, , , ,

Hvordan får du børn?

Vi var i Billund lufthavn i dag. Der var flag, champagne og kage. Der var forventning, glæde og rørte tårer at se i ansigterne på dem, vi mødtes med. Vi var stimlet sammen for at tage imod gode venner og deres lille datter.
For tre uger siden var jeg med på hospitalet, da det var en anden lille pige, som mødte sin familie for første gang. På Skejby sygehus var der også forventning og glæde, men der var en anden stilhed over det.
Hvordan får man børn? Der findes ikke rigtigt et enkelt svar på det spørgsmål, gør der? Ikke mere. Jo, hvis det handler om, hvordan børn kommer til verden, så er det en historie om to mennesker, der sammen skaber et andet. Og alligevel holder det heller ikke helt mere. Som en veninde har sagt: “Vi behøver slet ikk’ gå i seng med hinanden for at lave et barn.” Deres barn er kommet til ved hjælp af IVF behandling.
Samuel står klar til at tage imod “lillebror” med flag – og Byggemand Bob hjelm. 

Det var stort at være med på Skejby sygehus, da Selma blev født. At vide at det skarpe skrig, der kom, var den første lyd, hun lavede i verden. At se hvor fin hun var – og hvor utilfreds hun var, da sygeplejerskerne ville måle og veje. Det var helt specielt at se, hvordan hun blot minutter gammel reagerede med ro, da hun hørte sin fars stemme. Og hvordan hun faldt i dyb søvn, så snart hun kom over på sin mors mave igen.

Det var alt sammen stort og fint (og helt igennem gavmildt at jeg måtte være med), men kunne jeg genkende det? Både ja og nej. Hospitals-snakken sagde mig ingenting. Hvad ved jeg om, hvordan en livmoder trækker sig sammen eller hvordan efterveer føles? Jeg vidste ikke engang, at de fandtes 🙂 Men jeg kender følelsen af at have fået et barn, som er mit, men som andre alligevel bestemmer over for en tid endnu. (Selma blev indlagt til observation, fordi mor har diabetes.) Jeg ved, hvordan det føles, når alt med ét bliver anderledes, selvom ingenting er forandret.

Jeg tænkte “Så lille hun er” – men jeg kunne ikke sammenligne fødselsmål med min egen dreng. Til gengæld kunne jeg få indtryk af, hvor lille og ny han også en gang har været – og det er jeg glad for. Jeg mærkede suget i kroppen efter selv at holde en “lille” igen – og jeg tænkte “Vi skal også igang med at søge igen.” Og tænkte først over bagefter, at det var den første indskydelse.

Så at møde op i lufthavnen i dag var genkendelse af en helt anden kaliber. For vel er følelserne ved at blive forælder de samme, uanset om du føder eller adopterer, men rejsen til og fra Durban kender jeg på egen krop. Jeg kan relatere til de første reaktioner på mødet med forældrene, og kan snakke med om skift af mad og vaner. Og jeg kender det trætte kropssprog ovenpå en fantastisk, men hård rejse.

Der er så mange måder at få børn på. Nogen behøver ikke at tænke over hvordan de bli’r forældre. Nogen af os er nødt til det. Uanset hvad man så vælger, er der (måske) en lang rejse, før man holder et barn i armene, sådan som man har længtes efter.

Så vidt jeg kan se, er det lige fantastisk uanset hvordan. Måden er forskellig, jo. Men barnet er “dit”, uanset om du har hentet det hjem fra et andet land, har fået hjælp af en læge eller selv har kunnet styre processen. Og jeg skriver gerne under på, at nybagte mødre og fædre har det samme stolte, trætte og glade ansigtsudtryk, uanset om de kommer ud af en operationsstue eller en flyver.

,

At komme hjem

Det er vigtigt at vide, hvor man har hjemme. Særligt for børn, fordi tryghed er en grundsten i udviklingen af en lang række væsentlige ting i et menneskes liv.

Som udgangspunkt har alle børn, der bliver adopteret, som minimum haft to svigt: det første, da deres forældre gik fra dem (uanset grunden og måden), det andet, da forældrene kom, og tog dem fra børnehjemmet. Selvom det sidste brud er nødvendigt for at børnene kan få en familie og et “forever” hjem, er det ikke desto mindre et brud, som i hvert fald til at starte med opleves som et svigt af barnet. Nogle børn har oplevet flere flyt fra børnehjem til børnehjem eller fra børnehjem til en plejefamilie. Hvert eneste flyt er en bekræftelse i, at verden er usikker, og at voksne kan forsvinde igen.

Det er klart, der er stor forskel på, hvordan børn reagerer på disse brud. Det kommer helt an på en række faktorer, som kan varieres lige så mange gange som der findes børn, der adopteres: personlighed, alder, familiebaggrund, hvor længe barnet blev i familien eller hos moderen/faderen, hvordan familien/moderen/faderen fungerede, hvor gammelt barnet var og hvordan forholdene på børnehjemmet/plejefamilien måtte være, overdragelse til forældrene og den første tid. Det er en myte, at alder og reaktion på brud og svigt er afhængigt af alder. Det følger ikke nødvendigvis at, spædbørn er så små, at de ikke oplever et svigt, mens et ældre barn vil tage det tungt. Selv spæde børn registrerer ufatteligt mange ting i en krisereaktion. Nogle – men langt fra alle – ældre børn kan have været længere tid hos deres oprindelige familie, og kan derfor have fået en grundforståelse af, at forældre og voksne generelt er til at stole på. Et helt spædt barn, der bliver forladt i de første dage, har derimod ingen anden erfaring end at det er sådan verden grundlæggende er.

Fordi svigt, brud og meget foranderlige forhold er en del af den erfaring børn, der adopteres har fået selv i ung alder, er det naturligvis en af de største udfordringer ved at blive forældre til sådan et barn, at ændre den erfaring. Det er alt afgørende for barnets fremtidige trivsel, at forældrene får skabt dybe og trygge rammer og forhold til barnet. Barnets fremtidige evne til at indgå i sociale relationer som at have venner, kæreste og engang familie kan knytter sig til den proces. Lige sådan kan indlæring, uddannelse og senere arbejdsfastholdelse afhænge af, hvordan barnet og forældrene bliver familie.

Det er derfor adoptivforældre er strikse med hvem, der besøger deres barn i den første tid, og holder øje med at ingen andre trøster, giver mad eller putter end mor eller far. Det er også derfor det kan være voldsomt angstprovokerende for at barn at skulle lægge sig til at sove. For i søvnen er vi adskilt, og det ved selv små børn instinktivt; når jeg sover, kan jeg ikke holde øje med dig, og så kan du forsvinde fra mig.

Selvom vi siger de vigtige ord “Mor og far går ikke fra dig, Samuel. Vi passer på dig, for det er den en mor og en far gør.” Så ved Samuel, at det ikke nødvendigvis er rigtigt. For han har oplevet det modsatte. Hans erfaring siger ham, at en mor og en far kan blive væk, de kan gå og måske kommer de aldrig tilbage. Selvom vi siger: “Nu besøger Samuel, mor og far sådan og sådan, og så skal vi hjem igen sammen.” Så siger Samuels erfaring ham, at man ikke kan være sikker på at komme med igen, når man kommer et nyt sted hen. Det er ikke enestående for Samuel, det er et vilkår for adoptivbørn: deres erfaring er én, men som forældre ønsker vi at give dem en anden. Og dét er en stor (meget voldsomt vigtig) opgave. For om et barn får det godt – uanset familie og baggrund- handler om tryghed, gode rammer og tillid til mor og far. Som forælder til et adoptivbarn er den største og første opgave, at knytte barnet til sig, så det kan få de bedste betingelser for at vokse og udvikle sig som børn skal. Det er en stor opgave, som koster mange kræfter, søvnløse nætter, tårer og smil særligt i den første lange tid. Og det giver ufattelig stor glæde, når de små tegn på at vi er på rette vej viser sig.

Derfor blev jeg så helt igennem glad og rørt, da Samuel forleden legede en ny leg med Legopigen Sally: Indtil nu har vi puttet hende i bilen, dyttet, vinket og sagt “Hej hej”. Sådan som vi gør, når mor, far eller en anden går. Den anden dag sagde han pludselig “Jem”. “Kommer pigen hjem igen?”, spurgte jeg. “Ja!” kom det med overbevisning.

Når Legopigen kan komme hjem igen er der en chance for, at mor og far også gør. Og når de gør det, så skal Samuel også nok komme hjem til sig selv!

, ,

Skrub hjem

Da jeg i går var ude at køre over den jyske hede, hørte jeg pludselig mig selv i radioen. På P1. Det er ikke hver dag der sker, så jeg var mildest talt en smule overrasket.

Netværket på P1 handlede i går om racisme, og tog bl.a. fat i hvordan flere og flere adopterede oplever racisme. “Ja, det kender vi da til”, tænkte jeg, og hørte pludselig mig selv fortælle om min oplevelse med racisme i marts.

Programmet havde nogle rigtig gode pointer og stillede nogle særdeles relevante spørgsmål. Og så turde de tre, der var med, at være ærlige om deres egne tanker og oplevelser med racisme. For vi kender alle sammen fordommende – spørgsmålet er bare, hvordan vi håndterer dem.
Uanset hvad andel min fortælling havde i at programmet blev til, er jeg rigtig godt tilfreds med, racisme i Danmark bliver taget op på en undersøgende og spørgende måde, som tør kigge indad også. Så det, jeg ønskede for lidt mere end et halvt år siden er (måske) lykkedes: (Måske) Er vi ved at blive opmærksomme på, at racisme findes i Danmark – uanset hvor gerne vi ville, at hudfarve, religion og kultur ikke har noget at sige her.

Her kan du høre Netværket med “Skrub hjem hvor du kommer fra”

Assisterende drømmefanger

Der er nogle ting, som er værd at beskæftige sig med mere end én gang.

Jeg synes, adoption er én af de ting. Selvfølgelig fordi jeg selv har det inde på livet. Men også fordi, det er noget, som forholdsvist mange kender til, men som vi alligevel ikke nødvendigvis ved en hel masse om. For nogen tid siden skrev jeg om “Adoption frem i lyset”, hvor jeg fortalte om Trine Brix.

Udover at være en gæv kvinde, mor og coach har Trine sat sig en væsentlig opgave; nemlig at fremme forståelsen for processen omkring adoption, det at være familie med adoption som en del af livet, og ikke mindst at fremme forståelsen og accepten af børn, der adopterede og deres særlige vilkår generelt i samfundet. Det gør hun bl.a. gennem workshops og samtaler, men er også dygtig til at få artikler og interviews i pressen. På hendes blog har hun regelmæssigt interviews med mennesker, som på en eller anden måde kender til adoption på nært hold.

Nu har Trine så fået en ny hjemmeside, og i den anledning er der en give away, som det så småt er sidste chance for at være i. (Den trækkes d. 14. oktober) Pakken, der udloddes, er Henrik Lund og Liller Møllers signerede bog og DVD’en “Hvilken planet kommer du fra” – som er en rigtig sød historie til børn om at være adopteret set fra en lille piges side.

Vil du være med i lodtrækningen, så gå ind på Trine Brix’s facebook side og se mere.

trinebrix.dk kan du også skrive dig op til Trines månedlige nyhedsbrev. Dét skal jeg i hvert fald ha’ gjort!

, , , , , ,

Jeg tror – en personlig tros-bekendelse

Samuel blev døbt i dag. Det skete ved en meget varm gudstjeneste, hvor mennesker født i Danmark, England, Holland, Burkina Faso, Sydafrika og Sri Lanka lyttede til gospelkorets udgave af den Sydafrikanske national sang og vores kollega og ven Thomas prædikede. Det skete 10 år efter Duncan og jeg blev et “os”.

Og mens det skete, blev jeg ramt af en dyb taknemmelighed over min Gud, der har samlet alting for mig gennem de sidste år, over min familie og vores venner, som har været med os og ikke mindst over igen at kunne mærke glæde, kærlighed og taknemmelighed!
Bekendelsen herunder er inspireret af den apostolske trosbekendelse, men er min egen fra i dag:
“Jeg tror på Gud Fader, den almægtige. Ham, der kan skabe noget ud af ingenting: familier ud af forældreløse børn og barnløse forældre. Ægtefolk ud af kærester. Fællesskab ud af mennesker fra hele verden og af alle aldre.
 
Jeg tror på Jesus Kristus, Guds eneste Søn, min Herre. Ham, der har reddet mig fra mørke og tomhed, og vist at der findes en vej, hvor jeg ikke selv kan se en. 
 
Jeg tror på Helligånden. Hende, der giver liv, så depression må give vej for glæde og vinteren bliver til forår igen og igen.
 
Og jeg tror på det hellige i almindelige fællesskaber, som findes i kirker og familier; de fællesskaber, som gennem kærlighed og barmhjertighed kan rumme både smerte og glæde.
 
Jeg er taknemmelig!”