,

Lillebror

Samuel og jeg har været på tur i dag. Besøget gjaldt Anja og “lillebror” – mor og barn i den familie vi rejste til Durban sammen med. Det er noget så godt for store og små at være sammen – det byder sig selv, men vi deler virkelig noget helt særligt sammen, og det er så dejligt at være sammen om! Drengene har boet sammen en stor del af deres liv. For lillebrors vedkommende det meste. De lå endda ved siden af hinanden, når de skulle sove. I dag foregik det meste i haven; i solskin med en fantastisk sandkasse, en sej bil og med god mad til de voksne, hvad mere kan man så ønske sig? 
 
(Det tog i øvrigt “kun to timer fulgt op af en halv time i barnevogn at putte storebror i dag…. Og nu har han haft en mega grædetur. Til gengæld fandt han ro og faldt i søvn i armene på mig. Suk…)
af
,

På arbejde med far

af
, , ,

Som en elefant

Ventetiden er ovre! For nogle dage siden skrev jeg, om den ventetid vi står i. Om hvordan det er at vide, der (forhåbentligt og forventeligt) er kort tid til vi bliver ringet op om, at det er NU vi skal være forældre. Uden at vide, hvornår det opkald kommer. For 6 dage siden ville jeg have skrevet følgende:

“Der er noget så stort som en elefant foran mig. Jeg kan ikke se den, men jeg ved den er der. Den er meget nærværende, og fylder en del: Den er ikke til at komme udenom. Det er en usynlig størrelse, som ligesom blokerer udsigten, og alligevel kan jeg se lige igennem. Som Harry Potter i sin usynlighedskappe: du ved han er der, du kan bare ikke se ham.
Det er især når jeg kigger i min kalender den usynlige elefant træder frem. Jeg ved den er der, men jeg kan ikke se den. Jeg kan ikke plalægge efter den, er nødt til at gøre som om den ikke eksisterer. Samtidig med at alt jeg gør er med den i tankerne…..
Der er noget stort som en elefant foran mig. Jeg kan ikke se den, men jeg ved, den er der. Jeg ved den på et tidspunkt vil gøre sig bemærket og stille sig frem i lyset. På et tidspunkt står den stille og holder op med at vimse omkring – trampende usynligt over den næste uge, de næste måneder. Der er noget stort som en usynlig elefant foran mig. Jeg ville ønske, den holdt op med at lege gemmeleg.”
Nu er “elefanten” ude i fuldt dagslys. Den er stor!! Og min tids- og virkelighedssans er blevet endnu mere mærkelig. *smil*
af
, , ,

OpkaldET

I søndags sagde jeg til Duncan- som så mange søndage før: “Måske bli’r vi forældre i denne uge.” I går havde vi besøg af vores sundhedsplejerske, for at mødes inden vi – engang – skal mødes med barn. Det gik rigtig godt, og var en rigtig stor opmuntring. Min frustration over “det er bare noget vi leger – der er jo ikke noget barn” blev hjulpet, for sundhedsplejersker kommer jo ikke på besøg for sjov, vel?!

I formiddags talte jeg med en veninde, som sagde at hun i nat drømte at vi fik en pige på 4 år. “Og”, som hun sagde “mig og Helligånden har noget kørende.”
Til middag ringede telefonen på kontoret. Jeg tænkte “Det er Tina” (Vores sagsbehandler) som jeg altid gør når telefonen ringer, og mindede mig selv om at hun jo ringer på mobilen – hvilket er grunden til den har været klistret til min side i snart et halvt år. Så jeg tager min “officielle” stemme på og siger “Metodistkirken, det er Anne Thompson.” Hvortil svaret lyder: “Det er Tina fra AC børnehjælp. Jeg har en god nyhed!” Og SÅ gik verden i stå….
Vi skal være forældre til en lille dreng på 13 måneder. Vi skal afsted sidst i februar og om godt 5 uger er vi alle sammen hjemme igen! Ligenu er det mest surrealistisk. Og glæde. Og forundring.
Tænk, jeg skal være mor!
af