, ,

Hemmeligheden bag en velfungerende familie

Tager du nogen gange dig selv i at spekulere over, hvad hemmeligheden er bag en velfungerende familie? Ikke fordi dit familieliv ikke er godt, men fordi du ønsker at give dine børn det bedste? 

Jeg gør. Regelmæssigt. Dels fordi der er rigtig meget fokus på opdragelse og familieliv i medierne, og dels fordi jeg gerne vil give min søn alt det bedste. Det kan være fristende at tro, at et velfungerende familieliv betyder en overflod af oplevelser og så få konflikter som muligt. Over den sidste måned er jeg stødt på tre ting, der har overbevist mig om, at hemmeligheden bag den gode opdragelse og det velfungerende familieliv er langt mere jordnær og ordinær, end vi har tendens til at tro. Det handler meget mere om gåture, boller og spil end om forlystelsesparker, biografture og det nyeste legetøj.

Her kommer de:  

1. Om bålet er der god tid

Få ting samler os som et bål gør. Det kunne også være et puslespil eller en gåtur. Noget som alle kan være sammen om giver ro, så det er muligt bare at være sammen uden andre mål. 

For en måned siden holdt vores menighed en eftermiddag for børn i Vejle midtby – her var hoppeborg, sumobrydning, ansigtsmaling, popcorn og snobrødsbagning over bål. Arrangementet var velbesøgt, og en del børn hang ud med os hele eftermiddagen. Meget overraskende for os var en af de mest populære ting snobrødsbagningen. Nogle børn brugte hele eftermiddagen med en snobrødspind i hånden ved bålet, hvor to mænd fra kirken fordelte dejen og snakkede med deltagerne. De er begge to gode til at få andre til at føle sig tilpas, og de har nemt til latter. Men sammenlignet med hoppeborgen eller sumobrydningen var der ikke meget action – til gengæld mødte børnene opmærksomhed, nærvær og oprigtig interesse.


2. Højtlæsning er en anderledes oplevelse

For mange børn er tid til “ingenting” med mor og far ikke en selvfølge. Men det er nu en gang først og fremmest sammen med mor og far børn lærer at forstå sig selv og andre.

En frivillig på en sommerlejr for socialt belastede familier fortalte, at på lejren er tid til almindelig samvær højt prioriteret. Ting som bagning, snobrød og badeture er den slags mange børn ikke oplever med deres forældre, fortalte hun. For, fortalte hun: “Langt de fleste af deltagerne kommer i Tivoli, på Bakken, i Lalandia og lignende i løbet af året, men for nogle er snobrød ved bålet, en tur på stranden med mor, højtlæsning eller voksne, der vil male med dem, en ny og anderledes oplevelse.”


3. Snak sammen – bliv gode til at skændes

En veninde gjorde mig opmærksom på bogen “The Secrets of Happy Families”. Forfatter, familieekspert og far Bruce Feiler kommer med seks bud på, hvad alle lykkelige familier har til fælles. Bruce Feiler understreger i flere af sine bud vigtigheden af at snakke sammen og at lytte til alle – også børnene. På den måde får børnene også lov til at være en aktiv del af familien og ikke bare et vedhæng til forældrene. Til det at tale sammen hører – måske vigtigst. At samtale fungerer godt over et måltid er knap så overraskende, men at lære af FBIs gidselforhandlere for at skændes ordentligt, er måske mere nyt. Allervigtigst – synes jeg – understreger Bruce Feiler vigtigheden af at gøre forsøget: Familien er vigtig for alle i den, men skal vores familieliv være velfungerende og lykkeligt, så skal der investeres og arbejdes i den. 

(Her er en article om Bruce Feilers bog “The Secrets of Happy Families” )



Hvad er dit bedste bud på, hvad der gør en (din) familie velfungerende? Vil du dele din hemmelighed? 


/0 Kommentarer/af

En million-milliard kom i vejen…

Efter ganske kort tid på facebook ville jeg ønske, at jeg kunne melde mig til koret af opdateringer med hurra-råb over påske. Jeg kunne ønske, at jeg kunne komme med en jublende besked om, hvordan påskens budskab om liv og opstandelse virkelig resonerer med mig i år, eller om hvor herligt det har været med solskin og tid i haven.
Det kniber med begge dele.

Det er ikke fordi, der er sket noget voldsomt eller ulykkeligt – det er “bare” livet, der går sin gang. Siden tirsdag har Samuel haft skoldkopper – først et par uskyldige blærer, som sidenhen udviklede sig til høj feber og en million-milliard kløende knopper, der ikke var til at sove for. Lille pus.

Godt nok fik vi sovet i nat, men nætterne før blev der vendt op og ned på. Hvor var barnets far, tænker du måske? Jamen, han er jo præst, så han har haft tre gudstjenester og en lejr med de unge ind imellem. Så det var mig, der tog tjansen med at passe – heldigvis hjemme ved mine forældre, så det er ikke fordi, jeg har været overladt til  mig selv.

Men påske(ferien) blev altså ikke lige som planlagt. Så i stedet for på nuværende tidspunkt at være veludhvilet, have været i haven eller til påskefrokoster, så ligner jeg en hængt kat, og trænger i dén grad til at sove og hvile. Og så er det, at det kan være svært at mønstre begejstring eller overskud.

Det er vist en meget typisk børne-familie-ting, det der med at et sygt barn pludselig kommer på tværs af alle mulige andre ting. Fristelsen er at tænke og tale som om, det er “alle mulige andre ting”, der er det væsentlige og ikke barnet, der blev syg.

Det er så let (for mig) at komme til at snakke om alt det, der ikke blev nået. Som om vasketøjsbunken eller blomsterfrøene, påskefrokosten eller bogen, der skulle læses, er vigtigere end det barn, der havde brug for omsorg. Som om barnet ikke er andet end i vejen for det, der virkelig betyder noget. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men jeg kan høre, det samme sker, når det er andres planer, der kæntrer.

Og vel kan det være irriterende. Vel er det hårdt at yde omsorg for én, der er syg og dårlig. Vel er det trælst ikke få bagt/besøgt/ordnet som ønsket. Og vel er jeg træt og har brug for at restituere nu, ligesom han har. Men af og til hander det også om, at jeg skal se mit liv i et andet perspektiv, end hvor pænt mit hus/have/kalender ser ud.

Jeg har ikke fået sået sommerblomster eller gået ture, vi har ikke været spændende steder henne eller kørt på rulleskøjter, som jeg havde set for mig – til gengæld har jeg været mor; jeg har bekræftet en lille mands vigtighed og vist med mine handlinger, at han er værdifuld og er værd at passe på. Jeg kan håbe, at han dermed har fået bevis for, at verden er til at have tillid til, og at de voksne i hans liv er nogen, han kan stole på.

Ret beset er det vel vigtigere, end om jeg har fået sået morgenfruer og tomater endnu!

/5 Kommentarer/af
, , ,

Økodag – Køer på græs

Forår er mange ting – og egentlig er i dag jo Palmesøndag, så vi kunne forventeligt have været i kirke alle sammen. Meen så var det, onklen og tanten fortalte, at de skulle til økodag for at se dansende køer. 
En smule fødevarer politisk har man vel lov at være, særligt når det gælder dyrevelfærd, og det skulle være noget helt særligt at se køerne komme ud i den friske luft og få græs under klovene efter en hel vinter i stalden. Så Samuel og jeg satte os i bilen for at komme frem til den udvalgte gård. 

Og det var noget af et syn, at se store, voksne køer løbe og té sig som om, de var kalve – hvilket både deres størrelse og deres yvere vidner om, at de IKKE er. I stivblæst stod vi spændte og ventede på at køerne kom dundrende.
Vi blev ikke skuffede – der var hoppen, puffen og kåde spjæt, da køerne kom frem. I konventionelle landbrug er der ikke noget krav om, at køer – hverken kalve, ungdyr eller malkekøer – skal på græs. De kan selvfølgelig komme det, men da det er lettere at styre malkeproduktionen, hvis dyrene bliver inde, lever nogle køer hele deres liv i staldene.

Her kan de sikkert have det fint. Køer er ikke de, det går værst ud over med konventionelt landbrug – det er grisene og hønsene. Der er business i landbrug, og jeg ved, at de fleste landmænd gør, hvad de kan for at deres besætning har det godt – uanset hvordan de driver deres landbrug.
Men idealisten og naivisten i mig kan nu bedst lide, at dyrene har plads og får frisk græs i munden. Og jeg vil gerne, at mit barn skal have en idé om, hvor maden kommer fra – og at de dyr, der producerer vores mad er levende og skal behandles med respekt. Ligesom at der findes mennesker, der tjener deres levebrød ved at lave vores mad.

 Retfærdigvis skal det siges, at jeg tvivler på, at det var de pointer Samuel tog med sig hjem. Han elskede, at der var traktorhjul så store, at han kunne sidde inden i dem! Så er en maskine virkelig stor!
Herligt, at der findes mennesker, som vil åbne deres virksomhed for os andre, så vi kan blive klogere på vores mad. Og bare få en god oplevelse.

