, , , ,

Husk, jeg elsker dig!

“Husk, jeg elsker dig!”

Jeg siger det til vores søn hver dag – nogle gange flere gange. Han hører det, før vi skilles om morgenen, enten når jeg går ud af døren på arbejde, eller når jeg afleverer ham. Nogle gange smiler han. Andre gange får jeg et “Det ved jeg godt” tilbage med en opgivende stemme. Som om han vil sige “Det har jeg fattet, du behøver ikke blive ved.” Men det behøver jeg. Og her er grunden jeg er kommet frem til:

At vide sig elsket betyder, du har din værdi givet, før du møder andre. Har du det, behøver du ikke gøre dig fortjent til andres kærlighed, respekt eller accept ved at gøre fjollede ting, bukke under for gruppepres eller stå i et hjørne.

Hvis du er sikker på din værdi, ved du også, at det er okay du er til.  Hvis du ved, du må være her og endda ønsket, behøver du hverken forsvare dig eller nedgøre andre for at få deres plads. Du behøver ikke føle dig truet af andres tilstedeværelse eller succes. Hvis du ved, du er elsket, kan du bevæge dig frit og med værdighed – og du kan behandle andre med den samme respekt.
Jeg ved godt, at det naturligvis ikke altid er sådan at være menneske – der er ingen af os, der altid og hele tiden er selvsikre med selvværdet i top hverken som børn eller voksne. Jeg ved også godt, at det ikke nødvendigvis er sådan det foregår i en skolegård. Men jeg tror på, at det langt hen af vejen er sådan det er.

Af samme grund lægger jeg også så meget vægt på i kirken, at børn (og mennesker i det hele taget) først og fremmest skal erfare og vide, at Gud elsker os. For hvis vi først forstår og erfarer, at vi er elskede ikke bare af vores familie eller venner men af Gud selv, så kan vi bevæge os med en anden sikkerhed og værdighed i verden:

Lever vi som Guds elskede børn er der så meget andet, vi ikke behøver at tage bestik efter. Der er så meget andet, som vi ikke behøver bruge som målestok for vores værdi. Vægten og formen bliver ligegyldige i forhold til vores værdi som mennesker, om ikke for vores sundhed. Opsparing og størrelsen på vores lønindkomst bliver ikke afgørende for, om vi har en berettigelse som fuldgyldige medlemmer af samfundet. Baggrund og uddannelse bestemmer ikke, om vi må tage del i livet. Og andres mening om mangt eller meget behøver vi ikke beskæftige os med.

Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at mine børn kan leve med værdighed. Så jeg bliver ved med at sige “Jeg elsker dig – husk det nu!”  – Selvom jeg nok skal lade være med at råbe det efter den ældste ind i skolegården.

 

(Nogle dage efter dette indlæg blev skrevet snakkede jeg med min mor om, hvorfor det er så vigtigt at vide sig elsket som barn. Det kan du læse her.)

, ,

Fastelavn – en liste med “ballade”sange

Fastelavn er sjovt! Børn og voksne klæder sig ud og kan beundre og grine af hinanden. Tønder bliver slået til pindebrænde – endelig kan ham, der godt kan lide at bruge sine kræfter, virkelig slå sig løs. Endelig er det legalt at lave lidt ballade – det gør godt i det indre!

Der er noget befriende ved at fejre fastelavn – og det er også meningen, for lige om nogle dage starter fasten jo. Hvis du spørger mig, så har vi brug for sjov og ballede oftere end til fastelavn. Ikke bare voksne kan have brug for at lave sjov og grine af hverdagens regler – det kan børn i aller højeste grad også! Det er befriende at grine over ting, vi godt ved er forkerte eller ikke er i orden.

Derfor har jeg en lille liste over “ballade”-sange, som jeg bl.a. har brugt i børnehaven, hvor jeg arbejder. Det er et stort hit at synge om at tisse i klaveret, eller selv at få lov til at bestemme. Jeg synes, fastelavn er et udemærket tidspunkt at dele listen med jer på.

Her er min liste indtil videre: 

1) Jess og Toms “Fy fy skamme” – en god gammel kending!

2) Sigurd Barrets: “Jeg kan selv” – en relativt ny sang, men som kan synges med eftertryk. Og måske især god til de børn, som irriteres over, at de voksne altid skal hjælpe!

3) Albertes “Tju-bang chokolademand – det’ mig, der bestemmer her”

4) Hr. Skægs “Bandeordssangen” – ikke for de sarte, selvom sangens pointe netop er, at man IKKE må sige sangene. Måske en sang til det barn, der virkelig gerne vil sige alle de grimme ord?

Kender du vil andre gode “ballede”sange, så vil jeg rigtig gerne have dine bud!

Jeg har før skrevet om fasten her, og om nogle dage giver jeg flere idéer til at fejre fasten som familie. Sidste år skrev jeg sådan.

, , , , ,

Barnets ferielov

Har dit barn ret til ferie? Det lyder måske underligt at spørge på den måde, men faktisk er børn en af de eneste grupper i vores samfund, som ikke har nogen sikrede rettigheder, når det kommer til ferie. Det er helt op til forældrene, om et barn skal holde fra fra børnehave eller SFO.

For nogle børn betyder det, at ferier kan være meget sjældne, korte eller på det nærmeste ikke-eksisterende.

Heldigvis er de fleste af os opmærksomme på, at vores børn også skal have ferie og holde fri. Eller også tager vi det bare for givet, at  når vi har fri og slapper af over sommeren, så skal børnene da være med.

Forleden faldt jeg over en ferielov for børn, som netsundhedsplejersken havde delt. Der er klart nok ikke tale om en egentlig lov, for den findes ikke. Men tanken er meget sjov. Denne ferielov blev læst op af en skoleinspektør og de første paragraffer lød sådan her:

Sommerferieloven 2015

§ 1. Ethvert barn i Danmark har ret til at være sig selv mindst 6.5 uge – uden nogen lærer eller pædagog, som blander sig.


§ 2. Ethvert barn har ret til at spille fodbold – uden at der er nogen træner, og hvor det er tilladt nogle gange at lave sine egne regler. 

Billedet er taget af Trine Knudsen i Berlin.
Det fik mig til at tænke over, hvilke paragraffer jeg gerne ville have med, hvis jeg skulle skrive sådan en ferielov for de børn jeg kender. 

Her er mine forslag:

§ Ure, der dikterer bestemte spisetider, sovetider, afleveringstider og deraf følgende tidspres skal fjernes, så en flig af evigheden kan sænke sig over tidsfornemmelsen istedet for: Ting skal have lov til at strække sig i det uendelig – om det så er en halv time, fem minutter eller tre timer er underordnet. 
§ Børn skal være med til at bestemme tempoet på dagens gøremål: Det skal være tilladt at tage en halv time om at tage tøj på, smøre sin egen mad eller stoppe op ved samtlige tissemyrer på vejen. 
§ Pligt-ting som øvning af uge-dage, farver og alfabeter skal praktiseres i yderst begrænset omfang.
§ De voksne skal give sig tid til at lege med børnene: vandkamp, brætspil, bål eller at fiske krabber bør gøres mindst en gang dagligt. 
§ Det skal være helt i orden at gøre fjollede og herlige ting som at danse i regnen, spise is til frokost eller beholde nattøjet på en hel dag.
Jeg er lige ved at tro, at det ikke kun er børn, der kunne have godt af sådan en ferielov! 
Hvad skulle med i din ferielov, hvis du skulle skrive én? 



