, , , ,

Antiklimaks efter julen: Det gode er allerede på vej. Om at øve sig i forventningens glæde.

Juleferien er ovre, og selvom julen først slutter officielt med Helligtrekonger d. 6. januar, så er metaltrætheden så småt sat ind også de steder, hvor julepynten ikke for længst er pillet ned. Det er så let at blive nedtrykt eller træt af alt det gode, der er ovre. Og glemme det gode, som er på vej til os.

Der er sikkert ikke noget at sige til det – forventningens glæde er skruet max op til julen. Mange børn har været i hyper-mode i største delen af en måned, og juleferien er ikke altid så afslappende, som man kunne ønske sig med familie-tamtam, besøg og mange dage hjemme.

Vi er trætte, mætte af indtryk og bliver let blændet af al den glimmer og flitterstads, vi har omgivet os med: Alt lyset og glæden bliver pakket ned i kasser og sat til side til næste år – tilbage er januars grå  virkelighed.

Meen måske er det ikke hele virkeligheden?

Jeg faldt over en rigtig fin Alfons Åberg bog, som rigtig flot forklarer, at det gode altid er i vente. Den hedder “Lykkelige Alfons”.

Det sjove er nemlig allerede begyndt – også selvom Alfons og hans farmor endnu ikke ved det.  Hvad godt venter mon på dig? 

Alfons Åberg har samme udfordring, da julen skal pakkes sammen: Hvor er det trist og kedeligt. Han og far sidder rigtigt og dyrker deres tristhed, og snakker sammen om, hvor trælst det er, at julen nu er ovre. Men farmor er i godt humør. Hun synes, det er fremragende, at de keder sig – for så kan de rigtig være klar til at tage imod det næste gode, der kommer!
De tre sætter sig med kaffen og snakker sammen om, hvad de glæder sig til. Men tænk, “Der er nemlig allerede begyndt at ske noget sjovt!”

Den sætning kan jeg godt lide: “Der er nemlig allerede begyndt at ske noget sjov”. For sådan er det jo – alting skal forberedes, og vi kan ikke se det, der spirer under jorden.

Advent – tiden op til jul – og julen i sig selv er en øvelse i at være klar til at tage imod glæden. Det er en øvelse i forventning, der kulminerer i at få ønsker opfyldt.

Det kan føles som et antiklimaks, at forventningen er blevet mødt, og ønskerne er blevet til virkelighed.

Når forventning bliver til virkelighed kan det føles som antiklimaks. Men det gode venter på os – også selvom vi ikke kan se det endnu. 

Men det betyder jo ikke, at al glæde så er opbrugt eller færdig. Tværtimod: Nu er vi klar til at opbygge nye forventninger og forme nye ønsker. Ikke nødvendigvis i materiel forstand. Hvad mon den næste glade begivenhed er for dig? Hvad mon dine børn nu ser frem til – fastelavn, en fødselsdag, vinterferien?
Der er altid noget at glæde sig til – der er altid godt på vej. Vi ved det ikke altid, og det er derfor, vi har brug for at øve os i det sammen. At Jesus blev født ind i verden betyder, at vi nu kan finde ham også her, hvor vi bor.

De første dage tilbage i hverdagen kunne måske være en god anledning til en samtale enten derhjemme eller i børnekirken om, hvad der mon er at glæde sig til efter julen? Hvad godt er der mon gemt om hjørnet til os?
Vi trænger altid til at have håb og forventninger – måske især i januar.

Jeg glæder mig til fastelavnsboller, sprøde tulipaner, dampende the-kopper og og og …

, ,

Hemmeligheden bag en velfungerende familie

Tager du nogen gange dig selv i at spekulere over, hvad hemmeligheden er bag en velfungerende familie? Ikke fordi dit familieliv ikke er godt, men fordi du ønsker at give dine børn det bedste? 

Jeg gør. Regelmæssigt. Dels fordi der er rigtig meget fokus på opdragelse og familieliv i medierne, og dels fordi jeg gerne vil give min søn alt det bedste. Det kan være fristende at tro, at et velfungerende familieliv betyder en overflod af oplevelser og så få konflikter som muligt. Over den sidste måned er jeg stødt på tre ting, der har overbevist mig om, at hemmeligheden bag den gode opdragelse og det velfungerende familieliv er langt mere jordnær og ordinær, end vi har tendens til at tro. Det handler meget mere om gåture, boller og spil end om forlystelsesparker, biografture og det nyeste legetøj.

Her kommer de:  

1. Om bålet er der god tid

Få ting samler os som et bål gør. Det kunne også være et puslespil eller en gåtur. Noget som alle kan være sammen om giver ro, så det er muligt bare at være sammen uden andre mål. 

For en måned siden holdt vores menighed en eftermiddag for børn i Vejle midtby – her var hoppeborg, sumobrydning, ansigtsmaling, popcorn og snobrødsbagning over bål. Arrangementet var velbesøgt, og en del børn hang ud med os hele eftermiddagen. Meget overraskende for os var en af de mest populære ting snobrødsbagningen. Nogle børn brugte hele eftermiddagen med en snobrødspind i hånden ved bålet, hvor to mænd fra kirken fordelte dejen og snakkede med deltagerne. De er begge to gode til at få andre til at føle sig tilpas, og de har nemt til latter. Men sammenlignet med hoppeborgen eller sumobrydningen var der ikke meget action – til gengæld mødte børnene opmærksomhed, nærvær og oprigtig interesse.


2. Højtlæsning er en anderledes oplevelse

For mange børn er tid til “ingenting” med mor og far ikke en selvfølge. Men det er nu en gang først og fremmest sammen med mor og far børn lærer at forstå sig selv og andre.

En frivillig på en sommerlejr for socialt belastede familier fortalte, at på lejren er tid til almindelig samvær højt prioriteret. Ting som bagning, snobrød og badeture er den slags mange børn ikke oplever med deres forældre, fortalte hun. For, fortalte hun: “Langt de fleste af deltagerne kommer i Tivoli, på Bakken, i Lalandia og lignende i løbet af året, men for nogle er snobrød ved bålet, en tur på stranden med mor, højtlæsning eller voksne, der vil male med dem, en ny og anderledes oplevelse.”


3. Snak sammen – bliv gode til at skændes

En veninde gjorde mig opmærksom på bogen “The Secrets of Happy Families”. Forfatter, familieekspert og far Bruce Feiler kommer med seks bud på, hvad alle lykkelige familier har til fælles. Bruce Feiler understreger i flere af sine bud vigtigheden af at snakke sammen og at lytte til alle – også børnene. På den måde får børnene også lov til at være en aktiv del af familien og ikke bare et vedhæng til forældrene. Til det at tale sammen hører – måske vigtigst. At samtale fungerer godt over et måltid er knap så overraskende, men at lære af FBIs gidselforhandlere for at skændes ordentligt, er måske mere nyt. Allervigtigst – synes jeg – understreger Bruce Feiler vigtigheden af at gøre forsøget: Familien er vigtig for alle i den, men skal vores familieliv være velfungerende og lykkeligt, så skal der investeres og arbejdes i den. 

(Her er en article om Bruce Feilers bog “The Secrets of Happy Families” )



Hvad er dit bedste bud på, hvad der gør en (din) familie velfungerende? Vil du dele din hemmelighed? 


,

Kan man spise softice med pinde?

Der findes forskellige spørgsmål her i verden. Nogle er vigtige; som f.eks. om man kan spise softice med pinde, mens andre er irriterende og svære at svare på; som f.eks. hvor ens rigtige mor er eller hvorfor man kan have sort hår, når nu ens mor har rødt hår?

Sådan er spørgsmålene i hvert fald delt op for Anna, der er født i Kina, men bor i Danmark sammen med sin mor og far. I bogen “Kan man spise softice med pinde” følger vi med Anna, da hun fylder 7 år. Anna tænker tit på Kina; når hun øver sig på at spise med pinde, når mor og far fortæller om, hvordan hun blev deres, og når hun bli’r vred på mor og far, og gerne vil væk hjemmefra. Anna synes, det er svært at forklare de andre børn, hvad det egentlig betyder at være adopteret, når man ikke engang selv er helt sikker på at forstå det. Hun er ikke engang sikker på, hvordan det staves.
Hvad Anna derimod er sikker på, at hun forstår, er, at børn i Kina spiser ris hver dag – og altid med pinde.

