Vi venter
Vi venter. Først venter vi på godkendelse i fase 1, så i fase tre. Så venter vi på på en liste, så venter vi på udrejse og endelig venter vi på at komme hjem.
At skulle være forældre er for alles vedkommende en process med indlagt ventetid. For forældre, der skal adoptere, er ventetiden delt op i flere faser. Og hver fase byder på deres egne glæder, usikkerheder og frustrationer. Præcis som i en graviditet, dog med den store og afgørende forskel, at hvor forældre, der venter på at barnet skal fødes, ved, at de står med deres guldklump inden for nogle uger (med mindre moder og barn har tænkt sig at skrive historie, (eller det værste sker)), så kan ventetiden for forældre, der skal adoptere deres barn, strække sig i uger, måneder eller år.
Det er hårdt. Og alle må tage deres egne forsvarsmekanismer i brug. Særligt hvis man står på en venteliste, hvor giver-landet laver regler, love eller procedurer om. Eller er værter for VM i fodbold, har ekstra lang sommerferie eller flytter dommer-kontorer. Der er så meget, der kan spænde ben og gøre ventetiden yderligere lang. Uden at man som forælder kan gøre hverken fra eller til.
I sidste uge fik nogle af vores venner den gode nyhed: De skal være forældre! Til den dejligste dreng. Så nu er endnu en ventetiden gået i gang: hvornår får de lov at rejse ud og hente ham hjem? Vi ved det ikke endnu. Men vi ved, han er velkommen og savnet. Vi ved, han hører til. Vi ved, han har et hjem. Og vi ved, han kommer.
Nu må vi så gøre, hvad vi kan for at de kommende nybagte forældre kommer så godt som muligt gennem de næste uger og måneder. Vi be’r der ikke kommer til at gå urimeligt lang tid. Og vi takker for, at det lige nu er forældrene det gør mest ondt på. Drengen savner givetvis at have sin egen familie – det tror jeg, børn gør instinktivt – men han ved heldigvis ikke, der sidder en mor og far og venter på ham ligenu. Men han skal hjem så hurtigt som muligt, for det er det, der er bedst for vores børn. Hvis der er noget vi som forældre i en adoptionsprocess redder vores børn fra overhovedet, så må det være ikke at have en familie.
Så vi venter. På at endnu en familie bliver hel.
Jeg kender det. Jeg har været bestyrelsesmedlem i AS i nogle år, så vi har set og hørt mange forskellige historier. For os selv gik det dog hurtigt, set i bakspejlet, men sådan føles det ikke når man står midt i det. En graviditet er helt anderledes. Jeg har prøvet begge dele.
Jeg har ikke oplevet det som urimeligt selv. Kun i venners situation, hvor det i giverlandet er gået i hårknude, har det været for meget. Kravene her hjemmefra – og somend også fra giverlandene – som forældre skal leve op til, er jo netop til for at passe på børnene, og sikre dem de bedst mulige hjem.
Grunden til at det går så langtsomt handler faktisk som oftest om, at giver-landene ikke har resourcerne til at formidle og håndtere flere sager eller gøre det hurtigere end de gør. Deres retssystemer er for spinkle, og der er for få mennesker, penge etc til at det kan lade sig at gøre mere effektivt.
Og dét er en skam. For kunne de systemer virke hurtigere, ville flere børn hurtigere få forældre. På den anden side er skrøbeligheden i retssystemerne og godkendelserne lokalt jo netop et tegn på, at landet er fattigt og ikke-fungerende.
Jeg har altid syntes at det måtte være så urimelig hårdt, det ventende adoptiv-forældre skal igennem før de kan tage imod deres barn/børn… Men på den anden side er det jo helt vildt vigtigt, at man finder rigtig gode og egnede familier til børnene … Det er bare så paradoksalt, når man ser/hører om biologiske forældre der overhovedet ikke er i stand til at tage vare på deres børn, mens adoptivforældre skal ses efter i alle ender og kanter for at kunne blive godkendt…
Så dejligt at han endelig er på vej den lille ventede fyr. Godt I er der til at hjælpe de nye forældre på vej.
Ja det er nok en ventetid man kun rigtigt forstår når man selv har været i den, ligesom man først rigtigt forstår den angst der kan være forbundet med en fødsel når man har prøvet a det hele gik galt. Jeres venner er heldige at de har jer til at holde af og høre efter. Det gør en stor forskeld.
KRAM.
Prophecy: Tak for din medfølelse! Denne gang er det ikke os, men vores venner, der har fået barn, men som ikke ved, hvornår de kan rejse ud og hente ham hjem. Hvornår vores omgang 2 starter ved vi ikke endnu. Ligeni ser vi tiden an, så jeg får det bedre inden vi starter igen. Med at vente…
Jeg kender intet til det, men jeg hader at vente, så jeg føler med jer. Tak fordi du deler lidt med os. Får helt en klump i halsen over den process i igen skal i gang med.
For os er det også gået hurtigt. Også hurtigere end vi havde håbet og først fik stillet i udsigt. Men vi har venner, der har været udsat for et forfærdeligt forløb. Og nu de her venner, som altså har en noget usikker periode foran sig. Det er ikke altid en lige vej frem mod at blive familie!