Samuel står klar til at tage imod “lillebror” med flag – og Byggemand Bob hjelm.

Det var stort at være med på Skejby sygehus, da Selma blev født. At vide at det skarpe skrig, der kom, var den første lyd, hun lavede i verden. At se hvor fin hun var – og hvor utilfreds hun var, da sygeplejerskerne ville måle og veje. Det var helt specielt at se, hvordan hun blot minutter gammel reagerede med ro, da hun hørte sin fars stemme. Og hvordan hun faldt i dyb søvn, så snart hun kom over på sin mors mave igen.

Det var alt sammen stort og fint (og helt igennem gavmildt at jeg måtte være med), men kunne jeg genkende det? Både ja og nej. Hospitals-snakken sagde mig ingenting. Hvad ved jeg om, hvordan en livmoder trækker sig sammen eller hvordan efterveer føles? Jeg vidste ikke engang, at de fandtes 🙂 Men jeg kender følelsen af at have fået et barn, som er mit, men som andre alligevel bestemmer over for en tid endnu. (Selma blev indlagt til observation, fordi mor har diabetes.) Jeg ved, hvordan det føles, når alt med ét bliver anderledes, selvom ingenting er forandret.

Jeg tænkte “Så lille hun er” – men jeg kunne ikke sammenligne fødselsmål med min egen dreng. Til gengæld kunne jeg få indtryk af, hvor lille og ny han også en gang har været – og det er jeg glad for. Jeg mærkede suget i kroppen efter selv at holde en “lille” igen – og jeg tænkte “Vi skal også igang med at søge igen.” Og tænkte først over bagefter, at det var den første indskydelse.

Så at møde op i lufthavnen i dag var genkendelse af en helt anden kaliber. For vel er følelserne ved at blive forælder de samme, uanset om du føder eller adopterer, men rejsen til og fra Durban kender jeg på egen krop. Jeg kan relatere til de første reaktioner på mødet med forældrene, og kan snakke med om skift af mad og vaner. Og jeg kender det trætte kropssprog ovenpå en fantastisk, men hård rejse.

Der er så mange måder at få børn på. Nogen behøver ikke at tænke over hvordan de bli’r forældre. Nogen af os er nødt til det. Uanset hvad man så vælger, er der (måske) en lang rejse, før man holder et barn i armene, sådan som man har længtes efter.

Så vidt jeg kan se, er det lige fantastisk uanset hvordan. Måden er forskellig, jo. Men barnet er “dit”, uanset om du har hentet det hjem fra et andet land, har fået hjælp af en læge eller selv har kunnet styre processen. Og jeg skriver gerne under på, at nybagte mødre og fædre har det samme stolte, trætte og glade ansigtsudtryk, uanset om de kommer ud af en operationsstue eller en flyver.