,

Gud og barnet: Seks forskellige syn på børn

Måden vi ser på og forstår børn har betydning for måden vi er sammen med dem på.

Det er også sandt i kirken og i den opdragelse, der er blevet anbefalet af kristne igennem tiderne. Måden teologer og kristne forældre har set på barnet kan ikke nødvendigvis skilles fra den tid, de levede på. Alle mennesker er produkter af deres samtid – så har der været særlige tendenser, har det sandsynligvis også smittet af på kirkens måde at forstå børn på.

Marcia Bunge har forsket i teologers syn på børn igennem tiderne, og hun er kommet frem til seks forskellige syn på børn, der har præget kristendommen gennem tiderne. Ikke nødvendigvis i rækkefølge eller adskilt fra hinanden.

Grundliggende er man kommet frem til 6 overordnede syn på børn igennem kristendommens historie. De er alle sammen væsentlige, fordi de alle sammen stadig påvirker os og findes i dag. Grunden til, at det er væsentligt for os i dag at bruge krudt på at forstå hvordan man tidligere har forstået, hvad et barn var, er at det påvirker måden vi arbejder med børn i kirken og i familien nu også. Hvis vi tror, at børn er som tomme krukker, der skal fyldes op, så vil vi naturligt bruge mere tid på at overføre viden, end hvis vi tror, der har brug for vejledning i at administered det, de allerede ved. Den respekt vi viser børn, er også et udtryk for, om vi tror børn er mennesker som voksne, eller om de endnu ikke er “rigtige” mennesker.

Herunder følger en oversigt over de seks forskellige syn på børn fra teologien samt nogle af styrkerne og svaghederne ved hver:

Børn er Guds gaver og en kilde til glæde
Mange forældre og bedsteforældre kan nikke genkendende til denne måde at se på børn. Børn giver glæde og deres tilstedeværelse er en kilde til glæde. Styrken ved denne forståelse af børn er, at det anerkender barnet som en velsignelse og et udtryk for Guds ønske om, at dette menneske skal findes.

Svagheden, hvis dette syn står alene er, at børn ses som uskyldige ude af stand til at træffe egne valg kan det umyndiggøre børnene og føre til passivitet, fordi børn ikke ses som værende i stand til at træffe valg eller have meninger, der er værd at lytte til andet end som cute-faktor og underholdning.

Er det sådan børn bliver set, bliver de voksne let til serviceorganer, beundrere og cheer-leaders af barnet, hvis det tipper over.

Børn er syndfylde væsener og i stand til at træffe moralske valg
Lige sådan kan de fleste forældre genkende, at børn langt fra altid gør, hvad der ville være godt for dem selv eller andre.

Anerkendelsen af, at børn er i stand til at træffe egne valg gør det muligt at give børn ansvar for egne handlinger. Styrken ved denne forståelse er derfor, at børn får lov til at bære vægt og har betydning for beslutninger i deres egne liv eksempelvis.

Svagheden ved denne forståelse er historisk set (og desværre stadig nogle steder), at børn fra fødslen først og fremmest blev set som syndige, og at den voksnes opgave var at knægte den syndige vilje eller simpelthen banke synden ud af barnet.

Er dette synet på barnet kan den voksnes opgave være at stoppe eller tæmme syndigheden.

Børn er i udvikling og har brug for støtte og vejledning
Denne forståelse af barnet lægger vægt på, at børn ikke er færdige mennesker fra fødslen, men er i stadig udvikling. Dette kan forstås som at det at blive et voksent menneske alene er målet for barnets vækst, og at den voksne er “færdig” – hvilket kan betyde, at den voksne glemmer, at vi også er på vej og ikke er færdige med at lære.

Styrken ved denne forståelse er, at den lægger vægt på, at barnet får muligheder for at lære, undersøge og at den voksne skal være med til at vejlede og støtte op om barnets udvikling. Svagheden er, at barnet kan blive set som værende ufuldstændigt og derfor ikke “rigtigt”. Dette kan igen betyde, at barnets stemme ikke behøver blive hørt.

