Søndagsklumme: Når evigheden rører øjeblikket

 

Kender du fornemmelsen af, at øjeblikket pludselig udviddes? At nuet bliver større? Som om lige nu og her bliver så stort, at det rummer meget mere end ellers? Som om evigheden bøjer sig ind over dig og kysser dig på panden, så det, der ligger i fremtiden eller gemmer sig af godt i fortiden pludselig også er virkelige eller reelle i dét nu, hvor du er?

Måske kender du så også det modsatte. Fornemmelsen af, at tiden ligesom strammer til om halsen på dig? At der ligesom ikke er plads nok i tiden omkring dig?

Jeg genkender begge dele. Den første kan jeg bedst lide – det er den, der sker, når glæden pludselig bobler op i mig over livets storhed og skønhed. Eller når øjeblikkets skønhed rammer mig mellem øjnene og jeg bliver nærværende på en måde, som jeg ikke ellers er altid. Over morgenmaden. I en samtale. Midt i skoven.

Der findes øjeblikke i mit liv, der står lysende klart fordi nuet blev større og indeholdt elementer af noget Andet: En eftermiddag i solen da jeg som barn var på vej hjem til mine forældre efter spejder, hvor glæden ved at være til blev kæmpestor. En aften på en lejr, hvor den jeg kalder Gud kom tæt på, og jeg forstod mig selv på en ny måde. En nat under månen med en mand, der kiggede dybt i mine øjne og sagde, at det skulle være os to. En eftermiddag sammen med ham og to drenge, hvor jeg lige dér i øjeblikket vidste, hvor rig jeg er fordi disse to børn på forunderligvis blev vores.

Jeg kender også følelsen af at nuet er for småt. At det strammer til om halsen på mig og tiden er for trang. Det har været, når jeg har haft alt for meget om ørene og alt for lidt energi. Eller da min mand (ham under månen) blev pludseligt og alvorligt syg.. Eller da vi ikke selv kunne lave børn, og vi måtte vente på at komme på en venteliste til adoption – her stod tiden simpelthen i vejen for mig: Tiden stod imellem mig og det, der var vigtigt. Det var så småt, at det ikke var til at være i. Det var ved at kvæle mig.

Mere dagligdags kan det være, når træthed efter endnu søvnløs nat med børn, irritation over legoklodser på gulvet eller noget andet hverdags-trummerum vokser sig for stort.

Heldigvis ved jeg også af erfaring, at de øjeblikke, der er for små kan løsne deres tag og give os plads til at trække vejret. Det kan være en ven, der ringer og opmuntrer. Eller en solstråle, der kilder og får én til at løfte blikket. Måske er det en hjælpende hånd. Nogen, der giver aftensmad eller et godt grin.

Kunne det være evigheden, der rører ved øjeblikket og får det til at udvidde sig?

Kunne det være Gud, der drypper lidt evighed ned i et nu, når øjeblikket udvidder sig?

Det giver så god (for ikke at sige smuk) mening for mig. Det er forfatteren Anne Lamott, der har lånt mig tanken. Jeg tror, hun har ret, når hun siger, at det er noget Gud (eller hvilket ord du nu bruger) giver os. At det er en gave, når det sker at tiden bliver større.

Dels giver det mening, fordi Gud er gavmild og godt kan lide os – og hvem kan lide at se nogen sprælle rundt i et alt for snert øjeblik? Men det giver særligt mening ud fra den betragtning, at Guds tid er anderledes end vores tid. Det må den være, eftersom vi er begrænsede og kun lever ét minut ad gangen, mens Gud er evig og uden begrænsninger. Guds tid, tror jeg, er så meget større end vores, at vores tid er fuldstændigt omsluttet at Guds tid. Hvis vores tid er lineær er Guds …. mange-dimensionel.

Det er da en smuk tanke. At Guds putter lidt evighed ind i vores minutter.

Kan det være evigheden giver os tålmodighed? Jeg husker, da det gik op for mig, at tålmodighed ikke bare er at vente på at tiden går, men at vente roligt med … nå ja, tålmodigt. At vente mens man tripper rundt, pruster og stønner og forsøger at skynde på tiden eller hive den tættere på er ikke tålmodighed. Det er utålmodighed.

Jeg har en fornemmelse af, at tålmodighed kan hænge sammen med tillid – tillid til, at tingene nok skal ordne sig, falde i hak og ske, som det skal. Tillid til at der er Én, der er større end mig, der har styr på det, og at den Éne er god, som jeg ser det.

Når man er ved at blive kvalt, fordi man ikke kan være i sin længsel. Eller er ved at blive splittet i atomer, fordi nuet trykker så meget, at man ligesom presses ud af alle sprækker. Så har man – efter min erfaring – brug for hjælp til at gøre nuet mere tåleligt. Det kommer ikke af sig selv. Og så er tanken om, at Gud drypper lidt evighed ned i vores minutter befriende, synes jeg:

”Anne, jeg kan se, tiden strammer dig lidt om halsen. Her. Prøv lige med en dråbe af det her. Så, nu sidder det hele lidt løsere, ikke? Tag lige en dyb indånding. Så skal du se. Det hele går nok endda.” Aaah, så kan skuldrene falde på plads og tingene må ske, som de sker.

Har jeg tillid til fremtiden, så er der ingen grund til at skynde på den – så kommer den, når den kommer – og det er godt. Lige sådan betyder tillid til fremtiden også at der ikke er nogen grund til at gå og bekymre sig for det, der skal ske. Fremtiden er ikke skræmmende og den er ikke tom eller meningsløs.

Dryp, dryp, dryp. Evigheden dryppes stille ned i minutterne, så det øjeblik, der før var trangt og utåleligt bliver stort nok til at trække vejret i. Dryp, dryp, dryp. Evigheden dryppes stille ned i et øjeblik, så det bliver udviddet og genspejler den evighed, der indeholder alt godt fra både fortid og fremtid – og pludselig er øjeblikket ikke længere bare her og nu – det er i stedet mættet med nærvær og forbinder os med en verden, der er så meget større.

 

 

Det mindede mig om denne salme:

Jeg kender en Gud, den ene,
en kunstner som maler liv.
Et ord, og evighed skabes,
Alt som ved det første ”bliv”.

Jeg kender en Gud, den ene,
som menneskesøn han var.
Med kærlighed vil han åbne,
en evighed indefra.

Jeg kender en Gud, den ene,
en ånd, et mysterium.
Som opfylder evigheden
og åbner mit indre rum.

(Thomas Boström, oversat af Henning Clausen)

 

Continue Reading

Veninder med kage

 

Jeg fik kage til min aftenkaffe i forleden.

Det føltes mærkeligt. For kagen var købt af tre gamle veninder, der trængte til noget at styrke sig på efter et besøg hos deres fælles veninde. Det blev det sidste besøg, de kom til at aflægge hende.

De fire har kendt i mange år. Nogle af dem har været unge sammen, haft små børn sammen. De har set deres børn vokse op og stifte familier, og veninderne er blevet gamle sammen. De har delt deres liv med hinanden, som man nu gør som veninder. De bor oven i købet tæt på hinanden og deler menighed.

Mens de tre sad over kagen og kaffen og snakkede sammen og forsøgte at begribe det ubegribelige, gik det op for én af dem, som er kommet til senere end de andre, at de alle fire havde mistede deres mænd i løbet af relativ kort tid. De har alle været enker i 25-30 år.

Veninderne drak kaffe, spiste kage og snakkede. For at komme sig. For at samle sig. For at forlige sig med, at deres veninde lå for døden. De sad sammen for at kunne sige farvel og selv fortsætte med at leve. For at vænne sig til tanken om ikke længere at være de fire, men nu at være tre.

Der blev et stykke kage til overs. Det fik jeg til kaffen forleden. De gav det med glæde, og jeg tog imod det med ydmyghed.

For i deres sorg så jeg, hvor ung jeg er. Så lidt, jeg endnu har levet. De har været enker længere end jeg har kendt min mand. 14 år har vi været gift i år, og det synes jeg er længe. Men hvad er det mod 30 år som enke?

Jeg spiste kagen til min aftenkaffe. Med eftertænksomhed. Og påskønnelse. Livet er i grunden fint og stort. Særligt med veninder omkring én!

Jeg håber, der en gang er veninder, der sætter sig med kaffe og kage for at sunde sig, når der min tur til at tage herfra

Continue Reading

Kompromisløs kærlighed – hvis mine børn er homoseksuelle

Jeg elsker mit barn. Uanset hvad andre mener om ham (og andre kan mene meget). Gad vist, hvordan hans liv vil forme sig, og hvilke udfordringer, han vil møde? Det er ikke til at vide, men som andre forældre spekulerer jeg over det. Hvad hvis han bliver syg? Hvad når han møder racisme?Hvordan vil jeg reagere – hvordan skal jeg agere? 

John Pavlovitz skrev for nyligt en blogpost med fire løfter, hvis hans børn er homoseksuelle. Hans tanker vakte genklang hos mig, for under alle løfter og overvejelser løber en fars kompromisløse kærlighed, der ikke lader sig stoppe. 
Kompromisløs kærlighed- hvis mine børn var homoseksuelle
Kompromisløs kærlighed – hvordan kan det være andet?

John Pavlovitz er præst og far til to børn. Hans løfter er bl.a., at hvis hans børn er homoseksuelle vil han stå ved det, og ikke forsøge at gemme dem væk. Hvis hans børn er homoseksuelle vil han be’ for dem om, at de må blive beskyttet mod andres fordomme og had. Hvis hans børn er homoseksuelle, vil han elske dem – ikke på sikker afstand, men med engageret og kompromisløs kærlighed. Ikke på trods af eller på grund af, men fordi de er hans. 
Eftersom debatten om homoseksualitet er temmelig ophedet ikke bare i en dansk kontekst, men absolut er det i kristne kirker i Amerika, giver det mening, at John Pavlovitz i sit indlæg henvender sig til dem, der måtte smide hademails efter ham eller skrive lange bibelcitater. Det er mere måden han gør det på, der rørte mig. Han skriver: 
Mens du har læst,  kan det være du har rullet med øjnene, klikket med tungen eller skrevet velkendte bibelvers for at sende dem til mig, eller bedt for at jeg vil omvende mig, eller bestemt at du vil u-venne mig, eller afskrive mig som synder, ond, kætter … men med så meget mildhed og forståelse som jeg kan finde; jeg kunne ikke være mere ligeglad. 
Det her handler ikke om dig. Det her er meget større end dig.
Det var ikke dig, jeg ventede på med tilbageholdt åndedræt i ni måneder. 
Det var ikke dig, jeg græd af glæde over, da du blev født. 
Det var ikke dig, jeg badede, gav mad og rokkede i søvn gennem hundrede intime midnats putte sessions. 
Hvis mine børn er homoseksuelle - Kompromisløs kærlighed
Hvis mine børn er homoseksuelle – fire løfter fra en kristen præst/forælder.
Billedet er fra http://johnpavlovitz.com
Det er ikke dig, jeg har lært at cykle, hvis skrabede knæ jeg har kysset og hvis lille, rystende hånd jeg har holdt, mens stingene blev syet. 
Det er ikke dig, hvis hoved jeg elsker at dufte, og hvis ansigt lyser op, når jeg kommer hjem om aftenen, og hvis latter er musik for min trætte sjæl. 
Det er ikke dig, som giver mine dage mening og formål, og som jeg elsker mere end jeg kunne elske noget. 
Og det er ikke dig, som jeg forhåbentligt vil være sammen med, når jeg trækker mit sidste dyrebare åndedrag på denne planet; når jeg taknemmeligt kan se tilbage på et liv med delte skatte og sikker i min viden om, at jeg har elsket dig godt.” 
For mig er det netop dét, der er perspektivet i kærligheden til min familie og i særdeleshed mit barn: Det er dem jeg skal leve og dø sammen med, og de med mig. Så ja, jeg elsker ham – kompromisløst!
Vi ved ikke, hvad hverken vi eller vores børn kommer til at stå overfor. Men derfor kan vi godt give både os selv og dem nogle løfter om, hvordan vi vil agere. Om ikke andet, så fordi det kan være vigtigt at have tænkt nogle tanker og truffet nogle beslutninger, hvis (når) det er netop dit barn, der kommer med hjertet i hænderne og har brug for, at du viser din kompromisløse kærlighed. 

Continue Reading

Forskning for 30 millioner – eller hvordan skindet bedrager

I går brugte jeg en del af min dag i et tog – frem og tilbage over Fyn og Sjælland for at blive klogere på et hjemmeside-system.

Det spændende ved at køre med tog er altid de mennesker, man kommer til at sidde ved siden af eller i nærheden af, synes jeg. Det er sikkert ikke særligt høfligt, men jeg kan ikke lade være med at sidde og læse dem over skulderen for at se, hvilken bog de læser, hvilken film de ser eller hvilket fag de mon studerer.

I går sad jeg bl.a. ved siden af en midaldrende dame med smilende øjne og krøllet hår. Hun hev en blok frem af tasken, og gav sig til at skrive på den med blyant – sirlig skråskrift fyldte hurtigt siden. Hun skrev både på dansk og på engelsk.

Hun fangede mit blik, da jeg forsøgte at tyde, hvad der stod, og jeg måtte med et smil bekende, at jeg jo synes, det er spændende, alt det andre kan beskæftige sig med, men som ikke nødvendigvis giver mening for mig.

“Puha, jeg håber sandelig, det her giver mening!” sagde hun. “Jeg er ved at lave en forskningsplan til 30 millioner kroner.”

Så blev jeg stille et øjeblik.

“Hvad arbejder du da med?” spurgte jeg den venlige dame, der stadig smilede bag brillerne.

“Matematik, statistik og computer science. Vi har allerede brugt 25 millioner kroner på projektet, og nu forsøger vi så at få de næste 30, så vi kan nå helt i land. Jeg arbejder på Århus universitet.”

Godt så. Det eneste jeg kunne finde på at sige til det, var; “Spændende!” Hvilket var ganske oprigtigt ment, men også var fordi jeg ikke kunne komme på andet at sige. Den havde jeg slet ikke set komme! At den midaldrende dame med smilende øjne, krøllet hår og smart taske var forsker med noget så hard core!

Da jeg gik ud af toget ønskede jeg held og lykke. Hun grinede og viftede lidt med en hånd. Helt ærligt, så synes jeg, det var lidt fedt at blive “snydt” på den måde af mine egne forud indfattede meninger.

Continue Reading

En million-milliard kom i vejen…

Efter ganske kort tid på facebook ville jeg ønske, at jeg kunne melde mig til koret af opdateringer med hurra-råb over påske. Jeg kunne ønske, at jeg kunne komme med en jublende besked om, hvordan påskens budskab om liv og opstandelse virkelig resonerer med mig i år, eller om hvor herligt det har været med solskin og tid i haven.
Det kniber med begge dele.

Det er ikke fordi, der er sket noget voldsomt eller ulykkeligt – det er “bare” livet, der går sin gang. Siden tirsdag har Samuel haft skoldkopper – først et par uskyldige blærer, som sidenhen udviklede sig til høj feber og en million-milliard kløende knopper, der ikke var til at sove for. Lille pus.

Godt nok fik vi sovet i nat, men nætterne før blev der vendt op og ned på. Hvor var barnets far, tænker du måske? Jamen, han er jo præst, så han har haft tre gudstjenester og en lejr med de unge ind imellem. Så det var mig, der tog tjansen med at passe – heldigvis hjemme ved mine forældre, så det er ikke fordi, jeg har været overladt til  mig selv.

Men påske(ferien) blev altså ikke lige som planlagt. Så i stedet for på nuværende tidspunkt at være veludhvilet, have været i haven eller til påskefrokoster, så ligner jeg en hængt kat, og trænger i dén grad til at sove og hvile. Og så er det, at det kan være svært at mønstre begejstring eller overskud.

Det er vist en meget typisk børne-familie-ting, det der med at et sygt barn pludselig kommer på tværs af alle mulige andre ting. Fristelsen er at tænke og tale som om, det er “alle mulige andre ting”, der er det væsentlige og ikke barnet, der blev syg.

Det er så let (for mig) at komme til at snakke om alt det, der ikke blev nået. Som om vasketøjsbunken eller blomsterfrøene, påskefrokosten eller bogen, der skulle læses, er vigtigere end det barn, der havde brug for omsorg. Som om barnet ikke er andet end i vejen for det, der virkelig betyder noget. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men jeg kan høre, det samme sker, når det er andres planer, der kæntrer.

Og vel kan det være irriterende. Vel er det hårdt at yde omsorg for én, der er syg og dårlig. Vel er det trælst ikke få bagt/besøgt/ordnet som ønsket. Og vel er jeg træt og har brug for at restituere nu, ligesom han har. Men af og til hander det også om, at jeg skal se mit liv i et andet perspektiv, end hvor pænt mit hus/have/kalender ser ud.

Jeg har ikke fået sået sommerblomster eller gået ture, vi har ikke været spændende steder henne eller kørt på rulleskøjter, som jeg havde set for mig – til gengæld har jeg været mor; jeg har bekræftet en lille mands vigtighed og vist med mine handlinger, at han er værdifuld og er værd at passe på. Jeg kan håbe, at han dermed har fået bevis for, at verden er til at have tillid til, og at de voksne i hans liv er nogen, han kan stole på.

Ret beset er det vel vigtigere, end om jeg har fået sået morgenfruer og tomater endnu!

Continue Reading