, , , ,

Vores adoptionsprocess

Forleden var det seks år siden vi blev ringet op om, at vi ENDELIG skulle være forældre. Sidste år havde vi for sidste gang besøg af “vores” sagsbehandler, der skulle skrive den sidste rapport til Sydafrika. Alligevel er det naturligt nok stadig en levende del af vores familieliv fordi adoption er et vilkår, som vi alle sammen lever med.

I dette indlæg har jeg samlet indlæg fra tidligere, som jeg synes, beskriver vores ventetid samt de poster jeg skrev, den gang vi var ude for at hente Samuel. Alle de blandede følelser ved adoptionsprocessen har jeg bl.a. skrevet om her. Ventetiden det er umulig at forudsige har jeg skrevet om flere gange bla. at det føles som et skridt frem og to tilbage. Jeg har også skrevet en reflektion over det svære ved barnløshed og at være til børnefødselsdag.

Selve rejsen startede med opkaldET, der fortalte, vi skulle være forældre. Herfra talte vi ned til endelig at skulle afsted. Jeg har skrevet om forberedelserne både tre dage førto dage før og dagen før afrejseSå tog vi afsted. Vi var afsted i to uger i begyndelsen af marts 2010.
1. marts mødte vi for første gang Samuel, som dengang hed Sipho. Her er han  med maven bar og her er vi en tur nede ved det Indiske Ocean. Vi boede et sted, hvor vi selv kunne gå rundt. Det har jeg skrevet om her: De har humor.

Vi mødte dommeren, den dag vi kalder “adoptionsdag” – andre kalder det forever day, fordi det er her man officielt bliver familie for altid. Herefter var vi i Pretoria for at få lavet pas. Jeg delte nogle indtryk fra Jo’burg, hvor vi også fejrede min fødselsdag.

Og endelig er der det korte indlæg her om kvinden jeg for altid vil være forbundet med!
Så er det hele samlet ét sted – om ikke andet er det i hvert fald lettere for mig selv at finde rundt i!

, , , , ,

En million-milliard kom i vejen…

Efter ganske kort tid på facebook ville jeg ønske, at jeg kunne melde mig til koret af opdateringer med hurra-råb over påske. Jeg kunne ønske, at jeg kunne komme med en jublende besked om, hvordan påskens budskab om liv og opstandelse virkelig resonerer med mig i år, eller om hvor herligt det har været med solskin og tid i haven.
Det kniber med begge dele.

Det er ikke fordi, der er sket noget voldsomt eller ulykkeligt – det er “bare” livet, der går sin gang. Siden tirsdag har Samuel haft skoldkopper – først et par uskyldige blærer, som sidenhen udviklede sig til høj feber og en million-milliard kløende knopper, der ikke var til at sove for. Lille pus.

Godt nok fik vi sovet i nat, men nætterne før blev der vendt op og ned på. Hvor var barnets far, tænker du måske? Jamen, han er jo præst, så han har haft tre gudstjenester og en lejr med de unge ind imellem. Så det var mig, der tog tjansen med at passe – heldigvis hjemme ved mine forældre, så det er ikke fordi, jeg har været overladt til  mig selv.

Men påske(ferien) blev altså ikke lige som planlagt. Så i stedet for på nuværende tidspunkt at være veludhvilet, have været i haven eller til påskefrokoster, så ligner jeg en hængt kat, og trænger i dén grad til at sove og hvile. Og så er det, at det kan være svært at mønstre begejstring eller overskud.

Det er vist en meget typisk børne-familie-ting, det der med at et sygt barn pludselig kommer på tværs af alle mulige andre ting. Fristelsen er at tænke og tale som om, det er “alle mulige andre ting”, der er det væsentlige og ikke barnet, der blev syg.

Det er så let (for mig) at komme til at snakke om alt det, der ikke blev nået. Som om vasketøjsbunken eller blomsterfrøene, påskefrokosten eller bogen, der skulle læses, er vigtigere end det barn, der havde brug for omsorg. Som om barnet ikke er andet end i vejen for det, der virkelig betyder noget. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men jeg kan høre, det samme sker, når det er andres planer, der kæntrer.

Og vel kan det være irriterende. Vel er det hårdt at yde omsorg for én, der er syg og dårlig. Vel er det trælst ikke få bagt/besøgt/ordnet som ønsket. Og vel er jeg træt og har brug for at restituere nu, ligesom han har. Men af og til hander det også om, at jeg skal se mit liv i et andet perspektiv, end hvor pænt mit hus/have/kalender ser ud.

Jeg har ikke fået sået sommerblomster eller gået ture, vi har ikke været spændende steder henne eller kørt på rulleskøjter, som jeg havde set for mig – til gengæld har jeg været mor; jeg har bekræftet en lille mands vigtighed og vist med mine handlinger, at han er værdifuld og er værd at passe på. Jeg kan håbe, at han dermed har fået bevis for, at verden er til at have tillid til, og at de voksne i hans liv er nogen, han kan stole på.

Ret beset er det vel vigtigere, end om jeg har fået sået morgenfruer og tomater endnu!

, , ,

Økodag – Køer på græs

Forår er mange ting – og egentlig er i dag jo Palmesøndag, så vi kunne forventeligt have været i kirke alle sammen. Meen så var det, onklen og tanten fortalte, at de skulle til økodag for at se dansende køer. 
En smule fødevarer politisk har man vel lov at være, særligt når det gælder dyrevelfærd, og det skulle være noget helt særligt at se køerne komme ud i den friske luft og få græs under klovene efter en hel vinter i stalden. Så Samuel og jeg satte os i bilen for at komme frem til den udvalgte gård. 

Og det var noget af et syn, at se store, voksne køer løbe og té sig som om, de var kalve – hvilket både deres størrelse og deres yvere vidner om, at de IKKE er. I stivblæst stod vi spændte og ventede på at køerne kom dundrende.
Vi blev ikke skuffede – der var hoppen, puffen og kåde spjæt, da køerne kom frem. I konventionelle landbrug er der ikke noget krav om, at køer – hverken kalve, ungdyr eller malkekøer – skal på græs. De kan selvfølgelig komme det, men da det er lettere at styre malkeproduktionen, hvis dyrene bliver inde, lever nogle køer hele deres liv i staldene.

Her kan de sikkert have det fint. Køer er ikke de, det går værst ud over med konventionelt landbrug – det er grisene og hønsene. Der er business i landbrug, og jeg ved, at de fleste landmænd gør, hvad de kan for at deres besætning har det godt – uanset hvordan de driver deres landbrug.
Men idealisten og naivisten i mig kan nu bedst lide, at dyrene har plads og får frisk græs i munden. Og jeg vil gerne, at mit barn skal have en idé om, hvor maden kommer fra – og at de dyr, der producerer vores mad er levende og skal behandles med respekt. Ligesom at der findes mennesker, der tjener deres levebrød ved at lave vores mad.

 Retfærdigvis skal det siges, at jeg tvivler på, at det var de pointer Samuel tog med sig hjem. Han elskede, at der var traktorhjul så store, at han kunne sidde inden i dem! Så er en maskine virkelig stor!
Herligt, at der findes mennesker, som vil åbne deres virksomhed for os andre, så vi kan blive klogere på vores mad. Og bare få en god oplevelse.

Det største landbrugsønske blev også opfyldt: Vi fik lov til “ægte” at malke en ko og drikke mælken direkte fra yveret. Mellem de dansende køer, høet vi ku’ klatre i, traktordæk og legetraktorer og den kop kaffe med quiz vi voksne fik, så var det malkningen, der virkelig tog kegler!

Har du været til økodag? Hvad var den bedste del af jeres besøg?

, , , ,

Hvordan får du børn?

Vi var i Billund lufthavn i dag. Der var flag, champagne og kage. Der var forventning, glæde og rørte tårer at se i ansigterne på dem, vi mødtes med. Vi var stimlet sammen for at tage imod gode venner og deres lille datter.
For tre uger siden var jeg med på hospitalet, da det var en anden lille pige, som mødte sin familie for første gang. På Skejby sygehus var der også forventning og glæde, men der var en anden stilhed over det.
Hvordan får man børn? Der findes ikke rigtigt et enkelt svar på det spørgsmål, gør der? Ikke mere. Jo, hvis det handler om, hvordan børn kommer til verden, så er det en historie om to mennesker, der sammen skaber et andet. Og alligevel holder det heller ikke helt mere. Som en veninde har sagt: “Vi behøver slet ikk’ gå i seng med hinanden for at lave et barn.” Deres barn er kommet til ved hjælp af IVF behandling.
Samuel står klar til at tage imod “lillebror” med flag – og Byggemand Bob hjelm. 

Det var stort at være med på Skejby sygehus, da Selma blev født. At vide at det skarpe skrig, der kom, var den første lyd, hun lavede i verden. At se hvor fin hun var – og hvor utilfreds hun var, da sygeplejerskerne ville måle og veje. Det var helt specielt at se, hvordan hun blot minutter gammel reagerede med ro, da hun hørte sin fars stemme. Og hvordan hun faldt i dyb søvn, så snart hun kom over på sin mors mave igen.

Det var alt sammen stort og fint (og helt igennem gavmildt at jeg måtte være med), men kunne jeg genkende det? Både ja og nej. Hospitals-snakken sagde mig ingenting. Hvad ved jeg om, hvordan en livmoder trækker sig sammen eller hvordan efterveer føles? Jeg vidste ikke engang, at de fandtes 🙂 Men jeg kender følelsen af at have fået et barn, som er mit, men som andre alligevel bestemmer over for en tid endnu. (Selma blev indlagt til observation, fordi mor har diabetes.) Jeg ved, hvordan det føles, når alt med ét bliver anderledes, selvom ingenting er forandret.

Jeg tænkte “Så lille hun er” – men jeg kunne ikke sammenligne fødselsmål med min egen dreng. Til gengæld kunne jeg få indtryk af, hvor lille og ny han også en gang har været – og det er jeg glad for. Jeg mærkede suget i kroppen efter selv at holde en “lille” igen – og jeg tænkte “Vi skal også igang med at søge igen.” Og tænkte først over bagefter, at det var den første indskydelse.

Så at møde op i lufthavnen i dag var genkendelse af en helt anden kaliber. For vel er følelserne ved at blive forælder de samme, uanset om du føder eller adopterer, men rejsen til og fra Durban kender jeg på egen krop. Jeg kan relatere til de første reaktioner på mødet med forældrene, og kan snakke med om skift af mad og vaner. Og jeg kender det trætte kropssprog ovenpå en fantastisk, men hård rejse.

Der er så mange måder at få børn på. Nogen behøver ikke at tænke over hvordan de bli’r forældre. Nogen af os er nødt til det. Uanset hvad man så vælger, er der (måske) en lang rejse, før man holder et barn i armene, sådan som man har længtes efter.

Så vidt jeg kan se, er det lige fantastisk uanset hvordan. Måden er forskellig, jo. Men barnet er “dit”, uanset om du har hentet det hjem fra et andet land, har fået hjælp af en læge eller selv har kunnet styre processen. Og jeg skriver gerne under på, at nybagte mødre og fædre har det samme stolte, trætte og glade ansigtsudtryk, uanset om de kommer ud af en operationsstue eller en flyver.

,

At komme hjem

Det er vigtigt at vide, hvor man har hjemme. Særligt for børn, fordi tryghed er en grundsten i udviklingen af en lang række væsentlige ting i et menneskes liv.

Som udgangspunkt har alle børn, der bliver adopteret, som minimum haft to svigt: det første, da deres forældre gik fra dem (uanset grunden og måden), det andet, da forældrene kom, og tog dem fra børnehjemmet. Selvom det sidste brud er nødvendigt for at børnene kan få en familie og et “forever” hjem, er det ikke desto mindre et brud, som i hvert fald til at starte med opleves som et svigt af barnet. Nogle børn har oplevet flere flyt fra børnehjem til børnehjem eller fra børnehjem til en plejefamilie. Hvert eneste flyt er en bekræftelse i, at verden er usikker, og at voksne kan forsvinde igen.

Det er klart, der er stor forskel på, hvordan børn reagerer på disse brud. Det kommer helt an på en række faktorer, som kan varieres lige så mange gange som der findes børn, der adopteres: personlighed, alder, familiebaggrund, hvor længe barnet blev i familien eller hos moderen/faderen, hvordan familien/moderen/faderen fungerede, hvor gammelt barnet var og hvordan forholdene på børnehjemmet/plejefamilien måtte være, overdragelse til forældrene og den første tid. Det er en myte, at alder og reaktion på brud og svigt er afhængigt af alder. Det følger ikke nødvendigvis at, spædbørn er så små, at de ikke oplever et svigt, mens et ældre barn vil tage det tungt. Selv spæde børn registrerer ufatteligt mange ting i en krisereaktion. Nogle – men langt fra alle – ældre børn kan have været længere tid hos deres oprindelige familie, og kan derfor have fået en grundforståelse af, at forældre og voksne generelt er til at stole på. Et helt spædt barn, der bliver forladt i de første dage, har derimod ingen anden erfaring end at det er sådan verden grundlæggende er.

Fordi svigt, brud og meget foranderlige forhold er en del af den erfaring børn, der adopteres har fået selv i ung alder, er det naturligvis en af de største udfordringer ved at blive forældre til sådan et barn, at ændre den erfaring. Det er alt afgørende for barnets fremtidige trivsel, at forældrene får skabt dybe og trygge rammer og forhold til barnet. Barnets fremtidige evne til at indgå i sociale relationer som at have venner, kæreste og engang familie kan knytter sig til den proces. Lige sådan kan indlæring, uddannelse og senere arbejdsfastholdelse afhænge af, hvordan barnet og forældrene bliver familie.

Det er derfor adoptivforældre er strikse med hvem, der besøger deres barn i den første tid, og holder øje med at ingen andre trøster, giver mad eller putter end mor eller far. Det er også derfor det kan være voldsomt angstprovokerende for at barn at skulle lægge sig til at sove. For i søvnen er vi adskilt, og det ved selv små børn instinktivt; når jeg sover, kan jeg ikke holde øje med dig, og så kan du forsvinde fra mig.

Selvom vi siger de vigtige ord “Mor og far går ikke fra dig, Samuel. Vi passer på dig, for det er den en mor og en far gør.” Så ved Samuel, at det ikke nødvendigvis er rigtigt. For han har oplevet det modsatte. Hans erfaring siger ham, at en mor og en far kan blive væk, de kan gå og måske kommer de aldrig tilbage. Selvom vi siger: “Nu besøger Samuel, mor og far sådan og sådan, og så skal vi hjem igen sammen.” Så siger Samuels erfaring ham, at man ikke kan være sikker på at komme med igen, når man kommer et nyt sted hen. Det er ikke enestående for Samuel, det er et vilkår for adoptivbørn: deres erfaring er én, men som forældre ønsker vi at give dem en anden. Og dét er en stor (meget voldsomt vigtig) opgave. For om et barn får det godt – uanset familie og baggrund- handler om tryghed, gode rammer og tillid til mor og far. Som forælder til et adoptivbarn er den største og første opgave, at knytte barnet til sig, så det kan få de bedste betingelser for at vokse og udvikle sig som børn skal. Det er en stor opgave, som koster mange kræfter, søvnløse nætter, tårer og smil særligt i den første lange tid. Og det giver ufattelig stor glæde, når de små tegn på at vi er på rette vej viser sig.

Derfor blev jeg så helt igennem glad og rørt, da Samuel forleden legede en ny leg med Legopigen Sally: Indtil nu har vi puttet hende i bilen, dyttet, vinket og sagt “Hej hej”. Sådan som vi gør, når mor, far eller en anden går. Den anden dag sagde han pludselig “Jem”. “Kommer pigen hjem igen?”, spurgte jeg. “Ja!” kom det med overbevisning.

Når Legopigen kan komme hjem igen er der en chance for, at mor og far også gør. Og når de gør det, så skal Samuel også nok komme hjem til sig selv!