, , ,

Som en elefant

Ventetiden er ovre! For nogle dage siden skrev jeg, om den ventetid vi står i. Om hvordan det er at vide, der (forhåbentligt og forventeligt) er kort tid til vi bliver ringet op om, at det er NU vi skal være forældre. Uden at vide, hvornår det opkald kommer. For 6 dage siden ville jeg have skrevet følgende:

“Der er noget så stort som en elefant foran mig. Jeg kan ikke se den, men jeg ved den er der. Den er meget nærværende, og fylder en del: Den er ikke til at komme udenom. Det er en usynlig størrelse, som ligesom blokerer udsigten, og alligevel kan jeg se lige igennem. Som Harry Potter i sin usynlighedskappe: du ved han er der, du kan bare ikke se ham.
Det er især når jeg kigger i min kalender den usynlige elefant træder frem. Jeg ved den er der, men jeg kan ikke se den. Jeg kan ikke plalægge efter den, er nødt til at gøre som om den ikke eksisterer. Samtidig med at alt jeg gør er med den i tankerne…..
Der er noget stort som en elefant foran mig. Jeg kan ikke se den, men jeg ved, den er der. Jeg ved den på et tidspunkt vil gøre sig bemærket og stille sig frem i lyset. På et tidspunkt står den stille og holder op med at vimse omkring – trampende usynligt over den næste uge, de næste måneder. Der er noget stort som en usynlig elefant foran mig. Jeg ville ønske, den holdt op med at lege gemmeleg.”
Nu er “elefanten” ude i fuldt dagslys. Den er stor!! Og min tids- og virkelighedssans er blevet endnu mere mærkelig. *smil*
af
, , ,

OpkaldET

I søndags sagde jeg til Duncan- som så mange søndage før: “Måske bli’r vi forældre i denne uge.” I går havde vi besøg af vores sundhedsplejerske, for at mødes inden vi – engang – skal mødes med barn. Det gik rigtig godt, og var en rigtig stor opmuntring. Min frustration over “det er bare noget vi leger – der er jo ikke noget barn” blev hjulpet, for sundhedsplejersker kommer jo ikke på besøg for sjov, vel?!

I formiddags talte jeg med en veninde, som sagde at hun i nat drømte at vi fik en pige på 4 år. “Og”, som hun sagde “mig og Helligånden har noget kørende.”
Til middag ringede telefonen på kontoret. Jeg tænkte “Det er Tina” (Vores sagsbehandler) som jeg altid gør når telefonen ringer, og mindede mig selv om at hun jo ringer på mobilen – hvilket er grunden til den har været klistret til min side i snart et halvt år. Så jeg tager min “officielle” stemme på og siger “Metodistkirken, det er Anne Thompson.” Hvortil svaret lyder: “Det er Tina fra AC børnehjælp. Jeg har en god nyhed!” Og SÅ gik verden i stå….
Vi skal være forældre til en lille dreng på 13 måneder. Vi skal afsted sidst i februar og om godt 5 uger er vi alle sammen hjemme igen! Ligenu er det mest surrealistisk. Og glæde. Og forundring.
Tænk, jeg skal være mor!
af
,

Ruth – lille og livlig

Ruth skal siges på engelsk. Ruth er Duncans gamle bedstemor, som er et livstykke af en anden verden. Smilende, optimistisk og glad. Som tiltrækker mennesker, på en måde jeg ikke har set andre gøre det. Og som 92 årig har et netværk større end de fleste på facebook. (Altså, ikke at hun er på facebook) Hun spiller klaver, og har indtil for ganke nyligt spillet orgel i diverse kirker til pantomimer, begravelse og bryllupper. Hun lever af en engelsk pension, og kunne for indtil for et par år siden (mens hun stadig spillede meget) finde på at sige “I need a funeral or two…. Naughty little me!” Hun rejste som 83 årig alene til New Zealand og besøgte sidste forår os her i Danmark. Hun er lille, og smiler, så hendes øjne forsvinder. Hun be’r dagligt for alle hun kender, og sender omkring 200 julekort i december.

For snart tre år siden var hun med til min ordination, og faldt dagen inden hun skulle have været hjemme og brækkede sit bækken. Hun lå på Hjørring sygehus halvanden uge, og var
hele afdelingens yndling. Sygeplejerskerne stod i kø for at sige farvel til hende. Hun gør indtryk, og har en varme, et gå på mod og en glæde ved livet, der smitter. Og når jeg bli’r gammel håber jeg at være
lige sådan!
af
, , , ,

Alt det jeg ikke kalder mig selv.

Der er ting, jeg kalder mig selv, når ingen andre hører det. Nogle gange overhører de det, eller fanger det i tonen jeg snakker på. Så er det de siger “Du er for hård ved dig selv” eller “Er du okay?” eller også griner de og siger de også kan have det sådan med sig selv.

Men der er også de ting, som jeg ikke kalder mig selv. Fordi jeg ikke vil være ved det. Fordi jeg ikke har ordene. Fordi jeg ikke kan lide det, de betyder.
Der findes en historie om at Jesus møder en kvinde, hvor dem, omkring kalder hende “sådan én”. Du ved, på den der generaliserende og nedsættende måde, som vi ind i mellem taler om andre på. Der er ting, jeg ikke kalder mig selv, fordi jeg ikke vil være “sådan én”.
Men hvad gør man, når man nu er “sådan én”? Kvinden i historien var “sådan én”, som de snakkede om. Hun var oven i købet blevet taget på fersk gerning, så der var ingen mulighed for at skjule, glemme eller benægte. Måske havde hun aldrig regnet med at stå i sådan en situation. Måske kunne hun slet ikke genkende sig selv mere. Måske var hun i tvivl om, hvordan hun var kommet dertil. Måske hun ikke brød sig om, at være “sådan én”, men nu, taget på fersk gerning, var der ingen andre muligheder.
Jeg kalder ikke mig selv barnløs. Jeg har ingen kategori der hedder det. Jeg taler ikke om ufrivillig barnløshed – for mit eget vedkommende. Men jeg er det. Jeg føler det. Jeg vil bare ikke så gerne kalde mig selv det. (Lige som jeg heller ikke vil have nullermænd i krogene, mad der bliver for gammelt i køleskabet, eller tåbelige uenigheder med gemalen.) Men jeg er det, og jeg føler det. Jeg føler stikket fra at være “sådan én”, der stadig ingen børn har, mens dem, der også ventede har fået deres, og født dem, og fået dem døbt, og holdt den første fødselsdag. Jeg har igen ikke lyst til at tage på besøg der, hvor det kommer til at handle om små-børn.
Jeg er ikke helt sikker på, hvordan Jesus gjorde det, men han fik alle dem, der pegede fingre ad kvinden, fordi hun var “sådan en kvinde” til at frafalde deres anklager og gå deres vej. Og han fik kvinden til at se op, og gå derfra fri og tilgivet; set for den, hun var.
Der er ting, jeg ikke kalder mig selv. Fordi jeg ikke har lyst til at være “sådan én”. Men måske er det nødvendigt, for at blive set, som den jeg er?
 
af
, , ,

Endelig adoption

Vi er i gang med at adoptere. Det er så dejligt, og så frustrerende på én gang. Endelig endelig kan vi sige, at vi skal være forældre, og stadig skal vi vente, vente, vente på at høre nyt. Vi tjekker ventelisten flere gange om ugen – nogle gange endda flere gange om dagen, hvilket i bund og grund er omsonst, for er det vores tur ringer de til os før det kommer på hjemmesiden. Og alligevel er tallene på AC børnehjælps venteliste til Sydafrika den eneste måde vi kan ligge en hånd på maven, mærke et spark eller hikke, få vand i fødderne eller følge en scanning. Det siger intet om vores barn. Intet om hvordan det har det, om det er livligt eller stille, om det trives eller om det overhovedet findes endnu.

Vi forbereder os på at skulle være forældre. Vi har fået børnetøj af venner, vi har en seng og vi har købt nogle bleer og hagesmække. Alligevel har jeg faktisk svært ved det. For hvor er barnet? Og kan det virkelig passe at det, vi har længtes sådan efter, nu faktisk sker? Samtidig med at den mærkelige følelse af ikke at ane hvornår vi bliver forældre også spiller ind: Er det det rigtige tidspunkt at stille noget op eller gøre ret meget klar? Hvad nu hvis det ikke er vores tur før om et halvt år, kan jeg så holde ud at gå og se på en lille seng eller et puslebord i al den tid?
Og så er der glæden. Glæden ved endelig at kunne være en af de kommende mødre. Endelig at kunne tale med om tanker, bekymringer, forhåbninger og drømme om at blive mor. Om hvordan det bli’r at holde et barn der er ens eget, og ansvaret der følger med.
A-ordet er for mig et ord jeg bærer med mig, som en glæde og som en længsel, der ind imellem gør ondt i al sin modsatrettethed….
af