Lad Gud flytte dig

For noget tid siden blev jeg spurgt om at skrive en artikel til baptist.dk – et rigtig godt blad (og hjemmeside) af, ja, baptistkirken i Danmark – om helliggørelse. Jeg blev overrasket over at blive spurgt. Jeg synes ikke lige jeg var den oplagte kandidat til at beskrive helliggørelse, der er en af kernerne i Metodistkirkens teologi. Men jo, blev jeg forsikret. Det var ikke et uheld det var mig, de henvendte sig til.

Derfor skrev jeg denne artikel “Lad Gud flytte dig” om helliggørelse – eller “fuldkommenhed i kærlighed”, som egentlig er en bedre betegnelse, synes jeg. Det endte med, at jeg var helt godt tilfreds med resultatet.

Her er hovedtrækkene i tankerne om fuldkommenhed i kærlighed (men læs endelig hele artiklen her).

Mennesker kan samarbejde med Gud 
“Tanken om helliggørelse indebærer, at mennesker ved at tage ansvar for deres åndelige liv og deres egen livsførelse kan samarbejde med Gud, så det bliver muligt for Helligånden at forandre mennesket til større lighed med Gud. Men kun lighed i kærlighed, ikke i visdom, ufejlbarlighed, almægtighed eller andre af Guds karakteristika. Derfor kaldes helliggørelse også for ‘fuldkommenhed i kærlighed’.”

Kærlighed fortrænger synden
“Fuldkommenhed i kærlighed betyder, at kærligheden optager så meget plads i dig, at der kun er kærlighed som bevæggrund for tanker, ord og handlinger. På engelsk er udtrykket ‘love excluding sin’: ‘Kærlighed, der fortrænger synden’, så vi bliver fornyet og kommer til at ligne Gud.”

Syndfri betyder hverken fejlfri eller ubegrænset
“Det er også vigtigt at forklare, at syndfri hverken betyder fejlfri eller ubegrænset. Som menneske bliver du både sulten og træt, du kan ikke ov
erkomme alting, og det er ikke muligt at være flere steder på én gang. Fordi vi er begrænsede, vil vi begå fejl. Kun Gud er ufejlbarlig. Det bliver – desværre – stadig muligt at såre andre mennesker i god tro.”

Sammen med Gud kan du forandre dig
“Tanken om helliggørelse giver os ansvar for vores egen livsførelse; det er ikke lige meget, hvad vi gør, eller hvordan vi plejer vores tro. Sammen med Gud kan du forandre dig. Du kan få det bedre, blive bedre, leve et mere fuldt og helt liv i Guds kærlighed.”

, ,

10 gode grunde til at gå til babysalmesang

Noget af det bedste jeg gjorde under min barsel med Albert var at gå til babysalmesang i den lokale folkekirke. Derfor er jeg kommet op med 10 gode grunde for gå til babysalmesang.

2016-babysalmesang-foraar-195

Det er skønt at give sig selv tid og rum til “bare” at være sammen.

At gå til babysalmesang i Vor Frelsers kirke blev lynhurtigt et favorit tidspunkt på ugen i hvert fald for moren. Roen i kirkerummet, samværet til musikken og den glæde et lille menneske kan have og vise ved lyde og bevægelser var fantastiske. Det blev ikke ringere af, at kaffen og snakken bagefter med de andre mødre og babyer blev lynhurtigt til “mødregruppe nr.2”.

Barnevognene står i kø til babysalmesang

Barnevognene står i kø til babysalmesang

Her er 10 gode grunde til at gå til babysalmesang med dit barn:

  1. Babysalmesang lægger op til ufortyndet nærvær mellem dig og din baby
  2. Det er dejlig introduktion til musik for dit barn.
  3. Dit barns sanser bliver stimuleret: Både lyd, lys og bevægelser sætter gang i hele sanseapparatet.
  4. Dit barn har mulighed for at se på andre babyer – og måske lege med dem.
  5. Du får glæden ved at synge – i “ly” af andre.
  6. Du møder andre mødre og kan få snakket med dem.
  7. Babysalmesang er en mulighed for at bede sammen med eller for dit barn.
  8. Du lærer ord til sange uden ad som kan bruges derhjemme til aften-putning eller til leg.
  9. Dit barn og dig får en halv times koncentreret samvær med kontakt gennem både krop, øjne og stemme.
  10. Du bliver garanteret i godt humør af at se dit eget barn (og andres børn) glædes over sæbebobler, blafrende tørklæder eller måbe i benovelse over lyden på en xylofon.
Opmærksomheden er stor til babysalmesang

Opmærksomheden er stor til babysalmesang

Når det kan være svært i en barsel at få rytme eller mening i en hverdag er det guldværd at kunne tage afsted til noget, der både er godt for baby og mor. Baby bliver stimuleret, og mor kan slappe af i den ro, der er i et smukt kirkerum. What’s not to like?

 

Hvad er åndelighed og spiritualitet?

 

Et af de ord jeg af og til bruger her på digogmigogvitro.dk er åndelighed eller spiritualitet, og jeg vil gerne forklare, hvad jeg mener med det:

Vi er alle sammen født med åndelighed ligesom vi alle sammen er født med intelligens. Og ligesom intelligens findes i forskellige former gør åndelighed eller spiritualitet det også. Som kristen tror jeg, at vores åndelighed strækker sig efter Kristus, men åndelighed kan sagtens komme til udtryk i andre former end i kristen tro.

Faktisk vil jeg mene, at åndelighed eller spiritualitet – som i min ordbog er synonymer – er måden vores tro kommer til udtryk på. Det vil sige at vi kan tro på det samme, men vores tro ser forskellig ud, fordi vores åndelighed er anderledes. Du er måske mere til keltisk bøn og jeg er mere til gospel. Du kan bedre lide at opleve forbindelse til Gud og dine medmennesker i praktisk arbejde, mens jeg oplever det stærkest gennem kreativitet og musik.

Åndelighed skaber perspektiv

 

Det svære ved åndelighed eller spiritualitet er, at det er så flydende at det er svært at fastholde længe nok til at skabe en fuldstændig definition eftersom vi hverken kan måle eller veje åndelighed.

“Åndelighed er mere følt, og trækker på non-verbale indsigter, syn, lyd, berøring og så videre. Åndelighed kan være en måde at vide på.”

Åndelighed handler om at være forbundet til noget eller nogen andre end sig selv – eller et ønske, en længsel efter at være det. Åndelighed kan defineres som meningsskabelse – det, der er med til at skabe perspektiv, betydning og formål for vores liv. Teologer siger ofte, at åndelighed er vores personlige svar på de eksistentielle spørgsmål vi støder på i vores liv. Det er vores svar på Guds kald til os.

 

At stå ved sin åndelighed og tage den alvorligt kræver mod, fordi det kræver at vi tør være sårbare og åbne overfor verden og menneskerne omkring os.

Citatet er fra Rebecca Nye i hendes bog “Children’s Spirituality”

, , , ,

En tanke om praksis: Det kritiske er ikke, at du er stoppet

Hvad gør du, når du falder?

Ikke i overført betydning, men helt konkret – hvad gør du, hvis du falder over dine egne fødder, på rulleskøjterne, ned af trappen, på et glat fortov? Prøv lige at tænke tilbage på en gang du er faldet, og mærk i din krop, hvilke reaktioner, der gik i gang…

Jeg spørger, fordi et tema, der dukkede op i min smågruppe/bibelgruppe/cellegruppe (kært barn har mange navne?), var forventningen om at rutiner for bøns- og andagtsliv altid stopper igen. Det var ikke nødvendigvis sådan nogen sagde. Men erfaringen af, at man kan finde en god rytme eller rutine (eller bare have gode intentioner om det) som pludselig holder op igen – og at det er en fejl – gik igen. Og jeg kender det godt.

Det væsentlige i kristen praksis (og vel egentlig i alle rutiner eller beslutninger)
er at begynde igen, hvis du opdager, at du er stoppet op.

Men ved du hvad? Jeg er ikke længere så sikker på, at det er en fejl, at vores rutiner eller rytmer ændrer sig. Vores hverdag ændrer sig, og så må rutinerne ændre sig også. Du skifter fra skole til job; får et barn; får nye mødetider; du skal til at tage bilen istedet for bussen eller en influenza sætter
alting på pause. Sådan er livet, og det er kun fint. Det er ikke det, at vi holder op med noget, der er det kritiske punkt. Det er, om vi kommer i gang igen.

Det var den tanke, der mindede mig om, hvad jeg gjorde, da jeg faldt ned af vores trappe for noget tid siden:

Det var en aften, og jeg skulle bare liige op med et-eller-andet. På vejen ned igen smutter mine strømpefødder på de glatte brædder, hvor fødder har slidt lakken spejlblank i løbet af de mere end 100 år trappen har været der. Smut – og dér lå jeg. Av!! Min venstre balde og venstre albue tog skraldet på trinet. For bunden af trappen lå jeg så og ømmede mig. Før jeg kunne rejse mig op, var jeg nødt til at ligge og sunde mig. Der skulle nogle dybe vejrtrækninger helt ned i maven til, før jeg kunne få svimmelheden og kvalmen efter smerten nok i baggrunden til, at jeg kunne svare Duncan og tage imod hans hånd for at komme på højkant igen. Jeg si’r dig – aldrig i mit liv har jeg set så blåt et mærke!

Jeg faldt – med et brag – og jeg kom op igen. Det tog lidt tid og lidt hjælp. Men jeg kom på højkant. Jeg ligger ikke stadig væk og roder rundt ved bunden af trappen.

Når du falder, så rejser du sig igen. Måske ikke lige med det samme, for måske skal du lige sunde sig. Måske er det nødvendigt med en hjælpende hånd. Men du rejser dig. Hvis du snubler over striberne i fortovet på vej ind i Føtex rejser du dig med det samme og håber, at ingen så dig. Det ligger som en dyb refleks i kroppen at komme op igen.

Hvis du falder, rejser du dig. Og går videre.

Det slog mig, at det ikke er anderledes med vores andagtsliv eller bønsliv – hvis vi går i stå, må vi gå igang igen. Det er ikke farligt, det er ikke forkert, det er ikke unormalt.

Faktisk er det ikke faldet, der er problemet. Det er at rejse sig op, der er det kristiske punkt. Alle falder. Alle kløjs i deres intentioner og rutiner. Spørgsmålet er, om vi kommer i gang igen, ikke om vi stopper op. Du behøver ikke tage det som et nederlag, at du opdager, at du sprang bibellæsningen eller tiden til bøn over. Pyt med det. Det vigtige er, at du opdager det, for kun sådan kan du komme i gang igen.

Det svære er måske i virkeligheden at undgå den lille bølge af skam, der opstår, når vi ikke uden videre “lykkes” med noget, som vi kan bilde os selv ind, at alle andre klarer uden problemer.

Så lad os bare punktere den historie med det samme: Vi kan alle sammen opleve tidspunkter, hvor bøn er svært, hvor bibellæsning er tungt og trættende, hvor det er tæt på umuligt at samle vilje til at give tid til Gud. Og nogle gange smutter det bare i mængden af vasketøj, indkøb, madpakker, gøremål og hverdagstræthed.

Det er helt okay. Det er som sagt ikke det, at du er stoppet, der er det væsentlige. Det væsentlige er, at du var i gang – og at du kan begynde igen. Så hvis du stopper, så begynd igen!

, , ,

Tålmodighed eller hurtighed

Jeg har før skrevet om, hvordan en samtale med børn får mig til at tænke over tingene. I går kom endnu en af disse samtaler.

Da vi hentede Samuel går kom vi til at følges med en legekammerat, der bor ved siden. De to drenge aftalte fluks at lege sammen. Vi voksne fik så besked på, at døren skulle holdes åben, så legekammeraten kunne gå direkte ind og ikke skulle “vente udenfor i to minutter ligesom sidst.”

Vi voksne mente jo nok, at han – og Samuel – ville overleve sådan en lang ventetid. Mor-klog, som jeg jo er, indførte jeg i samtale: “Det klarer I nok. Det er den slags, der styrker tålmodigheden.”

I det drengene satte afsted på deres løbehjul råbte legekammeraten over skulderen: “Jeg har ikke tålmodighed. Jeg har hurtighed!”

Hold nu op, som jeg kom til at grine.

Hans konstatering ramte mig, fordi det så præcist formulerer, hvordan jeg selv har haft (og til dels stadig har) det: Hvis noget skal ske; hvis vi ved, hvad der skal gøres; hvis jeg har besluttet mig for noget; så skal det være nu. Det kan kun gå for langsomt!

Jeg er så meget med på bønnen: “Gud, giv mig tålmodighed. NU!”

Men udfordringen, når man har hurtighed og ikke tålmodighed, er jo, at tålmodigheden kun vokser, når noget skal ventes på; modnes; være i proces eller ikke er “instant”. Som én, jeg ikke ved, hvem er, så er tålmodighed jo ikke det at vente, for tiden går jo af sig selv. Tålmodighed er hvordan du venter. At vente ved at trave frem og tilbage i konstant uro og brok over ventetiden er ikke tålmodighed. Tålmodighed er derimod at kunne være i ventetiden uden uro men med tillid til, at det, du venter på, også kommer til dig.

Der var en gang et menneske, der sagde til mig, da jeg beklagede min manglende evne til tålmodighed: “Det kan godt være, du ikke stod forrest, da Vorherre delte tålmodighed ud. Så stod du til gengæld langt fremme, da det gjaldt mod.”

Tjaeh. Ingen kan være god til alt uden videre. Heldigvis kan man øve sig!