, , , ,

Hvordan får du børn?

Vi var i Billund lufthavn i dag. Der var flag, champagne og kage. Der var forventning, glæde og rørte tårer at se i ansigterne på dem, vi mødtes med. Vi var stimlet sammen for at tage imod gode venner og deres lille datter.
For tre uger siden var jeg med på hospitalet, da det var en anden lille pige, som mødte sin familie for første gang. På Skejby sygehus var der også forventning og glæde, men der var en anden stilhed over det.
Hvordan får man børn? Der findes ikke rigtigt et enkelt svar på det spørgsmål, gør der? Ikke mere. Jo, hvis det handler om, hvordan børn kommer til verden, så er det en historie om to mennesker, der sammen skaber et andet. Og alligevel holder det heller ikke helt mere. Som en veninde har sagt: “Vi behøver slet ikk’ gå i seng med hinanden for at lave et barn.” Deres barn er kommet til ved hjælp af IVF behandling.
Samuel står klar til at tage imod “lillebror” med flag – og Byggemand Bob hjelm. 

Det var stort at være med på Skejby sygehus, da Selma blev født. At vide at det skarpe skrig, der kom, var den første lyd, hun lavede i verden. At se hvor fin hun var – og hvor utilfreds hun var, da sygeplejerskerne ville måle og veje. Det var helt specielt at se, hvordan hun blot minutter gammel reagerede med ro, da hun hørte sin fars stemme. Og hvordan hun faldt i dyb søvn, så snart hun kom over på sin mors mave igen.

Det var alt sammen stort og fint (og helt igennem gavmildt at jeg måtte være med), men kunne jeg genkende det? Både ja og nej. Hospitals-snakken sagde mig ingenting. Hvad ved jeg om, hvordan en livmoder trækker sig sammen eller hvordan efterveer føles? Jeg vidste ikke engang, at de fandtes 🙂 Men jeg kender følelsen af at have fået et barn, som er mit, men som andre alligevel bestemmer over for en tid endnu. (Selma blev indlagt til observation, fordi mor har diabetes.) Jeg ved, hvordan det føles, når alt med ét bliver anderledes, selvom ingenting er forandret.

Jeg tænkte “Så lille hun er” – men jeg kunne ikke sammenligne fødselsmål med min egen dreng. Til gengæld kunne jeg få indtryk af, hvor lille og ny han også en gang har været – og det er jeg glad for. Jeg mærkede suget i kroppen efter selv at holde en “lille” igen – og jeg tænkte “Vi skal også igang med at søge igen.” Og tænkte først over bagefter, at det var den første indskydelse.

Så at møde op i lufthavnen i dag var genkendelse af en helt anden kaliber. For vel er følelserne ved at blive forælder de samme, uanset om du føder eller adopterer, men rejsen til og fra Durban kender jeg på egen krop. Jeg kan relatere til de første reaktioner på mødet med forældrene, og kan snakke med om skift af mad og vaner. Og jeg kender det trætte kropssprog ovenpå en fantastisk, men hård rejse.

Der er så mange måder at få børn på. Nogen behøver ikke at tænke over hvordan de bli’r forældre. Nogen af os er nødt til det. Uanset hvad man så vælger, er der (måske) en lang rejse, før man holder et barn i armene, sådan som man har længtes efter.

Så vidt jeg kan se, er det lige fantastisk uanset hvordan. Måden er forskellig, jo. Men barnet er “dit”, uanset om du har hentet det hjem fra et andet land, har fået hjælp af en læge eller selv har kunnet styre processen. Og jeg skriver gerne under på, at nybagte mødre og fædre har det samme stolte, trætte og glade ansigtsudtryk, uanset om de kommer ud af en operationsstue eller en flyver.

6 replies
  1. Signe Daugaard Steensen
    Signe Daugaard Steensen says:

    Kære Anne!
    Tak fordi du deler dine tanker! Og tak for endnu et helt fantastisk indlæg! Sidder med tårene trillende ned af kinderne, for du ramte virkelig et eller andet hos mig, som "meget-snart-mor". Denne her graviditet har fået mig til at tænke over, hvor velsignet jeg føler mig, fordi vi er nogen af dem, der ikke behøver tænke over "hvordan" man får barn. Og jeg er 100% sikker på, at følelsen er lige ubeskrivelig og lige fantastisk, uanset om man bliver mor på fødegangen på et sygehus, eller om man bliver det ved at rejse til SA.
    Knus og TAK!

    Svar
  2. Mor/Mormor
    Mor/Mormor says:

    Vi har ikke prøvet at vente på et barnebarn på en fødegang men vi har ventet i en lufthavn!!! Og DÈT var i al fald særligt. Og det er han stadig. Heldigvis er vi mennesker indrettet sådan at vi som udgangspunkt passer på de små væsner der bliver os givet i varetægt.
    Jeg glæder mig til at vi igen skal stå i lufthavnen og vifte med flag når det er jer der kommer hjem med en lillesøster-eller bror.

    Svar
  3. Anonymous
    Anonymous says:

    Kære Anne, Tusind tak for dit flotte indlæg og for at være i lufthavnen i dag. Det var helt fantastisk at blive mor i Billund lufthavn, og jeg er særlig glad for at du var der, vi har noget sammen vi to, og dine øjne sagde det hele, vi behøvede faktisk ikke at tale, men blot at knuse hinanden. Kærligst Anja

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *