La Befana – Helligtrekonger heksen

Der findes så mange fantastiske historier og folkeeventyr rundt omkring, der knytter sig til de forskellige højtider. Sådan er det også med Helligtrekonger. 

For mig er det en rigdom at kunne låne af historierne og traditionerne fra andre kulturer og kirkeretninger. 

En af de eventyr vi sidst har lånt herhjemme, er det italienske folkeventyr om La Befana. På italiensk er der – eftersigende – et ordspil mellem Helligtrekonger og La Befana. 

”Historien fortæller, at La Befana var en gammel kone, der boede alene ude i skoven, hvor hun levede af at samle kviste og grene. Kvistene og grenene lavede hun til koste, som hun solgte på markedet hver uge. 

En dag, da vinteren var aller mørkest, kom tre fremmede forbi hendes hytte, for at spørge om nattely. 

De tre mænd fortalte, at de var på vej for at finde et særligt barn, der også var en særlig konge. Da natten var ved at falde på, skoven var mørk og sneen faldt tæt, spurgte de, om de måtte overnatte hos La Befana. Det fik de lov til mod at de ville fortælle hende deres historie. 

Så den aften ved La Befanas varme ildsted fortalte de tre fremmede mænd om deres rejse fra fremmede lande af ældgamle stier for at finde et kongebarn. En stjerne stod på himlen og spåede om en konge, der kom med fred for almindelige mennesker. De fortalte, at de havde taget gaver med. 

La Befana blev berørt at deres sælsomme historie, og da hun fejede sneen væk fra trappetrinet, da hun sendte de tre mænd videre dagen efter, overvejede hun et øjeblik, om hun skulle tage med dem på deres færd. 

Hele dagen spekulerede hun over, hvad det mon var for en konge, og hvad det ville få af betydning for et menneske som hende. Midt i en kost besluttede hun sig for at følge efter sine gæster, men da var sneen blæst sammen igen og alle spor efter de tre fremmede var væk.

Den aften faldt La Befana i søvn ved ildstedet. Hun drømte, at hun fløj på en af sine koste efter de tre fremmede. Hun ledtet efter kongebarnet og kiggede ind gennem alle vinduer på sin vej. Fra slotte til små hytter kiggede hun efter kongebarnet. Men fordi hun aldrig var helt sikker på, om ikke netop détte barn i sengen var det særlige barn, lagde hun en lille guldmønt ved alle barnesenge, hun kom forbi. 

Det var en dejlig drøm, og La Befana glemte den ikke. Faktisk drømte hun den samme drøm om at flyve på sin kost og lede efter kongebarnet hvert år d. 5. januar. Og altid lagde hun en lille guldmønt ved alle barnesenge. For sæt nu om détte barn var kongebarnet.” 

Ifølge traditionen lægger La Befana en guldmønt eller små ædelstene, og derfor vågner italienske børn op til slik pakket ind i guldpapir eller glitrende papir Helligtrekongers morgen (d. 6. januar), som tegn på at La Befana har været forbi i sin drøm i nattens løb.

Jeg kan godt lide historiens pointe med at alle børn kunne være kongebarnet. Selvfølgelig kan ingen børn være Jesusbarnet, men alle børn bærer Jesus’ billede i sig og er noget særligt. 

Derudover at jeg er vild med det oprørske i man aner omridset af en heks i beskrivelsen af La Befana. Det tiltaler mig, at en kvindefigur som ellers er lagt så meget for had i vores historier her bliver en del af historien om Jesus’ fødsel. Også selvom det ”bare” er et eventyr.