,

Andagtsbøger til børn – findes de på dansk?

Findes der andagtsbøger særligt henvendt til børn. Og er de gode?

Det sidste er naturligvis afhængigt af, hvem du er og hvad du synes, er godt i en andagtsbog. Jeg tager det op, fordi jeg fik spørgsmålet for noget tid siden på instagram.

Måske ved du slet ikke, hvad ”andagt” betyder – det er helt okay. Det er et ord, som jeg kun har hørt brugt i kristne kredse, og det henviser til det tidspunkt, hvor man sætter sig ned alene med Gud. En andagtsbog er så en bog, der hjælper med at samle tankerne om Gud. Måske er der en bibeltekst i bogen, måske er der en refleksion eller nogle spørgsmål. Måske er der en bøn. Nogle gange er der billeder eller en historie. Det kan være meget forskelligt, hvad en andagtsbog er også for voksne. Og hvad en god andagtsbog er, ja, det afhænger først og fremmest af smag og behag, men det om en bog er god kommer selvfølgelig også an på, om du kan genkende det billede af Gud, som bliver præsenteret. Eller om du i hvert fald kan finde dig til rette med det.

Det sidste kan være svært at vide, før du har haft en bog imellem hænderne. Det samme gælder for bøger til børn.

Her under følger en liste med andagtsbøger henvendt til børn, som efter min mening er gode.

Andagtsbøger til børn

Hej Gud og alle engle

Hej Gud og alle engle er en bog, der giver plads til at tænke, tegne, skrive og lytte. Den er god som udgangspunkt for at snakke sammen og filosofere over livets store spørgsmål. Malene Fenger-Grøndahl har lavet en bog, som kan hjælpe med samtalerne om tro og Gud, som kan være spændende men svære.

Underoverskriften er: “Gud er god til at lytte – lær dit barn at tale med Gud!”

Hjertefryd

Hjertefryd er små, korte tekster der lægger op til eftertanke gos børn og voksne. Den kunne sagtens bruges som fælles-læsning i familien. Guds stærke for-evig-og-altid kærlighed til os er den røde tråd i Hjertefryd. Illustrationerne i bogen er fantastiske.

Her kan du læse min anmeldelse af Hjertefryd, hvor jeg bl.a. nævner nogle af de ting, som er gode men også nogle ting, jeg selv har det svært med i forhold til forståelsen af Gud, som findes i bogen.

Bønnebog for piger

I Bønnebog for piger findes korte bønner og enkelte bibelvers, som kan læses og måske læres udenad. Den er meget lyserød og billederne er søde.

Her kan du læse min anmeldelse af Bønnebog for piger.

Jeg er tryg hos dig

Jeg er tryg hos dig er en sangbog med tykke sider. Der følger en CD med, så sangene kan også nydes på værelset alene eller sammen i bilen.

Bibel-bøger

Der findes en række finde gengivelser og genfortællinger af bibelen for børn – hvorvidt det i sig selv er andagtsbøger er jo et godt spørgsmål, fordi en fortælling eller god historie ikke nødvendigvis af sig selv fører til bøn eller videre reflektion. Men her kommer nogle stykker:

Hvad Bibelen fortæller om Jesus

Hvad Bibelen fortæller om Jesus er en rigtig flot illustreret genfortælling af Bibelen, som hele tiden peger på Jesus om den centrale figur også i det Gamle Testamente. Afsnittene er korte og lette at læse. Og så er illustrationerne igen rigtig flotte!

Sigurd fortæller bibelhistorier – med sange på CD

Sigurd fortæller Bibelhistorier er vist allerede blevet en klassiker. Den er velfortalt, godt forklaret og så er musikken god.

Pegebibelen

Pegebibelen er en lille bog med tykke sider, der kan bæres rundt i en hank. Bogen her er til de allermindste, der kan pege, snakke og lytte. Illustrationerne er enkle, men kommer fint omkring nogle centrale historier og emner.

Myldrebibelen

Myldrebibelen er en pege og finde billed-bibel, som er skabt af Esben Hanefeldts detaljerede malerier. Den er rigtig fin til mindre børn, men også til at snakke om og fordybe sig i sammen.

Bibelhistorier fortalt af Ida Jessen

Er også en genfortælling af 29 fortællinger fra  Bibelen. Udover at den er godt skrevet, så findes den også som lydbog, så den kan sættes på i bilen eller på værelset.

Malebøger:

I en lidt anden kategori findes der efterhånden også flere malebøger, der handler om bibelen, troen, Gud. Hvis man nu selv eller ens børn godt kan lide at male er malebøgerne en oplagt mulighed for at fordybe sig i historierne på en anden måde.

Det skete i de dage  

Det skete i de dage er en malebog specielt om Jesus’ fødsel.

Lovpris Herrens navn

Lovpris Herrens navn beskrives som en malebog for 9-90 årige. Du kan se en smagsprøve her.

Myldremalebibelen

Endelig er Myldremalebibelen også et godt bud på en malebog, der kan give til fordybelse i bibelens historier.

Forhandlere: 

Her er nogle af de forhandlere, der findes med specielt fokus på kristne bøger også til børn.

Prorex.dk
Lohse.dk
Bibelselskabet.dk
Novia.dk
eksistensen.dk

Der mangler noget

Efter at have kigget rundt synes jeg faktisk, der mangler nogle bøger til børn om Gud på dansk, som ikke blot er genfortællinger af Bibelen men som enten er mere forklarende om Gud og tro eller som giver barnet spørgsmål og ord til dets eget bønsliv. Mangler du noget? Eller kender du bøger, som jeg har overset? Så fortæl mig endelig om det! Jeg vil rigtig gerne blive klogere på det her område!

, ,

Lille og lyserød – en bønnebog for piger.


Den er lille, lyserød og så endda med glitter.Det er næsten overflødigt, at overskriften slår fast, at bogen henvender sig til piger.

Jeg har fået tilsendt bogen “Bønner for piger” og har jeg allieret mig med Signe på 9 år, da jeg ikke selv er bogens målgruppe. Signe har fået bogen med hjem, så hun kan læse den og give mig hendes mening om bogen, der som end også kunne bruges af drenge, hvis det ikke var for farven.
Bønnerne er enkle – lette at læse og til at forstå. Hver bøn er sat sammen med en fin illustration, som i sig selv kan sætte tankerne i gang. Alle bønnerne er omskrevne bibeltekster, og hver bøn har en henvisning til teksten i bibelen.
“Jeg kunne godt lide bogen,” fortæller Signe mig.  “Der er mange forskellige bønner i. De var okay at forstå, men nogle ting skulle min mor hjælpe mig med. Som for eksempel hvad det betød, at Guds ord er en lygte.”
Jeg ville have spurgt Signe, om hun synes, bønnerne i bogen kunne bruges, men det fik jeg slet ikke gjort, da hun selv siger: “Nogle af bønnerne vil jeg gerne skrive ned, så jeg kan tage dem med mig i skolen.“
Bønner for piger kan bruges af piger, der har lært at læse og selv kan holde andagt. Bønnerne er korte nok til, at kunne læres uden ad. En rigtig fin gave-idé.

“Bønner for piger” er skrevet af Juliet David og udgivet af ProRex. Den koster kr. 74,95.
, , , ,

Bog om åndelig vejledning af børn – boganmeldelse og rabat til dig

Rachel Turner er en livlig, ikke-så-høj, engelsk kvinde. Jeg var så heldig – ligesom alle andre deltagere på BMK – at høre hende tale i efteråret. Her gjorde hendes undervisning så dybt indtryk, at den bog, hun har udgivet på engelsk, blev flået væk, og ProRex turde satse på en dansk oversættelse – ikke nogen lille ting på dagens bogmarked! 

Du har mulighed for at købe “Tro i børnehøjde” af Rachel Turner billegere gennem digogmigogvitro.dk


Stor var glæden, da bogen dumpede ind ad døren forleden. Frisk fra pressen er den blevet skimmet – og jeg kan garantere, at den inden længe (måske på et tæppe under sommerferiens sol) vil blive grundigt læst og fordøjet. 

For Rachel Turner har en dyrebar pointe og en livgivende indgangsvinkel til børns åndelige liv: Vi er alt for gode til at give børn viden om Gud, og alt for sjældent lykkes det os, at lade børnene få fællesskab med Ham i en egen relation – uanset om vi er forældre, medarbejdere i børnekirken eller noget andet. Hendes mission er at vise og fortælle, hvordan dét kan lade sig at gøre, er hendes mission.

I  bogen fortæller hun levende om, hvordan vi som forældre ofte længes efter at se vores børn udvikle deres egen relation til Gud men også ofte frustreres over, hvordan det skal gribes an. Gennem historier og spørgsmål forsøger hun at indgyde selvtillid i os som forældre eller ledere i børnekirken bl.a. ved at give redskaber til, hvordan vi kan tale med børn om Gud på en anden måde. Hvert kapitel har desuden spørgsmål, som gør bogen oplagt at læse sammen i en ledergruppe eksempelvis.

Rachel Turner rammer plet, i hvert fald hos mig, når hun siger, at børn i kirkerne ofte har rigtig meget viden om Gud og kan de rigtige svar. Det er en dyb længsel i mig at se børn, der kender og lever sammen med Gud. Jeg ved – og har set – at det kan lade sig at gøre. For Gud er jo ikke bare de voksnes Gud. Han elsker alle børn, og ønsker også at gøre deres liv større, dybere og rigere. Ydermere har hun nogle rigtig fine og nede-på-jorden måder at forklare på, hvordan vi kan hjælpe børn (og som end også voksne) til at “gribe” Guds måde at tale til os på.

“Tro i børnehøjde” er netop udkommet på dansk på ProRex forlag.

Noget, som er værd altid at have for øje, når vi skal taler med børn (og voksne) om Gud, er at der ofte findes fejlagtige billeder af Ham, som kan stå i vejen for en levende relation med Gud. I bogen beskriver Rachel Turner bl.a. billeder af den fjerne Gud, den muntre optimistiske Gud, den vrede Gud og den uforudsigelige Gud, ligesom hun kommer med eksempler på, hvordan disse billeder kan fjernes og erstattes. For dette kapitel alene er bogen værd at læse!

Som forælder og leder i en børnekirke oplever jeg også blufærdighed omkring det, at skulle drage omsorg for og opdrage børn åndeligt. Rachel Turner kalder det en passiv opdragelsestil overfor barnets åndelige udvikling. Om det er en reel passiv indstilling, eller om det skyldes ønsket om netop ikke at komme til at stå i vejen, er nok forskelligt, men at gøre op med dette, tror jeg, er vigtigt under alle omstændigheder. Her kunne “Tro i børnehøjde” sagtens bruges som oplæg til samtale i en forældregruppe!

Jeg er så heldig, at kunne tilbyde dig, der læser af digogmigogvitro.dk, Rachel Turners bog “Tro i børnehøjde” med en rabat på 20% resten af juni måned – frem til og med d. 30. juni.

For at bestille “Tro i børnehøjde” hos ProRex, kan du gå ind på hjemmesiden via linket her. Når du bestiller skal du i feltet “Bemærkninger” skrive “digogmigogvitro”. ProRex fratrækker så rabatten på 20%, når ordren ekspederes. Vær opmærksom på, at det betyder, at du ikke kan se den endelige pris, når du bestiller. 



 – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – 
Udover glæden ved at kunne tilbyde mine læsere rabat på denne bog får jeg ingen betaling. Meningerne og anbefalingen af bogen, er mine egne og afspejler ikke ProRex’s holdning eller et ønske om fremme egen indtjening. 


, , ,

Hjertefryd: Anmeldelse

Jeg har det privilegium at være redaktør for Himmel og Jord, som er magasin for Metodistkirken og Metodistkirkens Børne- og Ungdomsforbund. I den forbindelse dumper af og til en bog gennem døren til anmeldelse. I foråret kom “Hjertefryd – tanker, der glæder dit hjerte”, som jeg også synes, henvender sig til børn og børnefamilier. 

Hjertefryd ér virkelig en fryd at sidde med mellem hænderne. Der er tale om en andagtsbog med ganske korte stykker, der ender med et bibelvers og somme tider et spørgsmål til eftertanke. Stykkerne er ikke svære hverken sprogligt eller indholdsmæssigt, så større børn kunne sagtens læse den selv. 
Illustrationerne er smukke, farverige og indbydende. Er du et visuelt menneske kunne billederne i sig selv som end være en andagt i sig selv! 

Som kristen med baggrund i den metodistiske tradition er noget af sproget om synd og skyld fremmed. Forfatteren Sally Lloyd-Jones kommer – udfra hendes billeder og kildevalg at dømme – fra den kristne tradition, som også kaldes calvinistisk. Det betyder, at billeder på synd eksempelvis handler om gæld og skyld, og at der ikke er meget vægtlægning på opstandelsen og frihed fra døden. For nogle kan det måske også forekomme, at der hurtigt kommer fokus på afstanden mellem mennesket og Gud fremfor Guds kærlighed til mennesket. 
Der er bestemt ikke noget galt med indholdet – det er teologisk sundt – men studser du over nogle ting, når du læser bogen kan det måske være det, der er grunden. 

