, , , ,

Hvordan får du børn?

Vi var i Billund lufthavn i dag. Der var flag, champagne og kage. Der var forventning, glæde og rørte tårer at se i ansigterne på dem, vi mødtes med. Vi var stimlet sammen for at tage imod gode venner og deres lille datter.
For tre uger siden var jeg med på hospitalet, da det var en anden lille pige, som mødte sin familie for første gang. På Skejby sygehus var der også forventning og glæde, men der var en anden stilhed over det.
Hvordan får man børn? Der findes ikke rigtigt et enkelt svar på det spørgsmål, gør der? Ikke mere. Jo, hvis det handler om, hvordan børn kommer til verden, så er det en historie om to mennesker, der sammen skaber et andet. Og alligevel holder det heller ikke helt mere. Som en veninde har sagt: “Vi behøver slet ikk’ gå i seng med hinanden for at lave et barn.” Deres barn er kommet til ved hjælp af IVF behandling.
Samuel står klar til at tage imod “lillebror” med flag – og Byggemand Bob hjelm. 

Det var stort at være med på Skejby sygehus, da Selma blev født. At vide at det skarpe skrig, der kom, var den første lyd, hun lavede i verden. At se hvor fin hun var – og hvor utilfreds hun var, da sygeplejerskerne ville måle og veje. Det var helt specielt at se, hvordan hun blot minutter gammel reagerede med ro, da hun hørte sin fars stemme. Og hvordan hun faldt i dyb søvn, så snart hun kom over på sin mors mave igen.

Det var alt sammen stort og fint (og helt igennem gavmildt at jeg måtte være med), men kunne jeg genkende det? Både ja og nej. Hospitals-snakken sagde mig ingenting. Hvad ved jeg om, hvordan en livmoder trækker sig sammen eller hvordan efterveer føles? Jeg vidste ikke engang, at de fandtes 🙂 Men jeg kender følelsen af at have fået et barn, som er mit, men som andre alligevel bestemmer over for en tid endnu. (Selma blev indlagt til observation, fordi mor har diabetes.) Jeg ved, hvordan det føles, når alt med ét bliver anderledes, selvom ingenting er forandret.

Jeg tænkte “Så lille hun er” – men jeg kunne ikke sammenligne fødselsmål med min egen dreng. Til gengæld kunne jeg få indtryk af, hvor lille og ny han også en gang har været – og det er jeg glad for. Jeg mærkede suget i kroppen efter selv at holde en “lille” igen – og jeg tænkte “Vi skal også igang med at søge igen.” Og tænkte først over bagefter, at det var den første indskydelse.

Så at møde op i lufthavnen i dag var genkendelse af en helt anden kaliber. For vel er følelserne ved at blive forælder de samme, uanset om du føder eller adopterer, men rejsen til og fra Durban kender jeg på egen krop. Jeg kan relatere til de første reaktioner på mødet med forældrene, og kan snakke med om skift af mad og vaner. Og jeg kender det trætte kropssprog ovenpå en fantastisk, men hård rejse.

Der er så mange måder at få børn på. Nogen behøver ikke at tænke over hvordan de bli’r forældre. Nogen af os er nødt til det. Uanset hvad man så vælger, er der (måske) en lang rejse, før man holder et barn i armene, sådan som man har længtes efter.

Så vidt jeg kan se, er det lige fantastisk uanset hvordan. Måden er forskellig, jo. Men barnet er “dit”, uanset om du har hentet det hjem fra et andet land, har fået hjælp af en læge eller selv har kunnet styre processen. Og jeg skriver gerne under på, at nybagte mødre og fædre har det samme stolte, trætte og glade ansigtsudtryk, uanset om de kommer ud af en operationsstue eller en flyver.

, ,

Skrub hjem

Da jeg i går var ude at køre over den jyske hede, hørte jeg pludselig mig selv i radioen. På P1. Det er ikke hver dag der sker, så jeg var mildest talt en smule overrasket.

Netværket på P1 handlede i går om racisme, og tog bl.a. fat i hvordan flere og flere adopterede oplever racisme. “Ja, det kender vi da til”, tænkte jeg, og hørte pludselig mig selv fortælle om min oplevelse med racisme i marts.

Programmet havde nogle rigtig gode pointer og stillede nogle særdeles relevante spørgsmål. Og så turde de tre, der var med, at være ærlige om deres egne tanker og oplevelser med racisme. For vi kender alle sammen fordommende – spørgsmålet er bare, hvordan vi håndterer dem.
Uanset hvad andel min fortælling havde i at programmet blev til, er jeg rigtig godt tilfreds med, racisme i Danmark bliver taget op på en undersøgende og spørgende måde, som tør kigge indad også. Så det, jeg ønskede for lidt mere end et halvt år siden er (måske) lykkedes: (Måske) Er vi ved at blive opmærksomme på, at racisme findes i Danmark – uanset hvor gerne vi ville, at hudfarve, religion og kultur ikke har noget at sige her.

Her kan du høre Netværket med “Skrub hjem hvor du kommer fra”

Assisterende drømmefanger

Der er nogle ting, som er værd at beskæftige sig med mere end én gang.

Jeg synes, adoption er én af de ting. Selvfølgelig fordi jeg selv har det inde på livet. Men også fordi, det er noget, som forholdsvist mange kender til, men som vi alligevel ikke nødvendigvis ved en hel masse om. For nogen tid siden skrev jeg om “Adoption frem i lyset”, hvor jeg fortalte om Trine Brix.

Udover at være en gæv kvinde, mor og coach har Trine sat sig en væsentlig opgave; nemlig at fremme forståelsen for processen omkring adoption, det at være familie med adoption som en del af livet, og ikke mindst at fremme forståelsen og accepten af børn, der adopterede og deres særlige vilkår generelt i samfundet. Det gør hun bl.a. gennem workshops og samtaler, men er også dygtig til at få artikler og interviews i pressen. På hendes blog har hun regelmæssigt interviews med mennesker, som på en eller anden måde kender til adoption på nært hold.

Nu har Trine så fået en ny hjemmeside, og i den anledning er der en give away, som det så småt er sidste chance for at være i. (Den trækkes d. 14. oktober) Pakken, der udloddes, er Henrik Lund og Liller Møllers signerede bog og DVD’en “Hvilken planet kommer du fra” – som er en rigtig sød historie til børn om at være adopteret set fra en lille piges side.

Vil du være med i lodtrækningen, så gå ind på Trine Brix’s facebook side og se mere.

trinebrix.dk kan du også skrive dig op til Trines månedlige nyhedsbrev. Dét skal jeg i hvert fald ha’ gjort!

, , , , , ,

Jeg tror – en personlig tros-bekendelse

Samuel blev døbt i dag. Det skete ved en meget varm gudstjeneste, hvor mennesker født i Danmark, England, Holland, Burkina Faso, Sydafrika og Sri Lanka lyttede til gospelkorets udgave af den Sydafrikanske national sang og vores kollega og ven Thomas prædikede. Det skete 10 år efter Duncan og jeg blev et “os”.

Og mens det skete, blev jeg ramt af en dyb taknemmelighed over min Gud, der har samlet alting for mig gennem de sidste år, over min familie og vores venner, som har været med os og ikke mindst over igen at kunne mærke glæde, kærlighed og taknemmelighed!
Bekendelsen herunder er inspireret af den apostolske trosbekendelse, men er min egen fra i dag:
“Jeg tror på Gud Fader, den almægtige. Ham, der kan skabe noget ud af ingenting: familier ud af forældreløse børn og barnløse forældre. Ægtefolk ud af kærester. Fællesskab ud af mennesker fra hele verden og af alle aldre.
 
Jeg tror på Jesus Kristus, Guds eneste Søn, min Herre. Ham, der har reddet mig fra mørke og tomhed, og vist at der findes en vej, hvor jeg ikke selv kan se en. 
 
Jeg tror på Helligånden. Hende, der giver liv, så depression må give vej for glæde og vinteren bliver til forår igen og igen.
 
Og jeg tror på det hellige i almindelige fællesskaber, som findes i kirker og familier; de fællesskaber, som gennem kærlighed og barmhjertighed kan rumme både smerte og glæde.
 
Jeg er taknemmelig!”
,

Kan man spise softice med pinde?

Der findes forskellige spørgsmål her i verden. Nogle er vigtige; som f.eks. om man kan spise softice med pinde, mens andre er irriterende og svære at svare på; som f.eks. hvor ens rigtige mor er eller hvorfor man kan have sort hår, når nu ens mor har rødt hår?

Sådan er spørgsmålene i hvert fald delt op for Anna, der er født i Kina, men bor i Danmark sammen med sin mor og far. I bogen “Kan man spise softice med pinde” følger vi med Anna, da hun fylder 7 år. Anna tænker tit på Kina; når hun øver sig på at spise med pinde, når mor og far fortæller om, hvordan hun blev deres, og når hun bli’r vred på mor og far, og gerne vil væk hjemmefra. Anna synes, det er svært at forklare de andre børn, hvad det egentlig betyder at være adopteret, når man ikke engang selv er helt sikker på at forstå det. Hun er ikke engang sikker på, hvordan det staves.
Hvad Anna derimod er sikker på, at hun forstår, er, at børn i Kina spiser ris hver dag – og altid med pinde.

 

Igennem bogen lærer vi Annas mor og far at kende, hendes venner og hendes bedste. Vi lærer også flere af vennernes historier at kende. Der er mange forskelligheder, men ingen er specielle. Og sammen med børnene får vi hjælp af Bedste til at forstå, at man godt kan være venner og ligne hinanden, selvom man ikke er ens. Dét er en af bogens fine pointer.
Med “Kan man spise softice med pinde” har Malene Fenger-Grøndahl og Annemette Bramsen lavet en både sjov og tænksom børnebog, der henvender sig til børn (og deres forældre) i alderen 5 til 10 år. At Anna er adopteret er naturligvis en væsentlig pointe, men som jeg ser det, henvender bogen sig ikke af den grund snævert til børn, der selv er adopterede. Den kan lige så godt læses af nogen, der kender én, der er adopteret,  i børnehaven eller i andre sammenhænge, hvor det er godt at snakke om, at man kan have forskellige måder at være familie på.
Bogens billeder er herlige. De er en blanding af tegning og foto-collage. En fin detalje er, at Annas rottehaler viser hendes humør. Da jeg åbnede kuverten med bogen, fik jeg hjælp af min søn Samuel på knap 3, som jo er udenfor bogens målgruppe. Alligevel kunne han fortælle en lang historie udfra billederne, så på den måde kan bogen sagtens vække mindre børns interesse også – selvom de næppe fanger alle nuancer i historien.
Der er ingen tvivl om, at “Kan man spise softice med pinde” er en bog, der har ligget forfatterne på sinde. Det er vigtige emner, der hives frem, som tankerne om føde-landet og den første mor, om at være anderledes, om at høre sin historie og om at være familie og have venner. Selv forældrenes blandede følelser om Kina-mor hentydes der til, ligesom Bedste kommer med gode råd om at leve her og ikke hos dem, man har mistet. Det er svært for mig at bedømme, om bogen vil lidt mere, end den egentlig kan rumme. Måske er der simpelthen for meget godt i den til, at emnerne helt får lov at få den plads, som de fortjener. På den anden side er netop dét en udemærket introduktion til Anna og hendes verden. Og så er det jo godt at vide, at bogen her bare er den første i rækken!
For mig var den bedste bid af bogen, da Bedste slår fast, at det er godt at have forældre, der passer på én. Annas ven Alfred svarer glad: “Ja, de gælder alle steder.” Dét er da det bedste i hele verden at vide: at ens mor og far er ens mor og far alle steder – uanset om man er født i Kina eller i Danmark og har rødt eller sort hår. Og er der noget alle børn har godt af at vide, så må det være dét.
Hvis du kunne tænke dig at kigge indeni bogen, kan du klikke her.
Kan man spise softice med pinde?”
64 Sider alle i farver
Udgivet af CDR forlag
Indbundet kr. 198,- inkl. moms
Udkommer 4. oktober 2011
Kan bl.a. købes på www.adoptionsverden.dk