Gud og barnet – er det nu nødvendigt?

Sidst uge tog jeg hul på at skrive om Gud og barnet. Jeg synes, emnet er voldsomt vigtigt og spændende. Faktisk var det netop for at skrive om børn og tro, at denne blog overhovedet kom til. Der er mange, der er optaget af at give den kristne tro videre til børn – især deres egne. Og det er godt. Mærkeligt nok har der hidtil været meget lidt focus på, hvordan teologi og kirkeforståelse har påvirket vores syn på børn eller på børnenes mulighed for at tro og tage del i kirken. Det er der heldigvis ved at blive lavet om på.

I mit indlæg i sidste uge slog jeg fast, at voksne og børn er lige overfor Gud. Ofte er det her teologer stopper deres tankerække – vi er lige overfor Gud, derfor behøver vi ikke lave særlig teologi for eller omkring børn. (Bare se her, for eksempel).

Problemet ved at stoppe der er, at der er forskel på at være voksne og på at være barn. Som jeg også skrev i sidste uge, er det, at vi har lige værd overfor Gud, ikke ensbetydende med at voksne kan fralægge sig ansvaret overfor børn. Der er forskel på at være en voksen, der ikke alene er I stand til at tage ansvar for sit liv og sine handlinger og på at være et barn, der endnu ikke er følelsesmæssigt, motorisk eller sprogligt udviklet og som ikke har mulighed for eller kræfter til at handle på egne vegne. For slet ikke at nævne besværet ved at være eks. en pige på 7, der skal forholde sig til Jesus, en mand på 30.

Selvom vi ikke altid er bevidst om hvordan forståelsen af børn har været historisk, påvirker den alligevel vores måde at opfatte børn på og vores måde at agere omkring dem. Det gælder også i det kristne fællesskab.

Et eksempel kunne være tanken om, hvorvidt mennesket er født med eller uden relation til Gud? Fødes mennesket som grundliggende ondt? Ja, så giver tidligere tiders opdragelse med (bogstaveligt talt nogle gange) at forsøge at banke synd og ondskab ud af barnet mening – viljen skulle knægtes, fordi den førte til fordærv og ødelæggelse.

Fødes mennesket til gengæld med større indsigt i Guds vilje, fordi det endnu ikke er blevet korrumperet af verden, ja, så giver det mening at beskytte barnet mod verden og måske endda lade barnet råde og vejlede.

Kloge mennesker har brugt tid på at læse teologer fra de sidste 2000 års kristendom og finde frem til nogle forskellige retninger, der har præget vores tankegang og stadig gør det. Det er f.eks. Jerome Berryman og Marcia Bunge. Næste uge kigger jeg på Marcia Bunges seks retninger. Denne gang får du de tråde, som Jerome Berrymand, der er ophavsmand til Godly Play har lagt frem:

Berryman mener at kunne spore fire forskellige tråde i den kristne kirkes forståelse og forhold til børn.

• Ambivalens

Her er tale om modsatrettede følelser. På den ene side er børn en velsignelse, på den anden side anses de for at være en prøvelse. Mange teologer var fædre (mødrene havde sjældent uddannelse og mulighed for at forske), og personligt har de måske ikke haft noget i mod børn. Men teoretisk har der alligevel været en modstand at spore.

• Dobbelthed

Her er tale om modsat rettede tanker om børn, fordi “børn” kan forstås både som konkrete børn men også som en symbolsk figur, der lige så godt kunne pege på en voksen, der bare endnu ikke var åndeligt moden.

• Ligegyldighed

Her er både tale om en ligegyldighed, der kan være neutral, men også den ligegyldighed, der kan blive kold og distancerende. Teologerne har ikke beskæftiget sig synderligt med børn uanset hvorfor.

• Nåde

Endelig er der forståelsen af barnet som et redskab for nåde. Fordi det er barnet, der har båret troen videre fra en generation til den næste. Men mest af alt, fordi Jesus sagde, at når vi tager imod et barn tager vi imod Ham. Børn er på sin vis et nådemiddel, fordi vi lærer om Kristus gennem dem.

Berryman skriver på et tidspunkt at: “børn kender Gud på deres uspecificerede måde, og det skal de respekteres for. Det, de har brug for hjælp til af voksne, er at lære, hvordan man identificerer denne oplevelse og udtrykker, rafinerer, navngiver, vurderer og undrer sig over den på den mest passende sprog og måde.” *

Den måde at tænke på den voksnes rolle i forhold til barnets åndelighed og tro, synes jeg godt om – her er respekt for det, barnet oplever og erfarer, men samtidig forståelse for, at den voksnes erfaring er en nødvendig hjælp for barnet.

Børn kan ikke og skal ikke være alene om at opdage verden – heller ikke den del, der har med det åndelige at gøre. Der er forskel på at være barn og på at være voksen. Også når det kommer til det åndelige, selvom forskellene muligvis ikke er, som nogle har ment.

Jo, det er nødvendigt at tænke teologi for og med børn – ellers risikerer vi at overse dem negligere deres åndelighed og potentialet for tro i deres liv. Og skal vi tro Jesus’ ord, så risikerer vi endda at overse Ham selv.

*Jerome Berryman, Clearing the Way for Grace