Det største landbrugsønske blev også opfyldt: Vi fik lov til “ægte” at malke en ko og drikke mælken direkte fra yveret. Mellem de dansende køer, høet vi ku’ klatre i, traktordæk og legetraktorer og den kop kaffe med quiz vi voksne fik, så var det malkningen, der virkelig tog kegler!

Har du været til økodag? Hvad var den bedste del af jeres besøg?

/2 Kommentarer/af
,

Min morfar og Nelson Mandela

Nelson Mandela er blevet 90 år. Det er min morfar også. Men kun en måneds mellemrum. Det er meget forunderligt, synes jeg at min morfars liv spænder det samme tidsrum som et af verdens “store” menneskers. De har levet på samme tid, de er begge mænd, men de har levet deres liv på hver sin side af jorden og på helt forskellige måder.

Nelson Mandela har været med til at ændre verden. Han har fejret hans 90 års fødselsdag mere eller mindre over hele verden med berømtheder. Hans liv har været genstand for stor bevågenhed over hele verden. Min morfar, Ingemann Emil, fejrede hans fødselsdag med hele hans familie i Lendum forsamlingshus. Nelson Mandela har været med til at ændre verdenskortet og vores forståelse af os selv og hinanden. Min morfar har levet hele sit liv i en radius på omkring 20 km. midt i det nordjyske. Og alligevel har han haft indflydelse på mange.

At fylde 90 er en stor ting. Og som barnebarn til en 90 årig har jeg ikke kunnet lade være med at reflektere over min morfars liv og hvad han har betydet for mig. Min morfar og jeg har aldrig delt dybsindige samtaler eller snakket om livets større mening. Alligevel har han betydet meget for hvordan jeg forstår verden. Vi har talt politik, høst og naboer. Vi har løst kryds og tværs’er. Gået ture og gravet kartofler op. Vi har plukket mirabeller og kalket huset. Vi har handlet ind i Brugsen og delt vittigheder. Han har fortalt om krigen og hvordan han mødte mormor. Han har påvirket mig ved at gøre ting sammen med mig – og alle hans andre børnebørn. For vi har altid været velkomne hjemme hos mormor og ham. Ligesom alle andre har været det. Han (og mormor, selvfølgelig) har lært mig at alle mennesker skal bydes velkomne og at der ikke er forskel på folk. De har lært mig at også det 10. oldebarn er det mest fantastiske, ligesom det er ligeså fantastisk når en bliver udlært maskinmester som når en bli’r præst eller sygeplejerske. De har vist mig at man kan leve et helt og fuldt liv med udgangspunkt i det samme hus i 65 år. Og så har de vist at man kan leve med tilfredshed og glæde små kår og sygdom til trods.

Når Morfar dør vil det ikke blive bemærket verden over, som Nelson Mandelas død vil blive det. Men der vil være et dybfølt savn for mange af os han har lært at kalke, grave kartofler op og hilse pænt på alle.

/4 Kommentarer/af
, , , , , ,

Jeg tror – en personlig tros-bekendelse

Samuel blev døbt i dag. Det skete ved en meget varm gudstjeneste, hvor mennesker født i Danmark, England, Holland, Burkina Faso, Sydafrika og Sri Lanka lyttede til gospelkorets udgave af den Sydafrikanske national sang og vores kollega og ven Thomas prædikede. Det skete 10 år efter Duncan og jeg blev et “os”.

Og mens det skete, blev jeg ramt af en dyb taknemmelighed over min Gud, der har samlet alting for mig gennem de sidste år, over min familie og vores venner, som har været med os og ikke mindst over igen at kunne mærke glæde, kærlighed og taknemmelighed!
Bekendelsen herunder er inspireret af den apostolske trosbekendelse, men er min egen fra i dag:
“Jeg tror på Gud Fader, den almægtige. Ham, der kan skabe noget ud af ingenting: familier ud af forældreløse børn og barnløse forældre. Ægtefolk ud af kærester. Fællesskab ud af mennesker fra hele verden og af alle aldre.
 
Jeg tror på Jesus Kristus, Guds eneste Søn, min Herre. Ham, der har reddet mig fra mørke og tomhed, og vist at der findes en vej, hvor jeg ikke selv kan se en. 
 
Jeg tror på Helligånden. Hende, der giver liv, så depression må give vej for glæde og vinteren bliver til forår igen og igen.
 
Og jeg tror på det hellige i almindelige fællesskaber, som findes i kirker og familier; de fællesskaber, som gennem kærlighed og barmhjertighed kan rumme både smerte og glæde.
 
Jeg er taknemmelig!”
/11 Kommentarer/af