, ,

En mors bøn #2 Fri mig fra dårlig samvittighed!

Den dårlige samvittighed kan veje tungt. Nærmest fysisk kan den hvile på skuldrene eller ligge som en klump i maven. Hvis du kender fornemmelsen er du ikke alene. Særligt forældre er modtagelige overfor den dårlige samvittighed.
Det spænder vidt både i alvor og i emne. Jeg mener, der er den dårlige samvittighed over noget, der ikke vejer særlig tungt, og så er der den dårlige samvittighed, som virkelig kan nage én. Emnerne spænder fra den mad, vi serverer for vores børn – eller ikke servere – til mængden af tid foran Ipads eller TV. Det drejer sig om manglende gåture i skoven, skæld ud, nærvær, mulig udsættelse for skadelige kemikalier eller at vi afleverer vores dyrebare børn til “fremmede” i en institution. 
Og hvis vi ikke har det dårligt med det vi gør, kan vi få dårlig samvittighed over det vi ikke gør. For vi ved godt, at alle valg vi træffer medfører fravalg. 
Det betyder ikke, at vi tror, der kun findes én god eller rigtig måde at gøre tingene på. Snarere tværtimod. Når jeg tænker over det, så det nærmest en større udfordring netop fordi vi ved, der ikke kun er én måde men mange måder at være forældre og familie på. For hvad er så den allerbedste måde? Hvordan sikrer vi vores barn/børn de bedste betingelser ikke bare lige nu men også på lang sigt i tilværelsen? 
Den dårlige samvittighed er udtryk for en konstant tvivl om, hvorvidt vi vælger ikke bare det rigtige, men det bedste. Den er udtryk for et ønske om at gøre det allerbedste vi kan. 

Den gode nyhed er, at det faktisk ikke er fordi vi er hysteriske, at den dårlige samvittighed – eller tvivlen – er blevet en trofast følgesvend for så mange af os. Vi er bare moderne mennesker, der er over-informerede. Kloge hoveder (bl.a. sociologen D.W. Winnicot) mener faktisk, at den grundlæggende tvivl er blevet et grundvilkår for moderne mennesker. For vi ved, at alting kan gøres på flere måder. Vi er udemærket klar over, at der findes flere muligheder, andre løsninger, forskellige scenarier i alle situationer. Og det er dét, der giver os ondt i samvittigheden. 

Det kan vi ikke lave om på. Udfordringen er bare, at den dårlige samvittighed – eller den nagende tvivl om, hvorvidt vi nu gør tingene godt nok – kommer til at spærre for udsigten til det, der er og som er godt. Når vi har ondt i samvittigheden risikerer vi at blive ubeslutsomme, og ude af stand til at fokuserer på det gode ved måden vi nu har valgt at gøre tingene på.
Derfor kan vi have brug for at bede Gud fri os fra dårlig samvittighed. Ikke fordi vi skal slippe for at stå ved vores valg, men netop fordi vi skal kunne koncentrere os alene om de valg, vi faktist har truffet og ikke dem vi også kunne have valgt.
“Gud, fri mig fra den dårlige samvittighed, så jeg kan være tilstede, hvor vi er. Fjern den nagende tvivl om, hvorvidt jeg har valgt godt nok. Lad mig i stedet hvile i, at jeg gør det, så godt jeg formår, og at du ser mine intentioner og min længsel efter at gøre mitt allerbedste for mine børn og min familie. Hvor er det heldigt, at din kærlighed bærer os alle sammen!”
PS: Hvis du har dårlig samvittighed over noget, som du ved, du har gjort galt, er den dårlige samvittighed selvfølgelig på sin plads – så er den ligesom en forstuvning, der skal heles igen, før du får det godt igen. Så er den dårlige samvittighed din ven. Bed om tilgivelse (også hos dig selv), sig undskyld og gør hvad du kan, for at ændre situationen. Så skal samvittigheden nok komme sig!

, , , ,

Vores adoptionsprocess

Forleden var det seks år siden vi blev ringet op om, at vi ENDELIG skulle være forældre. Sidste år havde vi for sidste gang besøg af “vores” sagsbehandler, der skulle skrive den sidste rapport til Sydafrika. Alligevel er det naturligt nok stadig en levende del af vores familieliv fordi adoption er et vilkår, som vi alle sammen lever med.

I dette indlæg har jeg samlet indlæg fra tidligere, som jeg synes, beskriver vores ventetid samt de poster jeg skrev, den gang vi var ude for at hente Samuel. Alle de blandede følelser ved adoptionsprocessen har jeg bl.a. skrevet om her. Ventetiden det er umulig at forudsige har jeg skrevet om flere gange bla. at det føles som et skridt frem og to tilbage. Jeg har også skrevet en reflektion over det svære ved barnløshed og at være til børnefødselsdag.

Selve rejsen startede med opkaldET, der fortalte, vi skulle være forældre. Herfra talte vi ned til endelig at skulle afsted. Jeg har skrevet om forberedelserne både tre dage førto dage før og dagen før afrejseSå tog vi afsted. Vi var afsted i to uger i begyndelsen af marts 2010.
1. marts mødte vi for første gang Samuel, som dengang hed Sipho. Her er han  med maven bar og her er vi en tur nede ved det Indiske Ocean. Vi boede et sted, hvor vi selv kunne gå rundt. Det har jeg skrevet om her: De har humor.

Vi mødte dommeren, den dag vi kalder “adoptionsdag” – andre kalder det forever day, fordi det er her man officielt bliver familie for altid. Herefter var vi i Pretoria for at få lavet pas. Jeg delte nogle indtryk fra Jo’burg, hvor vi også fejrede min fødselsdag.

Og endelig er der det korte indlæg her om kvinden jeg for altid vil være forbundet med!
Så er det hele samlet ét sted – om ikke andet er det i hvert fald lettere for mig selv at finde rundt i!

, , ,

Fasten i praksis

Faste er noget mange mennesker forbinder enten med at skulle undersøges eller indlægges på hospitalet, den nye fastekur eller den muslimske ramadan. Men faktisk er faste også en gammel del af den kristne tradition og en af de få ting, som Jesus tog forgivet blev praktiseret*. Det er begyndelsen af fasten, vi gør klar til, når vi fejrer fastelavn. Den kristne fasteperiode løber fra onsdag efter fastelavn og til lørdag før palmesøndag.

Jeg kan godt lide at praktisere fasten. Ikke nødvendigvis ved ikke at spise (det dur hverken for børn eller ammende alligevel), men ved at ændre nogle vaner, så vi kan få fokus på, hvor priviligerede vi er, på at være sammen som familie eller bruge mere tid på bibel-læsning eller børn.

Da det kun var os selv, der skulle faste var det som end let nok – det er lettere at komme på ting, man selv som voksen kan gøre end det er, at finde på ting man kan gøre familie, der også giver mening for børn at være med til, synes jeg. De ting, vi skal gøre, skal gerne vise børnene, at fasten ikke handler om at lade være med at gøre noget, fordi det ikke er sundt eller godt for os i fysisk forstand – det skal altså ikke handle om at kød/slik/film/Ipads er usunde eller gør skade. Samtidigt skal det heller ikke give dårlig samvittighed over, at vi har det bedre end andre mennesker i verden. Alligevel kan det være godt netop at tale om, hvad vores vaner betyder for vores måde at leve sammen på, og at vi kan være med til at gøre noget godt for andre.

Sidste år havde jeg fat i ideerne her, og ligesom sidste år skal vi også fejre pancake-day på tirsdag. Jeg håber også at kunne finde tid og lyst til at lave en påskehave.

Indtil videre er vi kommet frem til følgende idéer: 

– Ingen kød til aftensmad i mandag til lørdag. (Søndag er traditionelt aldrig en fastedag, da det er opstandelsesdagen og derfor en festdag)
– Vi vil gøre “noget godt” for andre én gang om ugen. Ideerne her er fremkommet under fælles brainstorm:

  • Det kunne være at bage en kage til nogen. 
  • Sende et brev med en opmuntring bare fordi.
  • Invitere nogen til aftensmad. 
  • Samle ind til Folkekirkens Nødhjælp. 

Har I noget I gør i jeres familie? Og hvordan taler du med dine børn om at vores måde at leve (sammen) på også har indflydelse på andres liv?

*Se f.eks. Matthæus evangeliet kapitel 6 vers 16-18

, , , ,

En mors bøn #1

Af og til kan man som mor have gevaldigt brug for en ekstra portion tålmodighed, nærvær eller andet. Det kan knibe med selv at blive ved med at hælde godhed og kærlighed ud over de små væsener, der hiver én i blusen eller kalder for 117. gang på 10 minutter – også selvom man elsker dem uendeligt og ville give sin højre arm for dem i andre sammenhænge. 
Sådan er det bare. For selvom vi er forældre, så er vi også begrænsede. Forældre er ikke super-mennesker, men bliver også trætte, frustrerede og får ondt i ørene af vrælen, skrål og skrig.
Så er det godt at kunne bede en stille (eller højlydt) bøn, tage en dyb indånding og huske på, at der heldigvis er en Far, der også lytter til os og gerne giver et ekstra skub bagpå, når der er brug for det! 

,

Søndagstaknemmelighed

Det er søndag, og efter formiddagens gudstjeneste og aktivitet har der nu spredt sig en stille ro.

Jeg sidder og skriver med en sovende baby i armene, hører musik, mens den store leger de sin ven, der lige er flyttet ind ved siden af. Jeg kan mærke en dyb tilfredshed sprede sig i kroppen af mig. 
Hver dag slutter jeg med at gennemgå dagen og lægge særligt mærke til det, der har gjort mig glad. Det er en god øvelse i at lade det gode, det, der er værd at tale godt om og at elske træde i forgrunden.* Vi gør det samme i aftenbønnen med Samuel med spørgsmålet: Hvad vil du gerne sige tak for i dag? 
Jeg tror, det er en god ting for både store og små at øve sig i at lægge mærke til det, der er godt. Det gør os taknemmelige, og taknemmelighed får os til at føle os rige og elskede. Og når vi ved, vi er dét, er det ikke farligt at dele med andre. Hverken legetøjet, kagen eller verden.
Hvad er du taknemmelig for lige nu?
*se Filipperbrevet kapitel 4. vers 8