Kursus om børns åndelighed i Danmark – noget om en drøm og et håb
“Vi vil gerne have dig til at være leder for et kursus om børns åndelighed og tro i Danmark.” Hun kiggede forventningsfuldt på mig. Jeg tror, jeg så lidt blank ud. Jeg forstod godt ordene, men kunne ikke helt tro, at det var rigtigt. Siden efteråret 2016 har jeg været i gang med en uddannelse på Cliff College om børn, mission og tjeneste. En uddannelse, som har åbnet mine øjne og rodfæstet mig teoretisk og teologisk i, hvorfor det er jeg brænder sådan for at arbejde med børn i kirken – og udenfor, for den sags skyld.
Kurset, som Cliff College gerne ville starte i Danmark, er et “Cliff College Certificate in Children’s Ministry” – et grundlæggende kursus om børns åndelighed og tro, deres plads i kirken og hvordan man som (frivillig) medarbejder i en menighed også passer på sig selv som børnenes leder. Det er på sin vis en indføring i det kursus jeg selv har fulgt på Cliff. Tanken er kommet, fordi så mange med interesse i børn i kirken har været i England på Hand in Hand konferencen i Eastbourne.
Det fantastiske ved, at Cliff kommer til Danmark er, at vi i Danmark dermed får muligheden for at modtage undervisning af nogle af de ledende praktikere og tænkere om børn og kirke fra England – og endda i en setting, hvor vi kan oversætte alting, så ALLE kan følge med – uanset om de helst vil høre på dansk eller engelsk.
Hovedunderviserne på de to weekender bliver Carolyn Edwards og Rachel Turner. Derudover er jeg kursusleder og kommer til at lede nogle lektioner om børn og barndom i Danmark. Endelig er Ian White med, som nogle har mødt ved Hand in Hand konferencen, leder også nogle af timerne.
Carolyn Edwards, som var hende, der spurgte, har en sjælden evne til at binde teori og praksis sammen på en måde, som gør tanker fra bøger relevante og omsættelige til den virkelighed, der findes i de fleste menigheder. Eller den virkelighed som børn er. Hun udfordrer ved konstant at tvinge os til at tænke på barnet og ikke udfra vores egne idéer om, hvordan det ville være rart, om tingene var. Carolyn har skrevet bogen Slugs, snails & puppy dogs tails, som desværre ikke er oversat til dansk (endnu), hvor hun fremlægger 10 måder børn (og særligt drenge) kommer i forbindelse med deres åndelighed og dermed potentielt troen på Gud.
Rachel Turner er konsulent hos Bible Reading Fellowship og har udgivet flere bøger, der også er oversat til dansk bla. Tro i børnehøjde og Selvværd i børnehøjde. Rachel er især skarp på hvordan vi som voksne kan holde op med at stå i vejen for børn, når de udvikler deres tro. Hun er også rigtig god til at undervise om at lede i teams. Derudover har hun været i Danmark i flere sammenhænge, og kender derfor vores forhold som kirke og kristne rigtig godt – det er ikke uden betydning, når hendes viden skal gives videre. Rachel er god til at opmuntre og pege på det vigtige i arbejdet, man står med.
Kurset i Danmark afholdes på Kolding Internationale Højskole, og du kan læse mere om kurset på deres hjemmeside her. Der finder du også program for de to weekends kurset strækker sig over ligesom der er en liste med bøger, du kan dykke ned i.
Jeg synes simpelthen, det er så fint og stort at dette kursus er en mulighed. Det er noget af en drøm. Og jeg HÅBER, det lykkes at få tilmeldinger nok til at, at kan lade sig at gøre. Ikke bare fordi vi så kan vise Cliff College, at det kan svare sig at holde kurser hos os, men særligt fordi jeg er overbevist om, at det vil være en gave til børn og dem/os, der arbejder med og for børn i kirker rundt om i Danmark at få lov til at lære af Carolyn, Rachel og Ian.
Kom med! Eller prik til nogen, der kunne være interesseret. Eller bed en lille bøn for, at kurset kommer til at flyve! Tak skal du have.