, ,

Johans pinsefest – anmeldelse 

Julen og påsken har vi styr på – men hvad er det nu det er med pinsen? 

Kirken har tre store højtider: jul, påske og pinse. 

Bodil Sangild har fortalt om julen og påsken gennem drengen Johan, der sammen med sin mor har lavet en julekrybbe og en påskehave. Nu er der så udkommet en tredje bog om pinsen. 

Igen er det drengen Johan der i samtaler med sin mor finder ud af, hvad pinsen handler om. Ligesom i de andre bøger er det ikke som sådan bibelhistorien, der knytter sig til højtiderne, der genfortælles, men de centrale temaer der trækkes frem, mens Johan og hans mor forbereder sig på at markere højtiden. 

I Johans pinsefest bliver der knyttet an til både jul og påske, så det er tydeligt at Helligåndens komme både handler om og er en forlængelse af det, Gud gjorde i Jesus. 

Samtidig bruges det fine billede af Helligånden som vinden, der ikke kan ses, men mærkes og som kan være over det hele på én gang. 

Kirken, som illustreres i bogen er en traditionel dansk hvidkalket kirkebygning. Det ikke er alle børn, der skal høre om pinsen, der kommer i sådan en kirkebygning, men måske er det alligevel et godt greb, fordi den traditionelle kirke kan fungere som model og overordnet repræsentant for Kirken med stort K. 

At pinsen handler om hele verden og alle mennesker får bogen nemlig også fint med. 

Illustrationerne er også i Johans pinsefest rigtig fine – der er gode detaljer at snakke om. Og igen er hunden med på sidelinjen. 

Johans pinsefest er udkommet på forlaget mellemgaard og koster 149kr. 

/af
,

Johans julekrybbe – det begyndte i Betlehem

Billedbogen ”Johans julekrybbe”, der er skrevet af Bodil Sangill, er netop udkommet. Her fortæller Bodil om sine tanker bag bogen og hvor idéen til netop denne bog overhovedet kom fra:

Det hele begyndte med en julekrybbe fra Betlehem.

Bodil Sangill var på studietur til Israel, og købte en julekrybbe med hjem. Efter opholdet på højskolen hun rejste med, blev hun ansat som pædagog i en børnehave.

”Året efter tog jeg julekrybben med i børnehaven, hvor den blev stille op, alt imens vi legede og snakkede os igennem juleevangeliet. Det blev hurtigt til en skik jeg gentog år efter år, så ofte det lod sig gøre. Senere er det blevet mine egne børn og børnebørn, der har brugt den.”

Men hvorfor lige en børnebog om juleevangeliet?

”Min erfaring er, at selv om førskolebarnet ikke rent intellektuelt forstår dybden og omfanget af, at verdens frelser blev født julenat, så er barnet udstyret med en sensitivitet, der gør at det i høj grad kan fornemme og tilegne sig beretningens glæde og tryghed. Barnet registrerer, at her er der noget helt særligt på færde.”

Billedbogen ”Johans julekrybbe” handler om drengen Johan, der sammen med sin mor stiller julekrybben frem og samtidig leger sig igennem historien om Jesus’ fødsel.

”Efter min mening har tegneren Susanne Lodahl Siggaard formået med sin varme og trygge streg at møde førskolebarnets tanker og følelser helt perfekt. Jeg elsker den illustration, hvor Johan bliver bedt om at stille Jesusbarnet ind i stalden – og hvor Johan så først bliver siddende med Jesusbarnet i hånden en tid og kigger kærligt på det.

På den sidste side i bogen har jeg valgt, at der ingen tekst skal være – kun et billede af Jesusbarnet i krybben. Det er mit håb at førskolebarnet (og den voksne) dermed kan få en lille meditativ stund sammen med Jesus. Det er i al fald min overbevisning og erfaring at Guds kærlighed igennem Jesus Kristus kan nå alle aldersgrupper – også førskolebarnet.”

Bogen er skrevet, så også børn på 2-3 år kan være med. 

”Jeg har valgt at skrive en meget enkel tekst, da jeg ønsker at børn fra 2-3 år alderen også skal kunne være med. Det er også et bevidst valg, at der kun er én illustration per opslag. Det gør det lettere for de helt små at forholde sig til det de hører og ser, og den voksne oplæser har dermed også mulighed for i ro og mag at føje flere nuancer til teksten alt efter barnets alder og udvikling.”

”Når jeg sender en billedbog ud som “Johans julekrybbe”, er det fordi jeg fornemmer, at der er et behov for netop sådan en bog. December måned er for de fleste børnefamilier tæt pakket med en masse gode juleforberedelser – så mange, at julens helt store budskab, uden man næsten opdager det, kan gå hen og få en meget lille plads. Det håber jeg, at “Johans julekrybbe” kan lave lidt om på.

”Måske kan bogen ovenikøbet inspirere til, at læserne selv får lyst til at stille en julekrybbe op i lighed med Johan og hans mor og dermed skabe en ny tradition i familien. Det håber jeg.”

”Johans julekrybbe” er netop udkommet på forlaget mellemgaard.

32 sider. 149,95 kr.

Om Bodil
Bodil Sangill (1951) er uddannet børnehavepædagog i 1974. I 1982 sagde Bodil jobbet op for at passe egne børn, og har været frivillig medarbejder i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler i 27 år. Fra 2004 har Bodil skrevet på fuld tid.

Bodil debuterede som forfatter i 1977 med en række billedbøger for førskolebørn (inspireret af børnene i børnehaven). Senere er det blevet til adskillige børnebøger, et par novellesamlinger og en række romaner. Læs mere på www.bodilsangill.dk

 

 

/0 Kommentarer/af
,

Anbefaling af 5 bøger om døden til børn

Anne anbefaler
Efter interviewet med Anne Nørby Fyhn om billedbøger, børn og døden bad jeg Anne anbefale nogle bøger. Her kommer en liste med fem billedbøger til børn i forskellige aldre:

1. Pigen på tårehavet, Pernille Brun Andersen (2017)
Min absolutte favoritbog, blandt de bøger om død og sorg, som jeg har stiftet bekendtskab med på dansk, er Pigen på tårehavet. Billedbogen handler om en pige, der bygger et skib på sit værelse og drager ud på en rejse for at lede efter sin far, der er død. Undervejs møder hun et stort, sort og formløst væsen, der først virker truende, men som hun knytter sig til. Mod fortællingens slutning får vi at vide, at væsenet hedder “Sorg” – eller det er i hvert fald det, pigen kalder det. Så på symbolsk vis og med meget flotte og tankevækkende billeder, kan billedbogen være med til at sige noget om, hvordan sorg kan opleves, og hvordan man som sørgende kan søge efter mening og holdepunkter i sorgen. 

En af grundene til, at Pigen på tårehavet gik hen og blev min favorit, er, at der er tale om et næsten ordløst værk, hvor rigtig meget af fortolkningen er lagt op til læseren – eller beskueren, om man vil. Opslag efter opslag er fyldt ud med stemningsfulde og detaljerede illustrationer, som giver rum for, at man selv kan “fylde ud” med egne tanker og idéer. Det, tænker jeg, er et positivt træk ved bogen i relation til børn i sorg, da de får mulighed for at reflektere deres egne erfaringer og perspektiver ind i fortællingen.

Jeg vil anbefale Pigen på tårehavet til børn fra 4 år og opefter, og jeg vil mene, at det er en billedbog, også voksne kan få rigtig meget ud af at læse.

2. Baglænsk, Anna Jacobina Jacobsen (2019) (den døendes perspektiv)
Baglænsk er en ganske særlig bog, som jeg ikke har set mage til før. Udover, at Anna Jacobina Jacobsen er en fantastisk illustrator, stikker Baglænsk ud, fordi den er en fortælling i børnehøjde om at ældes, miste og dø – og måske genopstå.

