Søndagsklumme: Velkommen hjem

 

Jeg kom hjem sent fredag aften efter at have været afsted siden søndag på uddannelse i England.

Da jeg landede i England stod min svoger, svigerinde og lille nevø med et fint skilt: ”Auntie Anne”. Hjemmelavet med en to-årigs krusseduller var der ikke finere eller dejligere skilt i lufthavnen den dag! Og synet af det krøllede skilt i min nevøs buttede hænder gjorde mig varm om hjertet af kærlighed til ham (og forældrene) og glæde over at være elsket og blive budt velkommen på den måde.

Det er noget pudsigt noget, det med at være velkommen eller føle sig velkommen. For det slår mig, at det er forskellige ting i forskellige situationer, der gør forskellen. Det, der virker naturligt i én situation gør det måske ikke i en anden. Nogle gange skal der ganske lidt til, før jeg føler mig godt tilpas. Ofte har det at gøre med at blive set af et andet menneske: Det kan være en bemærkning, en henkastet bemærkning, eller den andens væremåde. Det har sjældent noget med chokolade på hovedpuden eller en rød løber at gøre.

Ikke fordi den slags ikke også kan være rart. På skolen, hvor jeg har tilbragt den sidste uge var der rent, hvidt sengetøj på sengen og the-brevene var fyldt op på bakken inde på værelset. Det er trods alt England, så ingen ordentligt værelse uden adgang til keddel, the og mælk! Det er ikke nogen hjemlig fornemmelse at komme ind et sted med snehvide lagener og håndklæder anretttet i lige firkanter. Værelset var upersonligt, som det er på konferencecentre og hoteller – men mit navn stod på den kuvert, der hang på døren. Jeg var ventet, og der var gjort klar til at jeg skulle være der. Så på sin vis følte jeg mig alligevel velkommen.

Men den bedste velkomst kom sent fredag nat og igen lørdag morgen: Hjemme efter 5 døgn afsted.

Da jeg kom hjem, var der mørkt og stille i huset – det var over midnat, så alle var gået i seng. Alligevel følte jeg mig velkommen; fødderne fandt selv vej op ad trappen, ligesom mine hænder også i mørket kunne finde dørhåndtag og knagerækker. Hunden rejste sig søvnigt for med logrende hale at komme og byde mig velkommen, før hun igen lagde sig til at sove. Inde fra den ældstes værelse lød en søvnig stemme: ”Mor?!”

Jeg fik kysset, nusset og kigget på både den store og den lille, før jeg selv krøb i seng. Lørdag morgen er jeg blevet budt mere end velkommen hjem: Da den to-årige sidst på natten kom oevr i sengen og opdagede, at han kunne putte sig ind til sin mo-ar. Siden da har mine arme haft ham indenfor rækkevidde det meste af tiden. Det var vi vist begge to haft brug for. Den store er kommet og har snakket, vi har spillet spil og hygget. Og noget af det, der virkelig har gjort det tydeligt, hvor velkommen, savnet og elsket jeg er: Badeværelset.

Jeg kunne ikke få lov til at være alene derude lørdag formiddag. I de fleste andre sammenhænge er det ikke lige det, du håber på. Faktisk ville det voldsomt grænseoverskridende, hvis det havde været på skolen i England, at nogen syntes, de skulle med mig bad. Det ville have været både ubehageligt og upassende. Men efter en uges adskillelse fik det mig til i den grad at føle mig hjemme, at døren skulle stå på klem og at et lille hoved af og til tittede ind med et ”Muar?”, som for at sikre sig, at jeg stadig var der. (måske skal man være forælder, for at det giver mening!)

Hvor er det godt at høre til! Hvor er det fantastisk, når der bliver gjort plads til én – om det så bare er et andet menneske, der rykker sig lidt i bussen eller én, der smiler i køen i Netto.

”I min fars hus er der mange boliger”, sagde Jesus til sine venner, før han døde og opstod. Han sagde det i et forsøg på at forklare dem og os, hvad han skulle, når han gik i forvejen for os. ”Jeg går for at forberede en plads til jer”, sagde han. (Du kan læse om det i Johannes evangeliet kapitel 14) Jeg kan godt lide tanken om, at der er gjort en plads klar til både dig og mig på den anden side – uanset hvad ”den anden side” måtte være. Jeg er sikker på, Jesus talte om den anden side af døden. Men jeg tror også nogle gange, at han gør det samme på den anden side af det, der ligne en lille død for mig:

Hver gang jeg oplever noget, der for mig er en afslutning, et stop, et farvel – så er der på den anden side et sted, hvor der er rart at være, hvor jeg kan komme videre fra.

Lige nu er jeg godt tilpas og hjemme hos mig selv. Jeg ved ikke, om du er det samme. Eller om du føler dig velkommen der, hvor du er. Det håber jeg. Og ellers håber jeg, at du kan låne min tro på, at der er Én, der går foran dig og gør klar til dig ”på den anden side”.

Selv kommer jeg til at nynne et lille salmevers:
”Foran mig er en vej jeg ikke kender, en sti hvorom i dag jeg intet ved. Jeg aner ikke hvad i morgen hænder, om dagen bringer kampe eller fred. Men ét jeg ved, mit liv er i Guds hænder, og Gud er evig kærlighed!”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *