,

And stay out!

For 3 måneder siden skrev jeg sådan for mig selv: 
 
“Almindeligvis er jeg ikke konflikt-sky; jeg kan godt tage en svær samtale, hvis det er nødvendigt, og kan også godt tåle at høre en træls sandhed selv. Men jeg er ikke meget for helt selv at skulle sige noget meget konsekvent til en anden. Du ved, sådan noget med at fortælle hvilke forventninger jeg har til vedkommende, eller hvad jeg ikke vil finde mig i – og hvorfor deres opførsel så ikke er i orden. Jeg tror, det er mig ophold på flinkeskolen, der volder mig problemer.
Alligevel står jeg nu i en situation, hvor jeg er klar til at bide fra mig. Jeg føler mig i den grad provokeret, og mine grænser bliver overtrådt gang på gang. Det er i den grad enerverende hele tiden at få en andens mening påduttet – særligt når det som regel handler om, at det jeg gør ikke er godt nok, eller at der ikke ville være noget problem, hvis bare jeg ville tage mig sammen. 
Det drejer sig om “før-jeg-blev-mor-men-virkelig-gerne-ville-være-det”-stemmen indeni mig. Hendes meninger giver genlyd i mit på-5.-måned-uden-hel-natte-søvns trætte hoved: “Sådan er det at være mor. Du har jo selv ønsket dig det?” Eller når jeg ikke forstår, hvordan jeg ikke kunne nå at gå i postkassen OG hænge tøj op, selvom jeg har haft hele dagen, og ovenikøbet piber over ikke at have haft tid til at snakke med en veninde, lyder det: “Når man har børn, kan man jo ikke alting, vel? Nu har du jo én, der er afhængig af dig! Er det måske ikke vigtigere end det andet, du ville?” Eller når jeg er himlende lykkelig, og har lyst til at fortælle alle, hvor stort er vidunder vi har: “Ja, men det er jo ikke sikkert andre gider høre om det, vel? Hele verden handler jo ikke om at du er på barsel. Se nu at få lidt perspektiv i tingene.” Selvom den værste nok er, når jeg er ved at eksplodere i ansigtet på barnet, fordi han igen igen igen vågner og græder: “Nu må du tage dig sammen. Hvordan kan du have det sådan med ham, når du har ønsket ham så meget?!” Hun citerer mine tanker og idéer om at være mor og have et barn fra før jeg havde ét. Hun er klog på en jeg-ved-bedre-måde. Hun taler, som hun har forstand til  – og det er immervæk ikke meget, kan jeg afsløre. 
The thing is at “-før-jeg-blev-mor-men-virkelig-gerne-ville-være-det”-stemmen har været så stor en del af mig i så lang tid, at jeg nu, hvor jeg faktisk er mor, liige skal minde mig selv om, at det faktisk er det jeg er. Ventetiden er ovre. Alle drømmene, illusionerne og forestillingerne forsvinder nu, hvor the real thing sker. Og det er rigtig godt – hvis jeg altså bare kunne få den der stemme sparket ud af døren, så jeg kunne frustreres og glædes over det som er!“
/0 Kommentarer/af
,

Min søn er foran

For godt to måneder siden skrev jeg sådan her for mig selv: 
 
“Min søn er foran. Ikke foran sine jævnaldrende, dem følges han ret godt med. Han er som man skal være, når man er halvandet år: Han går og løber, og er begyndt at kravle op og ned af al ting. Han er optaget af vand, af mel og jord – og om man kan putte ting inden i hinanden. Han kan sige varm, av, ae ae, mor, Daddy (far er engelsk), bye-bye, slut og en hel masse andet, som ingen andre end ham selv vist forstår. Han har helt styr på, hvor hovedet, øjnene og munden sidder på sig selv og andre. Han ved, hvad han kan lide at spise – og hvad han ikke vil have i sin mund. Han har lært at drikke af et glas uden tud, og han spiser temmelig pænt med ske og gaffel – og kan imponere ved at bevæge kniv og gaffel, som om han kan bruge dem til fulde også. 
Nej, den han er foran er mig. Hans mor – og sig selv. For selvom min søn er halvandet år, så har vi kun været familie i knap 4 måneder. Jeg har endnu ikke helt styr på pusletasken eller søvnrytmen endnu. Jeg ved, hvad og hvornår han skal spise, men hvor meget tøj vi skal have med på udflugt, er jeg ikke helt skarp på endnu. Jeg bliver til stadighed overrasket: jo, det er nødvendigt med to sæt tøj til en lille gå tur – der var jo en vandpyt! Han har endnu ikke vænnet sig til at have en far og en mor; nå, kommer I og puster hver gang jeg slår mig?!
At få et barn, der ikke er helt spæd, men derimod godt igang med at udforske verden er i høj fart er en stejl indlæringskurve. Det kræver en del af de små poder både at flytte verdensdel og få forældre. Det samme gælder for forældrene!  Piet Hein har sagt at “Forældre kan opdrages til at forstå, men så skal man også have haft dem fra små.” Jeg håber, den lille gut kan nå at “opdrage” mig endnu, selvom han ikke har haft mig helt fra begyndelsen. Min søn er foran, men bare vent – vi skal nok komme efter det! “
 
 
Jeg har det stadig sådan. Som om jeg er bagefter, men løber alt, hvad jeg kan, for at indhente hvem-det-nu-er jeg løber efter.  
 
/0 Kommentarer/af
, ,

“Vi har fået en retsdato!”

Der er en form for baby-boom i gang i vores vennekreds. Det pibler frem med maver hist og pist, og en enkelt venteliste er blevet fulgt ihærdigt.

Sidst det skete, at der var mange babyer på vej omkring os, var den sværeste del af ventetiden for os. Vi ventede på at blive kaldt ind til fase 3, og omkring os blev folk gravide fra en side af, hvis de da ikke fødte. Denne gang er anderledes, fordi der ikke i mig findes et gabende tomt hul, der værker efter at blive fyldt ud.

Jeg glæder mig med dem, der venter sig. Jeg synes, det er spændende med de store maver, der bli’r større. Jeg be’r om at høre om hvordan det er. Måske kommer jeg aldrig til selv at kende generne ved ledbånd i bækkenet, der giver sig? Eller glæden ved små  fødder, der bruger ens blære som fodbold. Jeg har fået lov at være med til to scanninger, og det var så stort. Det er spændende, og jeg glæder mig til at se de små pus, der skal se verdens lys indenfor det næste halve år.

Men da vi i dag blev ringet op af et vennepar, der målløse kunne fortælle, at ventetiden er forbi, kunne jeg mærke det. Jeg ved, hvad det betyder at sige: “Vi har fået en retsdato!” Gennem huden, ned i maven og helt ind i knoglerne kunne jeg mærke suset af glæde, overvældelse og usikkerhed. “Nu er det nu! Om lidt bli’r vi forældre. Vi skal have vores barn hjem til os.”

Jeg følger de gravides bekymringer, tankerne om at blive mor måske for første gang og glæden ved den lille, der skal komme. Meget af det kan jeg genkende. Men telefonopkaldet, rejsen og det lille billede på køleskabet – det kan jeg alt sammen mærke.

Åh! hvor jeg glæder mig til at tage imod i lufthavnen.

/6 Kommentarer/af
,

Lillebror

Samuel og jeg har været på tur i dag. Besøget gjaldt Anja og “lillebror” – mor og barn i den familie vi rejste til Durban sammen med. Det er noget så godt for store og små at være sammen – det byder sig selv, men vi deler virkelig noget helt særligt sammen, og det er så dejligt at være sammen om! Drengene har boet sammen en stor del af deres liv. For lillebrors vedkommende det meste. De lå endda ved siden af hinanden, når de skulle sove. I dag foregik det meste i haven; i solskin med en fantastisk sandkasse, en sej bil og med god mad til de voksne, hvad mere kan man så ønske sig? 
 
(Det tog i øvrigt “kun to timer fulgt op af en halv time i barnevogn at putte storebror i dag…. Og nu har han haft en mega grædetur. Til gengæld fandt han ro og faldt i søvn i armene på mig. Suk…)
/1 Kommentar/af
, , ,

Dag tolv.

Ved I hvad der sker, når man bliver forælder til en dreng på 15 måneder? Man lærer lynhurtigt hvor ondt det gør at få tænder!! I den forbindelse har jeg også lært at også jeg besidder den refleks, der gør at mødre griber alt (alt!) der kommer ud af munden på deres barn…

I går var vi i Pretoria for at få dansk pas. Det skulle være så fint, og jeg ville virkelig gerne kunne vise billeder frem af ambassaden og os med pas, men de findes ikke på vores kamera – vi havde nemlig for travlt med opkast und so weiter…. De er nu søde på den danske ambassade i Sydafrika, vil jeg så dertil indskyde. Så
billedet med flagene er fra Impilo, som er den organisation, der formidler børn til AC børnehjælp fra Danmark.
I dag har vi været ved frisøren med Samuel – han er blevet klippet noget så grundigt. Og tog det rigtig godt. Det er første gang jeg har været i en frisørsalon,

hvor der på disken udover bogen med aftaler også lå en bibel 🙂
Derudover nyder vi varmen. I morgen er sidste dag på modsatte side af ækvator. Vi glæder os til at komme hjem. Til at sove i vores egne senge og til at byde Samuel Sipho velkommen hjem. Og så glæder vi os til at se dem, vi kender og holder af igen!
/10 Kommentarer/af