 

Igennem bogen lærer vi Annas mor og far at kende, hendes venner og hendes bedste. Vi lærer også flere af vennernes historier at kende. Der er mange forskelligheder, men ingen er specielle. Og sammen med børnene får vi hjælp af Bedste til at forstå, at man godt kan være venner og ligne hinanden, selvom man ikke er ens. Dét er en af bogens fine pointer.
Med “Kan man spise softice med pinde” har Malene Fenger-Grøndahl og Annemette Bramsen lavet en både sjov og tænksom børnebog, der henvender sig til børn (og deres forældre) i alderen 5 til 10 år. At Anna er adopteret er naturligvis en væsentlig pointe, men som jeg ser det, henvender bogen sig ikke af den grund snævert til børn, der selv er adopterede. Den kan lige så godt læses af nogen, der kender én, der er adopteret,  i børnehaven eller i andre sammenhænge, hvor det er godt at snakke om, at man kan have forskellige måder at være familie på.
Bogens billeder er herlige. De er en blanding af tegning og foto-collage. En fin detalje er, at Annas rottehaler viser hendes humør. Da jeg åbnede kuverten med bogen, fik jeg hjælp af min søn Samuel på knap 3, som jo er udenfor bogens målgruppe. Alligevel kunne han fortælle en lang historie udfra billederne, så på den måde kan bogen sagtens vække mindre børns interesse også – selvom de næppe fanger alle nuancer i historien.
Der er ingen tvivl om, at “Kan man spise softice med pinde” er en bog, der har ligget forfatterne på sinde. Det er vigtige emner, der hives frem, som tankerne om føde-landet og den første mor, om at være anderledes, om at høre sin historie og om at være familie og have venner. Selv forældrenes blandede følelser om Kina-mor hentydes der til, ligesom Bedste kommer med gode råd om at leve her og ikke hos dem, man har mistet. Det er svært for mig at bedømme, om bogen vil lidt mere, end den egentlig kan rumme. Måske er der simpelthen for meget godt i den til, at emnerne helt får lov at få den plads, som de fortjener. På den anden side er netop dét en udemærket introduktion til Anna og hendes verden. Og så er det jo godt at vide, at bogen her bare er den første i rækken!
For mig var den bedste bid af bogen, da Bedste slår fast, at det er godt at have forældre, der passer på én. Annas ven Alfred svarer glad: “Ja, de gælder alle steder.” Dét er da det bedste i hele verden at vide: at ens mor og far er ens mor og far alle steder – uanset om man er født i Kina eller i Danmark og har rødt eller sort hår. Og er der noget alle børn har godt af at vide, så må det være dét.
Hvis du kunne tænke dig at kigge indeni bogen, kan du klikke her.
Kan man spise softice med pinde?”
64 Sider alle i farver
Udgivet af CDR forlag
Indbundet kr. 198,- inkl. moms
Udkommer 4. oktober 2011
Kan bl.a. købes på www.adoptionsverden.dk
,

Tillykke til Jeanne

Så blev det fredag, og den heldige modtager af min give-away med “Kan man spise softice med pinde” skal have besked. Alle navne blev skrevet op på en liste med 24 numre, alle navne gentaget det antal gange, der var lodder til. Og så blev et nummer trukket ved hjælp af en tilfældig nummer vælger- gadget på Duncans Iphone. Og sådan gik det til, at Jeanne blev den heldige vinder. Send mig en mail med din adresse, så sørger jeg for at bogen kommer dumpende direkte fra forlaget!

 

Nummeret blev trukket med hjælp af Duncans Iphone og RPG roler

 

,

Give away: “Kan man spise softice med pinde?”

Jeg har fået lov til at udlodde den herlige børnebog “Kan man spise softice med pinde?” i en give away her på bloggen. Det betyder, at du har mulighed for at få historien om Anna og hendes spisepinde sendt direkte fra forfatteren eller forlaget til din postkasse.

Lodderne til denne give away fordeldes, så du får:

1 lod , når du skriver en kommentar til indlægget her – skriv endelig hvem du tænker bogen til, det vil helt sikkert være sjovt for forfatterne at  vide.
2 lodder, når du skriver en kommentar OG sætter et link til give away’en på din egen blog eller deler på facebook.
3 lodder, når du skriver en kommentar, sætter et link til give away’en på din egen blog eller deler på facebook OG melder dig som fast læser her på bloggen.

Jeg udtrækker den heldige modtager af bogen på fredag d. 7. oktober.

PS. Kunne du tænke dig at læse et interview med forfatterne, kan du gøre det hos Trine Brix.