I billedbogen følger vi en aldrende mand, som oplever, at hans krop og sind forandres, og han mærker sorgen over at ældes. Samtidig hører vi om hans veninde, der engang var ung og fuld af liv, men som ikke længere er den samme og taler på et sprog, andre ikke kan forstå – nemlig baglænsk. 

Selvom billedbogen tematiserer alvorlige og “triste” emner, har den også en munterhed over sig og rummer et håb. Jeg vil anbefale den til børn fra 6 år og opefter, måske lidt yngre, afhængigt af modenhed. Uden selv at have erfaring med det, kunne jeg forestille mig, at den ville være god at bruge med børn, der oplever en bedsteforælders død – eller at nogen i familien bliver ramt af demens.

3. Nede i jorden – oppe i himlen, Stine Melgaard Lassen (2016)
Nede i jorden – oppe i himlen har også en særlig plads i mit hjerte, og jeg kan stadigvæk ikke åbne den uden at blive rørt til tårer over dens fortælling og illustrationer.

Billedbogen handler om en lille dreng i børnehavealderen, Anton, der en dag får den besked, at hans far er død. Derefter forløber fortællingen episodisk, hvilket vil sige, at opslagene springer i tid og f.eks. indledes med “En dag…”, hvorefter der i ord og billeder bliver berettet om, hvordan det er at have mistet sin far. Vi er med til begravelse, og billedbogen skildrer også hverdagssituationer, hvor sorgen pludselig bliver meget nærværende. F.eks. formår Antons mor ikke at lave Antons havregrød på samme måde, som far gjorde, og Anton bliver vred, da hans cykel går i stykker, og far ikke er der til at reparere den. Det er noget af det meget fine ved bogen; at den viser forskellige sider af sorgen, og hvordan man som barn (og voksen for den sags skyld) kan “pendulere” ind og ud af sorgens forskellige følelser, såsom savn, glæde, vrede og afmagt, i forskellige situationer.

Jeg vil anbefale Nede i jorden – oppe i himlen til børn fra 3 år og opefter. Børn i børnehavealderen vil nok nemmest kunne relatere til fortællingen og de forskellige situationer, der er skildret, men børn i tidlig skolealder vil sikkert også kunne blive bevægede af billedbogen. Det blev jeg i hvert fald!

4. Hils far, Hanne Dagmar Raaberg (2017)
Ligesom Nede i jorden – oppe i himlen og Pigen på tårehavet handler Hils far også om et barn, der har mistet sin far. Den vinkel er der en overvægt af blandt nyere danske billedbøger, men der findes også bøger om at miste sin mor (f.eks. Min mor er en engel af Susanne Engelhardt). 

I Hils far følger vi en lille pige, måske er hun 5-6 år eller lidt ældre, der tager i Tivoli med sin mor. Selvom de prøver forlystelserne, og pigen lader til at nyde turen, er sorgen over faren nærværende på forskellig vis. F.eks. viser illustrationerne en kontrast mellem de kulørte lamper og smukke farver i Tivoli og en grå farve, der også dominerer billederne. I Tivoli sidder og står der også mange grå mennesker, der har tildækkede øjne – altså solbriller på. Denne kontrast og “mørkemenneskerne” kan man fortolke på mange forskellige måder, tænker jeg, og det er billedbogen god tid; at lade ting være op til fortolkning.

Mod fortællingens slutning sender pigen en rød ballon til himmels som hilsen til sin far, og da hun senere besøger farens gravsted sammen med sin mor, finder hun en bekræftelse på, at faren har modtaget hendes hilsen. På den måde rummer fortællingen et håb og en idé om, at vores afdøde “holder øje med os” og fortsat er nærværende på en måde, som mange børn nok vil kunne finde en trøst i. 

Hils far kan fungere som et fint billede på, hvordan man som efterladte kan – eller kan forsøge på at – leve videre med sorgen og savnet som en fast følgesvend. Jeg vil anbefale bogen til børn fra 4-5 år og opefter.

5. Omvendt sne, Ane Bjørn (2018)
Omvendt sne stikker også ud som fortælling, da den tematiserer overlevelsesskyld. I bogen følger vi tvillingerne Sne og Lue, der ligner hinanden på en prik, samtidig med, at de er forskellige. Da den ene søskende kommer ud for en ulykke og dør, føler den overlevende søskende stor skyld over, at det ikke var hende, der døde (det er Sne, der overlever). Følelserne af skyld og savn får Sne til at lede efter sin bror i underverdenen, og fortællingen udvikler sig på abstrakt og poetisk vis herfra. I det hele taget er der tale om et meget poetisk værk, hvor ord og illustrationer smelter sammen til noget meget smukt – men til tider også ret dystert. 

Omvendt sne er, ligesom især Pigen på tårehavet og Baglænsk, et værk med et meget stort fortolkningsrum. Det betyder, at man som læser eller beskuer selv får mulighed for at forbinde punkter og fylde huller ud i lyset af ens egen historie, associationer, modenhed, forståelse og så videre. Det ser jeg som en stor styrke ved værkerne, da det både gør dem egnede for læsere i mange aldre, men også “tvinger” læseren til at forholde sig mere, end hvis hele fortællingen var lagt ud på forhånd. Det er umuligt at læse de nævnte billedbøger uden at reflektere over ens egen forståelse af og møde med døden, sorgen, savnet, sygdom, hospitalsvæsenet – eller noget helt sjette. Og i relation til det at få bearbejdet sin egen sorg, få en bedre forståelse for andres sorg eller at hjælpe f.eks. et barn, der er midt i en sorgproces, kan det at reflektere og sætte ord på være et vigtigt skridt på vejen.

Jeg vil anbefale Omvendt sne til børn på 6-7 år og opefter.

Mød Anne:
Anne Nørby Fyhn er cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur samt Religionsvidenskab. Anne er gift med Jendre, der er præst i folkekirken. Sammen har de Hannah fra 2016. Du kan lære Anne bedre at kende på hendes blog: hymne.dk eller på instagram (@hymneblog)

Læs, hvad Anne mener, billedbøger kan bidrage med i samtalen om døden med børn her.

Du finder et interview med Anne her.

/1 Kommentar/af
,

Hvad er det billedbøger kan?

Mød Anne
Anne Nørby Fyhn er cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur samt Religionsvidenskab. Anne er gift med Jendre, der er præst i folkekirken. Sammen har de Hannah fra 2016. Du kan lære Anne bedre at kende på hendes blog: hymne.dk eller på instagram (@hymneblog)

Jeg mødtes med Anne Nørby Fyhn for at tale om hendes speciale om død og sorg i nyere danske børnebøger. Du kan læse mere om Annes opdagelser om, hvordan børnebøger fortæller om sorg og døden til børn her. Som en del af hendes speciale kom Anne også med en masse guldkorn om billedbøger i det hele taget, og hvorfor det er godt at læse dem sammen med sit barn. Det er dét, dette indlæg kommer til at handle om:

Vi er bygget af historier
Jeg har engang hørt, at vi som mennesker slet ikke kan lade være med at tænke eller fortælle i historier – børns fantasi og leg er et rigtig godt eksempel på det: Børn er ikke ret gamle, før de begynder at fortælle om deres hverdag og det, de har oplevet gennem deres leg. Hvor mange forældre har ikke hørt sig selv gentaget fra legekøkkenet eller sandkassen?

Anne forklarer det sådan her: ”Vi er alle sammen – også børn – en del af forskellige fortællinger, forskellige narrativer, ligesom vi har et eller flere narrativer, vi fortæller om os selv. Billedbøger er også bygget op over narrativer – sådan er det i hvert fald i langt de fleste tilfælde – og en hypotese inden for bl.a. narrativ medicin er, at narrativer kan hjælpe os med at forstå os selv og vores omverden bedre. Når man tænker over det, bruger mange af os billedbøger med vores børn på den måde – til at gøre dem klogere på dem selv og deres omverden. Vi kan bruge billedbøger til at forberede et barn på at skulle til lægen, til at smide bleen og påbegynde pottetræningen, til at stoppe med at bruge sut, begynde i skole eller noget helt femte.”

”I relation til død og sorg kan en en billedbog også tjene som et redskab, man kan bruge til at forberede et barn, der måske ikke har oplevet et dødsfald i familien, og/eller som stiller spørgsmål til døden. Fra kognitionsforskningen ved vi, at mennesker – og her i særlig grad yngre børn – har en tendens til at reagere på samme måde på en visuel skildring i f.eks. en billedbog, som hvis de mødte dens referent i virkeligheden. Vi kender det fra, at et barn kan blive skræmt over at have set et billede af en trold eller heks, men det kan også gælde en visuel skildring af en afdød, en mørk grav eller en noget helt tredje.”

Det kan jeg godt genkende – vi har en bog med en tiger, som vores yngste både elskede og frygtede. Han skulle helst have en arm om sig, når vi kom til en bestemt side! Men en tiger eller et monster er jo ikke døden, sådan som du har kigget på? 

”Nej, men fordi en billedbog kan virke sådan på et barn, så kan en billedbog være en måde at forberede et barn på en situation i virkeligheden. Man kan opleve nogle vikarierende følelser – dvs. følelser, som er virkelige nok, men som ikke er bundet på noget konkret eller virkeligt. En slags ”øve-følelser”, for der er jo stadig en distance mellem bogen og barnet. Det kan være en måde at oparbejde et større følelsesregister på. Også selvom læsningen måske ikke taler ind i en konkret situation, kan død, sorg og savn være en udmærket ting at læse om, fordi man kan forberede barnet på, hvilke følelser, der kan opstå, når man oplever døden tæt på.”

Anne holder en pause, så tilføjer hun: ”Det interessante ved børnebøger er jo, at de oftest er skrevet af voksne. Det kunne være interessant med bøger, der var skrevet i samråd med børn. Hvordan de konkret oplever det at miste.”

Nogle gange kan det være svært at tale med børn om det, der er tungt eller svært, fordi det ligesom bliver for direkte?

”Her tror jeg, at billedbøgerne kan være en hjælp, fordi det er lettere at tale om det, der er svært, gennem en bog. Nogle ting er svære at tale om direkte, fordi det føles som om, der er meget på spil. Her tilbyder billedbøgerne en distance, fordi man kan tale om en figur og ikke sig selv.”

”Når man læser en bog med sit barn, sker der en slags fælles forhandling om, hvad man læser og hvordan det skal fortolkes – det kræver selvfølgelig, at man er lydhør overfor barnets perspektiver. På den måde kan det at læse billedbøger også være en øvelse for os som forældre i at sætte os i barnets sted. Vi giver på den måde barnet mulighed for at fortælle om sin egen oplevelse.”

”Man kan hævde, at billedbogen kan fungere som spejl; dit barn kan identificere sig med barnet i bogen. Måden, barnet i bogen håndterer sin sorg på, kan være til inspiration i forhold til handlemuligheder i sorgen, eller dit barn kan måske endda føle bekræftelse i, at det er okay f.eks. at være ked af det eller blive vred. Eller barnet kan fortælle, at sådan er det slet ikke for ham eller hende. Og så kan brugen af bøger være en af de måder, sorgen bliver normaliseret og konkretiseret på, så den også findes, når de andre i klassen har glemt det.”

Annes tips om billedbøger:

  • De bedste billedbøger åbner op for et stort fortolkningsrum og udnytter samspillet mellem ord og billeder. De skaber på den måde plads til, at man som læser – ung eller gammel – kan bringe sine egner perspektiver og erfaringer til fortolkningen. På den måde formår billedbogen også at åbne samtalen op imellem dem, der læser.
  • Når man vælger billedbøger med eller til sit barn, kan det være godt at stille sig selv spørgsmålet: “Er ord og billeder i denne bog for abstrakte? Er billederne potentielt skræmmende? Kan ord og/eller billeder tænkes at fremkalde uhensigtsmæssige fantasier?” Der er ingen grund til at være overbeskyttende, men bladr billedbøger, der tematiserer vanskelige emner, godt igennem, inden du præsenterer dem for dit barn – også så du er forberedt på, hvilke spørgsmål der evt. kan melde sig. Man må gerne være kritisk, for selvom et værk er udgivet som børnebog, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det er velegnet til læsning med (dine) børn.
  • I sammenhæng med ovenstående: Når du vælger bøger til dit barn, så tag hensyn til, at børn forstår ting på forskellige måder alt afhængig af alder, modenhed, erfaringer osv. Hvis du er i tvivl om, hvilken aldersgruppe et værk primært er tiltænkt, kan du også spørge om vejledning på dit lokale bibliotek.

Måske kan indlægget her om at tale med børn om tragedier også være en hjælp.

Anne Nørby Fyhn anbefaler 5 billedbøger til børn om døden her.
Du kan læse interviewet med Anne Nørby Fyhn om billedbøger, børn og døden her.

/1 Kommentar/af
,

Billedbøger om børn og døden

Anne Nørby Fyhn er cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur samt Religionsvidenskab. Anne er gift med Jendre, der er præst i folkekirken. Sammen har de Hannah fra 2016. Du kan lære Anne bedre at kende på hendes blog: hymne.dk eller på instagram som @hymneblog.

Anne Nørby Fyhn har skrevet speciale om nyere danske børnebøger om død og sorg. Det synes jeg lød rigtig spændende, så jeg spurgte Anne, om hun kunne have lyst til at mødes for at fortælle om hendes opdagelser og dele dem med digogmigogvitro.dk.

Vi mødtes en grå fredag i februar på cafeen i Skanderborg Kulturhus – det viste sig at give rigtig god mening, for det var også her idéen til specialet dukkede op:

”Jeg var på biblioteket i Skanderborg Kulturhus, og her var et hjørne med bøger om døden i børnebiblioteket. Det provokerede mig, at det stod i øjenhøjde med min treårige datter.” Anne smiler lidt af sig selv. ”Men hvorfor blev jeg egentlig det? Jeg synes, min modvilje var interessant. Måske var det netop fordi voksne har en tendens til at gemme døden og andre svære ting væk for børn, at det netop stod frem? Den oplevelse blev min generator på specialet.”

Hvorfor billedbøger?
”Når det giver mening med billedbøger til at tale om sorg og tab, så er det jo fordi vi alle sammen er bygget op af historier, kan man sige. Vi er alle sammen – også børn – en del af forskellige fortællinger. De fleste har en fortælling om sig selv, men den kan blive brudt ved sorg og tab. Der kan billedbøgerne være en god hjælp, fordi læseren gennem dem kan forstå sig selv bedre – man kan få hjælp til at lave en ny historie om sig. Det er simpelthen en måde at genetablere den orden på, som blev brudt, da døden kom ind i billedet.”

 Hvad ved vi generelt om børns sorg?
”Jeg er jo ikke psykolog-uddannet – jeg har bare læst en masse gode bøger af folk, der ved rigtig meget om børn og sorg.

”Men vi ved, at det, der særligt kendetegner børns sorg er, at de bliver ved med at vende tilbage til den – efterhånden som barnet vokser, bliver der hele tiden skrevet nye kapitler og nye fortællinger om det, der skete. I takt med at barnet vokser, har det behov for at forstå det, der skete, med den nye

modenhed og indsigt. Man taler om at børn har gen-sørgende aktivitet: At sorgen kan blive tydelig igen. Barnet vil i forskellige situationer opleve, at dets fortælling ikke er som de flestes – hvis der nu er tale om at et nært familiemedlem er dødt.

