, , , ,

Husk, jeg elsker dig!

“Husk, jeg elsker dig!”

Jeg siger det til vores søn hver dag – nogle gange flere gange. Han hører det, før vi skilles om morgenen, enten når jeg går ud af døren på arbejde, eller når jeg afleverer ham. Nogle gange smiler han. Andre gange får jeg et “Det ved jeg godt” tilbage med en opgivende stemme. Som om han vil sige “Det har jeg fattet, du behøver ikke blive ved.” Men det behøver jeg. Og her er grunden jeg er kommet frem til:

At vide sig elsket betyder, du har din værdi givet, før du møder andre. Har du det, behøver du ikke gøre dig fortjent til andres kærlighed, respekt eller accept ved at gøre fjollede ting, bukke under for gruppepres eller stå i et hjørne.

Hvis du er sikker på din værdi, ved du også, at det er okay du er til.  Hvis du ved, du må være her og endda ønsket, behøver du hverken forsvare dig eller nedgøre andre for at få deres plads. Du behøver ikke føle dig truet af andres tilstedeværelse eller succes. Hvis du ved, du er elsket, kan du bevæge dig frit og med værdighed – og du kan behandle andre med den samme respekt.
Jeg ved godt, at det naturligvis ikke altid er sådan at være menneske – der er ingen af os, der altid og hele tiden er selvsikre med selvværdet i top hverken som børn eller voksne. Jeg ved også godt, at det ikke nødvendigvis er sådan det foregår i en skolegård. Men jeg tror på, at det langt hen af vejen er sådan det er.

Af samme grund lægger jeg også så meget vægt på i kirken, at børn (og mennesker i det hele taget) først og fremmest skal erfare og vide, at Gud elsker os. For hvis vi først forstår og erfarer, at vi er elskede ikke bare af vores familie eller venner men af Gud selv, så kan vi bevæge os med en anden sikkerhed og værdighed i verden:

Lever vi som Guds elskede børn er der så meget andet, vi ikke behøver at tage bestik efter. Der er så meget andet, som vi ikke behøver bruge som målestok for vores værdi. Vægten og formen bliver ligegyldige i forhold til vores værdi som mennesker, om ikke for vores sundhed. Opsparing og størrelsen på vores lønindkomst bliver ikke afgørende for, om vi har en berettigelse som fuldgyldige medlemmer af samfundet. Baggrund og uddannelse bestemmer ikke, om vi må tage del i livet. Og andres mening om mangt eller meget behøver vi ikke beskæftige os med.

Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at mine børn kan leve med værdighed. Så jeg bliver ved med at sige “Jeg elsker dig – husk det nu!”  – Selvom jeg nok skal lade være med at råbe det efter den ældste ind i skolegården.

 

(Nogle dage efter dette indlæg blev skrevet snakkede jeg med min mor om, hvorfor det er så vigtigt at vide sig elsket som barn. Det kan du læse her.)

/1 Kommentar/af
, ,

En mors bøn #2 Fri mig fra dårlig samvittighed!

Den dårlige samvittighed kan veje tungt. Nærmest fysisk kan den hvile på skuldrene eller ligge som en klump i maven. Hvis du kender fornemmelsen er du ikke alene. Særligt forældre er modtagelige overfor den dårlige samvittighed.
Det spænder vidt både i alvor og i emne. Jeg mener, der er den dårlige samvittighed over noget, der ikke vejer særlig tungt, og så er der den dårlige samvittighed, som virkelig kan nage én. Emnerne spænder fra den mad, vi serverer for vores børn – eller ikke servere – til mængden af tid foran Ipads eller TV. Det drejer sig om manglende gåture i skoven, skæld ud, nærvær, mulig udsættelse for skadelige kemikalier eller at vi afleverer vores dyrebare børn til “fremmede” i en institution. 
Og hvis vi ikke har det dårligt med det vi gør, kan vi få dårlig samvittighed over det vi ikke gør. For vi ved godt, at alle valg vi træffer medfører fravalg. 
Det betyder ikke, at vi tror, der kun findes én god eller rigtig måde at gøre tingene på. Snarere tværtimod. Når jeg tænker over det, så det nærmest en større udfordring netop fordi vi ved, der ikke kun er én måde men mange måder at være forældre og familie på. For hvad er så den allerbedste måde? Hvordan sikrer vi vores barn/børn de bedste betingelser ikke bare lige nu men også på lang sigt i tilværelsen? 
Den dårlige samvittighed er udtryk for en konstant tvivl om, hvorvidt vi vælger ikke bare det rigtige, men det bedste. Den er udtryk for et ønske om at gøre det allerbedste vi kan. 

Den gode nyhed er, at det faktisk ikke er fordi vi er hysteriske, at den dårlige samvittighed – eller tvivlen – er blevet en trofast følgesvend for så mange af os. Vi er bare moderne mennesker, der er over-informerede. Kloge hoveder (bl.a. sociologen D.W. Winnicot) mener faktisk, at den grundlæggende tvivl er blevet et grundvilkår for moderne mennesker. For vi ved, at alting kan gøres på flere måder. Vi er udemærket klar over, at der findes flere muligheder, andre løsninger, forskellige scenarier i alle situationer. Og det er dét, der giver os ondt i samvittigheden. 

Det kan vi ikke lave om på. Udfordringen er bare, at den dårlige samvittighed – eller den nagende tvivl om, hvorvidt vi nu gør tingene godt nok – kommer til at spærre for udsigten til det, der er og som er godt. Når vi har ondt i samvittigheden risikerer vi at blive ubeslutsomme, og ude af stand til at fokuserer på det gode ved måden vi nu har valgt at gøre tingene på.
Derfor kan vi have brug for at bede Gud fri os fra dårlig samvittighed. Ikke fordi vi skal slippe for at stå ved vores valg, men netop fordi vi skal kunne koncentrere os alene om de valg, vi faktist har truffet og ikke dem vi også kunne have valgt.
“Gud, fri mig fra den dårlige samvittighed, så jeg kan være tilstede, hvor vi er. Fjern den nagende tvivl om, hvorvidt jeg har valgt godt nok. Lad mig i stedet hvile i, at jeg gør det, så godt jeg formår, og at du ser mine intentioner og min længsel efter at gøre mitt allerbedste for mine børn og min familie. Hvor er det heldigt, at din kærlighed bærer os alle sammen!”
PS: Hvis du har dårlig samvittighed over noget, som du ved, du har gjort galt, er den dårlige samvittighed selvfølgelig på sin plads – så er den ligesom en forstuvning, der skal heles igen, før du får det godt igen. Så er den dårlige samvittighed din ven. Bed om tilgivelse (også hos dig selv), sig undskyld og gør hvad du kan, for at ændre situationen. Så skal samvittigheden nok komme sig!

/0 Kommentarer/af
, , , ,

Vores adoptionsprocess

Forleden var det seks år siden vi blev ringet op om, at vi ENDELIG skulle være forældre. Sidste år havde vi for sidste gang besøg af “vores” sagsbehandler, der skulle skrive den sidste rapport til Sydafrika. Alligevel er det naturligt nok stadig en levende del af vores familieliv fordi adoption er et vilkår, som vi alle sammen lever med.

I dette indlæg har jeg samlet indlæg fra tidligere, som jeg synes, beskriver vores ventetid samt de poster jeg skrev, den gang vi var ude for at hente Samuel. Alle de blandede følelser ved adoptionsprocessen har jeg bl.a. skrevet om her. Ventetiden det er umulig at forudsige har jeg skrevet om flere gange bla. at det føles som et skridt frem og to tilbage. Jeg har også skrevet en reflektion over det svære ved barnløshed og at være til børnefødselsdag.

Selve rejsen startede med opkaldET, der fortalte, vi skulle være forældre. Herfra talte vi ned til endelig at skulle afsted. Jeg har skrevet om forberedelserne både tre dage før, to dage før og dagen før afrejse. Så tog vi afsted. Vi var afsted i to uger i begyndelsen af marts 2010.
1. marts mødte vi for første gang Samuel, som dengang hed Sipho. Her er han  med maven bar og her er vi en tur nede ved det Indiske Ocean. Vi boede et sted, hvor vi selv kunne gå rundt. Det har jeg skrevet om her: De har humor.

Vi mødte dommeren, den dag vi kalder “adoptionsdag” – andre kalder det forever day, fordi det er her man officielt bliver familie for altid. Herefter var vi i Pretoria for at få lavet pas. Jeg delte nogle indtryk fra Jo’burg, hvor vi også fejrede min fødselsdag.

Og endelig er der det korte indlæg her om kvinden jeg for altid vil være forbundet med!
Så er det hele samlet ét sted – om ikke andet er det i hvert fald lettere for mig selv at finde rundt i!

/0 Kommentarer/af
, , , ,

En mors bøn #1

Af og til kan man som mor have gevaldigt brug for en ekstra portion tålmodighed, nærvær eller andet. Det kan knibe med selv at blive ved med at hælde godhed og kærlighed ud over de små væsener, der hiver én i blusen eller kalder for 117. gang på 10 minutter – også selvom man elsker dem uendeligt og ville give sin højre arm for dem i andre sammenhænge. 
Sådan er det bare. For selvom vi er forældre, så er vi også begrænsede. Forældre er ikke super-mennesker, men bliver også trætte, frustrerede og får ondt i ørene af vrælen, skrål og skrig.
Så er det godt at kunne bede en stille (eller højlydt) bøn, tage en dyb indånding og huske på, at der heldigvis er en Far, der også lytter til os og gerne giver et ekstra skub bagpå, når der er brug for det! 

/0 Kommentarer/af
,

Søndagstaknemmelighed

Det er søndag, og efter formiddagens gudstjeneste og aktivitet har der nu spredt sig en stille ro.

Jeg sidder og skriver med en sovende baby i armene, hører musik, mens den store leger de sin ven, der lige er flyttet ind ved siden af. Jeg kan mærke en dyb tilfredshed sprede sig i kroppen af mig. 
Hver dag slutter jeg med at gennemgå dagen og lægge særligt mærke til det, der har gjort mig glad. Det er en god øvelse i at lade det gode, det, der er værd at tale godt om og at elske træde i forgrunden.* Vi gør det samme i aftenbønnen med Samuel med spørgsmålet: Hvad vil du gerne sige tak for i dag? 
Jeg tror, det er en god ting for både store og små at øve sig i at lægge mærke til det, der er godt. Det gør os taknemmelige, og taknemmelighed får os til at føle os rige og elskede. Og når vi ved, vi er dét, er det ikke farligt at dele med andre. Hverken legetøjet, kagen eller verden.
Hvad er du taknemmelig for lige nu?
*se Filipperbrevet kapitel 4. vers 8
/0 Kommentarer/af