Indlæg

,

Tre ting børn siger om Halloween – og et godt råd

Forleden holdt kirken, hvor jeg er præst, efterårsaktiviteter for børn. Mens vi sad og skar græskarhoveder, snakkede vi om alt fra efterårsferie til navnes betydning. Undervejs spurgte jeg, hvad børnene egentlig synes, som halloween?

Jeg spurgte, fordi jeg er nysgerrig efter at høre børnenes egne tanker om den her højtid, der er kommet ind fra højre siden jeg selv var barn. Som jeg før har skrevet, har jeg flyttet mig i forhold til halloween, men jeg synes stadig, det er for meget, at der hænger skeletter på kaffebaren eller ligger mumier i bagerdisken. Græskarene på gader og stræder ser fint ud. Faklerne og lyset har vi brug for. Men uhyggen og det ulækre? Det kunne jeg godt være foruden. Så jeg vil gerne lære mere om, hvad børn egentlig tænker og synes om halloween.

Til min store overraskelse svarede de forskellige børn og grupper uden tøven, som med en stemme: ”Det er sjovt.”

Da jeg spurgte ind til, hvad der er sjovt ved det, fik jeg tre svar:

Det er sjovt, fordi der er slik; fordi man klæder sig ud; og fordi man er sammen om det.

Mine umiddelbare refleksioner over de tre ting:

Det er sjovt, fordi der er slik
Slik er dejligt (usundt, ja, men det smager godt) og det er fantastisk at få. Ikke bare at få slik, men at få noget givet i det hele taget.

En del af Halloween er at gå ud at rasle (eller lave ”slik eller ballade”), ligesom vi gjorde til fastelavn, da jeg selv var barn. Børnene får ikke penge, men slik, og for mange børn er det, at få noget, der er deres eget og som de ovenikøbet selv har skaffet en stor ting.

Man kunne overveje, om det her handler om selvstændighed. Men egentlig hælder jeg mest til, at de fleste børn bare godt kan lide slik.

Indgange til at tale om det åndelige i livet og til troen:

  • Sanserne er en kæmpe del af måden, vi oplever verden på
  • Slik er sødt og nydelsesfuldt; hvad er rart og hvornår bliver det usundt? God anledning til at tale om, at ikke alt, er godt i lige store mængder. Det er også en måde at lære at skelne mellem det gode og det, der er skidt på.
  • Måske har Gud opfundet slikket, fordi han også godt kan lide det? Hvad mon Jesus’ yndlingsslik er?

Det er sjovt, fordi man klæder sig ud
Udklædning er en leg. Her er tale om fantasi og at få lov til at lege – endda med de voksnes hjælp. At klæde sig ud er at lade som om: Når man er klædt ud (om det så kun er med en lille maske eller et par handsker) kan man prøve, at være en anden. At tage tøj på som en prinsesse, en ninja eller hvad det måtte være- også skøre eller uhyggelige ting – er at låne en andens identitet. Børn kan med andre ord øve sig i andre ting end dem, de selv har tilgængelige som børn. Det kan være frøens evne til at springe eller abens til at klatre. Det kan være ninjaens mod eller prinsessens ynde. Udklædning er sjovt, fordi det spiller på alle mulige tangenter i forhold til sanser, identitet og fantasi.

Indgange til at tale om det åndelige i livet og til troen:

  • Børn lærer gennem leg, så at lege at være et dyr, en person eller en figur er en måde at lære noget på. Vær nysgerrig efter, hvad det er, der optager barnet ved det, de gerne vil klæde sig ud som.
  • Mulighed for at tale sammen om hvorfor mon Gud har givet alle dyr og mennesker forskellige evner, egenskaber og kræfter?
  • At vide hvem man selv er, er en lang proces, som vi aldrig helt bliver færdige med. Det er en del af det spændende ved at være menenske, at Gud har skabt os, så vi forandrer os og lærer hele livet igennem.
  • Hvis du skulle vælge en person fra Bibelen og klæde dig ud som eller lege, at du var – hvad skulle det så være?

Det er sjovt, fordi man er sammen om det.
Til halloween pynter mange op udenfor indgangen til deres huse. Skoler, instituioner og klubber laver pynt og holder græskarfester/lanternefester mm. Der, hvor jeg bor, pyntes hele midtbyen op til halloween, og der er særlige aktiviteter i en længere periode. Så når børnene fremhæver, at det er noget vi er sammen om, så er det jo rigtigt, at halloween på lige fod med eksempelvis fastelavn og jul er noget, vi fejrer sammen. Måske mere, fordi det ikke som sådan er en religiøs fest, og derfor deles af alle i klassen.

Det peger for mig at se på to dybe ting i børn: Den første er, at børn elsker det, når voksne leger med dem. Den anden er, at børn længes efter at være en del af større fællesskaber.

Indgange til at tale om det åndelige i livet og til troen:

  • Hvordan kan I være fælles om at pege på lyset? (se eks. den her måde at fejre lysfest på)
  • Hvordan kan I lege sammen derhjemme på andre tidspunkter eller holde fester eller andet, hvor alle er sammen om det?
  • Peg på, hvordan Gud ved at blive menneske, viste, at han gerne vil være sammen med mennesker.

Det uhyggelige er ikke i sig selv det vigtige
Min konklusion på min lille ikke-videnskabelige undersøgelse blev, at Halloween for børn handler meget lidt om det uhyggelige. Jeg siger ikke, at det ikke spiller en rolle, eller at de ikke bliver påvirkede af det. Men det er tilsyneladende ikke det uhyggelige eller groteske, der i sig selv optager dem mest, når de skal forklare, hvad halloween er.

For mig er det en pointe, fordi det betyder, at vi sagtens kan gå med på Halloween og BÅDE gøre det børnene synes er sjovt OG pege på det, der er godt. Vi kan med andre ord godt finde veje i Halloween, der kan give vores børn plads til at tage del i det sjov og samtidig bruge det som afsæt til at snakke med børn om det, der kan være uhyggeligt også i det virkelige liv, så de får ord for det.

Børnenes sidste tip: 
I øvrigt fik jeg også et rigtig godt råd med på vejen, hvis man nu skal ud og rasle, men ikke vil gøre nogen kede af det (Det var nemlig nogle meget betænksomme børn, vi havde på besøg i kirken):

Man skal være opmærksom på hvem, man ringer på hos, for ikke alle kan lide det. Så børnenes råd var, at man aftaler på forhånd, at man kommer eller kun går ind hos dem, der har græskar eller andet pynt ude selv. Dét råd er hermed givet videre!

/1 Kommentar/af

En dag om døden

Det var linjen under billedet på instagram, der fangede min opmærksomhed: ”Der skal noget kage til når konfirmanderne stempler ind i sognehus og kirke for at høre om død og opstandelse.”

Marianne Rueskov Myssen (på instagram @sognepraestmarianne) viste billeder fra en dag, hvor konfirmander var på kirkegården, rørte ved en kiste, tændte lys i kirken og så optagede ud. Spændende, tænkte jeg, for jeg har selv tumlet med tanken, om hvordan det kan lade sig at gøre at tale med børn og unge om døden.

Jeg spurgte Marianne, hvad dagen gik ud på, og fandt ud af, at hun en gang om året har en hel dag med konfirmanderne, hvor de sammen taler om død, sorg, savn, håb og tro. Det lød simpelthen så gennemført og godt. Marianne delte sit materiale med mig og sine erfaringer. Idéen bliver hermed givet videre:

Dagen begynder med at konfirmanderne synger ”Altid frejdig, når du går” og derefter lytter til Rasmus Seebachs sang til sin far ”Den jeg er”, som bliver udgangspunktet for en samtale om, hvordan vi kan tale til vores døde og hvad savnet gør ved os. Og hvordan de døde har været med til at gøre os til dem, vi er.

I løbet af dagen hører konfirmanderne opstandelsesbudskabet, de er på kirkegården hos graveren og de får besøg af en bedemand med både kiste og urne. Til allersidste gennemgås begravelsesritualet, og alle konfirmander får lov til at læse bønner op og tænde lys i kirken.

Marianne fortæller, at dagen begyndte med et samarbejde på tværs af sognene i Slagelse, som blev for stort til at fordybelsen var muligt.

”Det synes jeg var så ærgerligt, for jeg ville gerne dykke ned i det tabu og den manglende viden, som børn og unge har om døden.”

Det er Mariannes erfaring, at det ofte er svært at tale om sorg, savn og død, og meget tit taler vi slet ikke om håb og tro, når vi mister. ”Når man som præst spørger, hvad almindelige mennesker tror der sker efter døden, lyder der et spagt ”vi skal vel ses igen.”
Og når vi voksne har svært ved at tale om det, vi ikke forstår, og det savn, der fletter sig ind i vores liv efter, at døden har taget fra os, hvad så med vores børn og unge? Så jeg tænkte: hvorfor ikke arrangere en dag med konfirmanderne om død, sorg, savn, tro og håb? Hvorfor ikke åbne den dimension for dem, og lade dem forholde sig til døden med forskellige vinkler på?”

Det er helt bevidst at Marianne inviterer andre faggrupper ind. ”Som præst kan jeg fortælle om, hvad jeg gør i forbindelse med en bisættelse og begravelse, og hvad den kristne tro kan give af trøst og håb i forbindelse med døden. Andre faggrupper kan på samme måde bidrage med deres praktiske erfaringer og det arbejde de gør, når et menneske dør, og en bisættelse/begravelse skal finde sted.”

”Pædagogisk set, synes jeg også, at det er en god idé at byde andre faggrupper ind, og at flytte undervisning fra sognehus til kirke til kirkegård og tilbage igen. Og idéen om at vi er flere om at undervise konfirmanderne, synes jeg er helt ideelt. En teenagerhjerne kan ikke magte for meget “røv til sæde” undervisning, eller at høre på samme person time efter time. Vi har forskellige måder at gå til de unge på, og det er derfor godt at hver faggruppe har sit at komme med. Det skærper konfirmandernes koncentration.”
Bedemanden har en kiste og en urne med, og konfirmanderne fik lov at se og røre kiste og urne, og bære kisten ind og ud af kirken i samme ombæring. Og selvfølgelig stille en masse spørgsmål til ham/ hende i samme ombæring.
Graveren tager os med rundt på kirkegården og viser os de forskellige muligheder for gravsteder, og fortæller om sit arbejde i forbindelse med en bisættelse/ begravelse.

På billederne er det tydeligt at dagen har de unges interesse. Responsen har da også være god.

”Forældrene er tilfredse med, at vi i kirken tør tale om døden med de unge. Ofte skærper dagen de unges behov for at tale om sorg og savn, og der bliver tit åbnet op for samtaler derhjemme efter vi har haft dødsdagen. Forældrene synes, at det er godt at der er fokus på vores tro og det håb, der er for os med opstandelsen.”

Marianne har holdt dagen om død fire år nu. Hun fortæller, at hendes indtryk fra dagen er, at det giver konfirmanderne en erfaring af, hvad der sker i og omkring et menneske, når døden er indtruffet. ”Mange af dem har prøvet at miste en pårørende, og mange har fine spørgsmål og overvejelser, de gerne vil dele både med mig, bedemanden og graveren. De bliver også ofte klar over, hvad de kan bruge troen til i forbindelse med døden. Og det er jo nådigt at opdage, at vi har en Gud der er med os både i livet og i døden.”

Hvis du gerne vil gøre noget lignende, giver Marianne dette råd: ”Sørg for at afstemme med bedemanden og graveren, hvad I gerne vil have, at de fortæller, og vær tilstede, for hvis de glemmer noget, kan I stille genopfriskende spørgsmål til dem.” Og så sørg for, at der er rigeligt med kage undervejs.

/1 Kommentar/af