,

Gud og barnet

Både børn og voksne kan finde på at snakke om hinanden, som om vi er to helt forskellige arter, der intet har med hinanden at gøre. Nogle gange stiller vi endda barndom og voksen-liv op som kontraster (børn leger og roder, voksne er alvorlige og ordentlige; børn har det sjovt og er nysgerrige, voksne er kedelige og fantasiløse – prøv bare at lægge mærke til, hvordan reklamer fremstiller os.)

Det betyder, at voksne let forfalder til at tale, som om Gud må tale et fuldstændigt anderledes sprog når og hvis Han interesserer sig for børn.

Historisk set har teologer ikke brugt meget tid på at fundere over betydningen af deres teologier for børn, og derfor kommer det sikkert heller ikke som en overraskelse, at Guds indstilling til børn ikke har haft den store bevågenhed. Det kommer jeg til at skrive mere om over de næste uger, for der findes faktisk en del teologi og tænkning, der har og har haft betydning for vores syn på børn og vores forståelse af deres betydning.

Lad mig sige med det samme: Jeg tror, Gud har præcis samme kærlighed til og ønske om at snakke med børn, som har Han har til voksne. Det er muligt, Han kan være tavs, men Han er ikke fraværende.

Jeg tror, at børn har værdi i og af sig selv for Gud, og at Han ønsker et levende venskab med dem præcis som med voksne (selvom det muligvis kan se anderledes ud), fordi børn – ligesom voksne – er skabt i Hans billede.

Over de næste uger vil jeg én gang om ugen skrive et blog indlæg om teologi, der forholder sig til Gud og børn og derigennem forsøge at vise, at børn ikke (kun) er passive i forhold til Gud og at de er fuldt ud i stand til at tro på Gud og have en levende tro. Jeg vil vise, hvordan Jesus selv henvendte sig til børn og vil forsøge at vise, at Guds kommunikation kan blive ødelagt eller hindret af voksne – uanset om det er intentionen eller ej.

Med tiden håber jeg, at vi kan kigge på, hvordan børn reagerer eller endda svarer på Guds henvendelser, ligesom jeg synes, det kan være rigtig spændende at se på, hvordan vi som voksne kan forsøge at IKKE stå i vejen for børns forhold til Gud.

Som udgangspunkt er alene det, at menneskets begynder som børn, at børn er, findes og vokser et tegn på at Gud ønsker det sådan, eftersom det er Gud, der – ifølge den kristne tro – er altings Skaber. Hvis du gerne vil læse i Bibelen om det, så er salme 139 et godt sted at starte – her står, hvordan Guds kald til at være starter i livmoderen og fortsætter efter fødslen af et menneske.

Som kristne henvender vi os til Gud som forælder (bare tænk på fadervor), og beskriver dermed Gud som forælder for os alle sammen –uanset om vi er voksne eller børn. På den måde er der allerede i måden vi taler om os selv og børn på, en anerkendelse af at overfor Gud er vi lige: Han er den voksne, vi er børnene. Det ændrer ikke ved at vi som voksne bærer ansvaret både overfor børns generelle trivsel og i relationen til det enkelte barn. Men når det kommer til Gud, er der ingen af os, der slår mere eller mindre til
. Vi er børn, der er afhængige af en andens kærlighed, omsorg og vejledning.

4 replies
    • Anne Thompson
      Anne Thompson says:

      Det synes jeg også det er, Bente! Meget, endda. Jo, det er noget forsømt. Eller har været det, i hvert fald. Som jeg forstår det er området under rygende udvikling for tiden.

      Svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] Wesley taler om “babes in Christ” – altså, at man kan være et spædbarn hos Kristus. Han henviser til Paulus’ breve og de børn, han henvender sig til deri. Selvom det var faktiske børn Paulus henvendte sig til, tænkte Wesley ikke på børn. Hans tanker drejede sig om voksne – en tendens han langt fra var ene om som teolog. […]

  2. […] uge tog jeg hul på at skrive om Gud og barnet. Jeg synes, emnet er voldsomt vigtigt og spændende. Faktisk var det netop for at skrive om børn […]

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *