Indlæg

,

Hvad skal (og kan) vi mene om Halloween?

Hvad skal vi mene om Halloween som forældre eller ledere i børnearbejdet i kirkerne?

Sidste år afleverede jeg for første gang et barn i børnehaven klædt ud til halloween. Da det var storebroderen, der gik der, var Halloween ikke ”en ting”.  Det blev det i skolen, hvor der blev holdt græskarfester med uhyggelige løb, udklædning, fællesspisning og hurlumhej. I år er børnehave-barnet allerede begyndt at snakke om, hvad han skal klædes ud som, til Halloween.

Halloween er kommet for at blive
Det er gået stærkt med at Halloween er blevet en del af årets traditioner og festligheder (bare se, hvordan jeg skrev for to år siden). Den gang mente jeg, at Halloween var noget, vi selv kunne vælge, om vi overhovedet vile tage stilling til. Det gør jeg ikke længere.

Jeg mener stadig, at vi som forældre, kan og skal bestemme, hvordan vi fejrer Halloween (og alt muligt andet) i vores familier. Men det, der har ændret sig på de sidste to år er, at jeg ikke længere mener, at vi kan lade være med at tage stilling. Og det gælder både derhjemme og i kirkerne. Halloween er en del af børn og unges liv, institutionshverdag og det, de ser på medier og i butikkerne, så vi er nødt til at tage stilling til, hvad vi mener om Halloween, – og ikke mindst til, hvad vi stiller op med det.

Eftersom Halloween stammer fra den gamle kristne tradition med Alle Helgen og Alle Sjælesaften (læs fakta her), har vi som kristne – uanset hvilken tradition eller kirkretning vi i øvrigt er en del af – har adgang til gamle tanker og ritualer, som det står os frit for at bruge i forbindelse med Halloween/Alle Helgen.

Åndelig længsel
Hvis vi nu i det følgende bruger ordet ”Halloween” fordi, det er det, vores børn kender, så er det i høj grad en dyrkelse af det onde, det grimme og det grumme. Ofte er det decideret grotesk og ulækkert.

Jeg har hørt det sagt, at det også er et udtryk for naivitet og uvidenhed, for hvordan kan man lege på den måde, med det onde?

Jeg tænker absolut, der er noget om, at her er tale om en naivitet ift. nogle af eks. dyrkningen af heksekunst, zombier og voodoo, som i vores kultur er kuriositeter, men som i andre kulturer er reelle udtryk for eksempelvis åndemaneri.

Men hvad nu, hvis det også er udtryk for en dybere, åndelig længsel i vores samfund?

Carolyn Edwards skriver i hendes bog ”Slugs and snails and puppy dogs tails” om, hvordan der findes forskellige indfaldsveje til det åndelige for børn (og dermed for os alle sammen). Smerte, sorg og død er én af dem. Det er det, fordi vi i mødet med smerte, sorg og død bliver opmærksomme på, at vi er en del af en større sammenhæng; fordi vi her opdager, at vi ikke selv kan mestre eller bestemme over alt i livet; og fordi vi her kommer ansigt til ansigt med vores eget liv og død, og har brug for at blive mindet om, at livet (og døden) er større end os og det, vi kan tage og føle på.

I et samfund, hvor vi ikke ofte ser døden og hvor lidelse og smerte ofte pakkes væk, og hvor vi gerne fokuserer på det pæne, polerede og perfekte, kunne måden vi som samfund dyrker Halloween på så være en måde at forsøge at lette trykket på? Kunne det tjene samme formål, som fastelavn gjorde i gamle dage, hvor man efter en mørk og kold vinter trængte til at vende op og ned på hverdagens strukturer og lave sjov med hinanden og dem, der havde magten?

Naivitet og længsel
Nogle vil indvende, at de fleste næppe tænker så dybt over deres engagement i Halloween, men at de fleste blot rider med på bølgen af børns entusiasme og butikkernes overvældende markedsføring. Det er sikkert også rigtigt. Men det betyder ikke, at det ikke også er sandt, at der er en dybere længsel nedenunder. For sådan fungerer mennesker. Vi er os ikke nødvendigvis bevidste, hvad der rører sig i dybet af os eller hvorfor vi drages mod noget eller nogen.