Jeg har selv haft stor glæde af bogen – og ikke mindst illustrationerne, som du sikkert kan gætte. Jeg har snuppet et par idéer, jeg vil bruge i andagter selv, og har fundet nogle historier, som har vakt glæde. En rigtig fin bog, som kunne være et godt bud til at bruge som oplæg til familie andagt – eller som gave til den unge teenager, der gerne vil have sin egen andagtsbog.

ProRex har udgivet “Hjertefryd – tanker, der glæder dit hjerte”. Bogen koster kr. 199,95 og er hardcover.

, ,

Hemmeligheden bag en velfungerende familie

Tager du nogen gange dig selv i at spekulere over, hvad hemmeligheden er bag en velfungerende familie? Ikke fordi dit familieliv ikke er godt, men fordi du ønsker at give dine børn det bedste? 

Jeg gør. Regelmæssigt. Dels fordi der er rigtig meget fokus på opdragelse og familieliv i medierne, og dels fordi jeg gerne vil give min søn alt det bedste. Det kan være fristende at tro, at et velfungerende familieliv betyder en overflod af oplevelser og så få konflikter som muligt. Over den sidste måned er jeg stødt på tre ting, der har overbevist mig om, at hemmeligheden bag den gode opdragelse og det velfungerende familieliv er langt mere jordnær og ordinær, end vi har tendens til at tro. Det handler meget mere om gåture, boller og spil end om forlystelsesparker, biografture og det nyeste legetøj.

Her kommer de:  

1. Om bålet er der god tid

Få ting samler os som et bål gør. Det kunne også være et puslespil eller en gåtur. Noget som alle kan være sammen om giver ro, så det er muligt bare at være sammen uden andre mål. 

For en måned siden holdt vores menighed en eftermiddag for børn i Vejle midtby – her var hoppeborg, sumobrydning, ansigtsmaling, popcorn og snobrødsbagning over bål. Arrangementet var velbesøgt, og en del børn hang ud med os hele eftermiddagen. Meget overraskende for os var en af de mest populære ting snobrødsbagningen. Nogle børn brugte hele eftermiddagen med en snobrødspind i hånden ved bålet, hvor to mænd fra kirken fordelte dejen og snakkede med deltagerne. De er begge to gode til at få andre til at føle sig tilpas, og de har nemt til latter. Men sammenlignet med hoppeborgen eller sumobrydningen var der ikke meget action – til gengæld mødte børnene opmærksomhed, nærvær og oprigtig interesse.


2. Højtlæsning er en anderledes oplevelse

For mange børn er tid til “ingenting” med mor og far ikke en selvfølge. Men det er nu en gang først og fremmest sammen med mor og far børn lærer at forstå sig selv og andre.

En frivillig på en sommerlejr for socialt belastede familier fortalte, at på lejren er tid til almindelig samvær højt prioriteret. Ting som bagning, snobrød og badeture er den slags mange børn ikke oplever med deres forældre, fortalte hun. For, fortalte hun: “Langt de fleste af deltagerne kommer i Tivoli, på Bakken, i Lalandia og lignende i løbet af året, men for nogle er snobrød ved bålet, en tur på stranden med mor, højtlæsning eller voksne, der vil male med dem, en ny og anderledes oplevelse.”


3. Snak sammen – bliv gode til at skændes

En veninde gjorde mig opmærksom på bogen “The Secrets of Happy Families”. Forfatter, familieekspert og far Bruce Feiler kommer med seks bud på, hvad alle lykkelige familier har til fælles. Bruce Feiler understreger i flere af sine bud vigtigheden af at snakke sammen og at lytte til alle – også børnene. På den måde får børnene også lov til at være en aktiv del af familien og ikke bare et vedhæng til forældrene. Til det at tale sammen hører – måske vigtigst. At samtale fungerer godt over et måltid er knap så overraskende, men at lære af FBIs gidselforhandlere for at skændes ordentligt, er måske mere nyt. Allervigtigst – synes jeg – understreger Bruce Feiler vigtigheden af at gøre forsøget: Familien er vigtig for alle i den, men skal vores familieliv være velfungerende og lykkeligt, så skal der investeres og arbejdes i den. 

(Her er en article om Bruce Feilers bog “The Secrets of Happy Families” )



Hvad er dit bedste bud på, hvad der gør en (din) familie velfungerende? Vil du dele din hemmelighed?