Det er så meget ikke i orden, at behandle hverken børn eller forældre på den måde. For at adoption – uanset om det er national eller internationalt – skal kunne foregå, er der regler, der skal overholdes. Præcis som i trafikken, hvor min færden hviler på tillid til at de andre overholder fartgrænser, stopskilte og kørselsretninger. Sådan må det også være med adoption; jeg skal kunne stole på at alle andre, der er involveret i processen arbejder og håndterer børnenes liv med respekt, værdighed og integritet.

Når embedsmænd, institutioner eller tredje parter bliver korrupte og blander penge ind i adoptionsprocessen bliver tilliden til, at processen med at finde et barn, undersøge dets baggrund og undersøger mulighederne for at placere barnet lokalt udføres ordentligt, forplumret. Og dét ødelægger chancerne for de børn, der reelt er forældreløse, og som ikke kan finde lokaler familier. Det lægger også en enorm byrde på i forvejen skrøbelige administrationer, når det internationale samfund (retteligen) stiller krav om større sikkerhed og dybere undersøgelser inden børn frigives. Det gøre forældre, der gerne vil adoptere, usikre på om det er etisk forsvarligt, det gør processen for mennesker, som allerede i gang med at hente et barn hjem endnu mere uigennemsigtig. Og endelig gør det det sværere for os, der har adopteret og vores børn, at skulle forklare og udrede forskellen på etisk ansvarlig adoption og moralsk og etisk uforsvarlig adoption. 

Det er godt at korruption, dårlige procedurer og fejl i processerne omkring adoption kommer frem. Det er bare så uendelig trist for de parter, som kommer i klemme.

Suk