Indlæg

Fasten er igang

Askeonsdag er ved at være ovre, og dermed er den kristne faste i gang. For mit vedkommende betyder det farvel til kød (undtaget om søndagen) indtil påske. Andre lægger andet fra dem, og nogle tager noget til sig i de godt fem uger fasten varer. Fælles for alle er forsøget på at styrke fokus på Gud og det Han er i mig – og det jeg er i Ham.

Det handler om “askese” som er et græsk ord som egentligt betyder “at øve sig”. I år er jeg kommet til at tænke over hvor gavnligt det er at blive minimalistisk i min tilgang til mad. Ikke at vegetar mad på nogen måde betyder at være hverken kedelig eller minimal, men fordi der i forvejen er så meget fokus alle vegne omkring mig på at lade være med at spise: lade være at spise for meget, lade være at spise for fedt, for sødt, for kaloriefyldt, for pesticide fyldt, for kunstigt, for eksotisk, for ….
Er den kristne faste bare endnu et udtryk for det nogen kalder den moderne “sundheds fascisme”, som får folk til at fornægte alt godt for sundhedens skyld?
Nej, for den kristne faste er en periode, og den handler om i et stykke tid at lade være med noget så andre kan få penge til at spise for eller så man selv bliver mere taknemmelig for det, man til dagligt omgiver sig med.
Hvor den “sundheds fascisme”, som f.eks. sangen “Hold dig på måtten” oponerer imod, siger nej til al nydelse for sundhedens (og pengenes) skyld, siger den kristne faste “nej tak” i en periode for hele tiden at kunne sige helhjertet “ja”.
Fasten vi nu går ind i handler ikke om at få ret til at disciplinere andre, fordi jeg kan disciplinere mig selv. “Altså om kontrol i en tid, som ellers er ude af kontrol.” Det handler kun om det, der er mellem mig selv og mig selv og i mellem mig selv og Gud.
Faste stiller ikke spørgsmål ved den enkeltes ret til at give sig hen til mad, musik, sex, film, tandsmør eller dans. Tvætimod sætter faste mennesket fri til – i eget tempo – at sige ja til alt det. Og til at være taknemmelig for det!
(Læs en spændende artikel om emnet her i Samvirke)

Fasten står for døren

Imorgen er det “Askeonsdag”; startskuddet til fasten. Fasten, er ligesom advent er det til julen, en tid til forberedelser for den højtid, der kommer efter. Fasten er en periode med mange traditioner – hjemme hos os er det den tid på året, udover jul, hvor vi har flest traditioner tilknyttet. For mit vedkommende er det fastelavn med udklædning og fastelavnsboller som jeg husker som et lyspunkt helt fra barn. Der er noget befriende ved at klæde sig ud og “gøre som om” sammen. Billederne er fra fastelavnsgudstjenesten i Vejle søndag. Der kom rigtig mange festlige mennesker til gudstjeneste!

Traditionelt er fastetiden en tid præget af stilhed, eftertænksomhed og fordybelse. En tid hvor fokus var på “mig og Gud”. Det startede med askeonsdag, der har fået navnet pga. traditionen med at slå korsets tegn med aske i panden – et symbol på bod og anger. Det lyder tungt og grimt, og har sikkert også været det. Selv det bedste kan jo bliver misbrugt. Men egentlig synes jeg det er flot at kunne have en dag, et tidspunkt og en måde at markere at det er okay at tænke over det svære, at komme tilbage til at det hele kommer an på Guds nåde. Og ikke mine forsøg og bedste intentioner. Det med asken er måske ikke noget vi danskere er så vant til. Da vi boede i England blev jeg præsenteret for traditionen, og jeg er blevet meget glad for den. Nok fordi det markere begyndelsen af fasten. Ligesom de fire lys markere advent.

Der var engang hvor man i fasten dækkede alle billeder, statuer og andet festligt til i fastetiden. Det kom først frem igen til påske. For at hjælpe til fordybelsen. Og af samme grund er traditionen kommet med at faste fra forskellige ting i fasten kommet til. Fordi fravær kan være med til at skabe nærvær. Det kommer jeg tilbage til i næste uge.

Men fordi fastetiden på nogle måder er stille og uden farver, så er behovet der for at have mange farver og fest – at holde karneval: “farvel til kødet” betyder det. For det har traditionelt været kød mange holdtsig fra i fasten. Idag er det måske mere chokolade man hører mennesker opgi’r når det er faste. Man kunne overveje at faste fra teknik; mobilen eller email bare en enkelt dag, forbrug, en vane. Jeg kender en som et år opgav at have dårlig samvittighed. “Og ved du hvad, jeg har ikke taget det op igen,” har han fortalt. Har du planer om at faste fra noget imorgen?

For mit vedkommende bliver det kødet i år. Min mand, Duncan, vil droppe fjernsynet, og det får selvfølgelig også noget at sige for min faste. Og jeg glæder mig. De sidste år har lært mig, at det er godt at opgi’ noget for en stund. Man bli’r så glad når man får det tilbage!