Indlæg

En dag om døden

Det var linjen under billedet på instagram, der fangede min opmærksomhed: ”Der skal noget kage til når konfirmanderne stempler ind i sognehus og kirke for at høre om død og opstandelse.”

Marianne Rueskov Myssen (på instagram @sognepraestmarianne) viste billeder fra en dag, hvor konfirmander var på kirkegården, rørte ved en kiste, tændte lys i kirken og så optagede ud. Spændende, tænkte jeg, for jeg har selv tumlet med tanken, om hvordan det kan lade sig at gøre at tale med børn og unge om døden.

Jeg spurgte Marianne, hvad dagen gik ud på, og fandt ud af, at hun en gang om året har en hel dag med konfirmanderne, hvor de sammen taler om død, sorg, savn, håb og tro. Det lød simpelthen så gennemført og godt. Marianne delte sit materiale med mig og sine erfaringer. Idéen bliver hermed givet videre:

Dagen begynder med at konfirmanderne synger ”Altid frejdig, når du går” og derefter lytter til Rasmus Seebachs sang til sin far ”Den jeg er”, som bliver udgangspunktet for en samtale om, hvordan vi kan tale til vores døde og hvad savnet gør ved os. Og hvordan de døde har været med til at gøre os til dem, vi er.

I løbet af dagen hører konfirmanderne opstandelsesbudskabet, de er på kirkegården hos graveren og de får besøg af en bedemand med både kiste og urne. Til allersidste gennemgås begravelsesritualet, og alle konfirmander får lov til at læse bønner op og tænde lys i kirken.

Marianne fortæller, at dagen begyndte med et samarbejde på tværs af sognene i Slagelse, som blev for stort til at fordybelsen var muligt.

”Det synes jeg var så ærgerligt, for jeg ville gerne dykke ned i det tabu og den manglende viden, som børn og unge har om døden.”

Det er Mariannes erfaring, at det ofte er svært at tale om sorg, savn og død, og meget tit taler vi slet ikke om håb og tro, når vi mister. ”Når man som præst spørger, hvad almindelige mennesker tror der sker efter døden, lyder der et spagt ”vi skal vel ses igen.”
Og når vi voksne har svært ved at tale om det, vi ikke forstår, og det savn, der fletter sig ind i vores liv efter, at døden har taget fra os, hvad så med vores børn og unge? Så jeg tænkte: hvorfor ikke arrangere en dag med konfirmanderne om død, sorg, savn, tro og håb? Hvorfor ikke åbne den dimension for dem, og lade dem forholde sig til døden med forskellige vinkler på?”

Det er helt bevidst at Marianne inviterer andre faggrupper ind. ”Som præst kan jeg fortælle om, hvad jeg gør i forbindelse med en bisættelse og begravelse, og hvad den kristne tro kan give af trøst og håb i forbindelse med døden. Andre faggrupper kan på samme måde bidrage med deres praktiske erfaringer og det arbejde de gør, når et menneske dør, og en bisættelse/begravelse skal finde sted.”

”Pædagogisk set, synes jeg også, at det er en god idé at byde andre faggrupper ind, og at flytte undervisning fra sognehus til kirke til kirkegård og tilbage igen. Og idéen om at vi er flere om at undervise konfirmanderne, synes jeg er helt ideelt. En teenagerhjerne kan ikke magte for meget “røv til sæde” undervisning, eller at høre på samme person time efter time. Vi har forskellige måder at gå til de unge på, og det er derfor godt at hver faggruppe har sit at komme med. Det skærper konfirmandernes koncentration.”
Bedemanden har en kiste og en urne med, og konfirmanderne fik lov at se og røre kiste og urne, og bære kisten ind og ud af kirken i samme ombæring. Og selvfølgelig stille en masse spørgsmål til ham/ hende i samme ombæring.
Graveren tager os med rundt på kirkegården og viser os de forskellige muligheder for gravsteder, og fortæller om sit arbejde i forbindelse med en bisættelse/ begravelse.

På billederne er det tydeligt at dagen har de unges interesse. Responsen har da også være god.

”Forældrene er tilfredse med, at vi i kirken tør tale om døden med de unge. Ofte skærper dagen de unges behov for at tale om sorg og savn, og der bliver tit åbnet op for samtaler derhjemme efter vi har haft dødsdagen. Forældrene synes, at det er godt at der er fokus på vores tro og det håb, der er for os med opstandelsen.”

Marianne har holdt dagen om død fire år nu. Hun fortæller, at hendes indtryk fra dagen er, at det giver konfirmanderne en erfaring af, hvad der sker i og omkring et menneske, når døden er indtruffet. ”Mange af dem har prøvet at miste en pårørende, og mange har fine spørgsmål og overvejelser, de gerne vil dele både med mig, bedemanden og graveren. De bliver også ofte klar over, hvad de kan bruge troen til i forbindelse med døden. Og det er jo nådigt at opdage, at vi har en Gud der er med os både i livet og i døden.”

Hvis du gerne vil gøre noget lignende, giver Marianne dette råd: ”Sørg for at afstemme med bedemanden og graveren, hvad I gerne vil have, at de fortæller, og vær tilstede, for hvis de glemmer noget, kan I stille genopfriskende spørgsmål til dem.” Og så sørg for, at der er rigeligt med kage undervejs.

Halloween derhjemme  – eller ej?

Fejrer I halloween? Jeg kan snart ikke finde ud af, hvad mit eget svar er, på det spørgsmål mere. For mig er Halloween en ny ting – for mine børn er det en kendt og given ting. De har aldrig ikke-hørt om Halloween, udklædninger og arrangementer sidst i oktober/først i november. Den mindste er for lille til at mene noget, og den store har været til græskarfester, klædt sig ud. Og hans venner, der ikke har danske forældre, kan have svært ved at huske forskel på fastelavn og Halloween. Halloween er blevet en del af børnenes årshjul, om man vil – uanset hvad vi voksne så kan mene om det.

Egentlig kan jeg godt lide at lege og klæde mig ud – jeg
synes, det er sjovt, når voksne leger med børn og går all-in. Men jeg må indrømme, at jeg har det lidt svært ved, hvor uhyggeligt og dystert Halloween bliver. Hvorfor skal det være så mørkt?

Måske er det samme fascination, der er på spil i eventyr og historier, hvor vi fortæller om ulve, trolde og mørke skove – måske er det behovet for at mærke suset og vide, at lyset og det gode vinder til sidst. Måske er det samme kamp, der udspiller sig i Halloween?

Vi har brug for – og vores børn lige sådan – at vide, at de gode kræfter er stærkere end de mørke. Som én (enten var det C.S. Lewis eller også var det C. K. Chesterton) engang har skrevet om hvorfor, vi skal fortælle børn eventyr: “Børn ved allerede, der findes drager. De har brug for at få at vide, at drager kan besejres.”

Som forældre kan vi bestemme, om vi skal fejre Halloween derhjemme. Vil I beskærer græskar i smukke mønstre og finurlige ansigter? Vil I klæde jer ud og gå ud for at sige “slik eller ballede”? Skal I lege med glowsticks udenfor i mørket eller spise aftensmad kun med stearinglys over det hele? Skal I finde billeder af bedsteforældre, oldeforældre eller venner, som er døde og fortælle historierne om dem, så I sammen kan mindes. Eller skal I slet ingen ting?

Du ved allerbedst, hvad dit barn kan håndtere. Du ved, hvor uhyggelig og ulækkert det må være, så det stadig er sjovt og ikke giver mareridt om natten. Du ved, hvad kan dit barn være med til. Og du ved, hvilke værdier, der skal gælde i jeres familie – hvad I gerne vil markere sammen.

Jeg tænker ikke, at vi som kristne behøver holde os fra Halloween, for vi behøver ikke være bange for mørket. Mørket er ikke mørkt for Gud og samtidig er Gud selv lys. (Prøv f.eks. at læse indledningen til Johannes evangeliet, hvor der bl.a. står om Jesus at “lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”.) Jesus har overvundet døden, og ingenting kan skille os fra hans kærlighed. (Rom. 8:31-39)

Hvis du som forælder gerne vil pege på Gud også i Halloween, så er Halloween måske netop et godt tidspunkt til at tale om døden med dine børn. Eller om at vi aldrig går alene, fordi Gud altid er med os – også i mørket.

Herhjemme gør den store én ting og den mindste meget lidt i børnehaven. Endnu. For os er Halloween ikke en familieting. Men måske bliver det det på et tidspunkt?

Hvordan hos jer? Hvordan forholder I jer?

Læs også: Om bogen “Tryg i mørket”