, , ,

Fasten i praksis

Faste er noget mange mennesker forbinder enten med at skulle undersøges eller indlægges på hospitalet, den nye fastekur eller den muslimske ramadan. Men faktisk er faste også en gammel del af den kristne tradition og en af de få ting, som Jesus tog forgivet blev praktiseret*. Det er begyndelsen af fasten, vi gør klar til, når vi fejrer fastelavn. Den kristne fasteperiode løber fra onsdag efter fastelavn og til lørdag før palmesøndag.

Jeg kan godt lide at praktisere fasten. Ikke nødvendigvis ved ikke at spise (det dur hverken for børn eller ammende alligevel), men ved at ændre nogle vaner, så vi kan få fokus på, hvor priviligerede vi er, på at være sammen som familie eller bruge mere tid på bibel-læsning eller børn.

Da det kun var os selv, der skulle faste var det som end let nok – det er lettere at komme på ting, man selv som voksen kan gøre end det er, at finde på ting man kan gøre familie, der også giver mening for børn at være med til, synes jeg. De ting, vi skal gøre, skal gerne vise børnene, at fasten ikke handler om at lade være med at gøre noget, fordi det ikke er sundt eller godt for os i fysisk forstand – det skal altså ikke handle om at kød/slik/film/Ipads er usunde eller gør skade. Samtidigt skal det heller ikke give dårlig samvittighed over, at vi har det bedre end andre mennesker i verden. Alligevel kan det være godt netop at tale om, hvad vores vaner betyder for vores måde at leve sammen på, og at vi kan være med til at gøre noget godt for andre.

Sidste år havde jeg fat i ideerne her, og ligesom sidste år skal vi også fejre pancake-day på tirsdag. Jeg håber også at kunne finde tid og lyst til at lave en påskehave.

Indtil videre er vi kommet frem til følgende idéer: 

– Ingen kød til aftensmad i mandag til lørdag. (Søndag er traditionelt aldrig en fastedag, da det er opstandelsesdagen og derfor en festdag)
– Vi vil gøre “noget godt” for andre én gang om ugen. Ideerne her er fremkommet under fælles brainstorm:

  • Det kunne være at bage en kage til nogen. 
  • Sende et brev med en opmuntring bare fordi.
  • Invitere nogen til aftensmad. 
  • Samle ind til Folkekirkens Nødhjælp. 

Har I noget I gør i jeres familie? Og hvordan taler du med dine børn om at vores måde at leve (sammen) på også har indflydelse på andres liv?

*Se f.eks. Matthæus evangeliet kapitel 6 vers 16-18

, , , ,

En mors bøn #1

Af og til kan man som mor have gevaldigt brug for en ekstra portion tålmodighed, nærvær eller andet. Det kan knibe med selv at blive ved med at hælde godhed og kærlighed ud over de små væsener, der hiver én i blusen eller kalder for 117. gang på 10 minutter – også selvom man elsker dem uendeligt og ville give sin højre arm for dem i andre sammenhænge. 
Sådan er det bare. For selvom vi er forældre, så er vi også begrænsede. Forældre er ikke super-mennesker, men bliver også trætte, frustrerede og får ondt i ørene af vrælen, skrål og skrig.
Så er det godt at kunne bede en stille (eller højlydt) bøn, tage en dyb indånding og huske på, at der heldigvis er en Far, der også lytter til os og gerne giver et ekstra skub bagpå, når der er brug for det! 

,

Søndagstaknemmelighed

Det er søndag, og efter formiddagens gudstjeneste og aktivitet har der nu spredt sig en stille ro.

Jeg sidder og skriver med en sovende baby i armene, hører musik, mens den store leger de sin ven, der lige er flyttet ind ved siden af. Jeg kan mærke en dyb tilfredshed sprede sig i kroppen af mig. 
Hver dag slutter jeg med at gennemgå dagen og lægge særligt mærke til det, der har gjort mig glad. Det er en god øvelse i at lade det gode, det, der er værd at tale godt om og at elske træde i forgrunden.* Vi gør det samme i aftenbønnen med Samuel med spørgsmålet: Hvad vil du gerne sige tak for i dag? 
Jeg tror, det er en god ting for både store og små at øve sig i at lægge mærke til det, der er godt. Det gør os taknemmelige, og taknemmelighed får os til at føle os rige og elskede. Og når vi ved, vi er dét, er det ikke farligt at dele med andre. Hverken legetøjet, kagen eller verden.
Hvad er du taknemmelig for lige nu?
*se Filipperbrevet kapitel 4. vers 8
, , ,

Seks ting ved at føde jeg gerne ville have vidst, før vi adopterede

Havde du sagt til mig for et år siden, at jeg i januar 2016 ville sidde med et spædbarn i mine arme, så ville jeg have smilet anstrengt og afvist tanken. Nu sidder jeg her ikke desto mindre med Albert på små 12 uger, som jeg er blevet mor til gennem egen krop. Samuel på 7 er en stolt og fantastisk storebror.

Ligesom mødre, der har født flere gange, sammenligner deres fødsler med hinanden (uanset at alle fødsler er forskellige), så tænker jeg selvfølgelig også over forskelle og ligheder mellem de to måder, jeg er blevet mor på: adoption og fødsel, en fødestue på et dansk sygehus og et dommerkontor i Sydafrika.

Indtil videre er jeg bl.a. kommet frem til seks ting, jeg gerne ville have vidst om at have født, da vi adopterede. Med “have vidst” mener jeg virkelig troet på – nogle af tingene havde andre sagt uden at det af den grund var sunket ind. Her er min sikkert ikke udtømte list af ting, jeg gerne ville have vidst om at føde, før jeg adopterede:

6 ting ved at føde jeg gerne ville have vidst, før jeg adopterede: 

1) Det er rigtigt, når det siges, at fødslen efterhånden træder i baggrunden. Ligesom at historien om udrejsen for at hente sit barn altid vil være en fantastisk historie at fortælle, men efterhånden “blot” bliver udgangspunktet for familielivet og ikke fortsætter med at være omdrejningspunktet for den, lige sådan er det med fødslen.

2) Det gør vitterligt voldsomt ondt at blive mor gennem kroppen, men på forunderligvis er følelsen af forløsning, lettelse og taknemmelighed bagefter slet ikke ulig den, der bølgede gennem kroppen på mig, da dommerens hammer faldt efter hendes ord om, at vi nu var forældre til vores barn. Ligesom trætheden, da først lettelsen havde lagt sig, heller ikke var så forskellig.

3) Jeg havde ret, når jeg sagde, at folk skulle holde op med at sammenligne uvisheden om fødselstidspunktet med uvisheden om, hvornår telefonopkaldET ville komme, mens vi ventede på Samuel. Der er faktisk en grænse for, hvor længe man kan (og må) være gravid før en fødsel enten selv går i gang eller bliver sat i gang. Der er derimod INGEN, der kan sige noget om en bagkant for ventetiden på adoption.

4) Det passer ikke, at det (alene) er hormoner, der gør at man tuder på tredje dagen efter fødslen. Det er muligt, at de hjælper, men jeg var lige så overvældet, træt og usikker efter at være blevet mor de første dage i Sydafrika, som i dagene efter fødslen på sygehuset.

5) Det er rigtigt, at man kan mærke barnets gråd fysisk efter en fødsel – feks. i brysterne, hvor mælken løber til eller i maven. Men selvom jeg ikke kunne amme efter at være blevet mor første gang, kunne jeg stadig mærke mit barns gråd og ked-af-det-hed indeni mig. Den forbindelse eller indlevelse handler ikke kun om en navlesnor, der har været der. Så der var ingen grund til at være bange for, at jeg ikke kunne opleve overvældende følelsesmæssig samhørighed med det barn, vi adopterede.

6) Det tager tid at komme sig fysisk efter en fødsel, og man er (kan være) ret begrænset i sin faren-omkring eller lyst til at have gæster. Det er ikke kun adoptionsrelateret at holde babymoon og indstille sig og sine omgivelser på, at de kommer til at se mindre af een. Der er selvfølgelig forskelle på et spædbarn født ind i en familie og et adopteret barn på måske flere år, men det er slet ikke så mærkeligt eller uforståeligt for andre, at man trækker stikket en periode. Så gør det med god samvittighed!

Jeg har før reflekeret over forskellige måder at få børn på. Det kan du bl.a. læse her.

, ,

Leg er grundlæggende for børns eksistens

En af de bedste lyde i verden – synes jeg – er lyden af legende børn. Ligesom lyden af havet, blæsten i træerne eller fuglesang rammer blandingen af latter, råb og snak noget inden i mig, som gør mig rolig, tilpas og får mig til at føle mig i live. 
Billedet er fra videoen “This is me – children’s right to play”
Leg er grundlæggende, og skal ikke bare være en mulighed for børn. Det er ikke bare en sjov ting, der foregår i frikvarterene, fordi der ikke er andet eller bedre at tage sig til. Leg er en helt grundlæggende måde for børn at være til på. Ofte tænker vi på leg som underholdning eller som en måde for vores børn at tilegne sig læring på – også som forældre. Men leg er meget mere end det. 
Leg er måden børn udtrykker sig på, lærer på, finder mening med livet. Leg er afgørende ikke bare for børn fysiske og sociale udvikling men også for deres intellektuelle og følelsesmæssige udvikling. 
I FNs børnekonvention står der bl.a. at børns ret til hvile og leg skal beskyttes, ligesom børn skal have adgang til at tage del i kulturelle og kreative aktiviteter. Den internationale organisation IPA (International Play Association) har lavet en rigtig fin lille video om, hvad leg er, og hvorfor det er vigtigt:  

På bloggen importance of play har formanden for IPA skrevet om, hvad leg kan gøre for børn også i krisesituationer har mulighed for at lege.

At have en større forståelse af leg gør en forskel for måden vi ser på børn uanset om vi ser på dem som forældre, ledere i en klub eller som professionalle. Det er ikke sikkert irritationen bli’r mindre, når maden, tøjet eller vejen hjem fra skole pludselig forvandles til et eventyr – men måske kan vi alligevel bruge vores viden til at se med lidt mildere øjne på barnets leg. Hvis leg er grundlæggende for børns eksistens er legen nødvendig og ikke bare i vejen.

Måske kunne det endda gøre godt for os selv, om vi – bare nogle gange – tog helhjertet del i legen?!

Billedet er fra IPAs video “This is me – children’s right to play”