Søndagsklumme: Man får et frø, når man drømmer om en blomst

Forleden delte jeg en bøn om at få ribs i stedet for appelsiner. Som sagt vagte den genklang i mig. Som så mange andre har jeg bedt inderligt om noget; håbet og længtes; gjort hvad jeg kunne og så alligevel oplevet, at det ikke blev, som jeg havde ønsket mig.

Sådan har det været med mit arbejde, det at få børn, troen, helbreddet… En gang skrev jeg en slags bøn op, fordi jeg syntes, den var poetisk og fin:

Jeg klippede en gang et citat ud, der lød noget i den her retning:

”Jeg bad om styrke og Gud sendte mig prøvelser, der kunne styrke mig.

Jeg bad om indsigt, og Gud gav mig problemer at forstå.

Jeg bad om fremgang, og Gud gav mig arbejde og muligheder.

Jeg bad om mod, og Gud gav mig farer at overkomme.

Jeg bad om tålmodighed, og Gud satte mig i situationer, hvor jeg var nødt til at vente.

Jeg bad om kærlighed, og Gud gav mig udsatte mennesker at elske.

Jeg fik intet af det jeg bad om.
Jeg fik alt det, jeg bad om.”

Det viser sig, at det ikke bare er fine ord – det er også sande ord. I hvert fald på den måde at forstå, at vi ikke altid får det, vi gerne vil have, men at det ikke betyder, vi ikke får hvad vi har brug for eller det, der er godt.

Senere har jeg læst en anden viis kvinde sige: ”Der er blevet grædt flere tårer over hørte bønner end de, der ikke bliver svaret.” Det skal nok passe.

Hvorfor? Jo, fordi vi ikke genkender det vi får, som det, vi har bedt om altid.

Fordi nogle gaver ikke er cashmere men prikkende, kløende uld. Fordi nogle gaver er praktiske, når det var forkælelse, man ønskede sig. Fordi nogle gaver ikke ligner den blomst, vi havde ønsket os, men bare er et lille snoldet frø.

En veninde sagde en gang om hendes liv: ”Ingenting er blevet som jeg forestillede mig. Men det er bedre end jeg kunne drømme om.”

Ofte er det vel netop sådan? At vi forestiller os én ting, men at det sjældent bliver sådan. Og at det vi får nogle gange er så anderledes eller tager så lang tid om at folde sig ud, at det kan være svært overhovedet at se, hvad det skal blive til? Man får et frø, når man beder om en blomst…

Billederne her kom bare til mig. Det gav mening i forhold til flere ting i min egen erfaring. Måske kan du også genkende nogle af følelserne bag det lille menneske, der beder om en blomst, og bliver så skuffet over frøet. Men som alligevel ender med at falde på knæ af taknemmelighed, fordi frøet netop blev til en blomst.

Det er min erfaring, at livet tager tid om at folde sig ud. Og at det, der ligner et lille frø ikke nødvendigvis bliver ved med at være det. Der er altid håb. Gud er stadig den levende Gud, der skaber ”noget” ud af ingenting; der får orden ud af kaos; der får liv ud af det, der ser dødt ud.

Med ønsket om en god søndag.