Med denne forståelse bliver den voksnes rolle enten at fylde på barnet eller at støtte barnet i den process, det er i gang med mod voksenlivet.

Børn er fuldt og helt mennesker og skabt i Guds billede
Her er forståelsen af barnet, at det er et færdigt og helt menneske, skønt det endnu vokser. Dette anses ikke som værende et udtryk for mindreværd, fordi barnet er skabt i Guds billede, og derfor allerede har værdi som det er.

Svagheden i denne forståelse kan være, at børn ikke kan gøre noget forkert, eller ikke har noget at lære, fordi det allerede har indsigt og helhed.

Den voksnes rolle er her at anerkende og bekræfte det, der allerede findes i barnet.

Børn er forældreløse, næsten og den fremmede, der har brug for retfærdighed og barmhjertighed.
Forståelsen af barnet som én, der har brug for hjælp kan virke fremmed, indtil vi ser mediernes portrættering af børn: overskrifterne viser os børn, der lider, sulter, fryser, flygter i alle retninger verden over. Ofte er børn ofre for det, der sker i de voksnes verden. Børn er udsatte og sårbare, fordi de er så afhængige af mennesker omkring dem.

Styrken ved denne forståelse er opmærksomheden på, at børn har behov og er udsatte.

Svagheden ved denne forståelse af børn kan være, at alle børn altid er ofre, der ses som ude af stand til at handle på egne vegne eller til egen fordel. Barnet bliver med andre ord let magtesløs og uden vægt.

Den voksnes rolle her er at hjælpe, drage omsorg og sørge for barnet.

Ikke enten-eller, men både-og
Virkeligheden er at børn – ligesom os andre – ikke er enten-eller, men både-og. Børn er ikke kun syndere, men også skabt i Guds billede. Børn er ikke kun en kilde til glæde, de har også brug for barmhjertighed. Børn har brug for støtte og vejledning, og de er skabt i Guds billede.

Det er heller ikke alle børn, der har det på samme måde: I nogle situationer kan et barn have brug for barmhjertighed, i andre skal det stoppes fra at gøre skadelige ting. Ét barn kan have behov for støtte og vejledning i én situation, mens det i andre kan tale sandhed til andre omkring det.

Ingen – heller ikke børn – er enten eller. Vi er alle sammen sammensatte, komplekse mennesker, der påvirkes af vores omgivelser og fungerer I samspil med dem, der er omkring os.

Det betyder vi kan glæde os over børn, fordi de er Guds gave, skabt i Hans billede samtidig med at vi kan rette vores børn og hjælpe dem, når de ikke er i stand til at overskue konsekvenserne af deres egne handlinger.

Måden vi forstår børn på, påvirker måden vi går til opgaven med at give den kristne tro videre til vores børn derhjemme, i kirken eller hvor vi ellers måtte arbejde med børn. Derfor er det vigtigt at vi er opmærksomme på og reflekterer over vores syn på børn, for ellers kan vi ikke blive reflekterede og velfunderede i vores praksis.

Hvordan er dit syn på børn? Og hvordan ser du din egen rolle i forhold til dem?

/4 Kommentarer/af
, ,

Gud og barnet – er det nu nødvendigt?

 

Sidst uge tog jeg hul på at skrive om Gud og barnet. Jeg synes, emnet er voldsomt vigtigt og spændende. Faktisk var det netop for at skrive om børn og tro, at denne blog overhovedet kom til. Der er mange, der er optaget af at give den kristne tro videre til børn – især deres egne. Og det er godt. Mærkeligt nok har der hidtil været meget lidt focus på, hvordan teologi og kirkeforståelse har påvirket vores syn på børn eller på børnenes mulighed for at tro og tage del i kirken. Det er der heldigvis ved at blive lavet om på.

I mit indlæg i sidste uge slog jeg fast, at voksne og børn er lige overfor Gud. Ofte er det her teologer stopper deres tankerække – vi er lige overfor Gud, derfor behøver vi ikke lave særlig teologi for eller omkring børn. (Bare se her, for eksempel).

Problemet ved at stoppe der er, at der er forskel på at være voksne og på at være barn. Som jeg også skrev i sidste uge, er det, at vi har lige værd overfor Gud, ikke ensbetydende med at voksne kan fralægge sig ansvaret overfor børn. Der er forskel på at være en voksen, der ikke alene er I stand til at tage ansvar for sit liv og sine handlinger og på at være et barn, der endnu ikke er følelsesmæssigt, motorisk eller sprogligt udviklet og som ikke har mulighed for eller kræfter til at handle på egne vegne. For slet ikke at nævne besværet ved at være eks. en pige på 7, der skal forholde sig til Jesus, en mand på 30.

Selvom vi ikke altid er bevidst om hvordan forståelsen af børn har været historisk, påvirker den alligevel vores måde at opfatte børn på og vores måde at agere omkring dem. Det gælder også i det kristne fællesskab.

Et eksempel kunne være tanken om, hvorvidt mennesket er født med eller uden relation til Gud? Fødes mennesket som grundliggende ondt? Ja, så giver tidligere tiders opdragelse med (bogstaveligt talt nogle gange) at forsøge at banke synd og ondskab ud af barnet mening – viljen skulle knægtes, fordi den førte til fordærv og ødelæggelse.

Fødes mennesket til gengæld med større indsigt i Guds vilje, fordi det endnu ikke er blevet korrumperet af verden, ja, så giver det mening at beskytte barnet mod verden og måske endda lade barnet råde og vejlede.

Kloge mennesker har brugt tid på at læse teologer fra de sidste 2000 års kristendom og finde frem til nogle forskellige retninger, der har præget vores tankegang og stadig gør det. Det er f.eks. Jerome Berryman og Marcia Bunge. Næste uge kigger jeg på Marcia Bunges seks retninger. Denne gang får du de tråde, som Jerome Berrymand, der er ophavsmand til Godly Play har lagt frem:

Berryman mener at kunne spore fire forskellige tråde i den kristne kirkes forståelse og forhold til børn.

  • Ambivalens

Her er tale om modsatrettede følelser. På den ene side er børn en velsignelse, på den anden side anses de for at være en prøvelse. Mange teologer var fædre (mødrene havde sjældent uddannelse og mulighed for at forske), og personligt har de måske ikke haft noget i mod børn. Men teoretisk har der alligevel været en modstand at spore.

  • Dobbelthed

Her er tale om modsat rettede tanker om børn, fordi “børn” kan forstås både som konkrete børn men også som en symbolsk figur, der lige så godt kunne pege på en voksen, der bare endnu ikke var åndeligt moden.

  • Ligegyldighed

Her er både tale om en ligegyldighed, der kan være neutral, men også den ligegyldighed, der kan blive kold og distancerende. Teologerne har ikke beskæftiget sig synderligt med børn uanset hvorfor.

  • Nåde

Endelig er der forståelsen af barnet som et redskab for nåde. Fordi det er barnet, der har båret troen videre fra en generation til den næste. Men mest af alt, fordi Jesus sagde, at når vi tager imod et barn tager vi imod Ham. Børn er på sin vis et nådemiddel, fordi vi lærer om Kristus gennem dem.

Berryman skriver på et tidspunkt at: “børn kender Gud på deres uspecificerede måde, og det skal de respekteres for. Det, de har brug for hjælp til af voksne, er at lære, hvordan man identificerer denne oplevelse og udtrykker, rafinerer, navngiver, vurderer og undrer sig over den på den mest passende sprog og måde.” *

Den måde at tænke på den voksnes rolle i forhold til barnets åndelighed og tro, synes jeg godt om – her er respekt for det, barnet oplever og erfarer, men samtidig forståelse for, at den voksnes erfaring er en nødvendig hjælp for barnet.

Børn kan ikke og skal ikke være alene om at opdage verden – heller ikke den del, der har med det åndelige at gøre. Der er forskel på at være barn og på at være voksen. Også når det kommer til det åndelige, selvom forskellene muligvis ikke er, som nogle har ment.

Jo, det er nødvendigt at tænke teologi for og med børn – ellers risikerer vi at overse dem negligere deres åndelighed og potentialet for tro i deres liv. Og skal vi tro Jesus’ ord, så risikerer vi endda at overse Ham selv.

*Jerome Berryman, Clearing the Way for Grace

/0 Kommentarer/af
,

Gud og barnet

Både børn og voksne kan finde på at snakke om hinanden, som om vi er to helt forskellige arter, der intet har med hinanden at gøre. Nogle gange stiller vi endda barndom og voksen-liv op som kontraster (børn leger og roder, voksne er alvorlige og ordentlige; børn har det sjovt og er nysgerrige, voksne er kedelige og fantasiløse – prøv bare at lægge mærke til, hvordan reklamer fremstiller os.)

Det betyder, at voksne let forfalder til at tale, som om Gud må tale et fuldstændigt anderledes sprog når og hvis Han interesserer sig for børn.

Historisk set har teologer ikke brugt meget tid på at fundere over betydningen af deres teologier for børn, og derfor kommer det sikkert heller ikke som en overraskelse, at Guds indstilling til børn ikke har haft den store bevågenhed. Det kommer jeg til at skrive mere om over de næste uger, for der findes faktisk en del teologi og tænkning, der har og har haft betydning for vores syn på børn og vores forståelse af deres betydning.

Lad mig sige med det samme: Jeg tror, Gud har præcis samme kærlighed til og ønske om at snakke med børn, som har Han har til voksne. Det er muligt, Han kan være tavs, men Han er ikke fraværende.

Jeg tror, at børn har værdi i og af sig selv for Gud, og at Han ønsker et levende venskab med dem præcis som med voksne (selvom det muligvis kan se anderledes ud), fordi børn – ligesom voksne – er skabt i Hans billede.

Over de næste uger vil jeg én gang om ugen skrive et blog indlæg om teologi, der forholder sig til Gud og børn og derigennem forsøge at vise, at børn ikke (kun) er passive i forhold til Gud og at de er fuldt ud i stand til at tro på Gud og have en levende tro. Jeg vil vise, hvordan Jesus selv henvendte sig til børn og vil forsøge at vise, at Guds kommunikation kan blive ødelagt eller hindret af voksne – uanset om det er intentionen eller ej.

Med tiden håber jeg, at vi kan kigge på, hvordan børn reagerer eller endda svarer på Guds henvendelser, ligesom jeg synes, det kan være rigtig spændende at se på, hvordan vi som voksne kan forsøge at IKKE stå i vejen for børns forhold til Gud.

Som udgangspunkt er alene det, at menneskets begynder som børn, at børn er, findes og vokser et tegn på at Gud ønsker det sådan, eftersom det er Gud, der – ifølge den kristne tro – er altings Skaber. Hvis du gerne vil læse i Bibelen om det, så er salme 139 et godt sted at starte – her står, hvordan Guds kald til at være starter i livmoderen og fortsætter efter fødslen af et menneske.

Som kristne henvender vi os til Gud som forælder (bare tænk på fadervor), og beskriver dermed Gud som forælder for os alle sammen –uanset om vi er voksne eller børn. På den måde er der allerede i måden vi taler om os selv og børn på, en anerkendelse af at overfor Gud er vi lige: Han er den voksne, vi er børnene. Det ændrer ikke ved at vi som voksne bærer ansvaret både overfor børns generelle trivsel og i relationen til det enkelte barn. Men når det kommer til Gud, er der ingen af os, der slår mere eller mindre til
. Vi er børn, der er afhængige af en andens kærlighed, omsorg og vejledning.

/4 Kommentarer/af