,

Jeg skal i Radio24syv om racisme

I morgen 7.05 handler Radio24Syv om, hvorvidt racisme paragraffen skal afskaffes. I den anledning ringer de til mig. Det gør de, fordi jeg for år tilbage anmeldte en hændelse til politiet, som netop pga. racismeparagraffen medførte at tiltalte blev kendt skyldig.

Her kan du læse, hvordan der blev råbt på gaden efter jeg og Samuel, der dengang var 2 år gammel. Indlægget kaldte jeg “Racisme i fuldt dagslys”. Ligesom den gang bliver min pointe i morgen, at vi er nødt til at have en måde at registrere hvis eller når, der foregår racisme, så vi kan vide med sikkerhed om, hvis og hvor det foregår.

Racismeparagraffen træder i kraft hvis personer kan siges at have opildnet til racehad i offentlige sammenhænge, dvs. hvor andre mennesker har været vidne til det.

,

Kan man være racist, når man har adopteret?

Artikel til “Adoption og samfund” april 2012 om racisme:

 

Mit spørgsmål kommer sig af, at jeg fornylig har ryddet op i et gammelt arkiv med bl.a. ting fra hjælpearbejde i Asien og Afrika. Her stødte jeg på en mængde indsamlingsbøsser. Én af dem fik mig særligt til at stoppe op. Den lille figur, der satte tankerne i gang, er omkring 15 cm. høj. Den er beregnet som indsamlingsbøsse til støtte af arbejde i Afrika formentlig af en kirkelig organisation fra omkring år 1900. Figuren er lavet af bly, der er malet brun, sort og hvid, og den forestiller et afrikansk barn: En dreng med sort, krøllet hår, stritører og store øjne. Han smiler og viser derved sine hvide tænder i en mund omkranset af store, røde læber. Han har pænt tøj på: en hvid skjorte, en rød jakke og en mellemting mellem et slips og en butterfly. 
Indsamlings-barnet er mekanisk. Den lille dreng holder sin hånd frem, og når en mønt bliver lagt i hånden, har der bagpå været en lille stang, som af indsamleren kunne bevæges, for at føre drengens hånd op til munden. Her forsvandt mønten så ind gennem munden og ned i maven. Billedet er tydeligt: dine penge bliver til mad for det sultne barn. 
Som mange andre på min alder (jeg er født omkring 1980) har jeg både fået læst højt af “Lille sorte Sambo” og Strudsen Rasmus, og jeg har somend også fået sunget “Elefantens vuggevise” til godnat-sang. Dengang spekulerede jeg næppe over, at de potentielt lærte mig, at mennesker fra andre kulturer og med andre hudfarver end min egen, var mig underlegne. 
Ikke desto mindre bliver bøgerne om “Lille sorte Sambo” og strudsen Rasmus, der kommer til at bo i Københavns zoologiske have sammen med nogle små kinesiske børn, begge anset for at udstille et menneskesyn, der gør forskel på mennesker. Og “Elefantens vuggevise” er blevet ændret fra at love den lille elefant en niggerdreng som rangle til nu at være enten “en negerdukkedreng” eller “en kokosnød”. 
På den tid, hvor indsamlingsbøssen er fra, var der stor forskning også i Danmark om menneskeracernes indbyrdes forskelligheder. Man forstod, at den hvide, ariske race var stærkere og mentalt overlegen i forhold til vilde, ucivilicerede racer som afrikanere, asiatere, indere og samer. Samtidig var det kristne Europa klar over, det ansvar viden om sygdom og mad gav for at hjælpe de ukristelige mennesker, der ikke havde samme grad af oplysning, levestandard og forståelse som os. Vi omtalte andre mennesker som “vilde” og “uciviliserede”. Og også Danmark havde kolonier med slavearbejde, hvorfra sukker, rom og bomuld blev importeret.
Fascinationen af andre mennesker og kulturer levede selvfølgelig også dengang, og da mulighederne for at rejse ud ikke var særligt store, importerede bl.a. zoologisk have i København mennesker fra eksempelvis Kina, Indien, Kirgistan og samer fra Finland for at udstille dem. Et tegn på, at der var tale om “ægte vilde” var f.eks. at kvinderne ammede deres egne børn: borgerskabet herhjemme gjorde ikke den slags vulgære ting, for børn skulle ikke se bryster – og slet ikke andre voksne mennesker. Det var alment accepteret, at racerne ikke burde blandes.
Alt dette skete inden 2. Verdenskrig og Hitlers udrensning til fordel for den ariske race. Rædslerne fra koncentrationslejrenes forskningsklinikker forskrækkede verden så meget, at hele raceforskningen blev mere eller mindre skrinlagt. Da borgerrettighedsbevægelsen så også havde bølget i Amerika omkring 1960, blev verdens opfattelse, at “sorte” og “hvide” – i hvert fald officielt – er ligeværdige. Sydafrikas apartheid blev set ned på fra europæisk side, fordi adskillelsen af forskellige kulturer og farver på baggrund af tanken om den hvides races overlegenhed ikke blev fundet acceptabel.  
 
Jeg tog den lille indsamlingsfigur med hjem, for at kigge nærmere på den. Indsamlingsbøssens udseende er steretoypt. Den er antikvarisk som et fint portræt af “lille sorte sambo”. Som jeg sidder med den her i min stue er det let at få en vis afstand til den. Havde man de rette evner til at style, kunne man som end nok få indsamlingsbøssen til at se trendy og tilforladelig ud – som en kuriøs ting fra et loppemarked. Men den fortæller en historie, som ikke er til café latte. Omend det samtidig også er en historie om menneskers gavmildhed og ønske om at hjælpe andre mennesker, som ganske givet havde brug for hjælp.
Har vores forståelse af, om der er forskel på menneskene her i verden ændret sig siden raceforskningen, kolonierne og udstillingerne i zoologisk have? Jeg tror det, men måske er den ændring ikke så rodfæstet endnu, som vi gerne vil tænke, at den er.  2. Verdenskrig er trods alt ikke langt væk historisk set. Og måske har vores forskrækkelse over, hvad tanken om forskelle mellem mennesker kunne føre til, gjort, at vi ikke har taget stilling til vores egen del af dén historie: fordi vi har haft travlt med at lægge afstand til de uhyrligheder som både slaveri, racehygiejne og racisme bød på. 
I Sydafrika taler man nu om det, der kaldes “white guilt”: hvide menneskers skyld og skam over, at have været med til at opretholde et uretfærdigt og diskriminerende samfund. Jeg kan ikke lade være med at tænke over, om vi også har en anelse “white guilt” i Danmark? Mange kan i hvert fald nikke genkendende til at holde umiddelbare reaktioner tilbage overfor mennesker med en anden etnisk baggrund af frygt for at blive misforstået. Det kan være den voksne, der ikke reagerer med samme autoritet over for drenge med kurdisk baggrund, eller chefen, der ikke udbeder samme standard for den ansatte med polsk baggrund, begge af frygt for at blive stemplet som racister. 
Spørgsmålet til mig selv, som jeg sidder overfor den stereotype barne-figur er, om man kan være racistisk, når man selv har et barn med mørk hud? Jeg tror det. I hvert fald er det muligt at have dybt forankrede fordomme, der lugter af racisme, for racisme bunder dels i vores fælles kultur og dels i vores personlige kendskab til og frygt for det ukendte. Så selvom jeg, der er mor gennem adoption, ikke er fremmed overfor mit barn, så kan jeg stadig have fordomme overfor andre kulturer, overfor mennesker, der ser fremmede ud, og sågar overfor det land mit barn kommer fra. Måske er det væsentligste ikke om vi har fordomme, men hvordan vi håndterer de fordomme, vi opdager hos os selv. 
Der vil altid være en form for nysgerrighed overfor mennesker, vi ikke kender; er de ligesom os? Er der noget de kan eller gør, vi ville ønske, vi kunne eller gjorde? Eller er det ting, vi ikke forstår, og aldrig ville drømme om selv at gøre? En af de sværeste udfordringer må derfor være, hvordan vi opfører vi os naturligt og nysgerrigt overfor hinanden på trods af fordomme? Kan vi tro på, at det, at synes forskellighed er okay, og endda at kæmpe for andres mulighed for at holde fast i deres eget særkende, ikke er ensbetydende med sympati for eller accept af alt og alle? 
Som forælder til et barn, der er adopteret har jeg et ansvar for, at mit barn får et sundt selvværd, også selvom han/hun ser anderledes ud end så mange andre i børnehaven eller skolen. Samtidig har jeg som alle andre forældre ansvar for, at mit barn også lærer at rumme andres forskellighed. Vi kan påvirke vores børn i deres tankemønstre og adfærd overfor andre. Ikke kun overfor dem selv og deres egen historie og udseende, men også – og synes jeg, lige så vigtigt – deres indstilling og imødekommenhed overfor det, der er fremmed for dem.
Skal en lille figur, som den jeg fandt, gemmes, glemmes og fornægtes? Selvom det er fristende, så tror jeg ikke, det er den bedste løsning: hvis vi glemmer, kan vi ikke lære af det. Selvom det lyder banalt, er det sandt, at det, der er skjult, ofte får større magt og bliver mere farligt, end det, der er frit fremme. Og under alle omstændigheder kan vi hverken tage stilling til eller være sammen om det, vi ikke ved, hvad er. 
Jeg glæder mig ikke til, at snakken falder på slaveriet og kolonierne med min søn, og jeg ikke har lyst til, at han nogensinde skal vide, der er mennesker, som mener, han er mindre værd end dem. Men sådan har jeg det også med massakren på Utøya, børnemishandling og krig. Jeg kommer aldrig selv til at forstå eller acceptere disse ting, men jeg er alligevel nødt til at finde en måde at snakke med andre om det på – inklusive mit barn. I bund og grund er det vel en væsentlig ting at lære sine børn: at mennesker kan tage fejl, gøre grimme ting ved hinanden og ikke altid forstår at tage sig af hinanden – endda til tider selvom de har de bedste intentioner. For på den anden side er netop en indsamlingsfigur som den lille dreng et tegn på, at selvom vi mennesker af og til har nogle mærkelige tilgange til ting, så kan vi samtidig være styret af en vilje til at hjælpe, hvor der reelt er behov, og lyst til at se andre mennesker som med-mennesker, selvom vi ikke altid forstår hinanden. 
Jeg vil stadig synge om kokosnødden i “Elefantens vuggevise” for min søn, når han falder i søvn, for som dansker er den sang nu engang en del af hans historie. 
 
“Menneskeudstilling” af Rikke Andreassen, Tiderne Skifter 2012

 

, ,

Adoption og hverdagsracisme

D. 21. marts er både FNs dag for poesi og for oplysning om racisme. I den anledning blev nedenstående pressemeddelelse opslået på facebook siden for Adoption og Samfund. En lille men aktiv forening, der gør, hvad de kan, for at gøre opmærksom på de blinde vinkler, der findes i forhold til adoption i Danmark. 


“I dag d. 21. marts er det racismedag. En sådan mærkedag har vi for at gøre et stop i vores travle hverdag og reflektere et øjeblik over, om vi nu helt fordomsfrit omgås vore medborgere uden skelen til hudfarve, religion, kultur, religiøs, sproglig, etnisk og politisk orientering eller national herkomst. Desværre oplever rigtig mange adopterede børn, unge, voksne og adoptivfamilier, at de bliver behandlet dårligt fordi de fx har en anden hudfarve end hvid. Derfor denne pressemeddelelse på racismedagen.


Omkring 25.000 børn, unge og voksne danskere er adopteret. Langt de fleste er født i andre lande som Etiopien, Kina, Korea, hvor de har mistet deres forældre, været på børnehjem og er blevet bortadopteret til forældre i Danmark. Adoption betyder ”at tage til sig som sin egen” og det lykkes for heldigvis for langt de fleste forældre og adoptivbørn at skabe gode og sunde familier. Det synes derimod langt sværere for det danske samfund og øvrige borgere at se på adopterede og adoptivfamilier som det ”danske samfunds egne, og dette viser sig ofte som hverdagsracisme på flere niveauer.
En ung flot fyr adopteret fra Etiopien blev gang på gang forhindret adgang til et diskotek mens hans hvide kammerater måtte gå ind. Adopterede med mørk hud oplever gang på gang, at etnisk hvide ikke vil sidde ved siden af dem i bussen, eller at de bliver kaldt neger, skævøje eller andre nedsættende ord – blot pga. deres hudfarve. På samfundsplan oplever eneadoptanter, at de ikke er berettiget til det særlige børnetilskud, som alle andre enlige forældre med biologiske børn får tildelt, og voksne adopterede, der kom til Danmark som seksårige eller ældre, skal helt grotesk vurderes efter 26 -årsreglen, for at få vurderet deres tilknytning til Danmark, hvis de ønsker at gifte sig med en ikke-eu-borger.
Adoption & Samfund og Adoption & Samfunds Ungdom repræsenter 3.500 adoptivfamilier. Vi ønsker på denne racismedag, at få dig til at stoppe op et øjeblik og reflektere over, hvad du kan gøre for at standse hverdagsracismen overfor adoptivfamilier, så alle adopterede kan føle sig 100 % DK”



Her er Adoption og Samfunds hjemmeside.

, ,

Skrub hjem

Da jeg i går var ude at køre over den jyske hede, hørte jeg pludselig mig selv i radioen. På P1. Det er ikke hver dag der sker, så jeg var mildest talt en smule overrasket.

Netværket på P1 handlede i går om racisme, og tog bl.a. fat i hvordan flere og flere adopterede oplever racisme. “Ja, det kender vi da til”, tænkte jeg, og hørte pludselig mig selv fortælle om min oplevelse med racisme i marts.

Programmet havde nogle rigtig gode pointer og stillede nogle særdeles relevante spørgsmål. Og så turde de tre, der var med, at være ærlige om deres egne tanker og oplevelser med racisme. For vi kender alle sammen fordommende – spørgsmålet er bare, hvordan vi håndterer dem.
Uanset hvad andel min fortælling havde i at programmet blev til, er jeg rigtig godt tilfreds med, racisme i Danmark bliver taget op på en undersøgende og spørgende måde, som tør kigge indad også. Så det, jeg ønskede for lidt mere end et halvt år siden er (måske) lykkedes: (Måske) Er vi ved at blive opmærksomme på, at racisme findes i Danmark – uanset hvor gerne vi ville, at hudfarve, religion og kultur ikke har noget at sige her.

Her kan du høre Netværket med “Skrub hjem hvor du kommer fra”

,

Adoption frem i lyset

“Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget”, er der en tale måde, der påstår. Der er noget om det. I hvert fald tror jeg på, at Gud kan skabe gode ting midt i en håbløs situation. Ligesom  en blomst kommer frem på en mødding. Én af de gode ting, der kom ud af den trælse oplevelse jeg havde i april, var en kommentar fra Trine Brix, ejer af adoptionscoachen.dk.
Trine Brix er en kvinde med ben i næsen og vilje til forandring. Hun har startet sit firma for at hjælpe mennesker, der på den ene eller den anden måde er i berøring med adoptionsverdenen. Uanset om det er som forælder til et adoptionsbarn, som ventende eller blot som én, der overvejer adoption. Og så brænder Trine for at gøre kendskabet til adoption og de ting, man lever med som adoptiv familie.
I denne weekend har hun bl.a. været i medier i Køge og i Nordjylland. (se mere her)
Derudover kommer der på Trines blog jævnligt interviews med spændende mennesker om adoption og barnløshed og Trine skriver om forskellige problematikker og løsningen af dem i forbindelse med adoption. Bestemt en blog, der er værd at holde øje med, hvis du på nogen måde, har forbindelse til nogen, der er adopteret eller har adopteret – eller du bare kunne tænke dig at vide mere om emnet.
Da Trine og jeg havde talt sammen i april kom der nogle artikel forslag på bordet. Vi vil begge to gerne være med til at slå et slag for, at familier, der er almindelige men samtidigt ualmindelige, bliver bedre forstået i vores samfund, og at os, der er forældre til børn, der skiller sig ud, er rustede til at støtte vores børn, så de lærer at stole på deres eget værd.
I juni blev første artikel udgivet i Adoption og Samfunds medlemsblad. Læs Trines gode råd her. Hele artiklen kommer til at ligge på Adoption og Samfunds hjemmeside i bladet. Det er med garanti ikke det sidste, vi har hørt til Trine. Og jeg håber, det ikke er det sidste I hører til mig om emnet heller!