Indlæg

Opstandelsesboller

Historien om Jesus pakket ind i en bolle. Her kommer forslag til en aktivitet som er relativ let at gå til, uanset om du er hjemme med dine børn eller om du skal lave det sammen med en gruppe børn (når vi må mødes igen).

Påskemorgen er det blevet en tradition, at børnene i Metodistkirken i Vejle laver opstandelsesboller. Opstandelsesbollerne kaldes sådan (resurrection rolls eller empty tomb rolls på engelsk, hvis du vil google), fordi en skumfidus foldes ind i dej og når bollen bages smelter skumfidusen – bollen er derfor ”tom” når den kommer ud af ovnen igen.

Opstandelsesbollerne er en måde at fortælle hele historien om Jesus’ sidste dage, på en måde som involverer sanserne, pirker til nysgerrigheden og er noget man skal ”gøre”:

Det, der gør opstandelsesbollerne så fantastiske er historien, som du bygger op omkring dem.

Du skal bruge:
Hvide skumfiduser
Kanelsukker
Smeltet smør
En fed bolledej (se forslag til opskrift længere nede)

Skumfidusen symboliserer Jesus

Gaflen
er tornekronen, sømmene, sværdet – det, der gjorde ondt og som gjorde, at Jesus døde (hvilket du selvfølgelig skal graduere afhængigt af hvor gamle de børn er, som du har med at gøre)

Smeltet smør og kanelsukker er symboler for det, der blev brugt ved den begravelse. Det er også symbol for den olie, som Maria Magdalena hældte ud over Jesus’ fødder. (Jesus nåede jo netop ikke at blive olieret og parfumeret og det var derfor kvinderne havde så travlt med at komme ud til graven om søndagen)

Dejen symboliserer klædet, som blev svøbt omkring Jesus, da han blev lagt ind i graven.

Ovnen er graven, hvor Jesus lå i tre dage.

Lidt om beretningen: 
Afhængigt af, hvor gamle de børn er, som du skal tale med, skal du tænke over, hvor mange grufulde detaljer, du lægger på og hvordan du kobler det til det, I gør. Der kan være nogen børn, der synes, det er synd at prikke en gaffel i Jesus.

Omvendt kan nogen børn også finde stor tilfredsstillelse ved at ”gøre” hele historien.

Du kender dine børn – så brug din erfaring og dit kendskab til dem.

Måden jeg almindeligvis ville gøre det var ved at have alle tingene klar og så fortælle, for det er historien, som du bygger op, som gør opstandelsesbollerne rigtig spændende:

Skumfidusen (vis en skumfidus frem):
Skumfidusen symboliserer (hvad er et symbol? Jo, det er et tegn – noget, som peger hen til noget andet. Så vi ved alle sammen godt, at skumfidusen ikke er Jesus, men den forestiller ham) Jesus var god, kærlig og gjorde ikke noget, som var uretfærdigt. Han var ren som sne på den måde. Derfor er skumfidusen helt hvid. Jesus var uskyldig, og alligevel blev lederne i hans land rigtig vred på ham. De blev vrede, fordi han fortalte, at Gud elsker alle mennesker. Han nøjedes ikke med at sige det. Han viste det også: Han spiste med mennesker, som andre ikke gad spise med. Han hang ud med dem, som ingen venner havde. Dem, som de fine og cool og vigtige sagde ikke var gode nok og ikke hørte til – dem kunne Jesus godt lide at være sammen med. Han fortalte også, at han var Guds søn. Og dét gjorde igen lederne rigtig sure.

Gaflen (prik en gaffel i skumfidusen):
Det gjorde dem faktisk så vrede, at de besluttede sig for at slå Jesus ihjel. De ville sætte en stopper for hans arbejde. Så de fik ham taget til fange. De fik faktisk en af hans venner, Judas, til at fortælle dem, hvor han var. Så tog de ham med til forhør. Dagen efter korsfæstede de ham.

Smeltet smør og kanelsukker:
Der hvor Jesus boede blev man ikke lagt ned i jorden, når man var død. Man blev lagt i klippehuler, fordi jorden er så hård, at det er meget svært at grave huller i den.

I stedet for blomster på kisten, sådan som vi gør, puttede man ting på, som duftede. Man pakkede den, der var død ind i et fint stykke stof.

Derfor dypper vi skumfidusen i smeltet smør og kanelsukker, fordi Jesus’ grav også blev pyntet.

(Hvis børnene er ældre eller der er ældre børn tilstede, kan du også minde dem om, at Jesus fik myrra, da han blev født – nogle mener, der kan pege på det, der manglede ved hans begravelse. Eller Maria Magdalena, som hældte dyr parfumeret olie ud over Jesus’ fødder. Nogle peger på, at det var det eneste tidspunkt Jesus blev olieret, fordi der netop ikke var tid til det efter korsfæstelsen, da sabbatten var lige for. Det var også derfor, man stak ham og de andre et sværd, for at sikre, at de var døde og kunne begraves før sabbatten lukkede samfundet ned i et døgn.)

Bolledejen:
Jesus blev dækket i et stykke stof. Derfor ruller vi skumfidusen ind i bolledejen.

Ovnen: (her ville jeg ikke lægge bollen i ovnen endnu, fordi jeg ville vente på at alle havde lavet en bolle)

Da Jesus var død, blev han lagt ind i graven. Hans venner havde ikke rigtig tid til at holde en begravelse, fordi det snart var sabbat. Sabbaten var jødernes helligdag, og der var mange regler for, hvordan man måtte leve på den dag. F.eks. måtte man ikke gå ret langt. Man kunne ikke handle og man måtte ikke bære tunge ting. (Det var faktisk lidt som det er lige nu med corona-nedlukningen. Sådan var det bare én gang om ugen for dem).
Så da Jesus var begravet fredag eftermiddag gik de alle sammen hjem, og gik ingen steder de næste 24 timer. Først søndag morgen kunne kvinderne komme ud til graven for at lægge mere pynt og parfume.

Jeg ved faktisk ikke, hvad de tænkte på, for der var rullet en kæmpe stor sten hen foran klippehulen, hvor Jesus var begravet, og den var så stor, at de ikke ville have kunnet flytte den.

 Det mærkelige var, at da de kom hen til graven – var den TOM! Stenen var væltet væk. Og det klæde, som Jesus var rullet ind i, lå inde i hulen og var helt tomt.

Nogle beretninger fortæller, at der sad en engel og ventede på dem. Han sagde: ”Hvem leder I efter?” De fortalte, at det jo var Jesus, som de var kommet for at se til. ”Hvorfor leder I efter de levende i en grav?” spurgte englen. Lidt mærkeligt, for de havde jo selv set, at Jesus var død. ”Jesus er blevet levende igen ligesom han sagde til jer, at han ville. Gå hjem til de andre og sig, at han lever – og at han kommer og finder jer.”

Så kan I nok tro, at kvinderne fik travlt. Og det var rigtig nok: Jesus var blevet levende igen. Og han kom og fandt dem. De fik lov til at mærke på ham – også sårene. Og han spiste sammen med dem.

Når jeg har fortalt historien, får alle børn lov til at lave deres egen opstandelsesbolle og stille den på en plade med bagpapir (hvor de måske har skrevet deres navn, så de kan finde deres bolle igen bagefter). Måske genfortælles historien ganske kort efterhånden som hvert barn kommer til en ny del i historien.

Bollerne puttes i ovnen, og så er der tid til at lege, tegne, synge eller noget helt fjerde, mens bollerne bliver bagt.

Når bollen er bagt:
”Så er det spændende, om vores skumfiduser er væk ligesom Jesus var væk fra graven?”

Åben en bolle – men vær sikker på, at du gør det for de mindste eller at bollerne har nået at køle lidt ned, for de smeltede sukker fra skumfidusen kan være ret varmt.

Så er det tid til at se, undres og glæde: Jesus er væk og graven er tom! Hvordan mon det gik til? Lad der være plads til ”wauw” og for børnene til at opdage, at skumfidusen også er væk i deres bolle.

Nogen ældre børn vil kunne regne ud / vide, at det er fordi skumfidusen er smeltet. Og Jesus smeltede jo ikke – han blev levende. Det er okay. Snak evt. med dem om, at alle vores måder at prøve at forklare eller at vise på, hvordan det var, aldrig helt kan måle sig med virkeligheden. Det kan symboler og forklaringer aldrig. Og der jo faktisk ikke er nogen der ved, hvordan Gud gjorde det, da Jesus blev levende igen. Men gad vide, hvordan han gjorde? Eller hvordan det så ud, da stenen blev væltet? Og havde englene så nyt tøj med til Jesus?

Du må ikke blive skuffet, hvis bollerne ikke bliver spist – de er umanerligt søde og klistrede. Her er muligvis tale om madspild. Til gengæld skal du glæde dig til at høre børnene fortælle de voksne, hvad der er med de her boller.

God fornøjelse!!

Opskrift til fastelavnsboller:
Jeg bruger denne dej, som egentlig er en fastelavnsbolle dej, som jeg har med hjemmefra:

1 dl. lunken vand
50 gr. gær
175 gr. smør
500 gr. mel
1 tsk. salt
1spsk. sukker
1 dl. ymer
1 æg

Oplæs gæren i det lunkne vand.
Smørret smuldres ind i melet (Eller smeltes) og blandes med gær og vand.
Resten af ingredienserne blandes i, og dejen æltes. Lad dejen hæve i 40 min.
Bages ved 190 grader til bollerne er lysebrune.

Tænk på tro som at børste tænder

Hvornår børster du tænder? Og hvordan har du lært det?

Mit gæt er, at du har et helt bestemt tidspunkt, hvor du børster dine tænder hver dag. Mit bud er også, at du har lært at børste tænder af dine forældre, som i starten børstede dine tænder uanset om du syntes om det eller ej. På et tidspunkt er tandbørstning blevet noget, som er så integreret en del af dine rutiner, at du måske knap lægger mærke til, om du gør det eller ej, men at din morgen eller aftenrutine ikke er ”rigtig” hvis du springer tandbørstningen over eller gør det i en anden rækkefølge.

Tandbørstning er en af de her ting, som vi bare gør, men som vi ved, gør en forskel. Det gør måske ikke det store at springe en enkelt gang eller to over, men i det lange løb kan det have store konsekvenser at lade være.

Det er ikke anderledes med vores tro: Hvis tro rigtig skal tage få luft under vingerne, så er vi nødt til at være opmærksomme på også at give plads til den. Selvom tro er noget, der sker inden i os, så er vi nødt til at give tid til bøn, eftertanke, gudstjeneste, bibellæsning, samtale med andre kristne og at gøre godt – uanset hvordan det nu passer bedst i vores hverdag og familie.

Hvis du har børn, er du sikker i gang med at tandbørstningen: Du købte en tandbørste mens de endnu var ret små, du børster tænderne på dem også, i de perioder, hvor de protesterer (selvom det måske er knap så ihærdigt de dage, der bliver kæmpet mest imod eller trætheden er for stor). Du gør det, fordi du ved, at det er i dine børns interesse, at deres tænder bliver børstet – uanset hvad de selv mener og synes.

Vi ved, at tandbørstning er nødvendigt, hvis vi skal undgå huller eller få dårligt tandkød. En gang min søn ikke ville have børstet sine tænder, fortalte jeg til ham, at hvis han ikke ville have børstet sine tænder, så fik han huller. ”Du skal ikke true mig”, sagde han.

Men det er jo ikke en trussel, at vi får huller i tænderne, hvis vi ikke børster tænder. Det er en konsekvens – en følge af det, vi ikke gør.

Lige sådan er det med vores tro: Det har en konsekvens for os, om vi giver plads til Gud eller ej.

Der er mange gode grunde til, at vi som forældre kan have svært ved at være lige så konsekvente og overbeviste om nødvendigheden af at bede, læse i Bibelen eller have tid sammen med Gud i familien eller for vores børn, som vi er med tandbørstningen. Det kan bl.a. hænge sammen med forskrækkelsen for indoktrinering, fordi vi ikke vil pådutte vores børn noget. Der er bare det ved det, at vi ved ikke at insistere på at øve os i at tro derhjemme eller sammen med vores børn også fratager dem muligheden for at få troen med sig som en god rutine. Og der er forskel på indoktrinering og opdragelse, hvor værdier og holdninger bevidst bliver givet videre til barnet. (Læs eks. her om opdragelse vs. indoktrinering)

Tænk på tro som på tandbørstning. Det er ikke bare en nødvendig del af den daglige rutine: det er en god ting for dit barns fremtid.

Indoktrinering eller opdragelse?

(Dette indlæg begyndte som noter i en dagbog d. 22 juli 2017. I lyset af udsendelserne om Guds bedste børn virker det relevant at komme med nu.)

I sommers talte jeg med en ung far, der ikke længere er kristen eller troende – nærmest tværtimod. Jeg spurgte ham, om han vidste hvorfor han holdt op med at tro. Det er altid spændende, synes jeg, at høre menneskers overvejelser og historier om deres livtag med eksistentielle spørgsmål. Hans svar var, at det skete i takt med at han blev større og ikke længere kom med sine forældre i kirke: “Indoktrineringen fortog sig.”

Det fik mig til at spekulere over, hvad indoktrinering er? Jeg kender hans barndomshjem, og hans forældre gik i kirke (og gør det stadig), men som barn oplevede han hverken bordbøn eller bibellæsning i hjemmet. Kan det være indoktrinering? Jeg har hørt andre forældre være frygtsomme overfor dåb, kirkegang eller at tale om deres egen tro med deres børn, fordi de ikke vil trækker noget ned over hovedet på deres barn; de vil ikke indoktrinere dem. Jeg vil heller ikke indoktrinere mine børn, men jeg tager mine børn med i kirke. Vi beder bordbøn og aftenbøn sammen, og jeg fortæller om det, jeg tror om Gud. Jeg har endda døbt dem, til trods for selv at være glad for selv at have valgt at blive døbt. Spørgsmålet om, hvorvidt jeg indoktrinerer eller opdrager mine børn i overensstemmelse med mine (og min mands) værdier melder sig, efter samtaler som denne.

I følge “Den store danske” er der indoktrinering, det at påføre andre mennesker bestemte meninger og holdninger. Begrebet omfatter ikke alene indholdet af det påførte, fx et politisk eller et religiøst budskab, men også og måske især de metoder, fx overtalelse, suggestion og gruppepres, som tages i anvendelse hertil, og er karakteriseret ved, at der ikke appelleres til personlig dømmekraft eller selvstændig tænkning, ligesom en saglig diskussion af indholdet undgås. Medvirkende til indoktrinering er desuden forholdelse af væsentlige oplysninger og af mulighed for personlig stillingtagen.”

Indoktrinering er modsat undervisning eller oplysning, som har til mål at give forståelse. Til gengæld kan opdragelse være sværere at skelne fra indoktrinering, fordi opdragelse jo netop handler om at videregive værdier og påvirke sit barn. Som forældre opdrager vi vores børn fordi vi gerne vil præge deres personlighed både socialt, moralsk, politisk og religiøst. Nogle gange er det velovervejet og bevidst, men ofte sker det uden at vi tænker over det: Vi giver simpelthen vores børn det syn, vi selv har på verden og andre mennesker. Men, siger Den Store Danske, så længe det bearbejdes intellektuelt er der ikke tale om indoktrinering.

Med den definition i baghovedet, mener jeg ikke, der er tale om indoktrinering hjemme hos os. Men som så mange andre forældre vil vi nødigt stoppe noget ned i halsen på nogen. Jeg kender andre, der går i kirke og kalder sig kristne, men som ikke vil fortælle andre mennesker (uanset om de ateister, muslimer eller noget helt andet) om den kristne tro, fordi de må holde på deres egen. Til forskel fortæller de gerne om tekniske gadgets, madopskrifter eller motions erfaringer, så andre også kan få glæde af det, de har opdaget. Hvad er forskellen mon?

Som forældre vil vi jo netop gerne videregive værdier og vaner til vores børn, som vi ikke stiller spørgsmålstegn ved: Vi skal børste tænder og vaske hænder, vi skal hilse på dem, vi besøger og sige tak for mad, vi skal bevæge os og vi forsøger at lære vores børn værdien af at dele med andre. Hvad er det mon, der gør at vi synes tro og åndelige spørgsmål er forskellige fra disse?

For år tilbage så en jeg lille tegneserie med to mødre, der mødtes med deres børn i klapvogne. Det ene barn har høreværn på. Den ene mor spørger undrende til høreværnet, og den anden mor forklarer, at barnet ikke skal høre noget, fordi de ønsker at barnet skal vælge sit eget sprog, når det bliver voksent.

Det åbenlyst tåbelige i er let at få øje på. Ingen kan vælge noget, de ikke har fået præsenteret. Uden sprog kan man ikke gebærde sig i verden. Det forstår enhver.

Er det mon det samme med tro, åndelighed og religion? Mange giver udtryk for, at deres børn selv skal vælge. Jeg er enig. Mine børn skal også selv finde deres åndelige ståsted og dens udtryk. Ellers bliver det hverken levende eller holdbart for dem. Men jeg vil gerne præge dem og deres valg. Jeg vil gerne give dem et udgangspunkt at vælge ud fra. Jeg ønsker, at de skal have noget at tage stilling ud fra.

Det er forældres privilegie og ansvar, at vi kan præge vores børn.

Jeg læste sidste sommer Anne Lamott fortælle, hvorfor hun tager sin søn med i kirke.  Hun skriver med et glimt i øjet: ”Fordi jeg kan. Jeg er meget tungere end han er.” Hun går videre til at uddybe, at hun gør det fordi hun ønsker at dele noget af det med ham, som har gjort og gør hendes liv lettere.

Jeg håber, at mine børn vil erfare og se det gode i troen på Gud. For jeg har selv fundet så meget godt ved at kende Jesus. Jeg håber, jeg kan være med til at give det videre til mine drenge. Men jeg kan ikke vide det. Jeg kan ikke bestemme det. Jeg vil ikke tvinge noget igennem. Men jeg vil gerne vise dem, hvordan jeg mener, livet leves bedst. Fra tandbøstning, madpakker, affaldssortering over livets store spørgsmål. Og jeg vil stå fast på, at uanset hvad de finder frem til, uanset hvad de vælger at tro på og praktisere er de mine. Elskede og ønskede.

Dét er for mig at se en af de afgørende forskelle på indoktrinering og opdragelse.

 

Kilder:
Den Store Danske
Anne Lamott “Travelling Mercies”