, , , ,

Bog om åndelig vejledning af børn – boganmeldelse og rabat til dig

Rachel Turner er en livlig, ikke-så-høj, engelsk kvinde. Jeg var så heldig – ligesom alle andre deltagere på BMK – at høre hende tale i efteråret. Her gjorde hendes undervisning så dybt indtryk, at den bog, hun har udgivet på engelsk, blev flået væk, og ProRex turde satse på en dansk oversættelse – ikke nogen lille ting på dagens bogmarked! 

Du har mulighed for at købe “Tro i børnehøjde” af Rachel Turner billegere gennem digogmigogvitro.dk


Stor var glæden, da bogen dumpede ind ad døren forleden. Frisk fra pressen er den blevet skimmet – og jeg kan garantere, at den inden længe (måske på et tæppe under sommerferiens sol) vil blive grundigt læst og fordøjet. 

For Rachel Turner har en dyrebar pointe og en livgivende indgangsvinkel til børns åndelige liv: Vi er alt for gode til at give børn viden om Gud, og alt for sjældent lykkes det os, at lade børnene få fællesskab med Ham i en egen relation – uanset om vi er forældre, medarbejdere i børnekirken eller noget andet. Hendes mission er at vise og fortælle, hvordan dét kan lade sig at gøre, er hendes mission.

I  bogen fortæller hun levende om, hvordan vi som forældre ofte længes efter at se vores børn udvikle deres egen relation til Gud men også ofte frustreres over, hvordan det skal gribes an. Gennem historier og spørgsmål forsøger hun at indgyde selvtillid i os som forældre eller ledere i børnekirken bl.a. ved at give redskaber til, hvordan vi kan tale med børn om Gud på en anden måde. Hvert kapitel har desuden spørgsmål, som gør bogen oplagt at læse sammen i en ledergruppe eksempelvis.

Rachel Turner rammer plet, i hvert fald hos mig, når hun siger, at børn i kirkerne ofte har rigtig meget viden om Gud og kan de rigtige svar. Det er en dyb længsel i mig at se børn, der kender og lever sammen med Gud. Jeg ved – og har set – at det kan lade sig at gøre. For Gud er jo ikke bare de voksnes Gud. Han elsker alle børn, og ønsker også at gøre deres liv større, dybere og rigere. Ydermere har hun nogle rigtig fine og nede-på-jorden måder at forklare på, hvordan vi kan hjælpe børn (og som end også voksne) til at “gribe” Guds måde at tale til os på.

“Tro i børnehøjde” er netop udkommet på dansk på ProRex forlag.

Noget, som er værd altid at have for øje, når vi skal taler med børn (og voksne) om Gud, er at der ofte findes fejlagtige billeder af Ham, som kan stå i vejen for en levende relation med Gud. I bogen beskriver Rachel Turner bl.a. billeder af den fjerne Gud, den muntre optimistiske Gud, den vrede Gud og den uforudsigelige Gud, ligesom hun kommer med eksempler på, hvordan disse billeder kan fjernes og erstattes. For dette kapitel alene er bogen værd at læse!

Som forælder og leder i en børnekirke oplever jeg også blufærdighed omkring det, at skulle drage omsorg for og opdrage børn åndeligt. Rachel Turner kalder det en passiv opdragelsestil overfor barnets åndelige udvikling. Om det er en reel passiv indstilling, eller om det skyldes ønsket om netop ikke at komme til at stå i vejen, er nok forskelligt, men at gøre op med dette, tror jeg, er vigtigt under alle omstændigheder. Her kunne “Tro i børnehøjde” sagtens bruges som oplæg til samtale i en forældregruppe!

Jeg er så heldig, at kunne tilbyde dig, der læser af digogmigogvitro.dk, Rachel Turners bog “Tro i børnehøjde” med en rabat på 20% resten af juni måned – frem til og med d. 30. juni.

For at bestille “Tro i børnehøjde” hos ProRex, kan du gå ind på hjemmesiden via linket her. Når du bestiller skal du i feltet “Bemærkninger” skrive “digogmigogvitro”. ProRex fratrækker så rabatten på 20%, når ordren ekspederes. Vær opmærksom på, at det betyder, at du ikke kan se den endelige pris, når du bestiller. 



 – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – 
Udover glæden ved at kunne tilbyde mine læsere rabat på denne bog får jeg ingen betaling. Meningerne og anbefalingen af bogen, er mine egne og afspejler ikke ProRex’s holdning eller et ønske om fremme egen indtjening. 


, , , ,

Vi gør det ikke for sjov

Jeg hørte det igen forleden: børneprogrammet jeg stod for blev beskrevet som noget, der skete for at aflaste de voksne. Men det er meget mere end det. Det arbejde jeg gør i kirken med børn – ligesom så mange andre, der står for børnekirke, klub eller noget helt tredje, handler slet ikke om de voksne. Det handler om børnene.

Det er ikke for sjov, når vi laver program for børnene, mens de voksne skal noget andet. Det er ikke for de voksnes skyld, at vi holder børnekirke, mens der er gudstjeneste. Det er ikke for at underholde børnene, så de voksne kan være alvorlige i fred og ro. Ligesom det ikke er for at de voksne kan glæde sig over antallet af børn, at vi holder klubber eller andre arrangementer henvendt til børn.

Vi gør det for børnenes skyld. Fordi vi tror, at de har en Gud-given kapacitet til et levende forhold med Jesus, og i øvrigt er født med en længsel efter Ham. Vi gør det, fordi børn ligesom voksne støder ind i eksistentielle spørgsmål, som kræver et rum, hvor der er plads til dem. Vingør det, fordi Jesus selv var barn, og dermed viste os, at barndommen har en egen værdi.
Vi gør det, fordi vi tager børnene alvorligt – vi ved, de har brug for at blive set og hørt og ikke kun underholdt eller undervist. Vi gør det, fordi det kan gøre en kæmpe forskel for et barn at kende Gud. Vi tror, de kan gøre en forskel i verden – ikke om mange år, når de er voksne, men mens de er børn. Og vi husker, at vi ved dåben sagde ja til at vise dem vejen til Kristus.*
Der er en væsentlig forskel mellem det arbejde, vi laver i kirkerne og børnepasning. Børnepasning handler om at passe på barnet, mens vi i kirke også gerne vil tilbyde barnet venskab og mulighed for at finde svar på livets store spørgsmål. Børnepasning handler om at få en time eller to til at gå så godt som muligt. Vi vil gerne være vejvisere, og følges med barnet i den rejse livet er.
Nadver til åbninsgudstjenesten for børnene til Metodistkirkens landsmøde 2015. Det dejlige barn er mit. 

Det er let at tro, at børneprogrammet under gudstjenesten er for de voksnes skyld; fordi børn har svært ved at sidde stille, for at undgå forstyrrelser eller uro under det alvorlige, som de voksne et samlet om. Det samme gælder kirkens årsmøde, klub fredag eftermiddag eller alt muligt andet. Men det er aldrig kun for sjov. Det kan se sjovt ud, og er sikkert også sjovt at være med til.
Men det også alvorligt. Det handler om livet. Og døden. Om venskaber og om, hvordan man kan tro og tvivle. Det er måske det eneste sted barnet ikke skal kunne noget eller leve op krav. Det er måske barnets eneste mulighed for at få en relation til et voksent menneske, der er til at stole på. Måske er det det eneste sted, hvor barnet kan give udtryk for sin sorg, sit savn eller sin glæde. Måske er det det eneste sted barnet oplever sig forbundet med noget trygt, noget der er større end sig selv. Måske er det kirke for barnet?
Så kære med-voksne. Vi gør det ikke for jeres skyld. Vi gør det for børnenes. Fordi vi ved, det gør en forskel.
*som en del af dåbsritualet i Metodistkirken lover menigheden at stå i forbøn for barnet og hjælpe med at vise det vejen til Kristus og ind i menihedens fællesskab.