Søndagsklumme – Lidt om at bede

Hvordan mon du har det med bøn? Beder du? Måske beder du regelmæssigt. På bestemte tider og bestemte steder. Måske gør du det spontant af og til. Måske gør du slet ikke. Eller også tænker du ikke på det som bøn?

Jeg skrev for længe siden, at jeg ofte beder som et barn. Som du også kan se her på bloggen beder jeg også regelmæssigt, med andres ord og på et bestemt sted – det hjæ
per mig til at finde ro og holde fokus. Det er en metode til at komme tilbage til centrum.

I sommer læste jeg en kvinde fortælle, hvordan hendes bedste og mest brugte bønner er: ”Hjælp mig, hjælp mig, hjælp mig!” og ”Tak, tak, tak”. Hun beskrev, hvordan den første bøn ”Hjælp mig” oftest var en bøn, hun sendte afsted som pile, når hun var i knibe. Og at den anden ”Tak” kom både når ”hjælp mig”-bønnen blev besvaret, men også hvordan ”tak” opstod ved glæde og taknemmelighed.

Hun fortalte, at hendes veninde om morgenen bad: ”Whatever”. Og om aftenen: ”O well”. Først synes jeg, det var nogle mærkelige bønner, men jo mere jeg har tænkt over det, jo mere giver det mening. Ved dagens begyndelse giver det god mening at være åben overfor hvad som helst, der ligger forude. Og uanset hvad dagen har bragt er der stor nåde i at kunne sige ”nå ja”, når det hele er sluttet. Der er stor frihed i at kunne give slip på det, der måske ikke gik, som man havde håbet. Egentlig tror jeg, det er en vældig sund åndelig øvelse: at tage imod – og at give slip.

Lidt ligesom vores åndedræt. Ind. Ud.

Det, der har hjulpet mig allermest til at finde min egen måde at bede på er, da nogen sagde: ”Snak med Gud, som du ville tale til en god ven.” Bøn som et udtryk for tro eller som en praksis til at finde næring til et liv i kærlighed, fred, ligevægt og mod kan ikke være stiv eller formel. Det er nødt til at være åbenhjertigt og ærligt. Du er nødt til at være personlig, hvis Gud skal kunne komme dig ved.

Hvis vi ønsker, at Guds energi skal fylde os, trøste os, opmuntre os, styrke os – os, som de mennesker vi er, med alt det, vi er – så er vi nødt til at vove at være ærlige og sårbare. Ellers gemmer vi os, og gemmer vi os kan Gud ikke vise os, hvad vi har brug for at se.

Min erfaring med Gud er, at der ikke er nogen grund til at gemme sig – selv om jeg kan have lyst til at gemme mig fra smerte, skam eller angst for at se mig selv, som jeg (også) er, så er Gud nådig og kærlig. Det betyder ikke, at det ikke kan være hårdt, men det er altid kærligt. For Han er jo min ven – og venner taler pænt til hinanden. Også hvis sandheden er svær og tung. Måske især, når noget er svært.

Teresa af Avila, der levede som nonne i 1500-tallet, har sagt, at bøn i hendes øjne ikke er andet end samtale mellem to venner. Den tanke kan jeg godt lide.

Hvordan mon du beder? Måske har du lyst til at bede, men ved ikke hvordan. Så lad Teresas ord være en vejledning: Sæt dig et roligt og behageligt sted – og snak til Gud, som du ville til en god ven.

Fortsat god søndag!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *