Jeg har lige åbnet en fantastisk email. Et par fra “vores” liste har lige skrevet til os: De er blevet forældre!!! Det er ikke os, og vi er 6 pladser efter dem, men det er så FEDT! Min reaktion til emailen var kuldegysninger og tårer på én gang. Hvor er det dejligt. De har en uge til deres rejse og til de skal møde deres barn.
Åh hvor jeg glæder mig til det er vores tur, vores telefonopkald, vores email, vores afrejse dato!!!
Men åh, emailen var en påmindelse om at det er virkeligt. Det er ikke bare noget vi leger. Det er rigtigt. Der er et barn på vej…..
Jeg er gift med en udlænding. En fremmedarbejder, kan man vel kalde det, eftersom han er her på en arbejdstilladelse. Når jeg stiller det sådan op siger de fleste om Duncan:”Jamen, det gælder jo ikke ham. Han er jo engelsk”. Det er rigtigt at han har lyst hår og blå øjne og deler aner med vikingerne. Alligevel er han udlænding. Når der kommer udtalelser om udlændige og indvandreres manglende vilje til integration gælder det også min mand.
Min søn er fra et afrikansk land. Han er født syd for ækvator, har brune øjne og chokolade-mørk hud. Når jeg siger, at han kommer fra et af de lande, der eftersigende ikke rigtigt kan bidrage positivt til samfundet, får jeg at vide, at det naturligvis ikke gælder ham: Han er dansk nu, og hans opdragelse vil give ham helt andre værdier. Ikke desto mindre findes der holdninger i vores land, der uden at blinke ville sende ham hjem, “hvor han kommer fra.” Hvor det så end er med en sydafrikansk fødselsattest, en engelsk far og indfødsret i Danmark.
Derfor betyder det rigtig meget for mig, at min kirke nu aktiv råber op i forhold til integration, asyl og indvandring.
Det gør ondt at tænke på, at vi med al sandsynlighed en dag kommer til at skulle snakke med Samuel om, hvorfor nogen kalder ham grimme ting, fordi han er mørk. Det er mærkeligt at høre mennesker i Danmark, have ondt af min søn, fordi han levede sin første tid på et børnehjem, når vi uden at blinke lader børn på danske asylcentre vokse op under værre forhold. Jo, værre. For var Samuel blevet på børnehjemmet ville han have fået en uddannelse. Og han ville være blevet opdraget med sigte på at tage del i det samfund, der var omkring ham. Den værdighed giver vi ikke asylsøgende børn. Det er beskæmmende, at vi affærdiger mennesker fordi vi er bange.
Derfor var jeg med til at be’ om, at mine kolleger og jeg støtter “10 principper om kirkeligt engagement vedrørende asyl, indvandring og integration.” Tværkulturelt Center kom med i sidste uge. De er:
1 Migranter har ofte bidraget positivt til modtagerlandets kultur,
historie, samfunds‐ og kirkeliv.
2 Gæstfrihed mod fremmede er en bibelsk værdi.
3 Migranter har ret til et liv i værdighed uanset opholdsstatus.
4 Menneskerettigheder gælder alle mennesker.
5 Rettigheder og privilegier, der er knyttet til nationalitet og statsborgerskab, har ikke absolut værdi, men er goder betroet os af Gud.
6 Kirkens ansvar for at hjælpe trosfæller må ikke stå i vejen for ansvaret for at hjælpe alle mennesker med behov for hjælp.
7 Det er i samfundets interesse, at migranter kan leve sammen med deres nærmeste familie, og at splittede familier genforenes.
8 Alle børn har ret til en barndom i tryghed og værdighed uanset forældrenes opholdsstatus.
9 Ord kan skabe hvad de nævner. Derfor skal vi være bevidste om, hvordan vi omtaler migranter, og undgå nedsættende, misvisende og generaliserende sprogbrug.
10 Et lands ansvar for egne statsborgere må ikke stå i vejen for det globale medansvar for at migranter til enhver tid behandles værdigt og respektfuldt.
Kunne du tænke dig at se pressemeddelelsen og det brev til menighederne vores biskop skrev kan du gå ind her.
http://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.png00Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2010-10-10 09:06:352017-02-10 10:04:59Holdninger til mennesker “med anden etnisk herkomst end dansk”
Jeg nåede på posthuset i dag. Med havde jeg en stor kuvert, som ikke er uvæsentlig. Anden omgang – here we come. For når man skal adoptere anden eller tredje gang, skal man igennem alle undersøgelser og interviews igen. Det eneste man ikke skal er at tage på det forberedende kursus. Hvis sagsbehandleren ellers mener man har styr på den del af det. Så nu er vores papirer altså på vej til statsforvaltningen. Der går sandsyligvis en rum tid inden vi hører mere. Det er ikke fordi vi har travlt med at gøre Samuel til storebror – eller fordi vi kan overskue to børn lige nu. Det er fordi ventelisten til Sydafrika er blevet temmelig lang. Så for ikke at blive trætte af det i den anden ende, har vi besluttet at gå igang med forberedelserne igen.
Med mig hjem fra posthuset havde jeg forårsløg fra Vild med blomster. Dét bli’r spændende hvordan de ser ud om et halvårstid. Det er noget nemmere at forholde sig til, end brevet jeg sendte. Og en proces, som er noget mere konkret at følge med i!
Fra løg til blomst, fra brev til barn. Det hele spirer og bli’r til liv.
Forleden dumpede et brev ind ad brevsprækken om, at da det er et halvt år siden, vi kom hjem med Samuel, er det blevet tid til den første opfølgende rapport. Forskellige lande har forskellige krav til rapportering efter en adoption er gennemført. Det er en rapport, som skrives officielt, så det er vores sagsbehandler fra Statsforvaltningen, der kommer på besøg. I Sydafrika skal der flere officielle rapporter til i de første år. Der skal sendes billeder med fra barnest hverdag.
At det er et halvt år siden vi kom hjem betyder også, at det er muligt at gå igang med fase 1 til en ny omgang adoption.
Vi har printet diverse skemaer ud. Det kilder lidt maven. Jeg ved ikke hvor længe, vi kommer til at gå rundt om dem, inden de bli’r sendt afsted!
https://i0.wp.com/digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2010/09/IMG_3511-1.jpg?fit=1200%2C1600&ssl=116001200Annehttp://digogmigogvitro.dk/wp-content/uploads/2021/08/Skærmbillede-2021-08-11-kl.-21.14.15-300x300.pngAnne2010-09-10 09:06:452017-02-10 10:07:04På den igen?
Her er vi som sprit-ny familie sammen med dommeren.
I dag er det seks måneder at en dommer gjorde os til forældre. Her kan du se, hvad jeg skrev på dagen. Åh, det var det bedste! “The child is now in all intents and purposes.” Den sætning, tror jeg aldrig, jeg glemmer. Bare af at skrive det nu får jeg tårer i øjnene.
Vi havde haft Samuel i tre dage inden, vi mødte dommeren, men at høre ordene, og få at vide at NU er det sådan: det, I har ventet på og længtes efter, er blevet virkelighed. Dét var stort og rørende.
I dag har det været virkelighed i et halvt år. Det er slet ikke til at forstå. Alle de bleer vi har skiftet og de søvnløse nætter vi har haft, de mange små skridt i Samuels udvikling vi har fulgt, og hvor langt vi er kommet mod at høre sammen som familie.
Dengang, syntes jeg allerede, han var min. Det var han også. Og jeg syntes, han holdt sig til mig. Det gjorde han også. Men det er på en helt anden måde end nu. Det stikker langt dybere og især det sidste begynder at bunde i kærlighed og ikke angst for alt det nye. Havde jeg vidst, hvor hårdt det blev, eller hvor fantastisk det er, at være familie, havde jeg grædt endnu mere den dag i Durban.
Her er det mig sammen med Samuel og lillebror Louie. De to drenge sov ved siden af hinanden hos deres plejemor, og fik familier i samme uge. Nu ses vi jævnligt, og Samuel snakker meget og “Luui’e”.