Hvis ikke til Halloween, hvor ellers ser vi døden eller lidelsen i øjnene, når vi da ikke tvinges til at stå ansigt til ansigt med det i vore egne liv? Hvor har vi ellers mulighed for at øve os på at håndtere det uhyggelige, som døden og lidelsen jo er?

Er Halloween en øvelse? 
I sin bog ”We don’t play with guns here” undersøger forfatteren Penny Holland nogle af de fordomme vi har os om at børn leger krig. En af de teorier hun løfter frem er, at børn bruger lege med våben, med krig og kampe som en måde at øve sig i svære koncepter, som magt, uretfærdighed, fred og forsoning. Det at lege krig er altså – som med al anden leg – en måde for børn at øve sig på noget meget større, som de slet ikke er bevidste om, findes, men som de aner et behov for. Præcis på samme måde, som dukkeleg og konstruktionslege giver børnene evner og måder at øve sig på andre evner, de skal bruge senere i livet.

Det fik mig til at overveje, om vi i Halloween har en mulighed for at øve os i at håndtere det, der gør ondt, er urimeligt og farligt?

Og hvis det er rigtigt, at markeringen af Halloween ikke blot er udtryk for at butikkerne har øjnet en chance for at sikre omsætning, men at det også er et udtryk for en længsel efter åndelig forbindelse, hvad betyder det så for måden vi som kirker engagerer os i forkyndelse og arrangementer omkring Halloween?

Hvis Halloween tilbyder en mulighed for at italesætte kristentroens forståelse af døden, lidelsen og Guds nærvær midt i det hele, hvad betyder det så for måden vi taler om Halloween og for det vi selv tilbyder i den periode?

Vi har et valg
Det er klart for mig, at vi som kristne ikke kan fejre eller svælge i mørket. Derimod kan vi forkynde, at Gud også er i mørket, for heller ikke mørket er uigennemtrængeligt for Gud. Vi kan bringe trøst ved at forsikre om, at når vi møder lidelse og død i vores egne eller andres liv, så er ingen alene. Jesus kender vores smerte, han døde i den og han gennembrød døden. Vi kan skabe plads og mulighed for at give udtryk for sorgen og længslen; hos os må man gerne savne, for vi er ikke bange for døden eller tårene. Vi kan give et rum, hvor man kan mindes de døde, erkende vores egen dødelighed og glædes over dem, der er gået foran os i lyset

Som jeg ser det, har vi som kirker endnu mulighed for at forme vores deltagelse i Halloween – også selvom vi evt. vælger at fastholde navnet Alle Helgen, for traditionerne er så unge endnu.

Vi kan sige nej til Halloween, fordi det er så stor en udefrakommende tradition. Vi kan sige ja, fordi det er en mulighed for at mødes og fortælle en anden historie. Eller vi kan noget helt tredje.

Ingenting er mere rigtigt eller forkert end andet efter min mening – så længe det er gennemtænkt og i øvrigt hænger sammen med kirkens teologi og den lokale kirkes traditioner og kultur. Så længe vi holder fast i Guds kærlighed til mennesker og hans ønske om at være sammen med os – også i mørket og lidelsen. Og så længe vi holder fast i, at Jesus Kristus har overvundet døden én gang for alle.

4 alternative idéer til at fejre Halloween derhjemme:

Hvordan kan I som familier være med til at markere Alle Helgen/Halloween?

Her kommer 4 idéer til at forkynde lyset, håbet og opstandelsen og samtidig gøre brug af den anledning Halloween tilbyder os:

  1. Spis aftensmad kun med levende lys. Brug anledningen til at fortælle om bedsteforældre eller andre, som er døde. Vis billeder og fortæl de historier, I som voksne husker. Brug muligheden til at gøre familiehistorien større. Brug evt. tid på at sige tak i bøn for det, I har fået som familie fra disse familiemedlemmer.
  2. Gå en tur på kirkegården – sæt lys på gravene af dem, I kender.
  3. Del slik ud ved jeres dør – find slik, der kan knyttes sammen med bibelvers eller budskabet om Guds kærlighed og lys, som I kan give med.
  4. Brug anledningen til at gøre noget, som er sjovt, hyggeligt eller festligt for jeres familie: synes I, det er sjovt at klæde jer ud, så gør det sammen. Synes I, det er sjovt at danse i mørket med glow-sticks? Eller hygger I jer med sammen at udskære græskar?

7 idéer til at fejre Halloween i kirken eller børneklubben:

Hvordan kan I som kirke eller børneklub være med til at markere Alle Helgen/Halloween?

Her kommer 7 idéer til at forkynde lyset, håbet og opstandelsen og samtidig gøre brug af den anledning Halloween tilbyder os:

  1. Hold den traditionelle mindestund for dem, der er døde i årets løb. Indbyd mennesker omkring jer til at være med og mindes deres egne døde – måske kan de ikke komme i den kirke, hvor deres kære er blevet begravet, men vil stadig sætte pris på at høre deres navn nævn og at få lov at tænde et lys.
  2. Samarbejde med en bedemand, så det bliver kan se en rigtig kiste eller mærke den jord, som bliver kastet på kisten ved en bisættelse. Se f.eks. hvordan denne sognepræst har lavet en hel dag med sine konfirmander, som sagtens kunne laves om til en dag i klubben.
  3. Tag børneklubben med en tur på en kirkegård for at se på gravstene, symboler og navne. Hvis I kan, så er dette løb en mulighed en mørk aften.
  4. Benyt lejligheden til at fortælle om nogle af dem, der har været med til at præge kirkehistorien. Fortæl om troens helte og forbilleder med billeder, lege og historier. At kende sin historie skaber identitet, stolthed og tilknytning. Pinterest vrimler med kreative idéer forbundet med forskellige forbilleder for troen.
  5. Åben kirken d. 31., når børn er ude for at lave slik eller ballade – del slik ud sammen med muligheden for at blive bedt for eller tænde et lys for dem, børnene kender, der er døde. Lav små poser med slik, hvor der også bliver lagt bibelvers med – om lyset, der skinner i mørket eller Guds kærlighed, der rækker gennem ild og vand.
  6. Hold en lys fest.
    Scripture Union i England har i flere år lavet materiale, der er let at gå til med aktiviteter og idéer til andagter til at holde en lys fest. I år er materialet bygget på tidliegre års indhold, men ændret, så det er til at bruge med de coronarestriktioner, der findes. Materialet er gratis. Download Light Party materialet her.
  7. Måske har din kirke eller menighed fået navn efter en helgen.
    Så er Allehelgen en oplagt mulighed til at huske på, hvordan han eller hun var med til at bringe Guds lys til verden. Sæt dig ind i ”jeres” helgens historie, så du kan genfortælle den på en passende måde ved en gudstjeneste eller i børneklubben. Find aktiviteter, der passer til netop ”jeres” helgen (der findes rigtig mange gode ressourcer om de fleste helgener eksempelvis på Pinterest).

Aktivitetsløb til Halloween

Formål: Formålet med aktiviteterne er, at børnene får mulighed for at forholde sig til liv og død.Det skulle gerne være sjovt, og der skulle gerne være mulighed for at tale med børnene om de ting, de naturligt kommer til at tænke på. 

HUSK PÅ at du kender børnene bedst – vær opmærksom på, om de bliver bange eller synes, noget bliver uhyggeligt.

Børnene kender måske kun til Halloween og forbinder det med græskar, uhyggelige kostumer og noget, man laver i skolen. Aktiviteterne her skulle gerne forklare, at Halloween (Alle Helgen) i virkeligheden er en kristen markering af dem, der er gået foran os, og en dag, hvor vi kan tænke på dem, vi holder af, som er døde.

Den kristne tro fortæller, at døden og mørket ikke har magten, men at livet og lyset er stærkest. Børnene skulle gerne ikke bare høre, men også se og dermed erfare, at det er sandt – og dermed finde trøst, tro og styrke til deres dagligdag.

