Kan man spise softice med pinde?

Sådan er spørgsmålene i hvert fald delt op for Anna, der er født i Kina, men bor i Danmark sammen med sin mor og far. I bogen “Kan man spise softice med pinde” følger vi med Anna, da hun fylder 7 år. Anna tænker tit på Kina; når hun øver sig på at spise med pinde, når mor og far fortæller om, hvordan hun blev deres, og når hun bli’r vred på mor og far, og gerne vil væk hjemmefra. Anna synes, det er svært at forklare de andre børn, hvad det egentlig betyder at være adopteret, når man ikke engang selv er helt sikker på at forstå det. Hun er ikke engang sikker på, hvordan det staves.

Hvad Anna derimod er sikker på, at hun forstår, er, at børn i Kina spiser ris hver dag – og altid med pinde.

Igennem bogen lærer vi Annas mor og far at kende, hendes venner og hendes bedste. Vi lærer også flere af vennernes historier at kende. Der er mange forskelligheder, men ingen er specielle. Og sammen med børnene får vi hjælp af Bedste til at forstå, at man godt kan være venner og ligne hinanden, selvom man ikke er ens. Dét er en af bogens fine pointer.

Med “Kan man spise softice med pinde” har Malene Fenger-Grøndahl og Annemette Bramsen lavet en både sjov og tænksom børnebog, der henvender sig til børn (og deres forældre) i alderen 5 til 10 år. At Anna er adopteret er naturligvis en væsentlig pointe, men som jeg ser det, henvender bogen sig ikke af den grund snævert til børn, der selv er adopterede. Den kan lige så godt læses af nogen, der kender én, der er adopteret,  i børnehaven eller i andre sammenhænge, hvor det er godt at snakke om, at man kan have forskellige måder at være familie på.

Bogens billeder er herlige. De er en blanding af tegning og foto-collage. En fin detalje er, at Annas rottehaler viser hendes humør. Da jeg åbnede kuverten med bogen, fik jeg hjælp af min søn Samuel på knap 3, som jo er udenfor bogens målgruppe. Alligevel kunne han fortælle en lang historie udfra billederne, så på den måde kan bogen sagtens vække mindre børns interesse også – selvom de næppe fanger alle nuancer i historien.

Der er ingen tvivl om, at “Kan man spise softice med pinde” er en bog, der har ligget forfatterne på sinde. Det er vigtige emner, der hives frem, som tankerne om føde-landet og den første mor, om at være anderledes, om at høre sin historie og om at være familie og have venner. Selv forældrenes blandede følelser om Kina-mor hentydes der til, ligesom Bedste kommer med gode råd om at leve her og ikke hos dem, man har mistet. Det er svært for mig at bedømme, om bogen vil lidt mere, end den egentlig kan rumme. Måske er der simpelthen for meget godt i den til, at emnerne helt får lov at få den plads, som de fortjener. På den anden side er netop dét en udemærket introduktion til Anna og hendes verden. Og så er det jo godt at vide, at bogen her bare er den første i rækken!

For mig var den bedste bid af bogen, da Bedste slår fast, at det er godt at have forældre, der passer på én. Annas ven Alfred svarer glad: “Ja, de gælder alle steder.” Dét er da det bedste i hele verden at vide: at ens mor og far er ens mor og far alle steder – uanset om man er født i Kina eller i Danmark og har rødt eller sort hår. Og er der noget alle børn har godt af at vide, så må det være dét.

Hvis du kunne tænke dig at kigge indeni bogen, kan du klikke her.