en solid teologi om børn og barndom.

Det andet kapitel hedder “Never a static way of being”. Heri forsøger jeg at undersøge hvordan helliggørelse, som er en grundlæggende metodistisk teologisk tanke, forholder sig til børn. Jeg rejser langt flere spørgsmål end jeg har svar, og det var egentlig ret spændende at give sig selv lov til det.

Udover det fantastiske ved at holde et stykke arbejde i hænderne, så er noget af det, der virkelig gør mig glad bogen grafiske udtryk. Fiskene er fra bogens omslag – er de ikke fantastiske?!

Bogen er på engelsk. Og den kan købes hos redaktøren Christina Preisler (christina.preisler@metodistkirken.dk) til 20 euro (som svarer til ca. 150 kr.) + porto. Den kommer desuden også til at finde som bog på amazon.

, , , ,

Hvad kan børn lære dig om Kristus som konge?

Børn og voksne, unge og gamle – vi hører sammen i kirken, for vi kan lære af hinanden om at være til, om at elske andre og om hvem, Gud er. Det er ved at være sammen på kryds og tværs vi kan øve os i at være kirke sammen.

At børn kan lære af voksne ved vi og tager for givet. Det er voksnes opgave at vejlede, opdrage og vise vej for børn gennem livet. At voksne også kan lære af børn ved vi instinktivt; børn stiller dybe spørgsmål til ting, vi andre er holdt op med at tænke over; de ved ting om livet, som er blevet fjerne for os som voksne. Det samme gælder unge: Erfaringer som voksne kan have glemt, er stadig levende eller relevante for unge. Ældre og gamle har erfaringer fra et langt liv, men kan også lære os andre om at ældes og modne – og måske endda om at dø godt.

I søndags var den sidste i dette kirkeår, og er sat til side til at markere Kristus som konge. Kristus’ universelle og evige kongedømme er temaet for kirker verdens over netop denne søndag. Det kan lyde som en disney-ficering af Jesus, men det er det ingenlund. Tag ikke fejl. Her er ikke tale om glitter, lyserøde balkjoler og sjove dyr som hjælpende vennder. Kristus som konge er en bekendelse direkte henvendt til magthaverne. Helt fra oldkirken har kristne holdt fast i at Kristus og ikke kejseren var den endelige autoritet i livet og døden; at der findes andre love og vigtigere værdier  end dem, der lovgives om af den siddende regeringsmagt.

At markere en søndag i kirkeåret på denne måde startede i 1925 af den katolske kirke i Mexico og var et ekko af oldkirkens bekendelse af at “Kristus er Herre” (Og ikke kejseren i Rom).

Da jeg forberedte mig til søndagens gudstjeneste gik det op for mig, at her kan børnene lære os voksne noget. De kan minde os om, hvordan det er at blive bestemt over; hvordan det er at have brug for hjælp og hvordan det er at have nogen til at passe på os.

Jeg ved godt, at jeg fremhæver herhjemme, at voksne ikke bestemmer alting selv. Det vil jeg også fastholde. Men for børn er det mere markant, at andre sætter rammerne for sengetid, lege-aftaler, opførsel og alt-muligt-andet. Voksne – egne forældre, men også voksne i vuggestue, børnehave, lærerer i skolen og andre – har direkte indflydelse og bestemme-ret over en masse ting i børns liv. På godt og skidt.

Det er både godt og irriterende at have nogen til at sætte rammer for én. Det kan være forstyrrende at skulle stoppe en leg eller sætte et program på pause, fordi maden er færdig. Det kan føles unødvendigt at skulle børste tænder, hilse på gæsterne ved at give hånd eller sætte madpakken på plads.

Det samme gør sig gældende – i hvert fald for mig – når det kommer til at lade Jesus Kristus være min konge. Det er befriende, fordi der er nogle ting, der tydeligvis er gode. Men der er også ting, jeg synes, er besværlige. Som jeg ikke umiddelbart kan se betydningen eller værdien af.  Det kræver tillid at lade en anden bestemme. Det kan også give anledning til protest. Det kan give grobund for et utal af spørgsmål – som jeg ikke altid får svar på.

Du kan jo selv se, om du kan se sammenhænge mellem måden dine børn reagerer, når du er voksen og sætter rammer og regler op for dem, og måden du reagerer, når Jesus sætter regler og rammer op for dig…. Hos mig giver det anledning til eftertanker og overbærenhed med ungernes reaktioner.

Udfordringen denne søndag må derfor være: Hvilke børn kender du, som kunne åbne dine øjne for, hvordan det kan være at blive bestemt over? Hvad kan børn omkring dig lære dig om Kristus som konge?

Mens du tænker over det kan du jo lytte til denne her sang fra DanskOase: