Casper, Melchior og Balthazar er de navne som de vise mænd er blevet givet, og på helligtrekongers dag bruges forbogstaverne især i den katolske tradition til at velsigne almindelige huse.
Med et stykke kridt skriver man årstallet og de tre forbogstaver med +’er imellem over døren sådan her:
20+C+M+B+24
På latin står CMB for Christus Mansionem Benedicat, som betyder ”Kristus velsign dette hus/hjem.”
Herhjemme er det et hit at få lov til at skrive med kridt på døren, men derudover kan det også give anledning til en fin samtale om dels hvad det betyder at velsigne og dels hvad det er godt at have derhjemme: Hvad betyder det, at vi gerne vil have fred f.eks. (når nu søskende kan være så irriterende?) Hvordan kan vi hver især være med til at gøre det rart at bo her? Og hvad betyder det egentlig, at Gud bor sammen med os?
Måske får børnene også lyst til, at der skal skrives specifikt på døren til deres værelse.
Afhængigt af børnenes alder og hvad I er vant til, kan I bede sammen for jeres hjem og familie. En enkelt bøn som ”Gud, velsign vores hjem” kan gøre det. Kun fantasien sætter grænsen (og en hurtig google-søgning vil vise, at der findes utallige (engelske) ritualer)
Afhængigt af børnenes alder og interesse kan man også lave sin egen velsignelse ved at bruge sine egne forbogstaver.
Med mit navn kunne det f.eks. være Altid Kærlighed og Trivsel
Der findes så mange fantastiske historier og folkeeventyr rundt omkring, der knytter sig til de forskellige højtider. Sådan er det også med Helligtrekonger.
For mig er det en rigdom at kunne låne af historierne og traditionerne fra andre kulturer og kirkeretninger.
En af de eventyr vi sidst har lånt herhjemme, er det italienske folkeventyr om La Befana. På italiensk er der – eftersigende – et ordspil mellem Helligtrekonger og La Befana.
”Historien fortæller, at La Befana var en gammel kone, der boede alene ude i skoven, hvor hun levede af at samle kviste og grene. Kvistene og grenene lavede hun til koste, som hun solgte på markedet hver uge.
En dag, da vinteren var aller mørkest, kom tre fremmede forbi hendes hytte, for at spørge om nattely.
De tre mænd fortalte, at de var på vej for at finde et særligt barn, der også var en særlig konge. Da natten var ved at falde på, skoven var mørk og sneen faldt tæt, spurgte de, om de måtte overnatte hos La Befana. Det fik de lov til mod at de ville fortælle hende deres historie.
Så den aften ved La Befanas varme ildsted fortalte de tre fremmede mænd om deres rejse fra fremmede lande af ældgamle stier for at finde et kongebarn. En stjerne stod på himlen og spåede om en konge, der kom med fred for almindelige mennesker. De fortalte, at de havde taget gaver med.
La Befana blev berørt at deres sælsomme historie, og da hun fejede sneen væk fra trappetrinet, da hun sendte de tre mænd videre dagen efter, overvejede hun et øjeblik, om hun skulle tage med dem på deres færd.
Hele dagen spekulerede hun over, hvad det mon var for en konge, og hvad det ville få af betydning for et menneske som hende. Midt i en kost besluttede hun sig for at følge efter sine gæster, men da var sneen blæst sammen igen og alle spor efter de tre fremmede var væk.
Den aften faldt La Befana i søvn ved ildstedet. Hun drømte, at hun fløj på en af sine koste efter de tre fremmede. Hun ledtet efter kongebarnet og kiggede ind gennem alle vinduer på sin vej. Fra slotte til små hytter kiggede hun efter kongebarnet. Men fordi hun aldrig var helt sikker på, om ikke netop détte barn i sengen var det særlige barn, lagde hun en lille guldmønt ved alle barnesenge, hun kom forbi.
Det var en dejlig drøm, og La Befana glemte den ikke. Faktisk drømte hun den samme drøm om at flyve på sin kost og lede efter kongebarnet hvert år d. 5. januar. Og altid lagde hun en lille guldmønt ved alle barnesenge. For sæt nu om détte barn var kongebarnet.”
Ifølge traditionen lægger La Befana en guldmønt eller små ædelstene, og derfor vågner italienske børn op til slik pakket ind i guldpapir eller glitrende papir Helligtrekongers morgen (d. 6. januar), som tegn på at La Befana har været forbi i sin drøm i nattens løb.
Jeg kan godt lide historiens pointe med at alle børn kunne være kongebarnet. Selvfølgelig kan ingen børn være Jesusbarnet, men alle børn bærer Jesus’ billede i sig og er noget særligt.
Derudover at jeg er vild med det oprørske i man aner omridset af en heks i beskrivelsen af La Befana. Det tiltaler mig, at en kvindefigur som ellers er lagt så meget for had i vores historier her bliver en del af historien om Jesus’ fødsel. Også selvom det ”bare” er et eventyr.
Julen og påsken har vi styr på – men hvad er det nu det er med pinsen?
Kirken har tre store højtider: jul, påske og pinse.
Bodil Sangild har fortalt om julen og påsken gennem drengen Johan, der sammen med sin mor har lavet en julekrybbe og en påskehave. Nu er der så udkommet en tredje bog om pinsen.
Igen er det drengen Johan der i samtaler med sin mor finder ud af, hvad pinsen handler om. Ligesom i de andre bøger er det ikke som sådan bibelhistorien, der knytter sig til højtiderne, der genfortælles, men de centrale temaer der trækkes frem, mens Johan og hans mor forbereder sig på at markere højtiden.
I Johans pinsefest bliver der knyttet an til både jul og påske, så det er tydeligt at Helligåndens komme både handler om og er en forlængelse af det, Gud gjorde i Jesus.
Samtidig bruges det fine billede af Helligånden som vinden, der ikke kan ses, men mærkes og som kan være over det hele på én gang.
Kirken, som illustreres i bogen er en traditionel dansk hvidkalket kirkebygning. Det ikke er alle børn, der skal høre om pinsen, der kommer i sådan en kirkebygning, men måske er det alligevel et godt greb, fordi den traditionelle kirke kan fungere som model og overordnet repræsentant for Kirken med stort K.
At pinsen handler om hele verden og alle mennesker får bogen nemlig også fint med.
Illustrationerne er også i Johans pinsefest rigtig fine – der er gode detaljer at snakke om. Og igen er hunden med på sidelinjen.
Johans pinsefest er udkommet på forlaget mellemgaard og koster 149kr.
Der knytter sig et væld af traditioner og historier til Helligtrekonger fra forskellige lande og traditioner, og det er en stor rigdom at låne af dem for at skabe mening og traditioner, der passer i jeres egen familie.
Her kommer seks idéer til at markere Helligtrekonger:
Helligtrekongers lyset
Helligtrekongerslyset er tre lys, der mødes til ét. En gang kunne man få lys med krudt støbt ind, hvor lysenes mødtes. Det betød, at der lød et brag, når flammen nåede midten. Når braget lød, var julen slut.
Lyset, der brænder ned i løbet af nogle timer, kan købes eks. i museumsbutikker.
Pakke julen sammen
Helligtrekongersaften (d. 5. januar) er julen slut.
Herhjemme pakker vi julepynt ned d. 5. om eftermiddagen (eller som det nu passer!), mens helligtrekongerslyset brænder. Og så sætter vi os med de sidste småkager og slikrester og guffer for sidste gang.
Det virker fortrinligt som motivation for alle til at få nedpakningen overstået, at juleslikket lokker en sidste gang!
Hvis vi er heldige, er der endda overskud til at spille et spil imens.
Det triste ved at pakke sammen
Selvom det kan føles befriende at få julepynten væk, så er der også noget af et antiklimaks – måske især for de små – at alt det, der var at glæde sig til i advent, jul og nytåret er overstået. Det kan føles mærkeligt tomt og måske endda trist. Og hvad stiller man op med det?
Jeg er rigtig glad for bogen om Alfons Åberg, der synes, det er så trist, så trist at julen er ovre. Heldigvis er Alfon’s farmor ved godt mod; hun er sikker på, at det næste gode allerede er på vej.
Den er god at bruge til at snakke om, hvad det næste vi kan glæde os til mon er.
Galettes des Rois
Helligtrekongerskagen Galette des Rois en fransk tradition, hvor en bønne eller mandel eller mønt bages ind i en kage. Man mener den danske tradition med at finde en mandel i risalamanden stammer herfra, for det gælder om at få det stykke af kagen, hvor bønnen gemmer sig. Den, der er heldig at få bønnen, kåres som dagens konge.
I indlægget her hos Marinas mad kan du læse, hvordan traditionen med kagen bliver brugt i deres familie.
La Befana – helligtrekongers heksen
Børn i Italien vågner op til guld slik d. 6. om morgenen, fordi La Befana har været forbi i nattens løb, i sin søgen efter kongebarnet, der er blevet født.
Helligtrekongers dag tegner vi på døren herhjemme. Det er en tradition fra katolske lande særligt i Sydeuropa, hvor man bruger de vise mænds forbogstaver, årstallet og korsets tegn til at velsigne ens hjem med. 20+C+M+B+25
Det er en nem lille ting at gøre – især hvis man har gadekridt liggende fra sidste sommer. Traditionen er oplagt at bruge til at snakke om, hvad vi ønsker os for vores hjem og familie.
https://i0.wp.com/digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2024/01/20230105_211057-scaled.jpg?fit=1440%2C2560&ssl=125601440Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2024-01-02 16:38:552025-01-05 09:34:45Helligtrekonger er en lille, men fantastisk mærkedag
Hvis du indimellem spekulerer over, om dit arbejde med børn i kirken batter noget, er du ikke alene. Hvis du af og til rammes af et ønske om at kunne se ind i fremtiden for at kunne se, om det du laver bærer frugt, vil jeg gerne give dig tre små opmuntringer.
Den første er et eksempel fra en bog jeg læser. Den anden er en historie fra mit eget liv. Den tredje og sidste er et kinesisk ordsprog.
Eksemplet fra bogen jeg læser: I bogen ”Growing Young” fortæller Kara Powell, Jake Mulder og Brad Griffin historien om, hvordan en præst for 50 år siden lagde en ny retning for sin kirke. Præsten Roger blev ansat i 1960’erne, hvor menigheden var i fare for at lukke. Han værdsatte børn, unge og familier. Han involverede dem i kirkens lokale og internationale mission og han fik menigheden til at inkludere unge mennesker på alle niveauer af menighedens liv og ledelse. I 2014 bliver en ung pige, Isabella, smidt ud hjemmefra. Hun kommer i tanke om et par, der tidligere havde hjulpet en veninde, der havde det svært. Et par, der kommer i kirken, hvor Roger engang var præst. En kirke, som stadig holder fast i den retning, hans ledelse udpegede, og som for Isabella kom til at betyde, at hun fandt en ny familie og blev kristen.
Historien fra mit eget liv: En af de første begravelser jeg selv stod for som helt ung præst – jeg har været 23 år, så rimelig ung – var en gammel kvinde, der havde være præstekone. Mens jeg sidder og forbereder talen, går det op for mig, at hendes arbejde i kirken, har betydet, at jeg er blevet kristen. Hun var nemlig med til at starte spejderarbejdet i den menighed, hvor jeg blev spejder, blev døbt, blev optaget som medlem og blev kandidat til præst.
Igennem hendes liv og tjeneste har hun helt sikkert mødt mange mennesker, som hun havde gjort en forskel for. Men det, hun betød for mig, fandt hun aldrig ud af.
Som jeg sad der med min begravelsestale føltes det, som om en flig af en større sammenhæng blev åbenbaret for mig. Jeg fik et glimt af, hvordan vores liv hænger sammen på kryds og tværs, og hvordan det arbejde ét menneske gør på ét tidspunkt, kan være en betydningsfuld brik i en anden liv langt senere.
Det kinesiske ordsprog:
Ordsproget her har jeg fået fra Martyn Atkins, der var min lærer i bl.a. teologi historie og kirkehistorie, da jeg læste i England. Jeg mødte ham i Estland på en konference for snart 4 år siden. Der brugte han det følgende ordsprog, som jeg bad om lov til at tage med videre. Det lyder:
”Du kan tælle, hvor mange kerner, der er i et æble. Du kan ikke tælle, hvor mange æbler, der er i en kerne.”
Oversat til din og min virkelighed: Du kan tælle, hvor mange børn, der er i din børnekirke, juniorklub eller familie. Du kan ikke tælle, hvor mange børn (eller voksne), der vil opleve at møde Gud, tro på Jesus, få deres liv forandret til det bedre på grund af de børn, der er foran dig.
Dit arbejde med børn, deres tro og deres menighedsliv er vigtigt og værdifuldt. Også selvom du ikke ved selvsyn kan se, hvilken betydning det har for det enkelte barn. Også selvom du ikke kan se, hvordan de bibelhistorier du fortæller eller det fællesskab, de er en del af, påvirker dem og deres liv fremover.
Du kan se, hvilke børn, unge og familier, der kommer i din sammenhæng. Måske er det ikke mange. Måske er det kun en håndfuld. Det betyder ikke, at det er betydningsløst eller lige meget. For du aner ikke, hvilket betydning de har eller vil få andre steder. Du kender ikke rækkevidden af din egen indflydelse.
En velsignelse over døren
Casper, Melchior og Balthazar er de navne som de vise mænd er blevet givet, og på helligtrekongers dag bruges forbogstaverne især i den katolske tradition til at velsigne almindelige huse.
Med et stykke kridt skriver man årstallet og de tre forbogstaver med +’er imellem over døren sådan her:
20+C+M+B+24
På latin står CMB for Christus Mansionem Benedicat, som betyder ”Kristus velsign dette hus/hjem.”
Herhjemme er det et hit at få lov til at skrive med kridt på døren, men derudover kan det også give anledning til en fin samtale om dels hvad det betyder at velsigne og dels hvad det er godt at have derhjemme: Hvad betyder det, at vi gerne vil have fred f.eks. (når nu søskende kan være så irriterende?) Hvordan kan vi hver især være med til at gøre det rart at bo her? Og hvad betyder det egentlig, at Gud bor sammen med os?
Måske får børnene også lyst til, at der skal skrives specifikt på døren til deres værelse.
Afhængigt af børnenes alder og hvad I er vant til, kan I bede sammen for jeres hjem og familie. En enkelt bøn som ”Gud, velsign vores hjem” kan gøre det. Kun fantasien sætter grænsen (og en hurtig google-søgning vil vise, at der findes utallige (engelske) ritualer)
Afhængigt af børnenes alder og interesse kan man også lave sin egen velsignelse ved at bruge sine egne forbogstaver.
Med mit navn kunne det f.eks. være Altid Kærlighed og Trivsel
20+A+K+T+25
La Befana – Helligtrekonger heksen
Der findes så mange fantastiske historier og folkeeventyr rundt omkring, der knytter sig til de forskellige højtider. Sådan er det også med Helligtrekonger.
For mig er det en rigdom at kunne låne af historierne og traditionerne fra andre kulturer og kirkeretninger.
En af de eventyr vi sidst har lånt herhjemme, er det italienske folkeventyr om La Befana. På italiensk er der – eftersigende – et ordspil mellem Helligtrekonger og La Befana.
”Historien fortæller, at La Befana var en gammel kone, der boede alene ude i skoven, hvor hun levede af at samle kviste og grene. Kvistene og grenene lavede hun til koste, som hun solgte på markedet hver uge.
En dag, da vinteren var aller mørkest, kom tre fremmede forbi hendes hytte, for at spørge om nattely.
De tre mænd fortalte, at de var på vej for at finde et særligt barn, der også var en særlig konge. Da natten var ved at falde på, skoven var mørk og sneen faldt tæt, spurgte de, om de måtte overnatte hos La Befana. Det fik de lov til mod at de ville fortælle hende deres historie.
Så den aften ved La Befanas varme ildsted fortalte de tre fremmede mænd om deres rejse fra fremmede lande af ældgamle stier for at finde et kongebarn. En stjerne stod på himlen og spåede om en konge, der kom med fred for almindelige mennesker. De fortalte, at de havde taget gaver med.
La Befana blev berørt at deres sælsomme historie, og da hun fejede sneen væk fra trappetrinet, da hun sendte de tre mænd videre dagen efter, overvejede hun et øjeblik, om hun skulle tage med dem på deres færd.
Hele dagen spekulerede hun over, hvad det mon var for en konge, og hvad det ville få af betydning for et menneske som hende. Midt i en kost besluttede hun sig for at følge efter sine gæster, men da var sneen blæst sammen igen og alle spor efter de tre fremmede var væk.
Den aften faldt La Befana i søvn ved ildstedet. Hun drømte, at hun fløj på en af sine koste efter de tre fremmede. Hun ledtet efter kongebarnet og kiggede ind gennem alle vinduer på sin vej. Fra slotte til små hytter kiggede hun efter kongebarnet. Men fordi hun aldrig var helt sikker på, om ikke netop détte barn i sengen var det særlige barn, lagde hun en lille guldmønt ved alle barnesenge, hun kom forbi.
Det var en dejlig drøm, og La Befana glemte den ikke. Faktisk drømte hun den samme drøm om at flyve på sin kost og lede efter kongebarnet hvert år d. 5. januar. Og altid lagde hun en lille guldmønt ved alle barnesenge. For sæt nu om détte barn var kongebarnet.”
Ifølge traditionen lægger La Befana en guldmønt eller små ædelstene, og derfor vågner italienske børn op til slik pakket ind i guldpapir eller glitrende papir Helligtrekongers morgen (d. 6. januar), som tegn på at La Befana har været forbi i sin drøm i nattens løb.
Jeg kan godt lide historiens pointe med at alle børn kunne være kongebarnet. Selvfølgelig kan ingen børn være Jesusbarnet, men alle børn bærer Jesus’ billede i sig og er noget særligt.
Derudover at jeg er vild med det oprørske i man aner omridset af en heks i beskrivelsen af La Befana. Det tiltaler mig, at en kvindefigur som ellers er lagt så meget for had i vores historier her bliver en del af historien om Jesus’ fødsel. Også selvom det ”bare” er et eventyr.
Johans pinsefest – anmeldelse
Julen og påsken har vi styr på – men hvad er det nu det er med pinsen?
Kirken har tre store højtider: jul, påske og pinse.
Bodil Sangild har fortalt om julen og påsken gennem drengen Johan, der sammen med sin mor har lavet en julekrybbe og en påskehave. Nu er der så udkommet en tredje bog om pinsen.
Igen er det drengen Johan der i samtaler med sin mor finder ud af, hvad pinsen handler om. Ligesom i de andre bøger er det ikke som sådan bibelhistorien, der knytter sig til højtiderne, der genfortælles, men de centrale temaer der trækkes frem, mens Johan og hans mor forbereder sig på at markere højtiden.
I Johans pinsefest bliver der knyttet an til både jul og påske, så det er tydeligt at Helligåndens komme både handler om og er en forlængelse af det, Gud gjorde i Jesus.
Samtidig bruges det fine billede af Helligånden som vinden, der ikke kan ses, men mærkes og som kan være over det hele på én gang.
Kirken, som illustreres i bogen er en traditionel dansk hvidkalket kirkebygning. Det ikke er alle børn, der skal høre om pinsen, der kommer i sådan en kirkebygning, men måske er det alligevel et godt greb, fordi den traditionelle kirke kan fungere som model og overordnet repræsentant for Kirken med stort K.
At pinsen handler om hele verden og alle mennesker får bogen nemlig også fint med.
Illustrationerne er også i Johans pinsefest rigtig fine – der er gode detaljer at snakke om. Og igen er hunden med på sidelinjen.
Johans pinsefest er udkommet på forlaget mellemgaard og koster 149kr.
Helligtrekonger er en lille, men fantastisk mærkedag
Der knytter sig et væld af traditioner og historier til Helligtrekonger fra forskellige lande og traditioner, og det er en stor rigdom at låne af dem for at skabe mening og traditioner, der passer i jeres egen familie.
Her kommer seks idéer til at markere Helligtrekonger:
Helligtrekongers lyset
Helligtrekongerslyset er tre lys, der mødes til ét. En gang kunne man få lys med krudt støbt ind, hvor lysenes mødtes. Det betød, at der lød et brag, når flammen nåede midten. Når braget lød, var julen slut.
Lyset, der brænder ned i løbet af nogle timer, kan købes eks. i museumsbutikker.
Pakke julen sammen
Helligtrekongersaften (d. 5. januar) er julen slut.
Herhjemme pakker vi julepynt ned d. 5. om eftermiddagen (eller som det nu passer!), mens helligtrekongerslyset brænder. Og så sætter vi os med de sidste småkager og slikrester og guffer for sidste gang.
Det virker fortrinligt som motivation for alle til at få nedpakningen overstået, at juleslikket lokker en sidste gang!
Hvis vi er heldige, er der endda overskud til at spille et spil imens.
Det triste ved at pakke sammen
Selvom det kan føles befriende at få julepynten væk, så er der også noget af et antiklimaks – måske især for de små – at alt det, der var at glæde sig til i advent, jul og nytåret er overstået. Det kan føles mærkeligt tomt og måske endda trist. Og hvad stiller man op med det?
Jeg er rigtig glad for bogen om Alfons Åberg, der synes, det er så trist, så trist at julen er ovre. Heldigvis er Alfon’s farmor ved godt mod; hun er sikker på, at det næste gode allerede er på vej.
Den er god at bruge til at snakke om, hvad det næste vi kan glæde os til mon er.
Galettes des Rois
Helligtrekongerskagen Galette des Rois en fransk tradition, hvor en bønne eller mandel eller mønt bages ind i en kage. Man mener den danske tradition med at finde en mandel i risalamanden stammer herfra, for det gælder om at få det stykke af kagen, hvor bønnen gemmer sig. Den, der er heldig at få bønnen, kåres som dagens konge.
I indlægget her hos Marinas mad kan du læse, hvordan traditionen med kagen bliver brugt i deres familie.
La Befana – helligtrekongers heksen
Børn i Italien vågner op til guld slik d. 6. om morgenen, fordi La Befana har været forbi i nattens løb, i sin søgen efter kongebarnet, der er blevet født.
Jeg har skrevet historien om La Befana her.
Velsignelse af døren
Helligtrekongers dag tegner vi på døren herhjemme. Det er en tradition fra katolske lande særligt i Sydeuropa, hvor man bruger de vise mænds forbogstaver, årstallet og korsets tegn til at velsigne ens hjem med.
20+C+M+B+25
Jeg har skrevet om det her.
Det er en nem lille ting at gøre – især hvis man har gadekridt liggende fra sidste sommer.
Traditionen er oplagt at bruge til at snakke om, hvad vi ønsker os for vores hjem og familie.
Tre opmuntringer
Hvis du indimellem spekulerer over, om dit arbejde med børn i kirken batter noget, er du ikke alene. Hvis du af og til rammes af et ønske om at kunne se ind i fremtiden for at kunne se, om det du laver bærer frugt, vil jeg gerne give dig tre små opmuntringer.
Den første er et eksempel fra en bog jeg læser. Den anden er en historie fra mit eget liv. Den tredje og sidste er et kinesisk ordsprog.
I bogen ”Growing Young” fortæller Kara Powell, Jake Mulder og Brad Griffin historien om, hvordan en præst for 50 år siden lagde en ny retning for sin kirke. Præsten Roger blev ansat i 1960’erne, hvor menigheden var i fare for at lukke. Han værdsatte børn, unge og familier. Han involverede dem i kirkens lokale og internationale mission og han fik menigheden til at inkludere unge mennesker på alle niveauer af menighedens liv og ledelse. I 2014 bliver en ung pige, Isabella, smidt ud hjemmefra. Hun kommer i tanke om et par, der tidligere havde hjulpet en veninde, der havde det svært. Et par, der kommer i kirken, hvor Roger engang var præst. En kirke, som stadig holder fast i den retning, hans ledelse udpegede, og som for Isabella kom til at betyde, at hun fandt en ny familie og blev kristen.
En af de første begravelser jeg selv stod for som helt ung præst – jeg har været 23 år, så rimelig ung – var en gammel kvinde, der havde være præstekone. Mens jeg sidder og forbereder talen, går det op for mig, at hendes arbejde i kirken, har betydet, at jeg er blevet kristen. Hun var nemlig med til at starte spejderarbejdet i den menighed, hvor jeg blev spejder, blev døbt, blev optaget som medlem og blev kandidat til præst.
Igennem hendes liv og tjeneste har hun helt sikkert mødt mange mennesker, som hun havde gjort en forskel for. Men det, hun betød for mig, fandt hun aldrig ud af.
Som jeg sad der med min begravelsestale føltes det, som om en flig af en større sammenhæng blev åbenbaret for mig. Jeg fik et glimt af, hvordan vores liv hænger sammen på kryds og tværs, og hvordan det arbejde ét menneske gør på ét tidspunkt, kan være en betydningsfuld brik i en anden liv langt senere.
Ordsproget her har jeg fået fra Martyn Atkins, der var min lærer i bl.a. teologi historie og kirkehistorie, da jeg læste i England. Jeg mødte ham i Estland på en konference for snart 4 år siden. Der brugte han det følgende ordsprog, som jeg bad om lov til at tage med videre. Det lyder:
”Du kan tælle, hvor mange kerner, der er i et æble.
Du kan ikke tælle, hvor mange æbler, der er i en kerne.”
Oversat til din og min virkelighed:
Du kan tælle, hvor mange børn, der er i din børnekirke, juniorklub eller familie. Du kan ikke tælle, hvor mange børn (eller voksne), der vil opleve at møde Gud, tro på Jesus, få deres liv forandret til det bedre på grund af de børn, der er foran dig.
Dit arbejde med børn, deres tro og deres menighedsliv er vigtigt og værdifuldt. Også selvom du ikke ved selvsyn kan se, hvilken betydning det har for det enkelte barn. Også selvom du ikke kan se, hvordan de bibelhistorier du fortæller eller det fællesskab, de er en del af, påvirker dem og deres liv fremover.
Du kan se, hvilke børn, unge og familier, der kommer i din sammenhæng. Måske er det ikke mange. Måske er det kun en håndfuld. Det betyder ikke, at det er betydningsløst eller lige meget. For du aner ikke, hvilket betydning de har eller vil få andre steder. Du kender ikke rækkevidden af din egen indflydelse.