1. Hold det onde væk! Græskar bowling

Materialer:
4 billeder i A4 med “onde” eller uhyggelige væsener på
Nogle græskar 

Baggrund:
Ved I hvad “halloween” egentlig betyder? 

Halloween kommer fra det engelske ord: “All Hallows Eve” og er aftenen inden d. 1. november, hvor det er “Alle Helgen, eller All Hallows, som det hedder på engelsk. 

Til Alle Helgen mindes man dem, der er døde som man kender, og som har været forbilleder for én. 

Fra gammel tid troede man, at at sjælene fra de døde kunne fare omkring aftenen inden Alle Helgen. Derfor gjaldt det om at holde sig inden døre. Nogle steder satte man lys udenfor. Andre steder i verden græskar (Det er derfor vi gør det i dag nogle steder). Andre klædte sig uhyggeligt ud, så de onde ånder ville tro, at man var ligesom af dem, og ikke komme efter éen. 

I Fadervor be’r vi “Fri os fra det onde”. Vi ved godt, at det ikke er nok at klæde os ud for at undgå trælse ting. 

(Er stemningen til det, så snak med børnene om, hvad man mon så kan gøre? Det er et åbent spørgsmål, for hvem af os ved, hvordan man undgår ulykker, triste ting eller besværligheder?)

BOWLING:
Vi skal ikke lave græskar hoveder eller klæde os ud – vi skal i stedet bowle det onde væk. 

Fire billeder med “farlige” væsener ligger på jorden foran børnene – enten på en linje eller spredt lidt ud, alt efter hvor svært det skal være. 

Børnene skiftes nu til at rulle et græskar mod billederne – lander græskaret på et billede får man point. 

2. På opdagelse på kirkegården

Materialer:
Lommelygter (eller telefoner)
Spørgsmål på papir eller sendt til telefoner, så de kan huskes
Hvis børnene har telefoner med, kan du tage billeder af det, de finder.

Spørgsmål:
Hvem kan finde det længste navn?
Hvem kan finde den ældste grav?
Hvem kan finde den, der var yngst, da han/hun døde?
Find et kors
Find et anker 

3. Tænd et lys

I skal bruge:
Fyrfadslys
Tændstikker/lighter

Alle Helgen er også til fordi vi alle sammen har nogen, vi savner, og som vi har brug for at tænke på. Til Alle Helgen er det helt i orden at tænke på dem, som er døde, og som vi savner eller tænker på – som vi gerne vil huske. I kirkerne læser man ved gudstjenesten den første søndag i november f.eks. navnene op på dem, der er døde i det sidste år. På den måde mindes man de døde. Man bruger også dagen til at sige tak for dem, der har været forbilleder for én. 

Det kan være rart at tænde et lys for at vise, at man husker – og at mørket ikke har slugt dem, der er døde. For vi husker dem stadig og er glade for dem.

Læs Johannes evangeliet kap. 1: “Lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke” 

Lad evt. børnene fortælle om dem, de husker på og savner

4. Lyset er større end mørket

Alle Helgen er den første søndag i november – måske kender børnene kun ordet Halloween. Men hvad er en helgen? 

En Helgen er et menneske, som har levet på en måde, så de har vist andre mennesker det gode, og ligefrem har styrket det gode i dem. På en måde kan man sige, at helgener er glas, som Guds lys skinner igennem på verden. 

Du er også en helgen – når du gør gode ting, skinner Guds lys også igennem dig ud på andre. 

LAV DIN EGEN LANTERNE:
I skal bruge:
Marmelade glas med låg
Knæklys
Evt. glitter
Handsker, saks og håndklæde
Evt. sikkerhedsbriller

Sådan gør I:
Åben marmelade glasset
Klip eller skær knæklyset åbent, og hæld indholdet ud i marmeladeglasset – vær forsigtig, der kan være glas inden i!
Hæld evt. glitter oven i.
Put låget på marmeladeglasset, luk tæt i, og ryst!
Nu skulle lanternen virke. 

5. Andagt: Korsets tegn

Til Halloween – eller Alle Helgen – troede man en gang, at det dødes sjæle var på fare på jorden. Det var man bange for, så man holdt sig inden døre. Andre steder tændte de lys udenfor, så de døde kunne finde vej. Andre steder klædte man sig hæsligt ud, så de onde ånde ikke kunne se, at man var levende – men troede, at man var ligesom dem. På den måde troede man, at man kunne få lov til at være i fred. 

Noget andet mennesker har brugt er korsets tegn – nogen har gået med et kors, som de holdt frem for sig. Troldtøj og djævelskab frygtede korset, fordi Jesus gennem korset overvandt døden og djævelen. 

Men det er ikke altid vi har et kors ved hånden. Så k an man gøre det, der hedder “At slå korsets tegn”. Det betyder, at man ligesom tegner et kors med den ene hånd: Fra panden ned til brystet, fra den ene skulder til den anden. (Gør det et par gange, og opfordr børnene til at prøve selv.)

At slå korsets tegn for sig er lidt som at sætte et skjold op foran sig til beskyttelse. Det kan ikke ses, og der er ikke noget, der kan stoppe et slag, sådan som et faktisk skjold kan. Men det kan alligevel gøre en forskel. For det kan minde dig om, at du er beskyttet af ham, der gik ind i mørket og døden, kæmpede og vandt – så lyset altid er stærkest, og så livet altid bliver størst. 

Slut af med at bede Fadervor sammen. 

,

Hvad er det billedbøger kan?

Mød Anne
Anne Nørby Fyhn er cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur samt Religionsvidenskab. Anne er gift med Jendre, der er præst i folkekirken. Sammen har de Hannah fra 2016. Du kan lære Anne bedre at kende på hendes blog: hymne.dk eller på instagram (@hymneblog)

Jeg mødtes med Anne Nørby Fyhn for at tale om hendes speciale om død og sorg i nyere danske børnebøger. Du kan læse mere om Annes opdagelser om, hvordan børnebøger fortæller om sorg og døden til børn her. Som en del af hendes speciale kom Anne også med en masse guldkorn om billedbøger i det hele taget, og hvorfor det er godt at læse dem sammen med sit barn. Det er dét, dette indlæg kommer til at handle om:

Vi er bygget af historier
Jeg har engang hørt, at vi som mennesker slet ikke kan lade være med at tænke eller fortælle i historier – børns fantasi og leg er et rigtig godt eksempel på det: Børn er ikke ret gamle, før de begynder at fortælle om deres hverdag og det, de har oplevet gennem deres leg. Hvor mange forældre har ikke hørt sig selv gentaget fra legekøkkenet eller sandkassen?

Anne forklarer det sådan her: ”Vi er alle sammen – også børn – en del af forskellige fortællinger, forskellige narrativer, ligesom vi har et eller flere narrativer, vi fortæller om os selv. Billedbøger er også bygget op over narrativer – sådan er det i hvert fald i langt de fleste tilfælde – og en hypotese inden for bl.a. narrativ medicin er, at narrativer kan hjælpe os med at forstå os selv og vores omverden bedre. Når man tænker over det, bruger mange af os billedbøger med vores børn på den måde – til at gøre dem klogere på dem selv og deres omverden. Vi kan bruge billedbøger til at forberede et barn på at skulle til lægen, til at smide bleen og påbegynde pottetræningen, til at stoppe med at bruge sut, begynde i skole eller noget helt femte.”

”I relation til død og sorg kan en en billedbog også tjene som et redskab, man kan bruge til at forberede et barn, der måske ikke har oplevet et dødsfald i familien, og/eller som stiller spørgsmål til døden. Fra kognitionsforskningen ved vi, at mennesker – og her i særlig grad yngre børn – har en tendens til at reagere på samme måde på en visuel skildring i f.eks. en billedbog, som hvis de mødte dens referent i virkeligheden. Vi kender det fra, at et barn kan blive skræmt over at have set et billede af en trold eller heks, men det kan også gælde en visuel skildring af en afdød, en mørk grav eller en noget helt tredje.”

Det kan jeg godt genkende – vi har en bog med en tiger, som vores yngste både elskede og frygtede. Han skulle helst have en arm om sig, når vi kom til en bestemt side! Men en tiger eller et monster er jo ikke døden, sådan som du har kigget på? 

