Der er en form for baby-boom i gang i vores vennekreds. Det pibler frem med maver hist og pist, og en enkelt venteliste er blevet fulgt ihærdigt.

Sidst det skete, at der var mange babyer på vej omkring os, var den sværeste del af ventetiden for os. Vi ventede på at blive kaldt ind til fase 3, og omkring os blev folk gravide fra en side af, hvis de da ikke fødte. Denne gang er anderledes, fordi der ikke i mig findes et gabende tomt hul, der værker efter at blive fyldt ud.

Jeg glæder mig med dem, der venter sig. Jeg synes, det er spændende med de store maver, der bli’r større. Jeg be’r om at høre om hvordan det er. Måske kommer jeg aldrig til selv at kende generne ved ledbånd i bækkenet, der giver sig? Eller glæden ved små  fødder, der bruger ens blære som fodbold. Jeg har fået lov at være med til to scanninger, og det var så stort. Det er spændende, og jeg glæder mig til at se de små pus, der skal se verdens lys indenfor det næste halve år.

Men da vi i dag blev ringet op af et vennepar, der målløse kunne fortælle, at ventetiden er forbi, kunne jeg mærke det. Jeg ved, hvad det betyder at sige: “Vi har fået en retsdato!” Gennem huden, ned i maven og helt ind i knoglerne kunne jeg mærke suset af glæde, overvældelse og usikkerhed. “Nu er det nu! Om lidt bli’r vi forældre. Vi skal have vores barn hjem til os.”

Jeg følger de gravides bekymringer, tankerne om at blive mor måske for første gang og glæden ved den lille, der skal komme. Meget af det kan jeg genkende. Men telefonopkaldet, rejsen og det lille billede på køleskabet – det kan jeg alt sammen mærke.

Åh! hvor jeg glæder mig til at tage imod i lufthavnen.