,

6 måneder

Her er vi som sprit-ny familie sammen med dommeren.

I dag er det seks måneder at en dommer gjorde os til forældre. Her kan du se, hvad jeg skrev på dagen. Åh, det var det bedste! “The child is now in all intents and purposes.” Den sætning, tror jeg aldrig, jeg glemmer. Bare af at skrive det nu får jeg tårer i øjnene.

Vi havde haft Samuel i tre dage inden, vi mødte dommeren, men at høre ordene, og få at vide at NU er det sådan: det, I har ventet på og længtes efter, er blevet virkelighed. Dét var stort og rørende.

I dag har det været virkelighed i et halvt år. Det er slet ikke til at forstå. Alle de bleer vi har skiftet og de søvnløse nætter vi har haft, de mange små skridt i Samuels udvikling vi har fulgt, og hvor langt vi er kommet mod at høre sammen som familie.
Dengang, syntes jeg allerede, han var min. Det var han også. Og jeg syntes, han holdt sig til mig. Det gjorde han også. Men det er på en helt anden måde end nu. Det stikker langt dybere og især det sidste begynder at bunde i kærlighed og ikke angst for alt det nye. Havde jeg vidst, hvor hårdt det blev, eller hvor fantastisk det er, at være familie, havde jeg grædt endnu mere den dag i Durban.

Her er det mig sammen med Samuel og lillebror Louie. De to drenge sov ved siden af hinanden hos deres plejemor, og fik familier i samme uge. Nu ses vi jævnligt, og Samuel snakker meget og “Luui’e”.
,

And stay out!

For 3 måneder siden skrev jeg sådan for mig selv: 
 
Almindeligvis er jeg ikke konflikt-sky; jeg kan godt tage en svær samtale, hvis det er nødvendigt, og kan også godt tåle at høre en træls sandhed selv. Men jeg er ikke meget for helt selv at skulle sige noget meget konsekvent til en anden. Du ved, sådan noget med at fortælle hvilke forventninger jeg har til vedkommende, eller hvad jeg ikke vil finde mig i – og hvorfor deres opførsel så ikke er i orden. Jeg tror, det er mig ophold på flinkeskolen, der volder mig problemer.
Alligevel står jeg nu i en situation, hvor jeg er klar til at bide fra mig. Jeg føler mig i den grad provokeret, og mine grænser bliver overtrådt gang på gang. Det er i den grad enerverende hele tiden at få en andens mening påduttet – særligt når det som regel handler om, at det jeg gør ikke er godt nok, eller at der ikke ville være noget problem, hvis bare jeg ville tage mig sammen. 
Det drejer sig om “før-jeg-blev-mor-men-virkelig-gerne-ville-være-det”-stemmen indeni mig. Hendes meninger giver genlyd i mit på-5.-måned-uden-hel-natte-søvns trætte hoved: “Sådan er det at være mor. Du har jo selv ønsket dig det?” Eller når jeg ikke forstår, hvordan jeg ikke kunne nå at gå i postkassen OG hænge tøj op, selvom jeg har haft hele dagen, og ovenikøbet piber over ikke at have haft tid til at snakke med en veninde, lyder det: “Når man har børn, kan man jo ikke alting, vel? Nu har du jo én, der er afhængig af dig! Er det måske ikke vigtigere end det andet, du ville?” Eller når jeg er himlende lykkelig, og har lyst til at fortælle alle, hvor stort er vidunder vi har: “Ja, men det er jo ikke sikkert andre gider høre om det, vel? Hele verden handler jo ikke om at du er på barsel. Se nu at få lidt perspektiv i tingene.” Selvom den værste nok er, når jeg er ved at eksplodere i ansigtet på barnet, fordi han igen igen igen vågner og græder: “Nu må du tage dig sammen. Hvordan kan du have det sådan med ham, når du har ønsket ham så meget?!” Hun citerer mine tanker og idéer om at være mor og have et barn fra før jeg havde ét. Hun er klog på en jeg-ved-bedre-måde. Hun taler, som hun har forstand til  – og det er immervæk ikke meget, kan jeg afsløre. 
The thing is at “-før-jeg-blev-mor-men-virkelig-gerne-ville-være-det”-stemmen har været så stor en del af mig i så lang tid, at jeg nu, hvor jeg faktisk er mor, liige skal minde mig selv om, at det faktisk er det jeg er. Ventetiden er ovre. Alle drømmene, illusionerne og forestillingerne forsvinder nu, hvor the real thing sker. Og det er rigtig godt – hvis jeg altså bare kunne få den der stemme sparket ud af døren, så jeg kunne frustreres og glædes over det som er!
,