”Nej, men fordi en billedbog kan virke sådan på et barn, så kan en billedbog være en måde at forberede et barn på en situation i virkeligheden. Man kan opleve nogle vikarierende følelser – dvs. følelser, som er virkelige nok, men som ikke er bundet på noget konkret eller virkeligt. En slags ”øve-følelser”, for der er jo stadig en distance mellem bogen og barnet. Det kan være en måde at oparbejde et større følelsesregister på. Også selvom læsningen måske ikke taler ind i en konkret situation, kan død, sorg og savn være en udmærket ting at læse om, fordi man kan forberede barnet på, hvilke følelser, der kan opstå, når man oplever døden tæt på.”

Anne holder en pause, så tilføjer hun: ”Det interessante ved børnebøger er jo, at de oftest er skrevet af voksne. Det kunne være interessant med bøger, der var skrevet i samråd med børn. Hvordan de konkret oplever det at miste.”

Nogle gange kan det være svært at tale med børn om det, der er tungt eller svært, fordi det ligesom bliver for direkte?

”Her tror jeg, at billedbøgerne kan være en hjælp, fordi det er lettere at tale om det, der er svært, gennem en bog. Nogle ting er svære at tale om direkte, fordi det føles som om, der er meget på spil. Her tilbyder billedbøgerne en distance, fordi man kan tale om en figur og ikke sig selv.”

”Når man læser en bog med sit barn, sker der en slags fælles forhandling om, hvad man læser og hvordan det skal fortolkes – det kræver selvfølgelig, at man er lydhør overfor barnets perspektiver. På den måde kan det at læse billedbøger også være en øvelse for os som forældre i at sætte os i barnets sted. Vi giver på den måde barnet mulighed for at fortælle om sin egen oplevelse.”

”Man kan hævde, at billedbogen kan fungere som spejl; dit barn kan identificere sig med barnet i bogen. Måden, barnet i bogen håndterer sin sorg på, kan være til inspiration i forhold til handlemuligheder i sorgen, eller dit barn kan måske endda føle bekræftelse i, at det er okay f.eks. at være ked af det eller blive vred. Eller barnet kan fortælle, at sådan er det slet ikke for ham eller hende. Og så kan brugen af bøger være en af de måder, sorgen bliver normaliseret og konkretiseret på, så den også findes, når de andre i klassen har glemt det.”

Annes tips om billedbøger:

  • De bedste billedbøger åbner op for et stort fortolkningsrum og udnytter samspillet mellem ord og billeder. De skaber på den måde plads til, at man som læser – ung eller gammel – kan bringe sine egner perspektiver og erfaringer til fortolkningen. På den måde formår billedbogen også at åbne samtalen op imellem dem, der læser.
  • Når man vælger billedbøger med eller til sit barn, kan det være godt at stille sig selv spørgsmålet: “Er ord og billeder i denne bog for abstrakte? Er billederne potentielt skræmmende? Kan ord og/eller billeder tænkes at fremkalde uhensigtsmæssige fantasier?” Der er ingen grund til at være overbeskyttende, men bladr billedbøger, der tematiserer vanskelige emner, godt igennem, inden du præsenterer dem for dit barn – også så du er forberedt på, hvilke spørgsmål der evt. kan melde sig. Man må gerne være kritisk, for selvom et værk er udgivet som børnebog, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det er velegnet til læsning med (dine) børn.
  • I sammenhæng med ovenstående: Når du vælger bøger til dit barn, så tag hensyn til, at børn forstår ting på forskellige måder alt afhængig af alder, modenhed, erfaringer osv. Hvis du er i tvivl om, hvilken aldersgruppe et værk primært er tiltænkt, kan du også spørge om vejledning på dit lokale bibliotek.

Måske kan indlægget her om at tale med børn om tragedier også være en hjælp.

Anne Nørby Fyhn anbefaler 5 billedbøger til børn om døden her.
Du kan læse interviewet med Anne Nørby Fyhn om billedbøger, børn og døden her.