Duncan kom hjem med en latte til mig i morges efter at have afleveret Albert i vuggestuen og hentet brød til et møde. Kaffe på den måde er luksus. Det er forkælelse. Det er nydelse. For mig i hvert fald (ikke for ham).
“Aaah, this is love…” udbrød jeg. Og stoppede så mig selv. For “This is love” er begyndelsen på et af mine yndlings vers fra Johannesvangeliet i Bibelen, hvor Jesus vasker sine venners fødder og forklarer dem, hvad hans kærlighed betyder. På dansk lyder det: “Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. I er mine venner…”
Og det forekom mig, at det var for snoldet at sammenligne Duncans latte gestus med Jesus’ kærlighed, død og liv. Duncan er ikke Jesus. Jeg er ikke Jesus. Men det slog mig, at vi jo alligevel giver vores liv for hinanden – og andre. Hver gang vi gør noget, bytter vi en lille smule af vores liv for det – når jeg ordner vasketøj, når D. køber ind, når vi laver aftensmad. Hver gang børnene skal puttes, når der skal læses lektier, når vi sætter os og snakker sammen, lægger planer, ordner budgetter eller ser en film. Hver gang vi gør noget for eller med andre giver vi lidt af vores liv til det menneske eller os selv.
Det er ikke særlig storslået eller dramatisk. Men det er levende og nært. Og som et udklip fra et blad minder mig om i vores køkken: Der er allermest hverdag med pasta og kødsovs. Det er dér livet leves. Det er der vi ér.
Den berømte engelske digter Lord Byron har en gang sagt, at det er lettere at dø for den kvinde man elsker, end at leve sammen med hende. Jeg tror, han kan have fat i noget: Det kan være lettere at gøre noget stort, fint og synligt én gang end det kan være at gøre små, grå og usynlige ting igen og igen. For den slags kræver ikke kun mod, det kræver vedholdenhed, udholdenhed, tålmodighed og kærlighed. Alle de -hedder, som gør livet værd at leve, men som også er krævende og kan virke drænende i en træt hverdag.
På den anden side er det også de små ting til hverdag, som de fleste af os har mulighed for rent faktisk at gøre. Romantiske begivenheder er gode engang i mellem, men det er ikke dem, der for lagt vasketøjet på plads eller fjernet nullermændene under sofaen. Det er heller ikke dem, der gør at dem, du holder af, midt i deres hverdag får at vide, at du ser dem og holder af dem – og at du gerne vil bytte dit liv for at kunne leve sammen med dem.
Så, nej, måske kan en kop latte eller andet småt-men-godt ikke sammenlignes med Jesus’ kærlighed, men jeg tror alligevel, det kan være et godt bud på den hverdagsversion af kærlighed, som vi lever med i vores familier. Når vi ordner de trivielle pligter og sørger for, at ungerne har madpakker, regntøj og sportstasker klar eller giver ham/hende vi elsker fjernbetjeningen, fejer opgangen eller hvad der nu er vores del af at få hverdagen til at hænge sammen – så er det også en måde at give sit liv for en anden. Én dag ad gangen.
Og det er da egentlig også meget smukt at tænke på!