Min søn er foran

For godt to måneder siden skrev jeg sådan her for mig selv: 
 
“Min søn er foran. Ikke foran sine jævnaldrende, dem følges han ret godt med. Han er som man skal være, når man er halvandet år: Han går og løber, og er begyndt at kravle op og ned af al ting. Han er optaget af vand, af mel og jord – og om man kan putte ting inden i hinanden. Han kan sige varm, av, ae ae, mor, Daddy (far er engelsk), bye-bye, slut og en hel masse andet, som ingen andre end ham selv vist forstår. Han har helt styr på, hvor hovedet, øjnene og munden sidder på sig selv og andre. Han ved, hvad han kan lide at spise – og hvad han ikke vil have i sin mund. Han har lært at drikke af et glas uden tud, og han spiser temmelig pænt med ske og gaffel – og kan imponere ved at bevæge kniv og gaffel, som om han kan bruge dem til fulde også. 
Nej, den han er foran er mig. Hans mor – og sig selv. For selvom min søn er halvandet år, så har vi kun været familie i knap 4 måneder. Jeg har endnu ikke helt styr på pusletasken eller søvnrytmen endnu. Jeg ved, hvad og hvornår han skal spise, men hvor meget tøj vi skal have med på udflugt, er jeg ikke helt skarp på endnu. Jeg bliver til stadighed overrasket: jo, det er nødvendigt med to sæt tøj til en lille gå tur – der var jo en vandpyt! Han har endnu ikke vænnet sig til at have en far og en mor; nå, kommer I og puster hver gang jeg slår mig?!
At få et barn, der ikke er helt spæd, men derimod godt igang med at udforske verden er i høj fart er en stejl indlæringskurve. Det kræver en del af de små poder både at flytte verdensdel og få forældre. Det samme gælder for forældrene!  Piet Hein har sagt at “Forældre kan opdrages til at forstå, men så skal man også have haft dem fra små.” Jeg håber, den lille gut kan nå at “opdrage” mig endnu, selvom han ikke har haft mig helt fra begyndelsen. Min søn er foran, men bare vent – vi skal nok komme efter det! “
 
 
Jeg har det stadig sådan. Som om jeg er bagefter, men løber alt, hvad jeg kan, for at indhente hvem-det-nu-er jeg løber efter.  
 
,

Nybagt brød eller rod på gulvet?

Det er så pudsigt med bloggen – den er en oplagt mulighed for selviscenesættelse. Kun den lille detalje eller historie, jeg vil I skal se eller læse viser jeg jer. Sådan er det også i det “virkelige” liv i nogen grad. Men det er nu nemmere på bloggen, for her er ingen tonefald eller kropssprog, der kan vise hvordan det også er.

Egentlig er det helt i orden – og nogle gange nødvendigt – ikke at fortælle hvordan man virkelig har det. Det kan være for at passe på sig selv, eller fordi, det bare ikke er alle, der behøver vide alt. På den anden side er mener jeg egentlig, at det snarere gælder dybere og mere personlige ting som tab, tvivl og kriser end nullermænd, søvnløshed og bekymringer. Der er simpelthen forskel på det private og det alment menneskelige. Nogle gange synes jeg bare, der er en tendens til at vi (inkl. jeg) vil være / skal være / tror vi skal være perfekte.

Jeg ved, jeg selv kæmper med den sygdom, der florerer blandt kvinder i 20’erne: du ved, den, der hedder “Jeg-er-perfekt-kæreste/kone,-der-har-altid-nybarberede-ben-og-manicure-negle,-smart-garderobe,-tjek-på-moden,-karrieren-og-fremtidsplanerne,-får-børn-på-linje,-klarer-mig-godt-på-jobbet-og-har-et-super-hjem,-hvor-vi-ser-vores-venner-og-bekendte,-hvis-vi-da-ikke-er-ude-at-rejse-eller-i-sommerhus,-for-ikke-at-nævne-vores-velholdte-have-og-velklædte-børn,-og-vi-kan-da-også-godt-snakke-om-kreative-fritidsinteresser,-politik,-samfund-eller-nyere-litteratur-inden-jeg-knækker-ned-med-stress…-igen.”Og måske er den eneste måde vi kan hjælpe hinanden med at bekæmpe den, ved at fortælle eller vise vores nullermænd og underskud såvel som vores succeser og overskud.

Forleden talte jeg om emner med en varm kvinde, som jeg vil skyde på er tættere på 50 end 40. Hun sagde: “Det er da synd for jer! Så må vi ældre kvinder jo fortælle jer, hvordan livet også er.” Ja, vil I ikke godt?!

Jeg vil fremover bestræbe mig på ikke kun at vise mine succeser og mit overskud på bloggen, men også udtrykke tvivl, tanker og nullermænd i alle retninger på en ikke sarkastisk måde. Ikke fordi du skal have ondt af mig, men fordi jeg gerne vil leve hele livet. Jeg har faktisk ikke lyst til at være perfekt – det er for statisk. Jeg vil gerne leve og mærke hele livet – og det lurer mig at det kun kan lade sig gøre sammen med et par nullermænd, en købe pizza og lidt ærlighed.

, ,

En gammel kærlighed

For et år siden oplevede jeg et under. Det lyder så fint at skrive – og måske også lidt mystisk. Det var det nu ikke. Det gik i al sin enkelthed og storhed ud på, at min mormor og morfar fejrede deres jernbryllup – altså, at de havde været mand og kone i 70 år.
Det var et lille, stort under; det var ikke stort eller fint, sådan som vi ser i den kulørtepresse eller i nyheder. Det var ikke forgyldt eller bevåget. Det var stille, almindeligt og nærværende.
Hele dagen var naturligvis særlig, og forberedelserne også, jo. Men der, hvor det ramte mig, var om aftenen til middagen. Vi var inviteret til tarteletter, steg og is i Lendum forsamlingshus. Du ved, sådan ét forsamlingshus, hvor farverne er retro uden at være moderne, og hvor der er lys ved siden af køkkendøren, der indikerer, hvorvidt taler er tilladte af hensyn til maden eller ej.
I den ramme sad vi tæt på 90 mennesker; familie, venner og naboer, omkring Mary og Ingemann – to små, ukendte mennesker, som vi alle sammen stammer fra. At sidde dér og ser på børn, svigerbørn, børnebørn, oldebørn og sågar tipoldebørn i alle aldre og vide, at vi alle sammen fandtes på grund af de to mennesker og deres kærlighed var noget særligt.
At de to altid har elsket hinanden, har der vist ikke været tvivl om. De har haft deres del af prøvelser og hårde tider. De har fået børn, været syge og fattige. De har arbejdet hårdt og strukket alle ender, for at få det hele til at hænge sammen. De har grinet, haft husrum og givet plads til mennesker. Så længe jeg kan huske har de holdt hinanden i hånden i ubemærkede øjeblikke. Kom man stille en aften, kunne man se dem sidde i sofaen og holde i hånden. Morfar redte mormors hår, hvis han synes det blev “skævt” af blæsten, og hun pillede fnuller af hans trøjer.
Nogen tid inden bryllupsdagen spurgte jeg mormor, hvad hun ville sige hemmeligheden bag et langt og lykkeligt ægteskab er, når man tænker på, hvor mange, der går fra hinanden, bliver skilt, eller bare kæmper med kærligheden og parforholdet. Hun svarede: “Maj ska’ bår’ ræt’ sæ’ ei’ etter hina’en.” (=man skal bare rette sig lidt ind efter hinanden.) Da hun blev spurgt af journalisten på dagen, hvad det bedste var ved Ingemann kom det prompte: “Dæ’ er at a hår ha’em!” (=Det er at jeg har ham!)
Flere gange i løbet af dagen sagde journalister, borgmester og os andre til hinanden: tænk som 90 årige at have den samme kærlighed, som man havde da man var 20! Men der om aftenen i Lendum forsamlingshus gik det op for mig hvad underet var: Vi fik lov at være vidner til en gammel kærlighed. En kærlighed, der var ovre begær, lidenskab og usikkerhed. En kærlighed, som havde gennemlevet kriser, glæder, håb og skuffelser. En kærlighed, som havde set livet udfolde sig og bære frugt: som har set børn, børnebørn og oldebørn vokse op. En kærlighed, som ikke blot var romantisk rettet mod et objekt, men forpligtende vendt mod en anden halvdel. 
Vi fik lov til at se, at det kan lade sig at gøre for kærligheden at vokse sig gammel, dyb og stærk – og stadig være øm ud over alle grænser. 
Dét var det stille under. Og jeg er uendeligt taknemmelig for, at have fået lov til at være en del af den!  
“Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op.  Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.”
(1. Korinterbrev kapitel 13:1-8a og 13)
Her kan du se hvad jeg skrev sidste år. Og her kan du se det, der kom i TV.