“Børn har forskellige forståelser af døden i forskellige aldre. I førskolealderen forstår børn ikke at døden er uigenkaldelig. Det kan man ikke begribe, hvis man er to år. Det er derfor børn kan blive ved med at spørge efter, hvornår den, der er død, kommer tilbage.
”Her er børn også meget konkrete. De vil for eksempel gerne vide, hvor hovedet ligger under jorden, hvis en person er blevet begravet. De kan tænke over, at hvis jeg skal sende et kys – hvor er hovedet så henne? Den bevidsthed kan være god at have med som voksen, synes jeg, fordi vi så kan forsøge selv at være konkrete i måden vi taler på.

 Hvordan giver man børnene holdepunkter for sorgen?
”En af dem jeg læste en del, Atle Dyregrov, beskæftiger sig med, hvor vigtigt det er ikke at tale for abstrakt om døden – fordi det kan give nogle helt vilde forestillinger hos børn. Det er vigtigt at tale sandfærdigt og konkret. Vi skal give den information, vi har. Han er også fortaler for ritualer og for at gøre noget konkret sammen med børn, fordi det giver nogle holdepunkter for sorgen.

”Her kan billedbøgerne også være en hjælp til at forberede et barn på fremvisning og begravelse. Der kan være mange ting, der gør indtryk på et barn: huden på afdøde var gul, håret var redt til en anden siden end det plejede at være. Det kan godt blive et lille traume, og det er der jo ikke noget at sige til, for det er en voldsom oplevelse. Men det kan også være en god ting at opleve, fordi det bliver nemmere at forstå døden, når den bliver gjort mere konkret.

”Når barnet bliver ældre – hvis man nu mister som 3-årig –når man så bliver 7 år og forstår det uigenkaldelige ved døden, så kan behovet for at få flere informationer godt opstå. Hvad skete der egentlig? Børn kan have behov for at gå tilbage igen og igen.

”Vi ved også, at børn har et kortere tristhedsspænd end voksne – de kan simpelthen ikke kapere så store følelser som voksne, og derfor kan de heller ikke være i følelserne så længe som voksne kan.

”Børn kan godt blive kede af det og så 2 minutter efter leger de eller vil spise. Vi ved, at børn går mere ind og ud af sorgen end voksne. De veksler hurtigere mellem følelserne.

”Nyere sorgteori fokuserer på, at vi pendulerer – altså at vi ligesom svinger – mellem pauser fra sorgen, hvor man forholder sig til mere konkrete ting, leg og arbejde og til sorgen, hvor man forholder sig til tabet og de svære følelser. I penduleringen oparbejdes en form for mestring, hvor man lærer at leve med det, der er svært. Det er en form for stress tilpasning.”

Har sorgen ændret sig?
”Ja, der er sket meget med måden vi ser sorg på siden 1990erne, hvor man tænkte, at sorgen primært var fasebåret. Den gang tænkte vi, at sorg var noget man gerne skulle komme over og videre fra relativt hurtigt.

”Siden da har man set på, hvordan mennesker rent faktisk forholder sig i sorgen: Mange vil gerne fastholde en relation til den, de har mistet. Hvor det førhen kunne være ildeset at “hænge fast i sorgen” og for eksempel have et billede af sin afdøde kone stående, har sorgkulturen ændret sig frem til i dag. I dag er det – for nu at tage et andet eksempel – mere legalt at sige, at man er mor til tre, selvom kun to endnu er i live. Der er større åbenhed om, at vi bærer dem, vi har mistet, med os. Og det er godt for børn, for hvis børn skal lære at mestre sorgen, er et åbent og varmt samtaleklima afgørende.

Hvordan vises døden i bøgerne?
”Jeg opdagede, at i rigtig mange billedbøger er dødsårsagen udeladt – mange bøger begynder, når den afdøde ER død. Handlingen begynder f.eks. lige før begravelsen. Måske er det et udtryk for et ønske fra billedbogsskaberne side af om at holde årsagen åben, så flest muligt kan spejle sig i værket. Men det kunne måske også være et udtryk for en forskrækkelse for ikke at gå for meget i detaljer? Måske gemmer der sig alligevel en angst for at formidle døden meget sandfærdigt og konkret?

”Jeg kunne godt ønske mig, at flere af bøgerne turde gå ind i det biologiske omkring et dødsfald – her er der ikke ret mange, der er konkrete. Hvad sker der, når man dør? Hvad sker der i kapellet? Hvad sker der med kisten? Det kunne jeg godt ønske mig, at nogen tog op, og stille og roligt forklarede, hvad der foregår.

I denne forbindelse er det også pudsigt, at de fleste af bøgerne skildrer begravelser, når der er flere kremeringer end jordfæstelser i Danmark. Måske tænker mange, at det for vanskeligt eller ømtåleligt at skildre en kremering for børn?

Hvordan vises børnene i bøgerne?
”Størstedelen af bøgerne fokuserer på, hvordan hovedpersonen (der i langt de fleste tilfælde er et barn) har virkelighedstro oplevelser af den afdødes nærvær. Det kan være samtaler med personen eller at de leger med den, der er død. Det overraskede mig, for jeg havde en forventning om, at bøgerne ville afspejle flere omsorgspersoner – f.eks. den efterladte forælder eller pædagoger – og fokusere på, hvordan de kan være en støtte for barnet i dets sorgbearbejdning. Men den primære dialog var ofte mellem den afdøde og barnet. Dette giver billedet af nogle meget autonome børn. I hvert fald er der en generel tendens til at fokusere på barnet og dets oplevelse.

”Det kan jo også være en måde at billedliggøre sorg og savn eller et udtryk for at mindes. Det kan være en mestrings-strategi i sorgen at søge nærhed ved eksempelvis at kravle ind i afdødes tøjskab og “dufte denne omkring sig”.

Findes troen på liv efter døden i billedbøgerne?
”Mange bøger rummede en åbenhed i forhold til, hvad der sker efter døden. Rigtig mange talte ind i en vestlig, kristen kontekst. Der var mange kirker, præster og begravelser i bøgerne – måske var der også en hvid kiste eller et besøg på kirkegården. Både himlen og engle bliver tit nævnt. Og så forekommer tanken om, at man kan sende signaler på tværs af døden også: Et eksempel kunne være at den døde sender barnet en hilsen i form af en regnbue eller en sommerfugl. De fleste har på en eller anden måde en forståelse af, at der er en fortsat eksistens for den døde; et himmelsk efterliv.

”Tendensen til at pege hen mod et håb om forsoning, genforening, en større grad af harmoni og lindring kan måske ses i sammenhæng med en generel “barnebogspoetik”, der bl.a. kan spores tilbage til K. E. Løgstrup. Blandt billedbogs skabere lader der – i store træk – til at herske en konsensus om, at man nok må tage vanskelige og “mørke” temaer op med børn, men at man ikke må tage håbet fra dem. Børn skal have lov til at beholde deres livsmod.

Har du en konklusion eller sidste tanke?
Billedbøgerne har været med til at åbne mine øjne for, at børn som regel reflekterer mere over “store” emner, end vi som voksne regner med. Når man tænker over det, møder børn jo døden hele tiden – de mister olde- eller bedsteforældre, de finder døde biller på legepladsen eller mister et kæledyr. Hvis vi som voksne censurerer, ved for eksempel at tilbageholde eller afskærme dem fra information om døden, så vil børn formentlig bare opsøge den selv – men nu uden en voksen i hånden, der kan hjælpe dem med at forstå. Så et vigtigt spørgsmål, man kan stille sig selv, tænker jeg, er, for hvis skyld, man eventuelt vælger at censurere; Er det, fordi barnet finder (korte) samtaler om døden ubehagelige, eller stammer ubehaget fra mig selv?

 

Anne har lavet en liste med de fem billedbøger hun synes bedst om – du finder anbefalingerne her.

Derudover kommer også et indlæg om, hvad det er billedbøgerne ifølge Anne kan som samtale-starter. Det finder du her.

/2 Kommentarer/af