Veninder med kage

 

Jeg fik kage til min aftenkaffe i forleden.

Det føltes mærkeligt. For kagen var købt af tre gamle veninder, der trængte til noget at styrke sig på efter et besøg hos deres fælles veninde. Det blev det sidste besøg, de kom til at aflægge hende.

De fire har kendt i mange år. Nogle af dem har været unge sammen, haft små børn sammen. De har set deres børn vokse op og stifte familier, og veninderne er blevet gamle sammen. De har delt deres liv med hinanden, som man nu gør som veninder. De bor oven i købet tæt på hinanden og deler menighed.

Mens de tre sad over kagen og kaffen og snakkede sammen og forsøgte at begribe det ubegribelige, gik det op for én af dem, som er kommet til senere end de andre, at de alle fire havde mistede deres mænd i løbet af relativ kort tid. De har alle været enker i 25-30 år.

Veninderne drak kaffe, spiste kage og snakkede. For at komme sig. For at samle sig. For at forlige sig med, at deres veninde lå for døden. De sad sammen for at kunne sige farvel og selv fortsætte med at leve. For at vænne sig til tanken om ikke længere at være de fire, men nu at være tre.

Der blev et stykke kage til overs. Det fik jeg til kaffen forleden. De gav det med glæde, og jeg tog imod det med ydmyghed.

For i deres sorg så jeg, hvor ung jeg er. Så lidt, jeg endnu har levet. De har været enker længere end jeg har kendt min mand. 14 år har vi været gift i år, og det synes jeg er længe. Men hvad er det mod 30 år som enke?

Jeg spiste kagen til min aftenkaffe. Med eftertænksomhed. Og påskønnelse. Livet er i grunden fint og stort. Særligt med veninder omkring én!

Jeg håber, der en gang er veninder, der sætter sig med kaffe og kage for at sunde sig, når der min tur til at tage herfra

Continue Reading

Hvad er dit råd til et brudepar?

Jeg er ved at forberede den bryllupstale, jeg skal holde på lørdag. Det er altid særligt at skulle. Ikke fordi jeg har gjort det så mange gange, når man sammenligner med kolleger i en yndig sognekirke.

En bryllupsdag er altid noget særligt – jeg tror ikke, der findes en menneskelig begivenhed eller rite, der er så fyldt med håb og gode ønsker, som et bryllup er. Lige fra brudeparret til deres gæster er der som regel en spænding og glæde i luften, som næsten er til at tage at føle på.

Samtalen med brudeparret er også en god anledning, synes jeg. I min kirke tradition har vi ikke (endnu) kurser eller forløb, som et kommende brudepar skal igennem. Det er der nogen kirker, der har – som et udtryk for, at de tager vielsen alvorligt nok til at klæde brudeparret så godt på som muligt. Det kan jeg egentlig godt lide – selvom det sikkert føles lidt grænseoverskridende at skulle afsted som brudepar.

Noget af det, jeg altid snakker med et brudepar om, er, at NÅR det bliver svært at være par, så skal de søge hjælp. Jeg selv fik i sin tid besked på at hvis – men min erfaring både fra mig selv og andre er, at det ikke er et spørgsmål om hvis, men når. For det er svært at gå igennem et helt liv med op og nedture og så skulle følges med en anden – både i tempo og retning.

Jeg sammenligner – både for mig selv og andre – det at få hjælp med vores parforhold, som det at bede om hjælp til så meget andet. Vi er ikke nervøse ved at sende bilen til mekaniker. Vi vil gerne have henvisninger til fysioterapeuten eller hudspecialisten, hvis det gør ondt eller noget bekymrer. Vi ringer også efter nogen til at tjekke vores varmepumper, ligesom vi henvender os for at få vejledning ift. økonomi og forsikringer. Det er endda almindeligt, at vi har en personlig træner eller en mentor på jobbet.
Men vores parforhold skal ingen blande sig i – og ingen bli’r bedt om at blande sig. Heller ikke selvom det måske er noget af det dyrebareste og mest komplicerede vi får givet.
Og til trods for at alle – inklusive os selv – ved, at et ægteskab ikke nødvendigvis holder.
Så jeg råder “mine” brudepar til at få hjælp – på den ene eller den anden måde – når det er svært.

Mig som meget nygift tilbage i 2003 på Mols bjerge.

Og så fortæller jeg dem, at være gift er noget af det bedste i verden. Da vi for snart 11 år siden blev gift, var der mange, der fortalte os, at det blev bedre og bedre at være gift – jeg ved ikke hvorfor, men det gjorde mig glad.

De fleste, der skal giftes kender hinanden godt, og mange bor allerede sammen. Alligevel tænker jeg, at samtalen før et bryllup er en mulighed for at tale med en anden dels om det svære, som jeg lige har beskrevet, men også det gode; det, der får øjnene til at stråle og smilet til at brede sig. Det, der gør parret til noget særligt. Hvordan de mødtes. Hvad de gør sammen. Hvad de drømmer om. Og næsten hver gang bli’r jeg helt forelsket i deres historie. Mennesker og deres liv er noget af det bedste, der findes. Og at få lov til at være med i knudepunkterne er et privilegium.

Hvad med dig, hvad skulle dit råd være til et kommende brudepar?

Continue Reading

Skabelsen – om at prædike på knæene

Jeg har prædiket i dag – for første gang liggende på mine knæ i midtergangen af kirken. Mange mærkværdige ting har jeg gjort før i gudstjenesterne – fået én til at springe flikflak gennem rummet, børnene har pustet sæbebobler, vi har bedt ved at kaste bolde – og alt det, har gjort at menigheden har en veludviklet evne til at lege og være åbne for nye måder at modtage Bibelen på. 
Det er godt, for der sker noget godt med vores hoveder og vores sind, når vi leger. Det er forskerne enige om. 

Meningen med at sætte mig på gulvet var, at jeg ville forsøge mig med at bruge Godly Play-tilgangen til at fortælle og udvikle bibelens fortælling. Teksten var skabelsen fra 1. Mosebog, og manuskriptet er ret trofast overfor bibelens tekst i Godly Play, så det er egentlig en genfortælling.
For hver dag af skabelsen kommer der et billede frem,og hver dag afsluttes med “Og Gud sagde, det er godt!” (Det er min yndlingsdel af skabelsen, og den, jeg tror, det er vigtigt at lægge mærke til!)

Materialerne, jeg brugte i dag, var stof fra gemmerne og printede billeder – hvilket bare beviser, at det sagtens kan lade sig at gøre at starte med Godly Play uden de store armbevægelser. 

Når historien er fortalt kommer den spændende del: fortælleren lægger op til undren og reflektion i fællesskab ved at stille helt åbne spørgsmål. I dag var disse bl.a.: “Hvilken dag kan du mon bedst lide?” Og “Er der mon en dag, der er vigtigst?”

Som sagt er menigheden i her gode til at lege med, men derfor er det alligevel lidt spændende, om det er muligt at sætte gang i sådan en process. Det kunne vi.

Det var utroligt spændende at sidde dér, og tage imod de mange in put og overvejelser. På den måde blev prædikenen en fælles gumlen på Ordet – egentlig meget lig “Lectio Divina”, der er en gammel måde, at meditere over en bibeltekst på. For mig er det en utrolig givende måde at gå til Bibelen på, for det er med til at gøre det personligt lige med det samme, og dermed også vedkommende.

Eksperimentet lykkedes, og jeg er stadig begejstret for det, jeg har fundet. Og glad for, at det var muligt at dele!

Jeg har skrevet mere om Godly Play her.

Continue Reading

Godly Play – en introduktion

I starten af marts var jeg på kursus i Godly Play. Det var helt igennem fantastisk! Dels var det noget nær en åbenbaring at opleve Godly Play, noget jeg ellers kun havde læst om, men vidste, jeg måtte lære mere om. Dels var holdet og underviserne en oplevelse og en opmuntring i sig selv. På et hold med 14 kvinder, var der tre metodister, 6 anglikanere, 4 katolikker, en united reformed og en et-eller-andet-men-kristen søster fra Trinidad. Der var en åbenhed og hjertelighed, jeg sjældent har mødt. Måske kom det helt enkelt af at vi var sammen om bibelen non-stop, mens vi var sammen.

For det er kort fortalt, hvad Godly Play er: en måde at fortælle bibelen på. Godly Play er udviklet af Jerome Berryman, og bygger på forståelse af, at børn ligesom voksne har et rigt indre liv, kæmper med eksistentielle spørgsmål og besidder en dyb længsel efter Gud. Jerrome Berryman er inspireret af Montessori pædagogik i sin tilgang, og arbejder med en tanke om, at bibelen som Guds Ord oprindeligt var det levende, talte ord mellem to mennesker, der var overfor hinanden. Derfor bliver bibelhistorier fortalt og vist samtidigt. Kropssproget er også inddraget, da det jo netop er en stor del af vores måde at tale sammen – og afkode det, vi hører.

Udover selve bibelformidlingen er det også en stor del af Godly Play, at der efter Ordet (bibel historien) er mulighed for at reagerer på det, man nu har hørt. Dels er der tid til sammen at undre sig over det, man nu har hørt. Dels er der tid til at tegne, male, bygge, lege som respons.

Jeg har forgæves forsøgt at forklare herhjemme, hvad jeg oplevede – og må vist erkende, at uanset hvor begejstret jeg lyder eller hvor meget jeg svinger med armene, så er det svært at forstå uden at opleve det. Derfor er videoen her fra Tyskland god. Den både viser og fortæller om Godly Play i kirken sammen med børn og redegør også for nogle af tankerne bag.

Herhjemme er det Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, der kan undervise i Godly Play. De har også en fin artikel om, hvad det er her.

Kender du til Godly Play? Og hvsi du gør, hvad er så dine erfaringer med det?

Continue Reading

Jeg tror – en personlig tros-bekendelse

Samuel blev døbt i dag. Det skete ved en meget varm gudstjeneste, hvor mennesker født i Danmark, England, Holland, Burkina Faso, Sydafrika og Sri Lanka lyttede til gospelkorets udgave af den Sydafrikanske national sang og vores kollega og ven Thomas prædikede. Det skete 10 år efter Duncan og jeg blev et “os”.

Og mens det skete, blev jeg ramt af en dyb taknemmelighed over min Gud, der har samlet alting for mig gennem de sidste år, over min familie og vores venner, som har været med os og ikke mindst over igen at kunne mærke glæde, kærlighed og taknemmelighed!
Bekendelsen herunder er inspireret af den apostolske trosbekendelse, men er min egen fra i dag:
“Jeg tror på Gud Fader, den almægtige. Ham, der kan skabe noget ud af ingenting: familier ud af forældreløse børn og barnløse forældre. Ægtefolk ud af kærester. Fællesskab ud af mennesker fra hele verden og af alle aldre.
 
Jeg tror på Jesus Kristus, Guds eneste Søn, min Herre. Ham, der har reddet mig fra mørke og tomhed, og vist at der findes en vej, hvor jeg ikke selv kan se en. 
 
Jeg tror på Helligånden. Hende, der giver liv, så depression må give vej for glæde og vinteren bliver til forår igen og igen.
 
Og jeg tror på det hellige i almindelige fællesskaber, som findes i kirker og familier; de fællesskaber, som gennem kærlighed og barmhjertighed kan rumme både smerte og glæde.
 
Jeg er taknemmelig!”
Continue Reading