Tidligere i dag lå der en besked på telefonsvareren fra en venlig politibetjent. Han havde en foto line-up, som han gerne ville, jeg skulle komme og se på. Politiet har fundet ham, der råbte og smed med bananer, og nu havde de så et billede blandt 11 andre.
Jeg kunne godt genkende ham.
Jeg skal love for mine ben føltes underlige, jeg blev varm og at min mund blev tør. Nu samler politiet sagen, og engang i efteråret kommer den sandsynligvis for retten. Og så skal jeg fortælle historien igen.
Tak for jeres varme, oprigtige og opmuntrende hilsner til mit indlæg om racisme i fuldt dagslys. Det gør godt at høre jeres umidelbare reaktioner, fordi det viser at flertallet af os alle sammen netop ikke tænker, som dem vi mødte gør det. Og det gør mig glad og forhåbningsfuld på Samuels og vores alle sammens vegne, at så mange spekulerer over, hvad vi dog kan gøre ved det.
Jeg er ret sikker på, det ikke findes simple svar. Alligevel tænker jeg, at der er nogle enkle ting, som godt kan gøre. Vi kan fortælle om det, vi oplever, fordi opmærksomhed og viden om, at noget sker, gør det umuligt at benægte. Jeg tror også, det gør det mere sandsynligt at flere tør melde den slags hændelse, som jeg oplevede, hvis vi hører om andre, der gør det. Eller måske er det bare nemmere at gøre, hvis man ved det er en mulighed? I hvert fald er det vigtigt at vide, det kan anmeldes også når det gælder børn. Dels fordi den, der udfører eller opfordrer til racisme, kan få at vide det ikke er en acceptabel holdning i vores samfund, men også fordi anmeldelser bliver registreret og dermed bliver en del af statistikker og samfundets samlede viden om, hvad der reelt sker i landet. Er der ingen anmeldelser eller “offentlige” historier, kan politikere, sociale tiltag og alle andre i god tro afvise at børn i Danmark oplever racisme.
Hvis du vil linke til mit indlæg på din blog er du meget velkommen. Hvis du hører, om tiltag til bekæmpelse af racisme, som er tilgængelige for deltagelse – så sig endelig til!
Verden er et godt sted. Verden skal være et godt sted – også for børn, unge og voksne som ikke har blå øjne og stråfarvet hår. Ikke af andre grunde end at vi alle sammen er fælles om at være mennesker.
Taknemmelige hilsner, Anne
PS. I løbet af den næste uges tid kommer jeg på besøg hos jer alle sammen, og siger tak for jeres opbakning.
Jeg har dimlet frem og tilbage om hvorvidt jeg skulle dele nedenstående med jer. Men den politiske filosof Edmund Burke er kendt for at have skrevet, at “The only thing necessary for evil to triumph os for good people to do nothing.” Om jeg er et godt menneske, ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg ikke vil, det onde skal triumfere. Så her kommer det:
Som du vil vide, hvis du har været besøg før, er jeg mor til Samuel, som er født i Sydafrika. Igår var det mig, der hentede ham fra vuggestuen. Vi havde købt is, vi skulle spise i haven og småsnakkede som på en almindelig tur hjem, da der fra bilkøen ved siden af os, pludselig blev råbt temmelig højt.
En ung mand hang med overkroppen ud af vinduet på den bil, han var passager i og pegede hen på os. “Se den der” råbte han. “Der er også én.” Han retter så henvendelse til mig, der fuldstændigt paf går i stå midt på fortovet, da han siger: “Hvad er det for én, du har der? Er det en hun eller en han?”Min mund kan ingenting og det er som om, min hjerne har svært ved at absorbere meningen med det, han siger. Jeg hører ordene, men meningen trænger lissom ikke igennem.
Jeg vågner op ved, at en banan lander foran os, ledsaget af beskeden om, at “Den kan du jo give til din abekat.”
Her slår mit høje uddannelsesniveau, mine forældres rummelige opdragelse samt min kristne grundholdning så til, og jeg giver ham f… fingeren, og begynder at gå. Imens regner en mængde meget lidt flatterende ord om kvindekønnet ned over mig. (Det pæneste var smatso)
10 skridt senere går det op for mig, at jeg skal have fat i nummerpladen. Men da er lyset skiftet til grønt, og de er kørt.
Det var så voldsomt grænseoverskridende, at jeg var ved siden af mig selv resten af eftermiddagen. At jeg blev svinet til er én ting. Men at mit 2årige barn bliver angrebet af en voksen mand er for meget. Grunden til angrebet er mig så forkastelig, at jeg har haft en syg fornemmelse i maven, når jeg har tænkt for meget over det.
Hvor er det små mennesker, der er så bange, at angreb er den eneste mulighed. Ovenikøbet angreb på et lille barn, der ingen mulighed har for at passe på sig selv endsige forstå, hvad det handler om.
At blive antastet og udstillet på den måde er ydmygende; det peger én ud, som anderledes og leder derfor let til følelser af skam. Når jeg, en voksen lyserød kvinde med et lille barn, kan blive passet op på den måde en helt almindelig eftermiddag midt i en fredelig by – hvad oplever unge mænd og piger med mørk hud så? Hvad hører kvinder i tørklæde eller voksne mænd af afrikansk eller arabisk afstamning?
En veninde hjalp mig med at gå til politiet i dag. Hændelsen er anmeldt, og bliver behandlet efter en paragraf om racisme. Betjenten, jeg talte med, havde aldrig før hørt tale om, at små børn er mål for racisme. Men spørgsmålet er jo, om det er første gang det sker, eller om andre bare ikke har anmeldt det. Det eneste, der skal til for, at ingen ved den slags sker er, at vi ikke siger noget. Det sidste den slags truende adfærd skal få os til er, at lade os isolere!
Vi venter. Først venter vi på godkendelse i fase 1, så i fase tre. Så venter vi på på en liste, så venter vi på udrejse og endelig venter vi på at komme hjem.
At skulle være forældre er for alles vedkommende en process med indlagt ventetid. For forældre, der skal adoptere, er ventetiden delt op i flere faser. Og hver fase byder på deres egne glæder, usikkerheder og frustrationer. Præcis som i en graviditet, dog med den store og afgørende forskel, at hvor forældre, der venter på at barnet skal fødes, ved, at de står med deres guldklump inden for nogle uger (med mindre moder og barn har tænkt sig at skrive historie, (eller det værste sker)), så kan ventetiden for forældre, der skal adoptere deres barn, strække sig i uger, måneder eller år.
Det er hårdt. Og alle må tage deres egne forsvarsmekanismer i brug. Særligt hvis man står på en venteliste, hvor giver-landet laver regler, love eller procedurer om. Eller er værter for VM i fodbold, har ekstra lang sommerferie eller flytter dommer-kontorer. Der er så meget, der kan spænde ben og gøre ventetiden yderligere lang. Uden at man som forælder kan gøre hverken fra eller til.
I sidste uge fik nogle af vores venner den gode nyhed: De skal være forældre! Til den dejligste dreng. Så nu er endnu en ventetiden gået i gang: hvornår får de lov at rejse ud og hente ham hjem? Vi ved det ikke endnu. Men vi ved, han er velkommen og savnet. Vi ved, han hører til. Vi ved, han har et hjem. Og vi ved, han kommer.
Nu må vi så gøre, hvad vi kan for at de kommende nybagte forældre kommer så godt som muligt gennem de næste uger og måneder. Vi be’r der ikke kommer til at gå urimeligt lang tid. Og vi takker for, at det lige nu er forældrene det gør mest ondt på. Drengen savner givetvis at have sin egen familie – det tror jeg, børn gør instinktivt – men han ved heldigvis ikke, der sidder en mor og far og venter på ham ligenu. Men han skal hjem så hurtigt som muligt, for det er det, der er bedst for vores børn. Hvis der er noget vi som forældre i en adoptionsprocess redder vores børn fra overhovedet, så må det være ikke at have en familie.
I torsdags var det et år siden, Tina ringede os op med den bedste nyhed i verden; i Sydafrika var en lille dreng klar til at blive hentet hjem. Der er gået et helt år siden verden stod stille og så startede med at bevæge sig med en helt ny hastighed på en ny måde.
Det er på én gang uendelig længe siden, og på samme tid er der ingen tid gået.
Samuels udvikling har taget kvantespring siden vi fik ham. Både fordi der sker meget på et år, fra man er 1 år til man er 2 år gammel. Men også fordi det har gjort en forskel at blive barn i en familie. Han er vokset, hans motorik er mere sikker. Han er udadvendt på en rolig måde, han har ikke længere angst anfald og han kan sidde stille og sidde tæt på. Han sover godt om natten og er begyndt at snakke. Vi er blevet forældre, der afleverer i vuggestue og køber lusemiddel. Vi skifter bleer, og tænker ikke længere over at skulle have vanter, rosiner og Postmand Per bilen med, når vi skal nogen steder. Jeg ved, om han er tilpas og kan mærke, hvis han har feber.
Vi er ikke længere fremmede for hinanden, og den kløft af ukendthed, der var imellem os, da vi først mødtes, er væk. Samuel er stadigvæk sin egen, og han har stadig en historie før os. Men hvor han før var alene om den og kun havde sig selv at komme ud fra, tager hans verden nu udgangspunkt i mor og daddy. Præcis som den skal, når man er en rask dreng på 2 år.
For ét år siden blev jeg mor. Det er slet ikke til at forstå.
http://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.png00Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2011-02-06 21:45:002017-02-10 10:01:31For et år siden
