Indlæg

,

Hvad er det billedbøger kan?

Mød Anne
Anne Nørby Fyhn er cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur samt Religionsvidenskab. Anne er gift med Jendre, der er præst i folkekirken. Sammen har de Hannah fra 2016. Du kan lære Anne bedre at kende på hendes blog: hymne.dk eller på instagram (@hymneblog)

Jeg mødtes med Anne Nørby Fyhn for at tale om hendes speciale om død og sorg i nyere danske børnebøger. Du kan læse mere om Annes opdagelser om, hvordan børnebøger fortæller om sorg og døden til børn her. Som en del af hendes speciale kom Anne også med en masse guldkorn om billedbøger i det hele taget, og hvorfor det er godt at læse dem sammen med sit barn. Det er dét, dette indlæg kommer til at handle om:

Vi er bygget af historier
Jeg har engang hørt, at vi som mennesker slet ikke kan lade være med at tænke eller fortælle i historier – børns fantasi og leg er et rigtig godt eksempel på det: Børn er ikke ret gamle, før de begynder at fortælle om deres hverdag og det, de har oplevet gennem deres leg. Hvor mange forældre har ikke hørt sig selv gentaget fra legekøkkenet eller sandkassen?

Anne forklarer det sådan her: ”Vi er alle sammen – også børn – en del af forskellige fortællinger, forskellige narrativer, ligesom vi har et eller flere narrativer, vi fortæller om os selv. Billedbøger er også bygget op over narrativer – sådan er det i hvert fald i langt de fleste tilfælde – og en hypotese inden for bl.a. narrativ medicin er, at narrativer kan hjælpe os med at forstå os selv og vores omverden bedre. Når man tænker over det, bruger mange af os billedbøger med vores børn på den måde – til at gøre dem klogere på dem selv og deres omverden. Vi kan bruge billedbøger til at forberede et barn på at skulle til lægen, til at smide bleen og påbegynde pottetræningen, til at stoppe med at bruge sut, begynde i skole eller noget helt femte.”

”I relation til død og sorg kan en en billedbog også tjene som et redskab, man kan bruge til at forberede et barn, der måske ikke har oplevet et dødsfald i familien, og/eller som stiller spørgsmål til døden. Fra kognitionsforskningen ved vi, at mennesker – og her i særlig grad yngre børn – har en tendens til at reagere på samme måde på en visuel skildring i f.eks. en billedbog, som hvis de mødte dens referent i virkeligheden. Vi kender det fra, at et barn kan blive skræmt over at have set et billede af en trold eller heks, men det kan også gælde en visuel skildring af en afdød, en mørk grav eller en noget helt tredje.”

Det kan jeg godt genkende – vi har en bog med en tiger, som vores yngste både elskede og frygtede. Han skulle helst have en arm om sig, når vi kom til en bestemt side! Men en tiger eller et monster er jo ikke døden, sådan som du har kigget på? 

”Nej, men fordi en billedbog kan virke sådan på et barn, så kan en billedbog være en måde at forberede et barn på en situation i virkeligheden. Man kan opleve nogle vikarierende følelser – dvs. følelser, som er virkelige nok, men som ikke er bundet på noget konkret eller virkeligt. En slags ”øve-følelser”, for der er jo stadig en distance mellem bogen og barnet. Det kan være en måde at oparbejde et større følelsesregister på. Også selvom læsningen måske ikke taler ind i en konkret situation, kan død, sorg og savn være en udmærket ting at læse om, fordi man kan forberede barnet på, hvilke følelser, der kan opstå, når man oplever døden tæt på.”

Anne holder en pause, så tilføjer hun: ”Det interessante ved børnebøger er jo, at de oftest er skrevet af voksne. Det kunne være interessant med bøger, der var skrevet i samråd med børn. Hvordan de konkret oplever det at miste.”

Nogle gange kan det være svært at tale med børn om det, der er tungt eller svært, fordi det ligesom bliver for direkte?

”Her tror jeg, at billedbøgerne kan være en hjælp, fordi det er lettere at tale om det, der er svært, gennem en bog. Nogle ting er svære at tale om direkte, fordi det føles som om, der er meget på spil. Her tilbyder billedbøgerne en distance, fordi man kan tale om en figur og ikke sig selv.”

”Når man læser en bog med sit barn, sker der en slags fælles forhandling om, hvad man læser og hvordan det skal fortolkes – det kræver selvfølgelig, at man er lydhør overfor barnets perspektiver. På den måde kan det at læse billedbøger også være en øvelse for os som forældre i at sætte os i barnets sted. Vi giver på den måde barnet mulighed for at fortælle om sin egen oplevelse.”

”Man kan hævde, at billedbogen kan fungere som spejl; dit barn kan identificere sig med barnet i bogen. Måden, barnet i bogen håndterer sin sorg på, kan være til inspiration i forhold til handlemuligheder i sorgen, eller dit barn kan måske endda føle bekræftelse i, at det er okay f.eks. at være ked af det eller blive vred. Eller barnet kan fortælle, at sådan er det slet ikke for ham eller hende. Og så kan brugen af bøger være en af de måder, sorgen bliver normaliseret og konkretiseret på, så den også findes, når de andre i klassen har glemt det.”

Annes tips om billedbøger:

  • De bedste billedbøger åbner op for et stort fortolkningsrum og udnytter samspillet mellem ord og billeder. De skaber på den måde plads til, at man som læser – ung eller gammel – kan bringe sine egner perspektiver og erfaringer til fortolkningen. På den måde formår billedbogen også at åbne samtalen op imellem dem, der læser.
  • Når man vælger billedbøger med eller til sit barn, kan det være godt at stille sig selv spørgsmålet: “Er ord og billeder i denne bog for abstrakte? Er billederne potentielt skræmmende? Kan ord og/eller billeder tænkes at fremkalde uhensigtsmæssige fantasier?” Der er ingen grund til at være overbeskyttende, men bladr billedbøger, der tematiserer vanskelige emner, godt igennem, inden du præsenterer dem for dit barn – også så du er forberedt på, hvilke spørgsmål der evt. kan melde sig. Man må gerne være kritisk, for selvom et værk er udgivet som børnebog, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det er velegnet til læsning med (dine) børn.
  • I sammenhæng med ovenstående: Når du vælger bøger til dit barn, så tag hensyn til, at børn forstår ting på forskellige måder alt afhængig af alder, modenhed, erfaringer osv. Hvis du er i tvivl om, hvilken aldersgruppe et værk primært er tiltænkt, kan du også spørge om vejledning på dit lokale bibliotek.

Måske kan indlægget her om at tale med børn om tragedier også være en hjælp.

En dag om døden

Det var linjen under billedet på instagram, der fangede min opmærksomhed: ”Der skal noget kage til når konfirmanderne stempler ind i sognehus og kirke for at høre om død og opstandelse.”

Marianne Rueskov Myssen (på instagram @sognepraestmarianne) viste billeder fra en dag, hvor konfirmander var på kirkegården, rørte ved en kiste, tændte lys i kirken og så optagede ud. Spændende, tænkte jeg, for jeg har selv tumlet med tanken, om hvordan det kan lade sig at gøre at tale med børn og unge om døden.

Jeg spurgte Marianne, hvad dagen gik ud på, og fandt ud af, at hun en gang om året har en hel dag med konfirmanderne, hvor de sammen taler om død, sorg, savn, håb og tro. Det lød simpelthen så gennemført og godt. Marianne delte sit materiale med mig og sine erfaringer. Idéen bliver hermed givet videre:

Dagen begynder med at konfirmanderne synger ”Altid frejdig, når du går” og derefter lytter til Rasmus Seebachs sang til sin far ”Den jeg er”, som bliver udgangspunktet for en samtale om, hvordan vi kan tale til vores døde og hvad savnet gør ved os. Og hvordan de døde har været med til at gøre os til dem, vi er.

I løbet af dagen hører konfirmanderne opstandelsesbudskabet, de er på kirkegården hos graveren og de får besøg af en bedemand med både kiste og urne. Til allersidste gennemgås begravelsesritualet, og alle konfirmander får lov til at læse bønner op og tænde lys i kirken.

Marianne fortæller, at dagen begyndte med et samarbejde på tværs af sognene i Slagelse, som blev for stort til at fordybelsen var muligt.

”Det synes jeg var så ærgerligt, for jeg ville gerne dykke ned i det tabu og den manglende viden, som børn og unge har om døden.”

Det er Mariannes erfaring, at det ofte er svært at tale om sorg, savn og død, og meget tit taler vi slet ikke om håb og tro, når vi mister. ”Når man som præst spørger, hvad almindelige mennesker tror der sker efter døden, lyder der et spagt ”vi skal vel ses igen.”
Og når vi voksne har svært ved at tale om det, vi ikke forstår, og det savn, der fletter sig ind i vores liv efter, at døden har taget fra os, hvad så med vores børn og unge? Så jeg tænkte: hvorfor ikke arrangere en dag med konfirmanderne om død, sorg, savn, tro og håb? Hvorfor ikke åbne den dimension for dem, og lade dem forholde sig til døden med forskellige vinkler på?”

Det er helt bevidst at Marianne inviterer andre faggrupper ind. ”Som præst kan jeg fortælle om, hvad jeg gør i forbindelse med en bisættelse og begravelse, og hvad den kristne tro kan give af trøst og håb i forbindelse med døden. Andre faggrupper kan på samme måde bidrage med deres praktiske erfaringer og det arbejde de gør, når et menneske dør, og en bisættelse/begravelse skal finde sted.”

”Pædagogisk set, synes jeg også, at det er en god idé at byde andre faggrupper ind, og at flytte undervisning fra sognehus til kirke til kirkegård og tilbage igen. Og idéen om at vi er flere om at undervise konfirmanderne, synes jeg er helt ideelt. En teenagerhjerne kan ikke magte for meget “røv til sæde” undervisning, eller at høre på samme person time efter time. Vi har forskellige måder at gå til de unge på, og det er derfor godt at hver faggruppe har sit at komme med. Det skærper konfirmandernes koncentration.”
Bedemanden har en kiste og en urne med, og konfirmanderne fik lov at se og røre kiste og urne, og bære kisten ind og ud af kirken i samme ombæring. Og selvfølgelig stille en masse spørgsmål til ham/ hende i samme ombæring.
Graveren tager os med rundt på kirkegården og viser os de forskellige muligheder for gravsteder, og fortæller om sit arbejde i forbindelse med en bisættelse/ begravelse.

På billederne er det tydeligt at dagen har de unges interesse. Responsen har da også være god.

”Forældrene er tilfredse med, at vi i kirken tør tale om døden med de unge. Ofte skærper dagen de unges behov for at tale om sorg og savn, og der bliver tit åbnet op for samtaler derhjemme efter vi har haft dødsdagen. Forældrene synes, at det er godt at der er fokus på vores tro og det håb, der er for os med opstandelsen.”

Marianne har holdt dagen om død fire år nu. Hun fortæller, at hendes indtryk fra dagen er, at det giver konfirmanderne en erfaring af, hvad der sker i og omkring et menneske, når døden er indtruffet. ”Mange af dem har prøvet at miste en pårørende, og mange har fine spørgsmål og overvejelser, de gerne vil dele både med mig, bedemanden og graveren. De bliver også ofte klar over, hvad de kan bruge troen til i forbindelse med døden. Og det er jo nådigt at opdage, at vi har en Gud der er med os både i livet og i døden.”

Hvis du gerne vil gøre noget lignende, giver Marianne dette råd: ”Sørg for at afstemme med bedemanden og graveren, hvad I gerne vil have, at de fortæller, og vær tilstede, for hvis de glemmer noget, kan I stille genopfriskende spørgsmål til dem.” Og så sørg for, at der er rigeligt med kage undervejs.