Tålmodighed eller hurtighed

Jeg har før skrevet om, hvordan en samtale med børn får mig til at tænke over tingene. I går kom endnu en af disse samtaler.

Da vi hentede Samuel går kom vi til at følges med en legekammerat, der bor ved siden. De to drenge aftalte fluks at lege sammen. Vi voksne fik så besked på, at døren skulle holdes åben, så legekammeraten kunne gå direkte ind og ikke skulle “vente udenfor i to minutter ligesom sidst.”

Vi voksne mente jo nok, at han – og Samuel – ville overleve sådan en lang ventetid. Mor-klog, som jeg jo er, indførte jeg i samtale: “Det klarer I nok. Det er den slags, der styrker tålmodigheden.”

I det drengene satte afsted på deres løbehjul råbte legekammeraten over skulderen: “Jeg har ikke tålmodighed. Jeg har hurtighed!”

Hold nu op, som jeg kom til at grine.

Hans konstatering ramte mig, fordi det så præcist formulerer, hvordan jeg selv har haft (og til dels stadig har) det: Hvis noget skal ske; hvis vi ved, hvad der skal gøres; hvis jeg har besluttet mig for noget; så skal det være nu. Det kan kun gå for langsomt!

Jeg er så meget med på bønnen: “Gud, giv mig tålmodighed. NU!”

Men udfordringen, når man har hurtighed og ikke tålmodighed, er jo, at tålmodigheden kun vokser, når noget skal ventes på; modnes; være i proces eller ikke er “instant”. Som én, jeg ikke ved, hvem er, så er tålmodighed jo ikke det at vente, for tiden går jo af sig selv. Tålmodighed er hvordan du venter. At vente ved at trave frem og tilbage i konstant uro og brok over ventetiden er ikke tålmodighed. Tålmodighed er derimod at kunne være i ventetiden uden uro men med tillid til, at det, du venter på, også kommer til dig.

Der var en gang et menneske, der sagde til mig, da jeg beklagede min manglende evne til tålmodighed: “Det kan godt være, du ikke stod forrest, da Vorherre delte tålmodighed ud. Så stod du til gengæld langt fremme, da det gjaldt mod.”

Tjaeh. Ingen kan være god til alt uden videre. Heldigvis kan man øve sig!

Måske kan du også lide det her:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *