Eftermiddag i eget selskab
En eftermiddag i mit eget selskab. Dejligt – havde jeg forestillet mig. 
Men der gik ikke længe før jeg ikke var alene mere. Tomheden kom snigende. Og med sig havde hun Ensomheden. Jeg forstod det ikke. Godt nok stiftede Tomheden og jeg bekendtskab gennem hendes søster, Længsel, men jeg havde forstået det sådan, at vi ikke skulle have mere med hinanden at gøre.
“Udemærket”, tænkte jeg, og rykkede mig lidt i sofaen, så der blev plads. Jeg har før prøvet at forestille at have travlt med andet, men det nytter ikke når de kommer.
Efter nogen tid gik Ensomheden ud for at ringe efter sin ven – en skidt fyr – som kom indenfor et par minutter. Tomheden gør ondt og Ensomheden er kold. Men Modløsheden er ikke til at holde ud at være sammen med, for han skal absolut snakke. “Det går jo ikke det her. Hvad skal det til for? Hvad nytter det?” Og det er ikke til at få ørenlyd.
Tilslut skrider Modløsheden, tårene kommer og Ensomheden og Tomheden siver ud ad døren. Tilbage sidder jeg med mig selv, og min gamle ven Længsel.
“Jeg gi’r dig mine tomme hænder. Min tomme mave, mit tomme hul. Det eneste jeg har er min længsel.”
Kære Venner! Tak for jeres modtagelse – og jeres omsorg i det hele taget. Det har taget mod at (be)skrive hvordan det har været at være mig gennem sommeren og.også nu. På den anden side er det også befriende at være ærlig. Og poetisk.
Jeg er glad for at ikke alle venner er lige ubehagelige 🙂
Kh Anne
Åh ja, kære ven! Jeg mærkede det jo nok. Og du har ret – der er gæster, man bare må acceptere.
så smukt kan det beskrives..
og så ondt gør det!
Jeg tror det. Jeg håber det. Ellers er der ikke andet at gøre end at acceptere deres besøg har jeg efterhånden lært. Det værste er at gøre som om man ikke har tid til dem!
nu bor vi jo tæt på hinanden, og jeg havde også besøg i går af både ensomheden, tomhedsfølelsen, og han der træder på min samvittighed..
I dag tror jeg de er væk fra Vissingsgade