Indlæg

,

Børn og medier: Aldersgrænser

“Men mor! De andre må gerne have facebook/spille CS:GO / se den film…”

“Far, hvornår må jeg få instagram?”

Har du også den slags samtaler med dine børn?

Jeg har. Derfor handler det her indlæg om børn og medier om aldersgrænser. Film, spil, sociale medier og apps har vejlende aldersgrænser sat på. Men de er vejledende og ikke forbud.

For eksempel er aldersgrænserne på Snapchat, Facebook og Instagram sat efter amerikansk lovgivning, fordi de sociale medier indsamler data på brugeren, som kan sælges og bruges til at målrette reklamer. I USA er det forbudt at indsamle den slags data på mennesker under 13 år. Det samme gør sig ikke gældende i Danmark.

Det er altså amerikansk lovgining, der er baggrunden for aldersgrænserne på disse medier og ikke dansk lovgivning. Du bryder derfor strengt taget ingen lovgivning ved at lade dit barn bruge facebook før det er 13 år, men derfor kan det godt være, at du ikke mener, det er hensigtsmæssigt for dit barn at gebærde sig på et medie, hvor reklamer bliver brugt målrettet, eller hvor det indhold, som kommer frem kan være skadeligt for mindre børn, eftersom mediet primært henvender sig til voksne.

(Et eksempel herhjemme fra er denne episode, hvor min søn kiggede med på mit facebook feed)

Noget lignende gør sig gældende for film og spil: Her er tale om vejledende aldersgrænser, som handler om eventuelle skadevirkninger. Men retningslinjerne tager hverken stilling til egnetheden eller sværhedsgraden for mindreårige børn. Det vil sige at eksempelvis et almindeligt skak-spil vil blive bedømt som en aldersgrænse 3, fordi der hverken er vold, stødende sprog eller nøgenhed i spillet. Men det betyder jo ikke, at sværhedsgraden af spillet gør det egnet til en 3årig.

I Europa har vi det, der kaldes PEGI (Pan Europæisk Game Information) som 37 lande – her iblandt Danmark – er tilsluttet. Det betyder at alle spil og apps forpligter sig til at oplyse en vejledende aldersgrænse for spil. Da PEGI er vejledende og ikke lovgivende, betyder det også, at eksempelvis fritidsklubber godt kan tilbyde et computerspil, som vejleder til en anden aldersgrænse end det børnene i klubben er. Den fritidsklub min søn går på gør derfor det helt rigtige ved at bede mig som forældre om at tagestillig til, hvorvidt min søn må spille Fortnite og CS:GO.

Det er os som forældre, der er nødt til at tage kritisk stilling til, hvad vi mener, vores børn kan og skal have adgang til. Det er os, der hver især kender vores egne børn bedst, og vi derfor de bedste til at bedømme, hvad der er rimeligt i vores familie.

Det er kun os som forældre, der ved, hvad vi synes, det er okay, at vores barn bliver præget af. For bare fordi noget er givet en vejledende aldersgrænse, der passer til vores barn, er det ikke sikkert, at vores barn hverken kan eller skal forholde sig til indhold af et givent spil eller socialt medie.

En far fortalte f.eks. at han ikke ville have at hans datter så VeggieTales på Netflix, selvom indholdet var alderssvarende og Netflix foreslog det. Han mente ikke, der var passende, fordi det har tydeligt kristent indhold. Du kan være enig eller uenig i, om VeggieTales er passende eller upassende, men jeg synes, han peger på en vigtig pointe: Som forældre kan vi have tendens til at tro, at fordi vi har givet barnet adgang til et afgrænset område som Netflix eller Ramasjang, er der ikke mere at tage stilling til. Men der kan stadig være indhold, som sætter tanker i gang hos vores barn, som er for svære eller indhold, som ikke passer overens med det, vi gerne vil vores barn skal se om af og af verden. Et afgrænset område på internettet er ikke det samme som egnet eller passende indhold.

Med samme pointe i tankerne er der  forældre, som ikke lader deres børn være på YouTube, fordi algoritmerne på YouTube er så uigennemskuelige, at barnet på ganske få klik kan komme ind til indhold, som er upassende for børn (eller alle mennesker alt efter indstilling).

På den anden side kan der også være grunde til at give sit barn lov til at bruge medier, som det ikke er alderssvarende til. En mor gjorde mig ved et seminar opmærksom på, at der kan være forskellige grunde til at et barn gerne vil have adgang til eksempelvis snapchat eller Facebook – hendes søn deltog i en fritidsaktivitet, hvor al information blev delt i en gruppe Facebook. For at være opdateret om det, der foregik både praktisk og socialt, skulle drengen have en profil på Facebook. Men udover fritidsaktiviteten var han ligeglad med, hvad der foregik på Facebook. Andre eksempler kan være at en større flok i en klasse har snapchat, og at det at være med på det sociale medier er en del af det sociale i klassen. Af samme grund har den 10årige herhjemme fået snapchat, men vi har slået den funktion fra, der gør det muligt at se hvor billeder bliver taget. Vi mener ikke, der er grund til at andre skal kunne se, hvor han befinder sig på et givent tidspunkt.

Aldersgrænser er med andre ord alene vejledende og ikke lovgivende. Retningslinjerne fortæller ikke nødvendigvis, hvad der er passende i din familie eller for dit barn. Det er derfor helt okay at sige til et barn, der gerne vil have et nyt spil, en ny app eller profil på et socialt medie, at du skal have tid til at undersøge det først. Afhængigt af alderen på dit barn kan I gøre det sammen.

Snak med barnet om, hvad det er, der virker tiltrækkende: Måske er der andre spil, som kan det samme? Måske er det klubben, der har en gruppe på facebook? Måske er det slet og ret ikke noget du som forælder vil have, at dit barn skal være med i?

Har I nogle kriterier, som I går ud fra, når I vælger spil, film og sociale medier til jeres børn? Har du valgt indhold fra på dine børns vegne?

Indlægget her er bl.a. baseret på folderen fra Medierådet for Børn og Unge: “Børn, unge og computerspil – en forældreguide”